Pictures in My Mind - seks noter om Joy Division

1

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg efterhånden er ved at være derhenne, hvor jeg har fulgt Joy Division eller New Order i 2/3 af mit liv, og følgelig har jeg læst mig igennem det meste af den information om bandets historie, som eksisterer. At føje nye nuancer til billedet - endsige skrive noget om gruppen overhovedet - kan virke som en halsløs gerning. Ikke mindst fordi kredsen omkring orkestret altid har været god til kun lige akkurat at frigive dem information, der passer den. Selv efter 32 års dybdegående artikler har man stadig ikke fornemmelsen af fuldt ud at vide, hvorfor Ian Curtis begik selvmord i maj 1980, ligesom både gruppens og ex-produceren Martin Hannetts måde at tænke musik på synes at være så lukket en dør som altid. Fair nok: Der er noget, som hedder privatlivets fred, ligesom det også er en dårlig kok, som forærer sine bedste opskrifter væk. Alligevel sidder man som fan - lad os i dette tilfælde bare bruge dét ord - tilbage med en aldrig tilfredsstillet nysgerrighed, og selv efter at have fordøjet al tilgængelig information, skal man lede længe efter lakuner i historien, man måske - måske - kan udfylde. Men selv da kan det kun gøres ud fra egne standpunkter og / eller egen lytning. Dette er mit ydmyge forsøg.

2

Det er bare et bud, men jeg tror, at pladerne fra Unknown Pleasures frem til Movement var lavet på en blanding af speed, coke og LSD. Fra "Temptation"-maxien frem til og med Republic synes de kemiske ingredienser at have været E med lidt fadbamser inde over hist og her. Siden da har musikken sandsynligvis været komponeret på kildevand og lager. Interessant nok har kvaliteten været relativt konsistent hele vejen igennem, selvom stemningerne har vekslet i takt med medicinskabets indhold. Musikken selv er det ultimative drug!

3

Da dobbeltalbummet Still blev udsendt i 1981, var den officielle melding fra Factory Records, at der ikke befandt sig mere uudgivet materiale med Joy Division i arkiverne. Det var selvfølgelig en stor, fed løgn, for allerede dengang havde der længe cirkuleret bootlegs med tonsvis af alternative takes, uudgivne sange og sågar et helt album - Warsaw (1978) - som aldrig var nået ud på pladebutikkernes frit tilgængelige hylder. Med boksen Heart & Soul (1997) blev der ryddet betragteligt op i det resterende, og siden er der endda udkommet en del fornemme - eller bevidst det modsatte - koncertoptagelser med bandet. Alligevel er bægeret ikke tømt, så at sige, og i hvert fald følgende sange fra Warsaw-æraen (1976-77) mangler stadig enten at blive præsenteret officielt eller opsamlet:

1) Gutz. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Efter sigende skrevet af Bernard Sumner og Peter Hook før Ian Curtis kom med i bandet. Hurtig, energisk punksang, der ikke er uden melodiske kvaliteter, men befinder sig langt fra senere standarder.

2) Inside the Line. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Enkelt skrevet og spillet, og inspirationen fra The Clash fornægter sig ikke, men faktisk er sangen ikke så ringe, at den kaster skam over gruppens senere katalog. En skøn, om end primitiv punkperle.

3) The Kill. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. En senere sang fra Still bar samme titel, men var i alt væsentligt anderledes. Og på den gode måde. Omkvædet er godt, og vokalen er besat, men resten er ærligt talt noget rod.

4) At a Later Date. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977 - senere foreviget i en bedre live-version på opsamlingsalbummet Short Circuit - live at the Electric Circus (1978). Sublim punk. Igen: Ikke Joy Division, som man kender dem, men catchy og fyldt med gode riffs.

5) You're No Good for Me. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Faktisk en god, om end enkel og lidt dum sang, der tydeligt viderefører arven fra Sex Pistols. Åbenbart betragtet som så pinlig af bandet, at den ikke engang figurerer på "sessionographies", men en rodet musikalitet til trods et lyt værd.

6) Reaction. Tidlig sang dokumenteret på live-optagelser fra 1977. Klassisk punk med meget klare melodilinjer og en ganske kæk, selvsikker tekst. På bootlegs ofte meget smadret at høre på, men så absolut værd at dele med verden.

7) Tension. Se ovenstående. Rodet, inkonsekvent sang. Virkelig ikke en skjult skat, men noget, gruppen med rette skilte sig af med.

8) Lost. Igen en sang, som kun er dokumenteret live fra koncerter i 1977. Skægt nok ganske rockabilly-influeret. Ikke skidt, men igen: Mere kuriøs end egentlig god.

9) Pictures in My Mind. Postet i en øvelokale-version på YouTube af JD-bassisten Peter Hook kort før, han i 2011 indspillede en "færdig" version af nummeret med The Light (se næste note). Fedt bas-riff og gode sangelementer, men tydeligvis noget, gruppen afviste i ufærdig tilstand. En skam: Ulig mange Warsaw-numre pegede dette fremad.

Skal man så tømme bægeret? Hvorfor ikke? Joy Divisions senere kunstneriske triumfer taler for sig selv, og gruppens learning curve bliver ikke mindre imponerende set i lyset af disse tidlige optagelser, hvoraf mange dog har en eksistensberettigelse i sig selv. Skade gør de - som Peter Hook, der åbenbart gennem mange år har været den i gruppen, som gav materiale videre til bootleggers, med rette synes at have gjort op med sig selv - i hvert fald ikke.

4

Gennem de seneste par år har Peter Hook - sammen med gruppen The Light og Happy Mondays-sangerinden Rowetta - gjort sit bedste for at holde JD-myten i live gennem dels live-opførelser af alle gruppens albums, dels ep'en 1102 / 2011, som netop præsenterede en habil "færdigskrevet" version af "Pictures in My Mind". Mine følelser omkring dette projekt er mildest talt dobbelttydige, selvom jeg ikke er så hurtig til at råbe "helligbrøde!" i vilden sky, som nogle er. Som vokalist er Rowetta lige så fuld af sjæl, som Curtis var, og jeg hylder uforbeholdent hendes indsats i projektet. Når The Light er bedst, vover de også nye, radikale arrangementer af det gamle materiale. Men er det værdigt for en kapacitet som Hook at gå i retro-gear på den måde? Har han virkelig ikke noget nyt at formidle? Er det virkelig tilfredsstillende at slutte sin karriere med at være sit eget jam-band?

5

Skægt nok er den sang i hele JD-kataloget, som har holdt bedst til årtiers gentagede afspilninger, petitessen "Wilderness" fra Unknown Pleasures. Jo, som alle andre startede jeg med at opdage "Love Will Tear Us Apart", måbede i begejstring, da jeg hørte "Digital", "Atmosphere", "Twenty-Four Hours" og "Dead Souls", og lærte efterhånden at se den ufattelige skønhed eller gru i mindre påfaldende sange som "Heart & Soul", "Atrocity Exhibition", "No Love Lost", "I Remember Nothing" og "These Days". Men midt i det hele står altså denne lille, upåfaldende indspilning, jeg ikke kan bruge op. Den består næsten af ingenting: En basgang så enkel, at jeg kunne spille den, men til gengæld forbandet iørefaldende. Et trommebeat, der er stift, matematisk og tilsat gotisk rumklang, men lige så funky som noget, New Order senere bedrev, mens de optog influensen fra 80'ernes disco og house i deres lyd. En guitar, der ikke fylder mere, end den absolut skal, og en vokallinje, som er lige dele russisk folkesang og Jim Morrison. Dertil en tekst, der nærmest er Iggy Pops hujende "The Passenger" vendt om på vrangen. Et manifest:

"I traveled far and wide through many
different times
What did you see there?
I saw all knowledge destroyed
I traveled far and wide to prisons
of the cross
What did you see there?
The power and glory of sin
What did you see there?
The blood of Christ on their skins
I traveled far and wide through many
different times
I traveled far and wide where
unknown martyrs died
I saw the one-sided trials
What did you see there?
I saw the tears as they cried
They had tears in their eyes!
Tears in their eyes!"

6

New Order findes igen. Nu uden Hook, men til gengæld med Gillian Gilbert, som var udeladt i gruppens sidste inkarnation. Hun er bestemt ikke irrelevant - trods en ubetinget triumf som Get Ready (2001) har de seneste plader manglet hendes touch. Men fraset Morris' markante trommestil har Hooks melodiske basgange været gruppens væsentligste musikalske markør siden starten i 1976 - et vandmærke af samme ubestikkelige gyldighed som det, man finder i pengesedler. Bernard Sumners Bad Lieutenant kunne - trods Morris' sporadiske medvirken - ikke lyve sig til at være en naturlig fortsættelse af det projekt, som blev startet med Stiff Kittens i 1976, og spørgsmålet er, om et New Order uden Hook er bedre stillet.

Af og til er fælles historier større end folk selv, og for mig at se er Joy Division/New Order et eksempel på dette. Hvad rager det kollapsede ungdomsvenskab mellem Sumner og Hook mig? Fair nok, at gruppen overlevede tilstedeværelsen af en markant figur som Curtis ved at lære nye tricks, men hvis de to ikke kan klinke skårene, må et nyt New Order - hvis det skal have en berettiget eksistens - på tilsvarende vis ud i at genopfinde helheden, hvis ikke der skal efterlades huller, som ikke kan fyldes. Og efter 35 år sammen er der er mulig grund til at tvivle på, om gruppen magter dét.

New dawn fades?

Begyndelsen på noget stygt?

Kan lige så godt gøre det officielt: Leder efter folk til et poetry/industrial/noise-projekt. Trænger til at skrige mig hæs i et tæppe af distortion! Jeg har: Teksterne, attituden og visse kompositoriske evner. Du kan: Spille meget højt og meget grimt - helst uden for mange gængse forestillinger om, hvad musik/lyd er og skal være. Referencer til en begyndelse: Throbbing Gristle, Boyd Rice, Nine Inch Nails, Merzbow, Whitehouse, Faust, tidlig Pere Ubu, Joy Division. Mener det seriøst. Skriv! Trods alt var Genesis P-Orridge også bare en halvgammel mand, som ikke kunne synge...

De gode, gamle dage, som aldrig var...

Gårsdagens helt store politiske nyhed var, at S satte selve den idé om velfærdsstaten, de selv havde kæmpet så indædt for op gennem Det 20. Århundrede, til debat ved den kommende partikongres. Pengekassen var slunken, forlød det - rimeligvis, skal det siges - og ifølge oplægget var befolkningen nu blevet bedre til "at kræve sin ret end gøre sin pligt". Derfor skulle fremtiden for både uddannelsessystemet, sygehusvæsenet og overførselsindkomsterne tages op til diskussion. Hvad kan beskæres, hvad kan omlægges, hvad kan privatiseres?

Lad mig først og fremmest understrege, at der kan være grund til at kigge på disse ting. Hvorfor skal Mærsk-familien f.eks. have børnepenge fra staten i solidaritetens hellige, i dette tilfælde dybt misforståede navn? Det ser dog ud til, at kommende reformer snarere er vendt nedad: Mod kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, lavtlønnede og andre grupper, som enten "ikke gider arbejde" eller "ikke gider arbejde nok". For det er vel dem, der "er bedre til at kræve deres ret end gøre deres pligt"?

Man kan drage flere konklusioner ud fra dette udspil. Den for mig mest oplagte er, at S, som i efterhånden har haltet gevaldigt efter på den ideologiske konto, i realiteten har nedlagt sig selv som parti, for hvis man ikke kan repræsentere - i det mindste holdningsmæssigt nu, hvor pengene til forbedringer mangler - et alternativ til højrefløjen, der altid har dyrket social ulighed som en kilde til dynamik, har man så andet end spin og kønne ansigter at have sig selv i? En anden er, at S er blevet revet med af hele den nostalgiske længsel efter et mere "simpelt, overskueligt, ordnet og ordentligt dansk samfund", O i sin tid lancerede med deres drøm om et nyt Morten Korch-Danmark med græssende køer på grønne enge, storke på tagene, duftende frikadeller i køkkenet og nul "perkere" på gaden, men under VKO antog mere raffinerede, omfattende og giftige former.

Først fik vi "den borgerlige kulturkamp", hvor "de røde lejesvende" fra '68 - UHA, disse ulækre, samfundsskadelige humanister! - blev jaget vildt under både debatterne og uddelingen af støttekroner. Så indfandet nypuritanismen sig med sin fuldt legale hetz mod rygere, overvægtige og alle andre, som forbeholder sig retten til at nyde livet andre steder end i fitness-centret - en strømning, den borgerlige blok dog skal have den ros, at den hurtigt trak sig fra, mens venstrefløjen (!) omvendt gjorde den til en mærkesag, hvis seneste udtryk er den uhørt stupide fedtafgift, som har hævet prisen på de billigste fødevarer så meget uden at kompensere andre steder, at S-SF reelt har gjort livet ekstra surt for en stor del af deres kernevælgere. Men det var bare begyndelsen på en langt mere omfattende modreaktion i forhold til alle de fremskridt, som både politisk og kulturelt var sket i kølvandet på '68 - ja, i hele det forudgående århundrede!

Tag kvindekampen, som i 2012 næsten mere synes at handle om retten til at gå i kjoler, bruge læbestift og blive gevaldigt trynet af en "rigtig mand" med hår i ørerne, svedpletter på trøjen og grød mellem ørerne, end om den ligestilling, som efter mange års reel kamp endnu ikke er 100 % gennemført. Eller de senere års familiefilm, som - med genindspilningerne af Far til Fire som storeslem - forsøger at føre min generations afkom tilbage til en allerede i 50'erne overidylliseret barndomsverden, hvor snarrådighed er tilladt, men alt går godt, hvis man bare er artig og lydig. Og det endda på et tidspunkt, hvor man seriøst overvejer at lade sig inspirere af tigerpædagogikkens fysisk og psykisk hårdhændede afretning af de små, så de allerede tidligt kan lære at blive det eneste saliggørende: Gode, loyale, ensrettede samfundsborgere! Endelig er der reality-showenes fremmarch på tv-fronten, som måske nok har en moderne form komplet med afslørende badetøj, sex på infrarødt kamera og kassevis af Breezers, men også en enkel, kynisk dagsorden: I slutningen af hvert enkelt afsnit skal det svageste led væk, og det er altid den mest tyranniske, kalkulerende idiot, som ender med at slæbe afsted med den helt store præmie. Hardcore, grasserende, blodtørstig neo-eugenik i prime time!

Hvordan flugter alt dette - og mere til - med den næste partikongres i S? Spørger man mig, afspejler dagsordenen netop igen (på bedste bedsteborgerlige vis!) en længsel efter en tid, hvor enhver blev betragtet som sin egen lykkes smed, og hvor dem, som ikke var lykkelige, ergo selv havde fortjent at blive udstødt af fællesskabets glansbilledverden, der ikke havde plads til samspilsramte teenagere, folk, som var endt på gaden i kraft af faktorer, de ikke var herre over, misbrugere, som ikke kunne kontrollere deres handicap ved egen hjælp, og for den sags skyld også ganske normale, hårdtarbejdende mennesker, som enten sled sig selv op eller måtte lide den tort, at deres ansigts sved - grundet tilfældige samfundskonventioner - ikke blev regnet for så meget dom andres. Resultatet af kongressen kan meget vel blive et samfund, hvor disse udsatte grupper ender uden et socialt sikkerhedsnet og permanent går tabt, eller ét, hvor deres børn - grundet faktorer, de af nogen ikke er herrer over - f.eks. ikke kan få sig en god uddannelse, fordi far og mor ikke er i stand til at hoste op ved kasse 1. Eller et samfund á la det tidligere amerikanske, hvor vejarbejderen bare er nødt til at lægge sig ned for at dø, mens kræften spreder sig, fordi han ikke har råd til en behandling på et privathospital. Et samfund, der kører videre som om, hverken Stauning eller '68 nogen sinde skete.

Men hvorfor denne længsel efter "de gode gamle dage"? Mit bud er, at mine årgange, som efterhånden plus/minus 10 år er blevet den herskende, ikke kender vores bedste- og oldeforældres bitre erfaringer under andre forhold. Vi har ikke prøvet at arkivere vores drømme lodret, fordi de gamle ikke havde råd til at betale for den rette undervisning. Vi har ikke prøvet at være på et fattighus, hvor man tvinges til at arbejde dagen lang under kummerlige forhold til gengæld for ringe mad og et endnu dårligere sengeleje. Vi har ikke prøvet - ikke rigtigt - at blive sendt ud af konkurrencen som det svageste led og sulte i rendestenen, mens alle de rige, egoistiske svin holdt abefest på overetagen. Vi har ikke prøvet ægte censur som den, man oplevede under besættelsen, eller rigtig kvindeundertrykkelse som den, der var vores formødres dagligdag gennem uendeligt mange slægtled. Og vi har slet ikke prøvet at skulle klæde os fint på, tale høfligt og tvære store smil ud over ansigtet hver dag i årtier, fordi - som i de ellers åh så forherligede 50'ere - utilfredshed med tingenes tilstand i sig selv var noget nær en dødssynd!

At have prøvet den slags lort har det med at afføre den slags solidaritet i - og til en vis grad mellem - klasserne, der i sin tid affødte velfærdsstaten. Den solidaritet har vi mistet. Måske det er derfor, der nu i dén grad tigges om modgang, ulige forhold og dårlige tider? Og måske vi - som samfund betragtet - vil have godt at dén lektion?

Vi er i hvert fald på vej mod at få den den nu, hvor selv velfærdsstatens arkitekter er ved at smide barnet ud med badevandet.

Til det kan jeg kun sige én ting: Reformer er som sagt nødvendige, men far med lempe, for selv Morten Korch - som var beregnende, men ikke dum - vidste altså godt, at "de gode, gamle dage" ikke var helt så idylliske, som han beskrev dem. Det, vi stadig har, fik vi ikke uden grund!

Hvorfor publicere?

Af og til har det - skal jeg ikke lægge skjul på - pisset mig ganske gevaldigt af, at jeg ikke har en bog ude, mens folk, som til tider har væsentligt mindre talent, poster det ene værk ud efter det andet. En stor del af skylden for dette bærer jeg naturligvis selv, for vi skal helt tilbage til 90'ere, før jeg sidst havde forlagene under skarp beskydning: Efter et imødekommende, men undskyldende afslag fra Lindhardt & Ringhof i '99, der afsluttede en - indrømmet - rimelig ørkenvandring gennem årtiet, skulle vi helt frem til 2009, før en tidlig version af Favne, som stadig er på spil i min bevidsthed, rundede næste forlag, men strandede på et økonomisk spørgsmål. Igen: Andre folk, som tydeligvis havde mindre at have sig selv i, ræsede forbi mig på den litterære landevej, fordi de tilfældigvis havde den kapital at skyde i deres udgivelser, jeg ikke var i stand til at skrabe sammen. Og i disse tider, hvor fleste de etablerede forlag ifølge bl.a. min gamle mentor Peter Stein Larsen har erklæret poesien død, er det at udsende lyrik i høj grad blevet et spørgsmål om en solid privatøkonomi.

Men hvorfor i det hele taget publicere, kan man, som min gode kollega Michael Zittergong, for hvem lyrikken først lever på scenen, spørge? Hvorfor har jeg efterhånden brugt de første tre måneder af 2012 på at stykke de sidste 5-6 års produktion sammen til manuskripter, som jeg har tænkt mig at plage de stakkels forlag sønder og sammen med i den kommende tid? Er processen ikke nok? Er de erkendelser, man finder frem til med pennen i hånd, ikke mål nok i sig selv? Hvorfor bruge krudt på at skumle indebrændt over amatører, som rejser land og rige rundt for at inkassere bifald fra den slags folk, som stadig kan blive benovede over, at man har smidt hele arven fra bedstefar efter noget så urentabelt og efterhånden devalueret som en bog? Har jeg virkelig så meget på hjerte, at hele verden bør kende mine ord? Er det ikke bare et spørgsmål om god, gammeldags forfængelighed?

Jamen jeg er da guilty as charged. Ikke at jeg tror, jeg er berettiget til en Nobelpris eller noget. Jeg har endda måttet sande, at jeg næppe har den bog i mig, som kan bringe den litterære verden ud ad det postmoderne morads, den fortsat vansmægter i. Men jo, jeg tror, at jeg har noget at tilbyde folk. Om ikke andet så det, der er ethvert selvstændigt tænkende menneskes kendetegn: Min egen skæve, forhåbentligvis interessante vinkel på den underlige verden, vi er blevet kastet ind i. Jeg har også et håndværk og/eller en filosofi - når lyrik er bedst, kan de to ting ikke adskilles fra hinanden - som er blevet fintunet og raffineret gennem snart 30 års skrift. Og som enhver anden håndværker gerne vil lave sit svendestykke og have sin retfærdigt tjente løn, således også jeg. For lyrikerens vedkommende er svendestykket, skulle jeg mene, ikke blot en bog, men en god bog, og lønnen må - når nu biksen permanent kører med økonomisk underskud for selv de allermest ret- eller ufærdigt kanoniserede - tilsvarende udbetales i anerkendelse. Ikke berømmelse, for hvem pokker vil have rendestenspressens blitzlys til at blinke ind gennem soveværelsesvinduerne, men netop anerkendelse for en i det mindste relevant indsats. Og for at vinde denne anerkendelse - eller for den sags skyld få hul igennem til legater eller lønnede oplæsningsseancer - kræver det igen (selv i det ellers så digitale år 2012), at man har mindst én bog på gaden. Det litterære kredsløb er stift som ind i helvede.

Så jo, jeg er forfængelig. Tut tut! Elsk mig, thi jeg ved, jeg fortjener det!

Dertil er jeg nu en gang så gammeldags indrettet, at jeg elsker objekter. Ikke at jeg er specielt materialistisk indstillet, men selvom skriften aldrig stopper - heller ikke for mig - har jeg stadig en vis forkærlighed for de flager og skorper, som dratter af den, mens den til stadighed reinkarnerer sig påny. Dvs. igen bøgerne. Ligesom downloads aldrig vil kunne erstatte gennemtænkte musikværker på duftende, fabriksny vinyl i store, smukke covers, således elsker jeg at åbne en bog, føle papiret, dufte tryksværten. Samtidig kan bøger i mere end én forstand lukkes. Vi kender jo nok alle fornemmelsen af, at vores liv har kapitler, der frivilligt eller ufrivilligt lukker sig efter en tid, så vi kan komme videre. Sådan er det også med skriften, hvis den har optimale vækstvilkår: Den vokser vildt, og der, hvor den ikke kan komme videre, kaster den skaller af sig, man kalder værker. Hvis disse ikke realiseres, tror jeg på, at den videre vækst både hæmmes og perverteres: Man slæber en tung bagage med sig, der vokser og vokser, til man bliver pukkelrygget af vægten. Man bliver en litterær Ahasverus. Og hvornår har sådan et spøgelse, sin evige gang på jord til trods, åndet sidst?

Nej, når noget i éns forfatterskab slutter, skal det ske med en bog. Selvom den ret beset er en ligkiste, skal den være smuk og hædre det, der er i den. Og så skal den ellers op på reolen, så man kan komme videre ud i bakkerne eller byen.

 Derfor vil jeg publiceres i bogform. Det er ikke kun en fjer i hatten og et udslag af en sammenbidt retfærdighedssans, for det er det da, men også et eksistentielt anliggende. Jeg har brug for closure, for at ryste isen af mig, så jeg kan flyde videre.

Hvorhen kan man - skal man - aldrig vide. Deri kan Zittergong have ret.

boblen i boblen

Det er ikke hver dag, et nyt tidsskrift for lyrik ser lyset i dagens Danmark, men når det endelig sker, er det smukt i sig selv. Det er det også i tilfældet boblen i boblen, der redigeres og udgives af dada-poeten Ole Perregaard via Det Poetiske Bureaus Forlag. Indtil videre er det kun lykkedes mig at få fingre i december-nummeret, som i vidt omfang kun inkluderer tekster og illustrationer af redaktøren selv, selvom Katrine May Hansen også pipper ind med denne tekst:

Det er groft og direkte
Det er overmodent og sødmefuldt
Som varm mango
Det er upassende og stødende.

Jeg kunne ruste mig
Med ungdommens åleglatte arrogance
Men ser aldrig angrebet komme.

Det er de leende øjne
Det skarptslebne vid
Det er den adrætte mimik.
Den tvedelte tunge og
De uopdragne hænder.

Et - så vidt jeg forstår - overraskende traditionelt digt i denne sammenhæng, da tidsskriftets formål primært er at repræsentere dada og lignende eksperimenterende retninger. Et projekt, Ole som sagt i dette nummer er alene om at hejse fanen for med sine karakteristiske, meget gennemarbejdede tekster, der kan læses på kryds og tværs, men også er så afhængige af at stå helt korrekt på siden, at de er svære at give en smagsprøve på her. Men når man har at gøre med den uden sammenligning bedste - og mest meningsfulde - dada, som produceres i landet pt., er det dada også ren luksus for den flade tier, et eksemplar af boblen i boblen koster. Må flere fremover opdage - og ikke mindst bidrage til - dette afslappede og uprætentiøse, men pænt trykte og på alle planer kvalitetsprægede blad.

Titel: boblen i boblen # 2
Udgivelsesår: 2011
Redaktør: Ole Perregaard
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
Format: 16 s., A4.
Pris: 10 kroner.

Fortolkningens ædle kunst

Tillad mig at henlede opmærksomheden på denne fine, nystartede blog - Omslagsudgaver - hvis eneste formål - men det er nu også ret omfattende - er at behandle coverversioner gennem tiderne med gejst og indsigt. Skriver der selvfølgelig selv, men derudover det det fine folk som Søren Gehlert Schmidt, Peter Krogh, Jens Keis Kristensen, Søren Nielsen og Martin Petersen (pladeselskabet Tryghed & Tristesse) - for mange af jer nok allerede penne, som er kendt her fra blogspace - der står bag. Indtil videre har der været fine indlæg om bl.a. Paul Simon, Thåström, The Sisters of Mercy og Lars H.U.G., men pt. dukker der nye tekster op flere gange dagligt, så man ved aldrig på forhånd, hvad der står øverst, når man klikker ind...

Coverversioner - spontan top 10

1) The Residents: (I Can't Get No) Satisfaction
2) Sort Sol: Ode to Billie Joe
3) David Bowie: Wild is the Wind
4) Roxy Music: Jealous Guy
5) How Do I: Knowing Me, Knowing You
6) Patti Smith: My Generation
7) Lars H.U.G.: Kvinde Min
8) Nick Cave and the Bad Seeds: Death is Not the End
9) New Order: Turn the Heater On
10)Greene: White Shirt