fredag den 11. juni 2010

Blandet afdansningsbal på Zusammen

Forårets sidste Poetry for Charity-arrangement løb af stablen på Café Zusammen i går aftes, og som sædvanlig var det vellykket. Men faktisk det mindst vellykkede af dem, jeg har været til endnu. Forstå mig ret: Der var, modsat sidst, ingen af de medvirkende, som direkte stank, men omvendt var der også kun to, der for alvor gjorde indtryk.

Den første - Jakob Slebsager Nielsen - skød jeg, ganske rigtigt, til at være 17 år gammel og dermed vist den yngste, som har deltaget i dét forum. Og som hos mig selv, da jeg var 17 år, led hans udtryk stadig af en del børnesygdomme: Han læste bl.a. en glimrede, men lidt for direkte fortsættelse af Søren Ulrik Thomsens Det Bedste og Det Værste op, og fra tid til anden stak Dan Turéll lidt for tydeligt frem som inspirationskilde. Men ellers var han en sproglig præcisionskunstner af et særdeles lovende format, og det skal blive spændende at se, hvor han er om fem år, hvis han bliver ved med at holde fast i sin klarhed og sit særpræg. Allerede nu er han bedre end mange af dem, der rent faktisk får bøger ud! Men naturligvis fik han en ekstra sympatistemme herfra ved at bekende sig til Joy Division og læse et selvoversat Ian Curtis-digt op. Som jeg sagde til én bagefter: "Hvis det dér havde været min søn, ville jeg have været en meget, meget stolt far!"

Det andet ubestridte lyspunkt var Anja Otterstrøm, der læste uddrag op fra debut-novellesamlingen Enebørn. Hun fører en både meget skarp, overraskende og vittig pen, og hendes lidt tørre, men venlige facon på scenen matcher dét indhold helt perfekt. Direkte sublimt var hendes sæt under novellen "Kost og Logi", hvor kæresten, der lige er blevet smidt ud, skjuler sig i ugevis bag en lænestol, mens fortælleren - fuldt bevidst om, at han er der - sviner ham til på det groveste over for andre. Én af den slags noveller, der virker som om, at den altid har eksisteret, og bare har ventet på, at nogen rent faktisk skulle skrive den. Sådan!

Kathrine Kjær Roberts Nedergaard var en både-og oplevelse, synes jeg. Hendes sæt bestod egentlig af tre mindre blokke - en om kærlighed/sex, en med syrlige, sønderjyske hjemstavnsdigte og én om dyr - og kun de to sidste tiltalte mig. Ikke mindst fordi hun dér formåede at komme ud over chicklit-lyrik-klichéen og levere et interessant stof, der var hendes eget. Alligevel syntes jeg, der manglede noget hele vejen igennem. Et sidste finish? Lidt ekstra modning? Jeg kunne ikke helt sætte en finger på det. Til gengæld havde hun en god, lidt flabet oplæsningsfacon.

Af de resterende var Claus Handberg Christensen først og fremmest bare lidt usikker at høre på - måske fordi han luftede nyt materiale? Har i hvert fald indtryk af, at han nok havde mere at byde på i bogform, end man fik med her. Og så var der Christian Bjoljahn, der var anderledes sikker og ikke decideret dårlig, men meget "Forfatterskolet". Et nyt udtryk, jeg på det seneste har set mig nødsaget til at opfinde for at beskrive de nye årgange, der generelt er afsindigt dygtige rent teknisk, men omvendt meget blodfattige og bange for klarhed, hvorfor man ofte forlader en oplæsning med én af dem med et "nå?" på tungen. Bjoljahn var et meget udtalt eksempel på dén tendens - en klarhedsangst æstetiker, hvis kunst hverken rørte eller rykkede noget i én, men omvendt heller ikke faldt påfaldende igennem. Han var der bare, sådan set. Og man kunne købe hans bog på stedet, men man kunne også lade være. Og det sidste gjorde jeg.

Summa summarum: To hits, et godt "albumnummer" og et par "outtakes". Hvilket som sagt altså løber op i én af de tyndere aftener på Zusammen. Men kun fordi, at arrangørerne har lagt et tårnhøjt niveau hele foråret igennem.

Kan slet ikke vente til, at de starter op igen i september...

2 kommentarer:

  1. Hvilken JD- sang havde den unge mand oversat?

    SvarSlet
  2. Det var ikke en sang. Der er nogle upublicerede tekster i "Touching From a Distance", som Deborah Curtis hentede fra Ians notesbøger, og det var en af dem.

    SvarSlet