lørdag den 24. juli 2010

KILL YOUR EGO...

...står der for tiden på temmelig mange af den slags klistermærker med slogans af forskellig art, der klistres op rundt omkring på byens elstandere og lygtepæle. Og modsat flertallet af den slags opslag - for tiden huserer der også et komplet groteskt ét af slagsen, som, ved at skyde genvej over én eller anden afsporet konspirationsteori, sætter lighedstegn mellem Lone Dybkjær og Jack the Ripper! - synes jeg faktisk, det er et temmelig godt råd.

Ikke at man overhovedet ikke må være her. At have et minimum af ego er en del af den selvopholdelsesdrift, som naturen har givet os, og som det ergo heller ikke vil være naturligt at give køb på. Men et ego er kun sundt, når det kender sin plads i det større billede - og er der én ting, os mennesker er elendige til, er det netop dét. Vi tror, at vi er kronen på skaberværket, selvom vores store hjerne dybest set er blevet udviklet med det ene formål, at vores fjerne forfædre skulle kunne ernære og beskytte sig selv og hinanden på savannen efter i sin tid at være jaget ned fra træerne af tørke. Enhver kat, hval, hejre, rotte, you name it, er ret beset lige så perfekt tilpasset sine behov og sit miljø, som vi er... Men se selv, hvor homocentrismen har ført os hen...

Nogle af os tror, at vi er ufejlbarlige ledere, som med al ret og naturlighed bør presse lige præcis vores vilje ned over hovedet på andre. Historien taler sit tydelige sprog om, at det forholder sig anderledes.

Alle tror vi, at netop vores overlevelse, lykke og emotionelle velbefindende er vigtigere end alle andres, og at vi følgelig har ret til at skide enhver, der står i vejen for vores totale selvrealisering, op og ned ad nakken. Ikke sandt? Alligevel er der ikke én eneste af os, der kan ses fra Månen. Og om et par hundrede år er vi, hvis den slags findes endnu til den tid, blot en stak oplysninger i et folkeregister. Og støv. Masser af støv.

Alligevel er vi ikke ligegyldige, vil jeg hævde. Tværtimod er vi ekstremt vigtige. For hver eneste ting, vi gør, påvirker - først uhyre diskret, siden i vældige bølger - verdens videre gang. Ikke én handling, vi foretager os, går til spilde. Bare se på dit eget stamtræ: Hvis din far ikke lige nøjagtigt var gået ind på dén bar dén dag, hvor din mor tilfældigvis også befandt sig på stedet, hvor havde du så været nu? Og videre: Hvad havde det så ikke betydet for folk omkring dig?

Jo, hver handling er vigtig. Men ikke altid af grunde, man selv kan gennemskue, for effekterne af éns eksistens fortoner sig i et uigennemskueligt mønster af andres eksistensspor, og ud af dét kor vokser så historien. Og det er måske nok forståeligt, hvis folk - konfronteret med dét udsyn - resignerer og tænker, at de ikke gør nogen forskel.

MEN DET GØR DE!!! Det gør vi ALLE sammen! For en ret er kun så god som dens ingredienser, og vi er hver især dybt ansvarlige for kvaliteten af det, vi smider i gryden. Smider alle lort i, bliver kvaliteten derefter. Men jo mere af det gode, der kommer i, jo mere spiselig bliver retten.

Og det er det, egoet bedst kan bruges til: At forfine kvaliteten af det, man sender ud. For på dét punkt er vi ikke helt dyr: Vi kan selv vælge, hvad vi vil give videre. Vi er ikke (kun) instinkt - vi er (også) ræson!

Men vi kan kun nå dertil ved at ekspedere det overskud af selvopholdelsesdrift, man normalt refererer til som "egoet" - den del af os, der grådigt begår overgreb mod den resterende virkelighed - og koncentrere os om vores eksistens i et bredere perspektiv. Som ét menneske i en menneskehed. Som ét væsen i en verden. Som er forpligtet på kvaliteten af sine handlinger - hverken mængden eller effekten. Man behøver ikke at komme på forsiden af aviserne for at være sin eksistens værd - ofte snarere tværtimod. Det er så uendeligt meget vigtigere, at man får gjort det, man gøre, rigtigt. Og glem i den sammenhæng begreberne "godt" og "ondt", som er menneskelige konstrukter - intet tyder på, at dyr handler ud fra dé parametre. Man kan godt være nødt til at handle destruktivt for at føre en konstruktiv proces videre. Det væsentlige er, at man gør det nødvendige - ikke handler selvisk og enøjet. At man tænker sig om to gange og ikke glemmer empatien, før man skrider til værket.

Alt sammen lettere sagt end gjort, og det kan tage et liv at lære. Jeg er bestemt også først i gang med at lære at demontere mig selv på den rigtige måde. Men KILL YOUR EGO? Sounds good to me!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar