søndag den 15. august 2010

Blues for Slowdive

Da jeg i sin tid kom til mit musikalske selv, var det grupper som Depeche Mode, U2, Kraftwerk, Siouxsie & The Banshees, The Cure og Joy Division/New Order, der definerede min smag. Og meget naturligt var det langt hen ad vejen de samme grupper, jeg senere kom til at referere til som "de store" i mit liv. Problemet opstår så bare, når man bliver ældre, de bliver ældre og, ja, musikken selv bliver ældre. Balancerne skifter. Jeg synes stadig, at de fleste af gruppernes bagkataloger gør sig glimrende i dag, men af alle de nævnte er det kun Joy Division, jeg synes giver mere og mere mening efterhånden som rynkerne og de grå hår dukker op i spejlet. Man kan blive gammel med det band - også selvom forsangeren og tekstforfatteren aldrig selv opnåede at blive andet end det, jeg i dag ville betegne som "en stor knægt".

Omvendt kan der ske det, at artister, der førhen har haft en relativt perifer rolle i ens pladesamling, pludselig begynder at give mening fra sig på helt nye måder. Man vokser så at sige til dem. Ét godt eksempel er Patti Smith, som jeg altid har beundret, men som jeg vitterligt er begyndt at betragte som one of the greats. Et andet navn er Reading-gruppen Slowdive, der i løbet af kun seks år - mellem 1989 og 1995 - opbyggede den måske mest udsøgte diskografi, jeg overhovedet kan komme i tanke om. Tre albums med hver deres distinkte udtryk - den psykedelisk støjende Just for a Day (1991), den dubbede Souvlaki (1993) og det minimalistisk-akustiske vidunder Pygmalion (1995) - samt seks ep'er, der ikke stod tilbage for lp'erne i kvalitet.

I deres velmagtsdage stod Neil Halstead, Rachel Goswell, Nick Chaplin og Simon Scott altid lidt i skyggen af de andre orkestre, der associeredes med begrebet "shoegazer" - My Bloody Valentine, der var mere ekstremistiske i deres lydeksperimenter, samt de mere umiddelbart tilgængelige Ride og Chapterhouse. Alligevel var de næsten indbegrebet af shoegazer - om nogen spillede de spindelvævsfin, psykedelisk, effektpræget, atmosfærisk og udpræget indadvendt musik. Og selvom teksterne typisk var begravede i tykke lag guitarstøj, skulle man ikke tage fejl: De var lyriske. På en anywhere out of this world-agtig måde. Fyldte til bristepunktet med en længsel mod fjerne horisonter, tabte forestillinger, ukendte himle. Goswell og Halstead, der stod for sangskrivningen, var drømmere, som aldrig helt fandt virkeligheden god nok - som hellere fordybede sig i Arthur-legenden end læste kriminalromaner. Og følgelig altid forsagt melankolske at lytte til: Der løb en art eksistentiel skuffelse gennem hele det ellers så varierede sangkatalog. En skuffelse af en art, der måske nok på ét plan kan virke teenage-agtig, men som nok aldrig helt slipper den, der først én gang har drømt om "noget mere!"

Grundstenen til deres sound skal findes hos især skotske Cocteau Twins, der i 80'erne skabte en tilsvarende svævende, men langt mere melodisk og kølig musik, og The Cure, hvis gotisk-psykedeliske lyd til en vis grad blev ført videre gennem de rullende trommer og messende basgange på Just for a Day. Allerede der havde bandet dog, med Goswells fjerne englestemme og Halsteads brusende lag af guitarstøj, man kunne synke i, opnået noget meget unikt og tidløst. Pladen var, som det eneste af gruppens tre albums, ikke perfekt, men når den kom op i regulær himmelflugt - som på "Spanish Air", "Catch the Breeze", "Waves" og den ligefrem frygtindgydende smukke "Primal" - havde man virkelig en fornemmelse af, at de mennesker, der skabte denne musik, ikke kunne være helt almindelige. De måtte være noget (engle? Ånder? Rumvæsener?), som var beamet ind fra en anden dimension for at vise os andre, hvordan musik burde være: Totalt ekstatisk og altabsorberende!

Mange af os, der købte plader dengang, ville have været mere end tilfredse, hvis Slowdive var forblevet i dét gear. Men de ville videre. På Souvlaki arbejdede bandet sammen med Brian Eno, hvilket overordnet gav gruppens musik et mere elektronisk snit - "Souvlaki Space Station" var således massiv, tåget electrodub. Men alting var stadigvæk uhyre svævende og stemningsmættet, og med numre som "Machine Gun", "40 Days" og "Melon Yellow" i bagagen overgik gruppen nemt niveauet fra debuten. Til sidst fik man den enkle, akustiske "Dagger" - en knugende intens lille sang, hvis optimale udnyttelse af resonans og overtoner definerede næste station på rejsen, nemlig...

...Pygmalion. Et album, der på sin vis var lige så mættet med psykedeliske effektlag som de to foregående, men hele tiden opererede på kanten af stilheden. En meget stor del af dén plades unikke styrke er alt det, der ikke er der. Tag bare åbningsnummeret "Rutti", hvor der í starten er uhyre langt mellem hvert guitaranslag, og man aldrig rigtigt får fornemmelsen af at befinde sig i et fyldt lydbillede. Og på sange som "All of Us" og "Crazy for You" opnåede Slowdive den samme grad af maksimalisme som på debutalbummet - men hvor det dengang var det samlede lydbillede, der blev drevet til det yderste, var det her den enkelte klang, der nænsomt blev tømt for alt, den overhovedet rummede. Resultatet? Igen en musik, der lød som om, at den havde tænkt sig at suge én ind i en parallel virkelighed. Bare på andre præmisser end før.

Spørger man mig, var Pygmalion gruppens ultimative mesterstykke - blomsten af en kort, men intens udvikling. Det var der imidlertid ikke ret mange andre, der syntes. Albummet solgte elendigt, gruppen blev kasseret af pladeselskabet...og rygterne vil vide, at Halstead kort efter stod i en pantelåner-forretning i London med sit kæreste eje - sin røde guitar, der havde fulgt ham som en maskot siden karrierestarten - fordi han manglede penge til et måltid mad.

Halstead og Goswell rejste sig senere sammen igen med bandet Mojave 3, hvis udtryk var langt mere traditionelt. Men det var med Slowdive, de lavede deres klassiske indspilninger, og hvor både Ride, My Bloody Valentine og Chapterhouse virker datede at høre på i dag, er der stadig noget overjordisk og direkte mirakuløst over Reading-gruppens bedste musik. Bare spørg f.eks. Sigur Rós, der tydeligvis har lært en masse af at lytte til Slowdive...

Det smukkeste er dog måske, at man netop kan vokse med de tre plader, bandet efterlod sig. For de synes at rumme en tyrkertro på, at hvis man bare overbyder det ordinære intenst nok - skruer nok op for pedalerne, kaster sig nøgen ud i stilheden, ransager hjertet tilstrækkeligt kompromisløst - vil det lort, vi kalder virkeligheden, før eller siden revne og afsløre noget utopisk lige bag sløret. Men samtidig rummer de også en slags anerkendelse af det umulige i projektet. Slowdive var jo ikke dumme. I den forstand var de noget nær et blegt, moderne, ærkeeuropæisk bluesorkester, der gravede ned i noget, der altid vil angå os alle sammen. Og fik såret til at bløde til det punkt, hvor spontan, forløsende gråd ikke er en urimelig reaktion på det, de lavede, når de var allerbedst.

Lyt selv efter her:

Primal

Machine Gun

Missing You

Rutti

2 kommentarer:

  1. Meget fin tekst! Jeg hørte også Slowdive, da de kom frem og var i det hele taget meget på hele shoegazerbølgen. Slowdive var ikke mine favoritter dengang, men får lyst til at lytte til dem igen, efter at have læst din tekst. Kan i øvrigt også varmt anbefale Pale Saints...

    SvarSlet
  2. De var vist allerede mine på det tidspunkt, selvom jeg også var såre glad for MBV og Ride, som jeg så til gengæld synes er blegnet lidt med årene. Modsat Slowdive. Pale Saints har jeg så til gengæld aldrig rigtigt været oppe på - ikke dårlige, men bare ikke helt min kop te. Til gengæld er det tidlige Boo Radleys ret fint.

    SvarSlet