søndag den 29. august 2010

Ord Under Himlen, rim over græsset

Havde i længere tid set frem til i går, hvor stort set alt, der kunne krybe og gå i det københavnske lyrikmiljø, indtog Kongens Have under overskriften Ord Under Himlen 2010 - også undertegnede. Havde ganske vist næret en del bekymringer for vejret, eftersom det mildest talt har været ustadigt på det sidste, men af én eller anden grund havde vejrguderne ikke blot lyst til at forsyne os med tørvejr, men simpelthen en vaskeægte sensommerdag. Og der var et virkelig godt buzz allerede på det tidspunkt, hvor folk samledes ved Kongeporten for at slå sig sammen på kryds og tværs. Selv endte jeg i en gruppering med folk fra Det Poetiske Bureau: Ole Lillelund, Arash Sharifzadeh Abdi, Leonarda Petersen, Nete Eriksen, Christer Irgens-Møller (som akkompagnerede på violin og håndtromme) og en større portion gæstesolister. Med Lillelund som ordstyrer læste vi op på skift hele eftermiddagen i sæt, hvor vi ca. fik to minutter hver gang, og det fungerede faktisk enormt godt. Dels fik de forbipasserende - og vi havde konstant et relativt stort publikum - indtryk af, at der virkelig skete noget i området, dels gav det kunstnerisk afveksling, dels fik man aldrig for alvor læst sig selv tør. For mig var det ydermere en udfordring at læse op udendørs - jeg har altid foretrukket at bruge mikrofon, så det var noget med at hæve stemmen og udvælge mine mest konfrontatoriske ting til lejligheden. Men i betragtning af, at promillen steg og steg, mens timerne passerede, synes jeg faktisk, det var en succesoplevelse.

Lidt over 5 pakkede vi sammen der og rykkede hen til Dansk Forfatterforenings område tættere ved Kongeporten, som på dét tidspunkt mere eller mindre havde udviklet sig til en åben scene. Der fik jeg også lige sneget et bidrag ind, men ellers var det specielt en fornøjelse at få en Thurston Magnus i topform med.

Dagen igennem havde der været masser af shenanigans - fra oplæsningen af mit eget digt "Trit", hvor jeg vandrede bort fra gruppen og blev ved, indtil teksten slap op, til Sandberg/Ranums start/stop-show ude på stierne, og mens hele digterflokken ventede på at komme ud til den restaurant på Kultorvet, hvor der var bestilt spisning, underholdt bl.a Henriette Elmøe og Den Sanglabile Bibliotekskvinde med en impromptu version af Kim Larsens "Joanna". Ellers blev der minglet og udvekslet idéer i stor stil, og det fortsatte på Café Phenix, hvor alle også blev opfordret til at læse en tekst op. For mit eget vedkommende blev det til et par formanende, men også noget besofne bemærkninger til digterstanden i "Wham Bam", men højdepunktet var at opleve Bo Lille læse/rappe, mens Brian P. Ørnbøl og Amdi Silvestri agerede råbekor. Netop dette indslag udviklede sig efterhånden til noget af et jam, hvor jeg spædede til med en gang human beat box, og Ole Bundgaard smed jazzede fraser ind med munden. En af dagens bedste, men også mindst højtidelige, performances.

Efter nogle timer var vi nogle stykker, der stavrede mod Nørrebro, beundrede Irmahønens neonskær i natten og fik et par genstande mere på Understellet. Et forslag om at fortsætte ind på Assistens Kirkegård for at kigge på spøgelser blev dog udsat til en anden god gang, og festen sluttede reelt kl. 2. Men da havde det også allerede været en af årets allerbedste, mest givende dage.

1000 tak til holdet bag: Lisbeth Heckmann, Tanja Maria Truelsen, Christina Dylov, JanPeter Hansen og Ebba Petersen. Jeg vender helt sikkert tilbage næste år!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar