onsdag den 6. oktober 2010

Falco til ære

Har set Thomas Roths film Falco om det østrigske popidol, der, efter en række store hits på begge sider af Atlanten, døde under et bilsammenstød i Den Dominikanske Republik i 1998 - netop på det tidspunkt, hvor karrieren for alvor syntes for nedadgående. Af flere grunde rørte filmen mig dybt. Dels ved at være en veldrejet udgave af den klassiske historie om manden, der knokler som et svin for at nå toppen, når den, finder ud af, at der er ækelt ensomt deroppe, og bagefter ikke kan finde ud af andet end trykke på selvdestruktionsknappen. Dels ved at portrættere manden, som han vel var - en følsom, men også forstyrret blanding af en dum, forvokset dreng, der f.eks. banker konen i affekt og går totalt i opløsning bagefter, og en popsanger med storhedsvanvid, der ikke desto mindre hele tiden må dulme sin nervøsitet i sprut, kvinder og stoffer. Men også fordi den mindede mig om, hvorfor jeg rent faktisk græd den dag, jeg hørte, at jeg var død. I mine helt tidlige ungdomsår var Falco nemlig selveste kongen med fængende, men alligevel også skæve og til tider tankevækkende hits som "Jeanny", "Rock Me Amadeus" og "Junge Römer", der uden besvær koblede hi-tech produktion sammen med hip hop-elementer og en vild, næsten punket ekspressiv kraft. Han var ikke kun pap og overflade, men på sin egen facon en decideret kunstner, der - netop i de følsomme år i senfirserne - var med til at forme hele min musikopfattelse. Der lærte mig, at der eksisterede understrømme af dekadence og mørke, men også satire og intelligens, bag den glittede overflade af Samantha Fox-plakater og sukrede Modern Talking-interviews, man ellers fik serveret i blade som Mix, Bravo og Vi Unge. En gæld, der - efterhånden som andre og mere radikale influenser tog over - gled en del i baggrunden. Indtil altså den dag i '98, hvor jeg sgu alligevel blev våd i øjnene og måtte indrømme, at pophovedet havde betydet en hel del...

Roths film er en fin, rørende, værdig hyldest til en ganske vist hyperkommerciel, men også fascinerende og givende musikalsk figur, der var dybt menneskelig (faktisk noget af en bunke rod!) på bunden. Se den, før andre overrender din "guilty pleasure"...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar