onsdag den 13. oktober 2010

Gammel røv

Jeg er sådan set stolt af, at jeg omsider har opgivet at være ung med de unge og åbent vedkender mig, at jeg er blevet en gammel røv.

Gammel nok til at høre Pet Shop Boys i stedet for Lady Gaga.

Gammel nok til at foretrække goth frem for emo.

Gammel nok til at mindes dengang, indie handlede om andet end grim skægvækst og bugnende bankkonti.

Gammel nok til at vide, at jeg ikke behøver at veje 8 kilo eller være i stand til at komme 28 gange i træk, før folk kan lide mig.

Gammel nok til at kunne værdsætte punkerne og 68'erne, der kunne og turde, frem for de svagpisser-generationer, der er fulgt efter. Ikke mindst min egen.

Gammel nok til at huske begreber som fællessskab og solidaritet.

Gammel nok til at være bevidst om, at folk skaber folk - ikke dyre designerklæder og mærkevarestiletter.

Gammel nok til at vide, at der også vil eksistere en verden uden computere og 248 tv-kanaler, der sender det samme lort for de samme reklamepenge.

Gammel nok til at kunne gennemskue, at Sidney Lee, Vild med Dans, Fangerne på Fortet og hvad har vi ikke er "meget god underholdning", men tom, fordummende luft og et fuldstændigt vanvittigt spild af licenskroner såvel som spalteplads.

Gammel nok til at have styr på, hvad en bog er. Og at et album ikke nødvendigvis kun er 14 mp3-filer til vilkårlig udvælgelse, men rent faktisk kan være et værk.

Gammel nok til at kunne læse avis(!)-artikler, der er over 40 ord lange.

Gammel nok til at foretrække Tintin frem for manga.

Gammel nok til at vælge whiskey frem for breezers.

Gammel nok til at kunne værdsætte andre kroppe, der er ældede og så meget desto smukkere, fordi man kan se, at de har levet.

Gammel nok til at være bevidst om, at jeg ikke er verdens centrum, og at langt det meste vil fortsætte uanfægtet, når jeg er væk. Og at det er smukt sådan.

Gammel nok til at vide, at selvom det slet ikke går, så går det nok alt sammen.

Gammel nok til at kunne konstatere, at livet altid er kortere, end man tror, det er, og i hvert fald for kort til at spilde på crap.

ALDEREN LÆNGE LEVE!!!

5 kommentarer:

  1. Hey, man - I´m, like, older than you ;-)

    Og applauderer aldersbevidstheden :-D

    - også en rigtig god tekst, i øvrigt!

    SvarSlet
  2. Louise@ F**king halleluja!

    g@ Ja, du er en übergammel gümp :-) Hm, overvejer også, om jeg skal inkludere den i et sæt på et tidspunkt. Den er jo næsten et digt...

    SvarSlet
  3. Kloge ord.
    Jeg er gammel nok til at huske den gang det bare hed Punk og New Wave og ikke post-punk.

    Gammel nok til at huske da russerne var fjenden

    Gammel nok til at huske at Berlinmurens fald var fjern science fiction.

    Gammel nok til at huske at danske soldater kun øvede sig på Oksbøl, og at de var i krig på "fjerne steder hvor de slås" (for at citere digteren.) var endnu fjernere science fiction.

    Gammel nok til at have været til koncert med Johnny og de kolde Dæmoner" og at huske de skiftede navn til "Walk the Walk"

    Gammel nok til at huske sort guld på flaske...

    SvarSlet
  4. Kunne have været mine linjer, de fleste af dem :-) Har dog aldrig set Johnny og De Kolde Dæmoner. Eller Walk the Walk. De var nu heller aldrig gode ude over en enkelt sang i ny og næ... "I Undergrundens Arme", "These Days", "Heartpicking Cowboy"...

    SvarSlet