tirsdag den 19. oktober 2010

Nørrebro on my mind

Nu har jeg efterhånden boet to måneder i Avedøre, og i den tid har jeg naturligvis - til tider også af ren og skær mental nødvendighed - gjort mig tanker om mangt om meget. Størstedelen af dem hører hjemme i andre sammenhænge end denne, men én ting, jeg ikke vil lægge skjul på, er, at jeg føler mig fremmed der, hvor jeg befinder mig nu, og stadig har hjertet placeret på gode, gamle Nørrebro.

Hvorfor? Fordi Avedøre dels overhovedet ikke er happening. Det kulturelle udbud begrænser sig til et bibliotek, og vil man i byen, kan man besøge den lokale bodega - og vel har jeg faktisk en del til overs for bodegaer, men de typer, der sidder på den lokale, ser mest af alt ud til bare at vente på ambulancen. Så er der selvfølgelig roen i villavejs-kvarteret, som grangiveligt minder om den, jeg kender fra Voel - min efterhånden fjerne hjemby. Det er altid godt med lidt grønt omkring sig, og jeg påskønner også, at det første, jeg ser, når jeg kommer ud om morgenen, ikke er osende biler med speederen i bund. MEN den slags ro foretrækker jeg efterhånden kun på et rekreativt plan, og værst af alt følger der også den slags bonderøve med, der i sin tid gjorde mit forhold til Voel temmelig anstrengt. Som f.eks. den flok idioter på ca. 20 år - grow up! - der i morges stod og smadrede ruder i stor stil, mens os på S-togs-perronen blev taget som visuelle gidsler af deres forstads-stupiditet. Nej, Avedøre er ikke et hit. Men nok et meget godt eksempel på Vestegnen og dens mentalitet.

Søborg stod i sin tid for mig som et mini-Silkeborg: Et sted, hvor man arbejdede, handlede ind og så ellers - når den træge logistik tillod det - skyndte sig bort, når der skulle ske noget. Ikke ringe - bedre end Avedøre - men heller ikke top notch. Og sikkert også meget sigende for forstæderne til dén side.

Så er der brokvartererne. Vesterbro er - i hvert fald visse steder - lige beskidt nok for mig. Prostituerede, der tilbyder mig alt muligt, jeg bilder mig ind, jeg heldigvis kan få gratis, og narkomaner, der står og stikker sig på åben gade, er ikke lige mit show. Men bydelen er happening - det må man trods alt give den. Flere gode caféer, butikker og spillesteder dér.

Østerbro er storby-familiernes bydel, virker det umiddelbart til. Alting er relativt pænt og renskuret derude, og nattelivet lader en del tilbage at ønske. Fint, hvis man er dét sted i livet - kunne sagtens forestille mig at holde til dér engang - men pt. er det a nice place to visit and a better place to leave.

Amager er lidt noget rod. Hvem kan ikke nyde idyllen på Christianshavn? Men kommer man lidt længere ud, er man i Silkeborg igen bortset fra, at alting er lidt mere lurvet og nedslidt.

Centrum slår mig simpelthen ikke som et sted, man kan bo. En turistattraktion med et stedvist spændende natteliv og tonsvis af historiske perspektiver, men det er så også dét.

Så er der Nordvest - ikke et brokvarter, men stadigvæk relativt tæt på byen. Helt dødt er området ikke, men som sådan er det kun et lidt mere gråt, trøstesløst appendix til hovedsagen, nemlig

NØRREBRO! Kvarteret, hvor man aldrig skal gå mere end fem minutter for at finde det nærmeste hæderlige sted, hvor man nærmest vader rundt i brugtbikse, der faldbyder kvalitetsbøger og -plader til spotpris, og hvor naboen sandsynligvis hverken går op i stauder eller ting, man køber i små stykker staniol, men nærmest altid har nogle af de samme småbizarre interesser som én selv. De indædte individualisters bydel, der dog heldigvis samtidig er så socialt anlagt, at Enhedslisten ikke blot har landets højeste stemmeprocent dér, men man også går rundt i landets etnisk set bedst integrerede område. Bevares: Også Nørrebro har sine ligusterfascister, ligesom jeg engang oplevede at måtte betale dobbelt pris for en pizza med feta, fordi jeg var "danska", men i det store og hele hersker der en høflig og imødekommende tone kulturerne imellem, og på så mange planer må jeg - selvom bydelen også har sine grimme sider - fremhæve Nørrebro som et mønstersamfund, jeg synes, at resten af landet kunne lære enormt meget af.

Så skader det naturligvis heller ikke, at der findes steder som Stengade 30, Lygten, Det Poetiske Bureau, Assistens Kirkegård, Rust, Temple Bar, Understellet, Tjili Pop og hvad har vi, der. Men det er næsten underordnet. Næsten.

I den tid, jeg boede der, blev Nørrebro det eneste sted - ud over Aalborg i de første 4-5 år - jeg nogen sinde for alvor har følt mig hjemme. Hvor den længsel og utilpassethed, jeg altid synes at have slæbt rundt på, faldt bare nogenlunde til ro, og jeg kunne koncentrere mig om at leve i stedet for at blive grænseløst irriteret over mine omgivelser - og ikke mindst mine medmenneskers ofte ufatteligt lille mentale horisont. Kald mig arrogant, men jeg kan altså bedst lide, når der er bare en lille smule højt til loftet.

Så betragt mig som borger på Nørrebro i lang tid endnu. Også selvom adressen - desværre på ubestemt tid - siger Avedøre. Home is where the heart is.

4 kommentarer:

  1. Tillader mig at citere migselv:
    Nordvest er ikke et sted man opholder sig for at blive set eller for at blive underholdt eller for at shoppe. Nordvest er et sted, man bor. Og det er netop den gedigne arkitektur fra mellemkrigstiden, der er bydelens attraktion. Den ultimative arkitektoniske perle er indiskutabelt Grundtvigskirken, denne mastodont af en kirke bygget fra 1921-41, som et sted så rammende blev beskrevet som ”et vanvid af mursten”.

    SvarSlet
  2. Og en rammende beskrivelse er det. Synes nu også, at Bolsjefabrikken kan noget, men ellers er det nok først og fremmest et sted, man bor.

    SvarSlet
  3. Du glemte Fr.Berg, den lille bussemand midt i den store snotklat, som bilder sig ind den ikke er lavet af snot.... :)

    SvarSlet
  4. Eller Valby, som sådan set er porten til Vestegnen, men faktisk ikke er så tosset et stedendda. Bare ikke oppe på Nørrebros niveau.

    SvarSlet