mandag den 1. november 2010

Min fortabte bydel

I dag er det 13 måneder siden, jeg forlod mit første "københavnske" hjem på Søborg Hovedgade 137B under mildest talt rodede omstændigheder - og lidt over et år siden, jeg sidst passerede det under den første bustur ud til min daværende base i Hellerup. Egentlig havde jeg ikke de helt varme følelser for stedet dengang - først og fremmest havde jeg bare tilbragt nogle lidt ensomme, isolerede og forfrosne måneder der - men i dag, da jeg alligevel var tvunget til Søborg pga. nogle irriterende bankforretninger, kunne jeg ikke lade være med lige at kigge forbi. Og i det hele taget udforske min "fortabte" bydel lidt.

Stod af på Kildebakke Station, som mildest talt ikke var i en god forfatning. Guderne må vide, om den nogen sinde har været det, men Finanskrisen havde ramt stedet hårdt. Ca. halvdelen af det tilhørende center var lukket ned og stod nu blot hen med tomme, mørke ruder.

Da jeg passerede lejligheden kunne jeg se, at der var kommet ny altandør i, og at der var sat nye skabe op i køkkenet. Heldigvis. Selv mine tidligere udlejer indrømmede åbent, at det var noget gammelt lort, jeg boede i, og jeg kunne kun glæde mig på den nye beboers vegne over, at han/hun ikke skulle tilbringe vinteren i konstant træk. Længere nede ad Søborg Hovedgade var der så pæret nogle gamle, forfaldne huse, som havde rummet småbutikker, ned, og man var ved at opføre en ny boligblok, så det ud til. Godt initiativ. Vel reducerede det endnu en gang Søborgs i forvejen falmende landsbypræg, men helt ærligt: Det var sgu noget gammelt, faldefærdigt crap, de havde fjernet. Til tider er nostalgi simpelthen noget sentimentalt pis.

Men ellers lignede forstaden sig selv. Grå, middelmådig småforblæst og - sagt pænt - lidt for rustik som altid. Den største nyhed var vist, at Den Sorte Gryde havde startet en afdeling på den anden side af torvet. Altid nyttigt at kunne få sig en billig, men mættende burger.

Da jeg svingede fra Hovedgaden ned mod Vangede Station - vel vidende, at jeg med lidt held aldrig ville vende tilbage - var det ganske befriende. Og alligevel med et lille stik i hjertet. Ville jeg savne Søborg? Not a snowball's chance in hell! Men trods alt havde stedet sine stemninger og sin egen ro - noget, jeg næsten havde glemt i den tumultariske mellemtid og blev mindet om nu. Og samtidig fik jeg sluttet en cirkel: Fik afrundet en periode på ca. halvandet år, der var startet her, og som havde trukket et spor af stor kærlighed, men i den grad også store kriser, død, indlæggelser, økonomiske katastrofer og andre dårligdomme med sig. Nu fornemmede jeg intuitivt, at dét kapitel i mit liv var lukket, og at jeg, blodig og forslået, men stadig nogenlunde oprejst, virkelig var parat til at rykke videre.

Måske er det derfor, forbrydere opsøger deres gerningssteder? For at forlige sig med ting, de alligevel ikke kan lave om på, og forsøgsvis efterlade dem der? Har de nogen sinde held med det? Kan dét projekt lykkes?

For mig kunne det. Men der var heller ikke andet blod at tørre op fra gaden end mit eget. Og Søborg sov videre, som Søborg nu én gang altid har gjort det. Så vidt vides uskadt af min tidligere tilstedeværelse.

Sweet dreams.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar