lørdag den 27. november 2010

Nu er Sleazy også død!


Ok, punkgenerationen - og dermed mine gamle idoler - er så småt ved at komme op i det, man kan kalde "den komplicerede alder". Nu er Peter "Sleazy" Christopherson i hvert fald også gået til de evige jagtmarker, og den industrielle scene, som ellers i mange tilfælde har været en losseplads for afsporede, men talentløse individer, én sand kunstner fattigere. Og dette par nysgerrige ører vil i den grad savne den britiske lydmager, der som få andre formåede at kombinere det brutalt støjende med det indfølt poetiske, det fængende og til tider dansable med det grelt avantgardistiske.

Da han i sin tid fik sit undergrunds-gennembrud sammen med industrial-pionererne Throbbing Gristle (TG), stod han i nogen grad i skyggen af Genesis P-Orridge - den karismatiske frontfigur - og Chris Carter, som i de dage var gruppens teknologiske troldmand, men da han i 1984 slog sig sammen med den både kunstneriske og private partner John Balance i duoen Coil på 12"-singlen How to Destroy Angels, stod det klart, at hans musikalske evner i dén grad var bæredygtige på egen hånd. Med Balance som den visionære vokalist kom Coil i de næste mange år til at skrive elektronisk musikhistorie med albums som Horse Rotorvator (1986), Worship the Glitch (1995) og Musick to Play in the Dark Vol. 1 - 2 (1999 - 2000). Plader, der i høj grad brød med industrial-scenens værste ortodoksier for - på en altid umiskendeligt original måde - at bevæge sig over mod genrer som singer-songwriting, partiturmusik, soundtracks, house og click'n'cut. Sidstnævnte en genre, som Coil i høj grad var med til at grundlægge, hvilket, som den musikalske ankermand i foretagendet, i høj grad var Sleazys fortjeneste.

I 2005 døde Balance, og bortset fra en række nye indspilninger og shows med TG kom Sleazy til at ligge relativt underdrejet i sine sidste år. Dog nåede han på det sidste at danne trioen X-TG med Carter og Cosey Fanni Tutti, ligesom han arbejdede på et album, hvor TG fortolkede Nicos Desertshore-album.

Sleazy blev 55 år og døde fredeligt, mens han sov i sin seng i Bangkok, Thailand. Æret være hans minde! Og lad os så håbe, at jeg i det mindste i en rum tid fremover får mulighed for at anvende denne blog til andet end at skrive nekrologer over afdøde forbilleder...

Læs en nekrolog af Chris og Cosey her.

Tre klassiske numre med Sleazy ombord:

Throbbing Gristle: Discipline
Coil: Ostia (The Death of Pasolini)
Coil: The Dreamer is Still Asleep

2 kommentarer:

  1. Jep, jeg så det også på Brainwashed forleden, og måtte lige poste Red Queen af Coil på Facebook i afmagt. Hvad langt fra alle ved er, at han også var en glimrende visuel kunstner, og faktisk betragtede han næsten den visuelle kunst som sit hovedfelt. Han havde stadig meget på tapetet, da han tog den anale vindeltrappe forleden, og han vil blive svært savnet. All hail Sleazy.

    SvarSlet
  2. Ja, jeg vidste f.eks. ikke, om billedkunsten længere fyldte noget hos ham, selvom jeg godt ved, at han, ligesom de andre i TG, kom ind i musikken fra den vinkel. Så tak for dét indskud. Og ja, all hail!!!

    SvarSlet