mandag den 8. november 2010

Shitlisten

Har efterhånden, skulle jeg mene, rost så meget musik til skyerne herinde, at jeg synes, det må være på tide at henlede læserens opmærksomhed på nogle af de sange, jeg ikke er begejstret for. Ikke at jeg er nogen større fan af den type musikjournalistik, der går efter at svine folk til med henblik på underholdningsværdien, den nemme opmærksomhed eller skribentens egopleje. Der er bare musik derude, der er så ækelt, at det driver ned ad væggene, og som til enhver tid kan få undertegnede til demonstrativt at forlade dansegulvet, hvis endda ikke simpelthen det usle etablissement, der vover at hælde lortet ud gennem anlægget. Her er ti bud på numre, man bare ikke skal spille i nærheden af mig - og hvorfor.

10
Poul Krebs
Sådan nogen som os (1995).

Der er meget lidt, jeg afskyr mere end halballer i provinsen, hvor bønderne vælter ind med høtyve over skulderen og fadøl i hånden, mens de lidt for ofte skråler med på Pouldrengens største, mest tumpede træskohit. Som om nogen har lyst til at være kæreste med en, hvis stemme lyder som én af de der maskiner, man bruger til at hakke sukkerroer med...

9
Teddy Edelmann
Himmelhunden (1982)

Ok, historien om den (muligvis) dødsmærkede mand, der så gerne vil have sin firbenede sjælefrænde med sig til Himmerige, kunne måske have været rørende, hvis den var blevet afleveret lidt mere elegant - og med et passende pokerfjæs. Men for det første er sangens snart hedengangne hovedperson snotdum - prøv lige at stille en musiker livets helt store spørgsmål?!?? - og for det andet kan man ikke lade være med at tænke på, lige præcis hvordan den gjæve gut har tænkt sig at tage hunden med sig ind i Himlen efter den af Edelmann udødeliggjorte samtale. Pedigree Pal med bladan, anyone? For det tredje er hele nummeret så søbet ind i lunken håndbajer og bissekræmmersentimentalitet, at man får lyst til at tude. Desværre af alle de forkerte grunde.

8
Lars Lilholt
Kald det kærlighed (1983)

Bliver ved bodega-klassikerne en stund endnu. Denne sang er simpelthen guilty by association. I sig selv er den faktisk ikke så slem, men når man først har oplevet den skrålet pivfalsk af 10.000 blævrende ølvomme i Skovdalen, Aalborg, forlader hverken lyden eller synet én igen...

7
Scissor Sisters
Comfortably Numb (2004)

Grunden til, at jeg synes, den her er forfærdelig, er mere kompleks end ellers. For det første synes jeg egentlig, at Scissor Sisters' über-gay-disco er ganske kæk og dejligt over the top, så det er ikke fordi jeg har noget imod dem som sådan. Og jeg har slet ikke noget imod Pink Floyds mesterligt melankolske sang om medicin-induceret fremmedgørelse. Blandingen af de to størrelser spiller bare overhovedet ikke. Forsøger Scissor Sisters, der i interviews har afsløret et intenst og indsigtsfuldt forhold til sangen, at trække en parallel til dansegulvenes drugkultur ved at smide falsetvokaler og fejende beats ind i puljen? I så fald virker det ikke. For mig. Jeg er nødt til at kalde det, jeg hører, for utilgivelig helligbrøde.

6
James Blunt
You're Beautiful (2004)

Fordi klynkerocken fra starten af 00'erne i sig selv var den klægeste omgang navlepillende gylle, der nogen sinde er skyllet hen over hitlisterne - selv dengang, det stadig var halvalternative bands som Travis og Saybia, der stod for "underholdningen". Og fordi det blev endnu værre, da genren degenerede til gennemført midtersøgende FM-MOR af den slags, der kunne suge livskraften ud af selv en muskelstruttende jysk hingst. "You're Beautiful" er muligvis endda livsfarlig for elefanter.

5
Queen
Bohemian Rhapsody (1976)

Fordi den er så ækelt overbagt og -læsset. I de passager, hvor sangen fremstår som en regulær piano-ballade, er den såmænd rørende nok, men tilsat sukrede korarrangementer, operette-flødekage-passager og pikrock-guitar bliver det, der kunne have været så enkelt og smukt, simpelthen kvalmende. Kald det en indgroet modvilje mod progrock og bevidst artisteri, men selvom jeg nu har studeret denne såkaldte rockklassiker på afstand gennem tre årtier, er jeg stadig ikke kommet tættere på at kunne døje den. Sorry.

4
The Beatles
Obladi Oblada (1968)

Hvad skulle dén sang til for, Paul?

3
Kylie Minogue
I Should Be So Lucky (1988)

Folk glemmer tit - i lyset af den australske sanglærkes i flere efterfølgende stræk glimrende karriere - hvor slemt, Kylies løbebane udenfor skuespillerfaget startede. Dvs. kommercielt gik det strygende, mens plastic-producer-teamet Stock, Aitken & Waterman gennem hende bragte deres næstværste venstrehåndsarbejder - kun hendes daværende kæreste, Jason Donovan, fik værre materiale at arbejde med - op på toppen af verdens hitlister. Men en dag i 1988 var skrivebordsskuffen åbenbart helt tom hos den dynamiske trio, så efter resultatet at dømme tog de en børnesang, flyttede lidt rundt på nogle noder, tilsatte en tåkrummende banal tekst og pakkede det hele ind i så syntetisk et arrangement, at selv Michelin-manden må have fået rynker i panden. Dengang svor jeg ved mig selv, at jeg ville hade denne sang mest af alle til evig tid. Sådan skulle det ikke gå, for så hørte jeg en dag...

2
Vengaboys
We're Going to Ibiza (1997)

Bemærk den flotte rimstruktur og de uudgrundelige tematiske dybder i følgende linjer:

"Whoah! We're going to Ibiza
Whoah! Back to the island
Whoah! We're gonna have a party
Whoah! In the Mediterranean Sea"

I rest my case!

1
Sys Bjerre
Alle Mine Veninder (2010)

Værst af alt, jeg nogen sinde har hørt, må dog nok være denne musikalske hjerneblødning fra en ellers, når det slår hende, både skæv og finurlig dansk nykommer. Bjerre synes her grundlæggende at have været ude i samme slags krise, som SAW var det i forbindelse med "I Should Be So Lucky", men i dette tilfælde lyder udfaldet ikke bare kunstigt og forceret. Det minder om et outtake fra Junior MGP. Måske ville sangen have klinget nogenlunde i munden på en 5-årig, der ikke kunne gøre for det, men i Bjerres lyder den som et kunstnerisk selvmord af homeriske dimensioner.

3 kommentarer:

  1. Jeg savner noget dansk firserpop på listen. Jeg oplevede en gang at måtte forlade en TP-forre ning med musikalsk kvalme efter at have lyttet til alt for mange sange fra en helt igennem hæslig opsamlingscd med Tøsedrengene, som en ond ekspedient havde valgt at sætte på.

    SvarSlet
  2. Jeg er enig i hele Lortet - men tror at Hr. G er noget skuffet over # 1 :-)

    Og jeg er forøvrigt også ked af tabet af Ari Up by the way...

    SvarSlet
  3. Jens@ Problemet med dansk 80'er-pop er, synes jeg, at det alligevel aldrig var stygt nok. Med mindre man snakker Casanova Kjeld eller sådan noget... Ham overvejede jeg faktisk at sætte på. Ham eller Weird Al Yankowic. Intet er værre end noveltyplader, der ikke er skægge.

    Pter@ Jah, joh... Siger jo også noget forsigtigt godt om Sys. Men lige DÉT nummer... Sorry, G. It sucks.

    Det er Geiger også. Robert er vist i gang med at sakse indlægget med min velsignelse :-)

    SvarSlet