torsdag den 11. november 2010

Stenaldermanden i bogcaféen

Det har slået mig før, men det har specielt slået mig her under København Læser, hvor visse forfatterinder - som holder et højt niveau, skal det siges, men dog ikke er så gennemført fantastiske, at det retfærddiggør deres ekstreme eksponeringsgrad - har været at finde her, der og alle vegne. Og altid under stor applaus. Og den pointe, der slår mig, er: Det skader bestemt ikke at være hunkøn og se godt ud, hvis man har ord at lancere.

Det lyder som et surt opstød, og det er det vel egentlig også. Er man udstyret på en gunstig måde fra naturens side, behøver man sådan set ikke at gå i dybden med sit talent: Folk skal nok klappe uanset, om de forstår eller respekterer det, de hører, eller ej, for hvad nu, hvis man lige om et øjeblik løber på hende i baren... Og hvad nu hvis... Og med applausen kommer arrangørerne rendende, selvom det næppe altid kun er derfor...

Forstå mig ret: De personer, jeg tænker på, arbejder, ved jeg, dybt seriøst med deres ting (på trods?), og man kan ikke bebrejde nogen, at de udnytter de muligheder for at eksponere sig selv, de har for hånden. Man kan også knapt bebrejde arrangørerne, at de gerne vil stoppe nogen op på scenerne, folk gider at kigge på - også de samme hver dag, om nødvendigt. Det, der reelt pisser mig af, er den usaglighed, hele scenariet bygger på: At hvis bulerne først vokser i bukserne nede på stolerækkerne, er det kunstneriske niveau sådan set underordnet. Den laveste fællesnævner har talt.

Gør mig ingen illusioner om, at det nogen sinde bliver anderledes. Vi render trods alt stadig rundt med hjerner, der fandt deres endelige form i stenalderen, og som tiderne er, skal man nok ikke forvente, at der er et evolutionært kvantespring lige rundt om hjørnet.

Vil bare konstatere, at mønstret ikke er for kønt. Og så i mit stille sind håbe på, at det øverste hoved - ikke kun det nederste - fremover vil komme lidt mere i spil rundt omkring...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar