tirsdag den 7. december 2010

Del 2: Snerten fra nord

Næstefter The Overlords er aalborgenseren Claus Larsen – manden bag projekter som Klute og Leæther Strip – om nogen dansk technos grand old man. Allerede sidst i 80’erne var han ude med sine tidligste plader – og selvom han udviser en vis distance til sine første frembringelser, kom de ikke desto mindre på et tidspunkt, hvor dansk techno nærmest var et ikke-eksisterende begreb. Derimod viste han sig hurtigt – efter at have antaget navnet Leæther Strip – at være en ganske god eksportvare. Hans plader, der udkom på det tyske selskab Zoth Ommog, gik nemlig som varmt brød syd for grænsen – en succes, han konstant har evnet at følge op.

[af Robert Christensen og Steffen Baunbæk Pedersen]

I dag står Claus Larsen – på et tidspunkt, hvor han har to lp’er bag sig – som et af de bedst sælgende danske techno-navne overhovedet. I de midteuropæiske lande, vel at mærke. I Danmark går det knapt så godt. Et forhold, Claus Larsen mere eller mindre tilskriver den jernmur, der går gennem Storebælt.

- Der er et bestemt band ovre fra København, der lige har fået en pladekontrakt, og så snart dét eller andre grupper derovre fra udtaler sig om mig, har jeg ikke hørt andet end negative ting, fortæller Claus Larsen. – Det er egentlig komplet latterligt, for de tror åbenbart, at de er mere værd end os jyder. Den holdning kan jeg ikke rigtigt forstå, for vi burde jo hjælpe hinanden i stedet for at modarbejde hinanden. Ordet ”tumpe-techno” er f.eks. blevet brugt om det, jeg laver, og hvis man ser på DR og TV2, har jeg heller aldrig været i dér. Vi bliver fuldstændig glemt heroppe nordpå, men hvad DR angår, rager det mig nu også en papand. Hvis de spiller mine plader engang imellem, er det bare i orden. Men det er et typisk eksempel på københavneri, at folk fedter sig ind hos andre på den måde, og den måde gider jeg ikke at arbejde på. Lige fra starten har jeg fået på nakken derovre fra, fordi jeg så tidligt fik kontrakt i Tyskland. Heldigvis er det dog nogen, der kan lide min musik, og det er det vigtigste for mig, konstaterer Larsen, der, efter udsendelsen af debut-lp’en The Pleasure of Penetration, turnerede med stor succes i Tyskland og Danmark. Ved den lejlighed opvarmede han bl.a. for Revolting Cocks – en gruppe, han har en stor musikalsk respekt for. På det personlige plan så det dog en smule anderledes ud:

- Det eneste, der var surt ved den koncert, var, at de var indbegrebet af noget, jeg ikke kan snuppe. Alle på nær én var de fulde af stoffer, og jeg havde egentlig ikke troet, at de var så langt ude, som de var. Jeg mistede simpelthen respekten for de personer – for tekstmæssigt giver de et indtryk af, at de egentlig er gode nok. Men det første, Al Jourgensen spurgte om, da han trådte ind i backstage-lokalet, var om der var nogen, der havde nogle stoffer. Han sagde først hej bagefter, og det siger lidt om, hvordan det foregår hos dem. Det er bare ikke så smart selv at være på den måde, når de fortæller folk, at de ikke skal tage stoffer. Det er ikke fordi, at jeg vil løfte en pegefinger, men jeg synes, at de er lidt dobbeltmoralske. Men det er da stadigvæk noget fedt musik, de laver, understreger Claus Larsen.

Endelig betragter han ikke technoen som en livsstil, der for enhver pris skal efterleves – og ikke mindst den forherligelse af teknologien, cyberpunk-begrebet står for, finder han lattervækkende: - Der er godt nok et par bands her i landet, der kører meget på det begreb, men jeg giver ikke meget for det. Jeg får brækfornemmelser af at høre på dem, da cyberpunk-kulturen bare er endnu en kliché, der er blevet påduttet technomiljøet. Jeg kan heller ikke se nogen som helst relevans i den kultur overhovedet. Dem, jeg har hørt udtale sig om den i medierne, har efter min mening fyret en gang lort af. Nu vil jeg ikke nævne navne, men der er tale om en gruppe og en solist, og så kan folk gætte sig til resten. Jeg håber ikke, at folk vil forbinde det, jeg laver, med cyberpunk, for cyberpunk er lige så meget af en kliché som når man forventer, at jeg er en eller anden vildmand fordi jeg laver den musik, jeg gør, forklarer Claus, der netop har udsendt sin anden lp, Solitary Confinement, som han er yderst tilfreds med.

- Den er mere helstøbt og eksperimenterende end den foregående plade, der handlede om politiske bevægelser og trosretninger. Der er ikke, som på den forrige, noget, jeg gerne ville have lavet om. Mine tekster er bl.a. blevet mere personlige og handler om det, der ligger og roder rundt i mig selv, slutter den sympatiske aalborgenser.

2 kommentarer:

  1. Lettere patetisk at læse om en ålborgenser, der taler om københavneri... Heldigvis var det en Claus i meget bedre form, der for nylig gav et meget fint interview til Politiken.
    Og tak for artiklen, glæder mig til de næste. Håber også at du får lagt dit martin hall-interview ud en dag.

    SvarSlet
  2. Nå ja, alles verden er jo nok blevet større siden dengang :-) Hall SKAL ud, har jeg bestemt, for det er helt klart et af de bedste interviews med ham, jeg kender til. Men måske skal det transskriberes helt fra bunden, og det kan tage tid.

    SvarSlet