lørdag den 15. januar 2011

Bloggen - internettets rådne banan...

Er blog-bølgen - for lack of better words - ved at ebbe ud?

Selv er jeg ikke utilbøjelig til at mene det. På nuværende tidspunkt har jeg fire vidt forskellige af slagsen herude, men ingen af dem hjemsøges synderligt af kommentarer eller læsninger, og det er yderst sjældent, at der kommer nye brugere til, selvom jeg kan se, at mine sites figurerer ganske højt i diverse Google-søgninger. Og jeg ved med mig selv, at det altså ikke kun er pis og papir, jeg posterer.

Men for at gribe i egen barm, er jeg da heller ikke selv helt så god til at checke op på, hvad der sker i blogspace, som jeg engang var. Dengang, hvor kun nogle få af mine venner eller bekendte havde blogs, som man kunne skænke så meget desto mere af sin sparsomme tid. I dag har stort set alle én eller flere, og dermed bliver det næsten uoverskueligt bare at checke op på de sites, man linker til. Sådan er det for mig, sådan er det givetvis for alle dem, jeg engang skrev meget med, men som nu synes at glide længere væk igen. Hvor kvantiteten sætter ind, sætter kvaliteten - i hvert fald af blogger-oplevelsen - ud...

Der er selvfølgelig stadigvæk blogs derude, som kører fremragende. Dem, der giver folket, hvad folket vil have: Information om brød og skuespil og den slags. Som sex, f.eks. Men er det der, man skal hen, skal man til at betragte dét at blogge som en forretning, hvor der skal tænkes i målgrupper og den slags. Det har nogle måske lyst til. Ikke mig. Pokker skulle da betragte sit personlige kommunikations-frirum som et arbejde. Jeg giver det, jeg har, ud fra de forudsætninger, jeg nu én gang ligger inde med. Og får såre lidt ud af det, hvad angår både hits og opmærksomhed. Også så lidt, at jeg nogle gange er ved at kaste håndklædet i ringen og slette hele lortet. For hvorfor blogge, hvis man i stigende grad kun gør det for sig selv?

Svaret er vel relativt enkelt: Fordi man netop - af forskellige grunde - kan have brug for at se noget komme ud til en fiktiv offentlighed. For at tage mine blogs fra en ende af, driver jeg i det store og hele denne her for at fremlægge gammelt og nyt materiale, som jeg synes bør eksistere et sted i cyberspace i tilfælde af, at nogen en dag finder noget relevant at bruge det til. For lyrikbloggen Assistens & elsewhere er mit incitament - som altid - at have en fiktiv læserskare, jeg kan forpligte mig på kvalitet overfor, når jeg skriver det daglige digt, jeg har svoret over for mig selv, at jeg vil forfatte, så min proces og produktion aldrig helt får lov til at gå i stå. Værftet, derimod, er simpelthen et opbevaringssted for nogle gamle ting af vekslende kvalitet - de kan lige så godt ligge online, som de kan befinde sig i mapper under min sofa, og jeg forventer i grunden ikke, at nogen rask person nogen sinde læser sig gennem det hele. Men det kunne da være skægt, hvis nogen gjorde... Endelig er Baunbæks Blog simpelthen en gammel dagbog, som det vil være for omfattende at hente ned fra nettet og slette - og dermed også i sagens natur et mellemværende mellem mig og mig. Også hvis jeg, hvad jeg på det seneste har overvejet, maner den til live igen.

Men at skrive blog pt. er - synes jeg - noget, man gør og skal gøre for sig selv, mens man, mest som arbejdshypotese, holder fast i illusionen om, at der er nogen i den anden ende af røret. For det er der sandsynligvis ikke. Men skulle der mod forventning være det, har man allerede forpligtet sig på at formulere sig, så man er forståelig for andre, ligesom det betyder noget for emnevalget - og ikke kun på den dårlige måde. Man tvinges på et eller andet plan til at være relevant, og det er sundt for enhver skriveproces.

Før man tager det, man har produceret, ud i den analoge virkelighed, som er det eneste sted, man efterhånden - med lidt held, flair og hårdt arbejde - har en ærlig chance for at stå ud fra mængden i...

5 kommentarer:

  1. til internettets rådne banan
    du har da denne læser... :-) 
    i hvert fald lige nu...
    jeg har det stort set som dig: at skrive blog bør gøres med rigelig og god SEO, for dig selv, for evt. abonnenter eller folk, der som jeg abonnerer på overskrift.dk (kodeord bl.a. "digt"), og for EFTERTIDEN, altså, de søgninger, der finder særlige tags og tagkombinationer, fordi du har beskrevet et særligt emne frem for blot at sludre løs om din lille hund eller din mosters varme håndflader.

    men ingen grund til at fortvivle.

    du er en begavet, indsigtsfuld, talentfuld tænker, med vrede nok til at holde dig selv kørende og mig interesseret. At blogge er en kunstform, der skal læres. For mig som digter er det at udgive i det faktuelle hjørne altid en udfordring, og har langt hen ad vejen været en måde at holde pennen varm på. Det seneste år har været det mest produktive blog-år for mig, og det mindst produktive mht. digt og fiktionsprosas, og jeg har stadig - som du - modstand på formen, fordi det MED TANKEN internettet som et stort læserum føles som at skrive (skrige?) ud i stort rum befolket af øjne som stjerner, der kun kikker igen under særlige omstændighed. Der er lissom ingen friktion "hér". Ikke som at stå på en scene og mærke publikums anerkendelse eller modstand eller fascination eller kedsomhed. At blogge er nødt til at være et spørgsmål om at have bunkevis af selvtillid, tillid til værdien af egen skrift og tankes klarhed og betydningen for den eftertid, der søger og vinder din skrift via veludført SEO...

    SvarSlet
  2. Tak for de gode ord, som jeg ikke kunne være mere enig i. Eftersom jeg har bedrevet en betragtelig bunke journalistik i min tid, føler jeg det sådan set ikke som noget problem at skifte fra lyrikken til dette forum, og jeg ser nærmest begge dele som nødvendige sider af min skriveproces. Men jo, man sidder i det store, tomme, stjernevrimlende rum, og mod det er man kun bevæbnet med sin egen rygrad.

    SvarSlet
  3. - Det er da klart at bloggen er sjovere, når der er åbenbarede kontakter, men som det er med bøger og artikler i papirverdenen - så er der flere der læser end der reagerer. Selvom det er så let! Når jeg ryger hen i det hjørne, siger jeg til mig selv: "Nå hvor mange sider er det lige du har været inde på i dag uden at give en afmelding - hvor mange bøger har du haft fat i uden at skrive til forfatteren" osv osv.

    SvarSlet
  4. Ja, det er jo det forbandede ved det. Checker også selv væsentligt mere ud, end jeg skriver kommentarer til. Og så er man igen henne ved spørgsmålet om mængden...

    SvarSlet
  5. - som eksempel: 30 havde besøgt min blog i går, halvdelen blot noteret for at gå ind på side 1 om man så må sige - de andre sådan noteret:
    Hvem er Google Denmark i Danmark?
    Ejvind A. Johansson - hvem er han?
    Eva Seidenfaden gav Søren Pind en kurv
    Som Storm P. siger - eller gjorde han?
    Definition på 'etnisk dansker' efterlyses
    Ejvind A. Johansson og FDBmøbler
    Billed Bladet 70 år
    Danmarks fugle og natur på nettet
    Fordomme om svenskere - fra før Saxo og videre frem
    -hvilket stort set svarer til de angivne søgeord, altså nogen har fået et eller andet svar på det, de søgte. På en måde er det jo meget at vide? Det er i hvert fald mere end man ved, når man har skrevet en artikel i avisen eller i et tidsskrift! Nej antallet er ganske ringe - men hvis jeg selv spørger om noget, er jeg jo tilfreds med at få svar, jeg interesser mig ikke for om 20.000 har spurgt om det samme. Mit mest besøgte indlæg handler om, at vi ikke ved meget om Google i Danmark - der giver jeg ikke megen hjælp, de andre får blot bekræftet at der er noget, vi ikke kan få at vide! :-)

    SvarSlet