fredag den 14. januar 2011

Skrevet på en vestenvind - Knud Odde på solotogt

Forord 2011

Da jeg i 2008 trak mig som redaktionsmedlem for Musiktidsskriftet Geiger, var grundene – som det til tider er blevet udbasuneret fra min side i diverse blogs – forskellige og mange. Men den helt konkrete grund var, at jeg følte, jeg ramte en mur. Jeg havde sat indtil flere nye historier i gang, før det gik galt, men pludselig følte jeg simpelthen ikke, at jeg havde flere ord i mig. Hvor jeg før havde blæst interviews og anmeldelser af i et hæsblæsende tempo, gik alt, der overhovedet gik, pludselig ekstremt langsomt, og jeg følte, jeg svigtede folk ind ad en kant. Og ingen værre end Knud Odde og Anton Johannes Hejl, som året før havde givet mig råvarerne til en, følte jeg, rigtig fin historie, jeg bare aldrig fik mønstret overskuddet til at skrive færdig. Kald det depression, kald det stress, kald det metaltræthed – det korte af det lange er, at historien strandede i mit eget personlige kaos. Ligesom et par andre givetvis glimrende interviews med Telestjernen og Munich – undskyld! – som imidlertid ikke lader sig rekonstruere i dag.

Men det gør the big one. Stort set skrevet, som det ville have taget sig ud i sommeren 2007. Nu naturligvis dybt uaktuelt, men lige så meget et kærlighedsbarn som dengang. Måske har historien ikke helt fået det finish, den kunne have fået på de tider – nu om stunder er min passion egentlig også mere at dokumentere og bevare end formidle og sælge – men den lader sig i hvert fald fremlægge.

Forhåbentligvis til glæde for de to ”ofre”. Ubetinget til glæde for mig, der får en længe ventet ”closure”. Og meget, meget gerne også for dig, kære læser…


***

Han var pennen og hjernen – i flere tilfælde også hovedkomponisten – bag moderne danske punk- og rockklassikere som ”Copenhagen”, ”Marble Station”, ”Pinocchio Loose”, ”Siggimund Blue”, ”Written on the Wind” og ”Anything that Moves”. Før han altså gradvist – indtil han selv officielt gik – blev isoleret i Sort Sol efter 24 år i den både mest drevne og opfindsomme ende af dansk musik. Ifølge Jan Poulsens bog Under en Sort Sol (Aschehoug, 2002) måske specielt efter at have præsenteret de to sange – ”Rhinestone” og ”Elia Rising” – der mere end nogle andre på Snakecharmer (2001) hævede niveauet op over det ordinære, for Sony på et afgørende møde om pladens fremtid, ingen af de øvrige medlemmer havde hverken modet eller materialet til at møde frem til! Der hersker da også en vis koncensus om, at da Knud Odde forlod Sort Sol for at hellige sig den billedkunst, som allerede inden da var en lige så stor – om ikke større – del af hans kunstneriske virke, mistede den resterende trio sin sidste rest af niveau og integritet. Dens to senere hits – ”Holler High” og ”Golden Wonder” – skyldtes lige så meget Søren Rasted som gruppen selv, der nu vist må siges at ligge i respirator på ubestemt tid.

Inden da var Odde omsider – efter 22 år i branchen – debuteret som solist med cd-singlen ”Sugar and Wine”, som var vedlagt kataloget til udstillingen Tallahassie Bare tilbage i 1999. Men i lang tid så det ud til, at kunstneren – som i høj grad er blevet kendt for sine heftige, kraftigt optrukne portrætter af kulturpersonligheder fra Erich von Stroheim og H.C. Andersen over Patti Smith og Throbbing Gristle-medlemmet Cosey Fanni Tutti til Gunnar Ekelöf og Sort Sol selv, men har præsenteret et noget bredere repertoire på udstillinger som Øjenhøst, Fu Wang-Chus Billedkabinet og Sommerregn – havde vendt musikken ryggen som andet end en af flere inspirationskilder i hans maleriske produktion. Indtil altså her i foråret, hvor han, i samarbejde med Anton Johannes Hejl og Nikolaj Heyman, udsendte ikke mindre end et bokssæt – dog kun indeholdende tre 7”-singler og i alt seks numre – på Fabulous Grammophone under titlen The Lonely Nudist. Seks numre, der blev indspillet så eksotisk et sted som en nedlagt kostald i Hjortdal, Han Herred, Vestjylland, mens efterårsblæsten rasede udenfor. Og som er udsendt i et meget smukt oplag på 500 eksemplarer i sort og klar vinyl, der byder på originalt artwork fra Odde.

Det er Hejl, som bl.a. har medvirket i Sorten Muld, The Broken Beats og Munch & Munk, der ejer Fabulous Grammophone. Et meget specielt og kvalitetsbevidst vinylmærke, hvis udgivelser tangerer den rene objektkunst med deres eksklusive oplag og covers, som altid har et udtrykt kunstnerisk sigte. Ikke desto mindre er de altså samtidig værd at pakke ud og sætte på – og ikke kun pga. selve musikken, men også den one mic recording, Hejl har specialiseret sig i: Al lyd optages typisk i ét take gennem én mikrofon, som placeres i midten af rummet, så både det spontane, det rå og det dynamiske gruppesamspil optimeres.

Til en begyndelse sætter Geiger Hejl, som netop skal spille med Munch & Munk samme aften, stævne på årets udgave af Spot-festivalen i Århus for at høre mere om både Fabulous Grammophone og The Lonely Nudist. Et interview, der finder sted under ganske idylliske omstændigheder på en bænk i den labyrint af hække, der omgiver Musikhuset.

Tilbage til magien

Det første spørgsmål er meget passende, hvad formålet med Fabulous er – specielt set i lyset af udgivelsernes specielle karakter. - Altså, jeg har ikke tænkt specielt i kombinationen af musik og billedkunst, siger Hejl. - Men jeg kan jo godt lide det, at hele processen omkring at lave, spille og udgive musik får lov til at fremstå som lidt magisk. Det var nogle af de ting, der i sin tid fascinerede mig omkring musik – hele den der ting med at købe en plade, sætte den på og få en helhedsoplevelse ud af det. Og med netop det her selskab samarbejder jeg – for at betone det – med nogle kunstnere, som jeg synes er interessante. Ikke set isoleret i forhold til en eller anden demo, de har lavet, men i forhold til, at de er interessante mennesker. Så snakker jeg med dem om, hvordan vi kan lave noget, som samtidig kan være en eller anden slags event. Og coveret er jo bare indpakning af musikken, på en måde, men jeg synes, at det er rart, at folk kan opleve lidt af det kreative overskud, vi har haft, når de sidder med det.

- Men noget andet er, at min baggrund er amerikansk, og at min farmors onkel havde et lille pladeselskab, Audiophile Records hed det, som jeg syntes, det var enormt sjovt at opdage. Jeg var forholdsvis voksen, før jeg i det hele taget hørte om det, men alle udgivelserne var på rød vinyl, og han havde en masse hokus pokus omkring, hvorfor de havde god lyd og var helt specielle. Og det var jo også ligesom et enmandsfirma – bare i 1947 eller deromkring. Og de der plader blev distribueret til bl.a. Japan, fordi de var så specielle. Han var en total lydnørd, og selvom teknikken var ret primitiv dengang, pillede og pillede han for at få tingene til at lyde de der 10 procent bedre end de store selskabers udgivelser. Det syntes jeg bare var en rigtig sjov historie. Og så lånte jeg lidt fra hans måde at præsentere selskabet på.

- Men så meget sagt handler selskabet om at fralægge sig kontrol. Udgangspunktet er glæden ved musik - at dele den med dem, jeg kender og arbejder sammen med. Men efter at have beskæftiget sig med musik i nogle år, får man den her ydmyghed over for sin egen kontrol. Jeg kan ikke kontrollere ting til det punkt, hvor de bliver fede, så det er noget med at vente på situationerne og i virkeligheden lave nogle aftaler med sig selv og hinanden, der forhindrer kontrollen i at tage over. Det er i hvert fald det de to projekter, jeg indtil videre har lavet på Fabulous Grammophone, har handlet om, siger Hejl med henvisning til teknikken med at optage i ét rum under ét take.

- Det kan være, vi gør noget andet næste gang. Men jeg synes det er interessant – som et sideprojekt til det, jeg ellers laver – at have mulighed for at undersøge det rum, hvor kontrollen er lagt ved døren. Jeg er ikke selv vildt imponeret over det, vi har lavet, men jeg synes, det er interessant. Jeg har faktisk meget respekt for ting, der bare bliver til. Hvad er det, der gør, at folk bare kan samles om et eller andet? Og hvordan kunne lige os, der indspillede The Lonely Nudist, samles om noget, der var så langt ude i hampen, som den udgivelse er? Jeg synes det er fedt, når den slags sker.

På Lars Tyndskids ødemark

Herefter finder Geiger det passende at spørge til selve indspilningerne til de seks numre på udgivelsen, der jo fandt sted i en forblæst jysk kostald. Specielt på et nummer som ”To the Sea Hag” kan man næsten høre situationen. Der tænker man spontant på, om det nummer i det hele taget kunne være blevet til under andre omstændigheder…

- Det nummer var da helt sikkert formet af, hvor vi var, svarer Hejl. - Og det, at vi sidder og snakker her, er lige den tand bedre, end hvis vi havde siddet i et eller andet presserum. Det betyder noget, hvor man placerer sig. Det er også den eneste kontrol, jeg har valgt at have over arbejdet. Jeg sagde: ”Når vi nu laver det her projekt, der skal prøve at komme ud over musikkens konventioner, er det også vigtigt, at vi er et sted, der ikke minder os om de konventioner. Og det er vigtigt, at vi ikke lige kan gå ned til 7-11 og købe en cola i pausen”. Så sad vi derude på Lars Tyndskids ødemark, og der var virkeligt dårligt vejr. Knud skulle også cykle derud fra sit hotel med det resultat, at han for vild! Vi fik egentlig meget modstand fra selve situationen, så man kan sige, at musikken opstod sådan lidt på trods. Men der var virkelig nogle øjeblikke, hvor vi sad og jammede i hele timer, og det virkelig var en fed oplevelse i sig selv. Det var noget værd for os. At vi så bagefter har siddet og tænkt over, hvad der skulle udgives, hører et andet kapitel til. Og det tog faktisk lang tid. Der var nogle måneder, hvor vi ikke helt vidste, om vi ville udgive det overhovedet – om det holdt eller ikke holdt. Men det endte altså med, at vi gjorde det. Og der må jeg sige, at jeg er imponeret over Knuds mod i forhold til at stå frem med det her.

- ”Skrevet på en Vind” er Knud, der står og improviserer en tekst på stedet, og meget af den musik, der er i boksen, er opstået på stedet. Knud havde nogle singler med, som han spillede for os for at skabe stemning og inspiration, og der er et par kopinumre på den, som voksede ud af dét. Originalen af 22 Pistepirrko, som vi lavede en coverversion af (”Don’t Go Home Joe”), hørte vi én gang, før vi spillede nummeret. Så vi spillede det jo ikke ”rigtigt”, griner Hejl.

- Men ellers er det en dejlig version. Den ligner ikke originalen ret meget, og vi spiller sikkert heller ikke de rigtige akkorder, selvom vi prøvede. Men når man kun har hørt noget én gang, er det jo umuligt at gøre det – og det er netop en af den slags situationer, man kan sætte sig selv i og se, om der dukker noget interessant op. En ting er sikker i forhold til projektet, og det er, at hvis vi havde været topcheckede, var det i hvert fald ikke blevet interessant. Og det tror jeg, at alle, der arbejder seriøst med musik, kender til – også selvom man indspiller i et professionelt studie. Man er nødt til at skabe nogle situationer, som på én eller anden måde er overraskende. Hvis man har stået og spillet det samme nummer syv gange, så bliver den ottende gang bare ikke bedre. Det ved man også, hvis man indspiller popmusik, altså. Her er det så bare sat lidt på spidsen!

”Sådan indspiller man bare ikke en sang!”

Den rå og upolerede tilgang kan dog både have problemer og ulemper: Tilføje indspilningerne en levende friskhed, men omvendt forhindre, at gode idéer bliver fulgt helt til dørs. På The Lonely Nudist finder man især nummeret ”Sankt Petri Torv” – efterfølgende udsat for en fortolkning af Magtens Korridorer – der i dén grad lyder som et hit, som bare ikke helt har fundet den rette form. En betragtning, Hejl ikke er uenig i: - Helt sikkert! Jeg har jo siddet og rodet med alle de her spor, og Knud har været henne ved mig for at lytte med. Og der er der dukket alle mulige ideer op. Det har også lidt været planen, at der skulle gøres mere ved det nummeret – i hvert fald efter Knuds plan – men jeg har hele tiden haft en meget stor dør åben for, at vi overhovedet ikke skulle arbejde videre med det materiale, som er på udgivelsen. Det er jo ikke altid, tingene bliver federe af, at man kontrollerer dem og trækker dem hjem. Men lige præcis med ”Sankt Petri Torv” stod vi i Berlin ved receptionen, og så kom der en dame hen og sagde, at ”lige det nummer, det er det bedste! Det er virkelig råt og virkelig hudløst!” Og det blev indspillet ved, at Nikolaj spillede trommer og guitar på en gang, mens jeg spillede tamburin og sang lidt. Sådan indspiller man bare ikke en sang! Men den fik altså lov til at stå sådan.

Men noget af det, jeg godt kan lide ved den her udgivelse, er, at numrene er så forskellige. Hvert nummer fører en et nyt sted hen. Det er sjovt. Tag f.eks. den der Hawaii-sang (”On a Tropic Night”), der er på. Det er jo sådan en, selv min svigermor synes er dejlig, ikke? Hun havde 70-års fødselsdag for nylig, og der gav jeg hende en cd med Nina og Frederik. Men da singlen kom på, sagde hun, at ”det der nummer kan jeg faktisk bedre lide end Nina og Frederik”! Men så havde jeg en anden på besøg, der klart var mest vild med ”To the Sea Hag”. Man skal generelt passe på med, hvor meget man tygger maden for folk, ikke? Når du hører en single på P3, så er den både tygget, fordøjet og kommet ud igen som lort nogle gange, fordi alle skal kunne lide den. Det er det her projekt fuldstændigt blevet friholdt for – folk må selv sidde og skrue op for bas og diskant!

Wabi-sabi

Eftersom The Lonely Nudist – lig "Sugar & Wine" før den – delvist var tænkt som en art udstillingskatalog under udstillingen Praxis: Hagen, der fandt sted i Berlin i maj, føles det naturligt at spørge ind til det japanske ”wabi-sabi” begreb, der prægede dén begivenhed, og som også synes at have haft indflydelse på selve indspilningen. I en artikel for nylig i Politiken, der omhandlede dette aspekt af Oddes kunst, beskrives begrebet med følgende ord: ”Wabi-Sabi er skønheden i det, der ikke er perfekt, i det midlertidige, ufuldstændige og ydmyge. Hvor den vestlige modernisme hylder det logiske, absolutte og massefremstillede, retter wabi-Sabi æstetiksensoren mod det intuitive, relative og unikaet.” Hvordan forholder Hejl sig til dét begreb?

- Det er jo noget, Knud har studeret, og jeg læste jo det der interview med ham i Politiken, hvor han nævner forskellige steder i Københavnsområdet, som han synes er wabi-sabi. For mig var det virkelig genkendelsens glæde, og jeg tror, at rigtigt mange mennesker kender det der med, at man kan sætte pris på noget, der et eller andet sted er noget rod, ikke? Hvor man i et øjeblik erkender, at det her sted er der bare ikke kontrol over – det har fået lov til at stå, som det er, og hvor er det egentlig fedt! Og den slags oplevelser tror jeg, vi får mere og mere brug for nu. Det er også noget, jeg har tænkt meget over i Århus: At det er utroligt hvor smukke alle mennesker er i forhold til for 20 år siden. Alle mennesker er jo æstetikere i dag, ikke? De har flot tøj på, ejer en designerbil og meget oppe at køre. Jeg er også æstetiker. Jeg synes, det er dejligt, at folk pludselig går op i, hvordan ting ser ud. Men man kan også bare få for meget af al den æstetik, for alt bliver også bare så veltilpasset og lækkert, ikke? Det er en fantastisk udfordring at være kunstner i dag, for grænserne mellem reklame, kunst og alt muligt andet er blevet hårfin. Og det, der er smukt, kan måske være at lave en ridse i en Hennes & Mauritz-reklame – man kan nemt få behov for at se noget grimt. Det er ikke noget nyt, men jeg føler det der ret stærkt lige for tiden.

Den modvillige solist

Og som nævnt kan flygtighedsaspektet af wabi-sabi begrebet sagtens overføres på det, der blev skabt i den vindblæste kostald. - Der lå ingenting, inden vi mødtes. Jeg havde sådan håbet lidt på, at Knud havde nogle kassettebånd med skitser på med, så jeg kunne få bare lidt styr på planerne i forvejen, men der lå ingenting. Og det er var egentlig hårdt at arrangere så meget – at samle så mange instrumenter i et bestemt rum – uden at vide noget som helst. Men det var også sundt, tror jeg, for jeg gav op. Og det er ikke altid dårligt at give op – det sætter en fri. Det tog så et par dage at møde hinanden. Knud havde aldrig mødt Nikolaj før og var ikke specielt tryg ved at stå foran en mikrofon, tror jeg. Så det startede sådan lidt på skrømt, kan man sige. Vi kastede bare nogle bolde op i luften. Men vi fandt jo en eller anden sympati for hinanden, og så kørte det. Men nogle af de numre, der er på, er allerede fra den første dag – faktisk overvejede jeg at skrive dag og tidspunkt på.

- Knud insisterede på, at alle vores navne skulle stå på forsiden. Mere ville han heller ikke lægge navn til boksen. Det var godt nok ham, der sang, men han ville også gerne lægge sit navn væk. Hvis det var ham alene, der havde bestemt, ville boksen være blevet anderledes. Han havde heller ikke kontrol over processen, og det ville han vist gerne sætte en streg under.

- Vi har indspillet sådan ca. tre gange så mange numre end dem, der er med på singlerne. Og da Knud og jeg sad med dem bagefter, var vi overhovedet ikke enige om hvilke, der skulle udgives. Der fik Knud så det sidste ord. Men hvem ved? Det kan da være, at der dukker et par numre op på hjemmesiden på et tidspunkt. Jeg synes, at musikken skal lægges frem som mp3-filer engang, men det skal jeg arbejde på at overbevise Knud om, for han er lidt skeptisk over for at putte ting ud på den måde. Men det synes jeg vil være et fint signal at sende, for det er jo ikke for at gøre musikken eksklusiv, at der kun er blevet lavet 500 kopier af boksen – det er simpelthen for, at vi ikke havde lyst til at lave en cd og sprede krudtet i alle retninger. Vi havde lyst til, at folk selv skulle finde den. Nu sidder vi jo her på SPOT, og der er meget af det, jeg oplever på sådan et forum, der egentlig går mig på. Det er ikke altid, at de mekanismer, der er på spil – presse, marketing og alt det der – hjælper musikken på vej. Det er egentlig fedt at kunne give det der lidt modspil. Det er også derfor, jeg ikke fiser rundt her med singler i lommen – det er slet ikke det, det går ud på for mig. På den anden side har jeg jo lavet en hjemmeside, og jeg har heller ikke lyst til, at det, jeg laver, skal være påtaget undergrundsagtigt. Hvis Fru Hansen har lyst til at høre mine udgivelser, er det jo bare fedt, altså (griner)! Vi har ikke placeret os bevidst i nogen subkultur – det er vi også for gamle til! Så jeg vil gerne altså gerne præsentere numrene som mp3’er også.

- Og vi vil i øvrigt gerne ud at optræde, hvis vi kan få Knud med. Det snakkede vi om, da vi var i Berlin. Der var der nogle musikere ovre fra England – fra Cornwall – der havde nogle idéer om, at de gerne ville have os til at komme og spille. Og det er da sjovt at snakke om, men indtil videre er Knud lidt varsom over for det. Han har dog indtil videre sagt, at hvis vi kan skaffe et job i Istanbul, så vil han gerne – så langt er vi kommet! Men vi er jo ikke et band, og lige det at stå nede på Voxhall er nok ikke det rigtige sted at starte. Så Istanbul er det, vi går efter lige nu, slutter Anton Johannes Hejl grinende, før han må videre ud i byen for at øve til aftenens koncert.

Lidt som at stå med bar røv

Nogle dage senere er det, med Hejls mellemkomst, Knud Odde selv, der ringer hjem til undertegnedes lejlighed i Aalborgs østby for at komme med sine vinkler på The Lonely Nudist. Ligesom Hejl er han i godt lune – er flink, talende og grinende og virker vel tilpas. Ganske modsat det indtryk af et nok tilgængeligt, men ikke ubetinget tålmodigt interviewoffer, man til tider kunne få under Sort Sol-æraen. Måske fordi han denne gang virkelig har foden under eget bord?

I hvert fald foregik følgende ordveksling, der gengives i transskriberet form for at få den fulde ping-pong med.

Geiger (G): Selve titlen The Lonely Nudist virker temmelig selvironisk…
Knud Odde (O): Jaja… Den voksede jo nok ud af det der med, at jeg lige pludselig selv skulle stå der og bræge! Det var en meget blufærdig situation – lidt som at stå med bar røv, på en eller anden led. Men det er jo også sjovt at komme i sådan en situation, et eller andet sted. At komme derud, hvor man risikerer at blive til grin.
G: Det er jo også første gang, du træder frem musikalsk efter Sort Sol…
O: Nå ja, på den led kan jo man jo også se det, men det er nu ikke noget, jeg har hængt mig så meget i. Men det var nu ikke så farligt, for det her var jo både et eksperiment og en meget limited edition vinylting indenfor kunstsfæren, hvor indpakningen og udstyret er det halve af det, ikke? Og at der så er noget musik også, kan både være en fordel og en bagdel, hvis folk altså gider høre pladerne!
G: Hvordan kom du egentlig i kontakt med de to andre?
O: Johs (Hejl) havde arbejdet sammen med en, jeg kender, der hedder Christina Suhr – sådan en poprock-ting. Hun havde også lavet noget til inderopslaget til den første ting, han udgav, ved jeg. Johs fandt så ud af, at vi kendte hinanden, og så spurgte ham, om jeg kunne være interesseret i at lave et eller andet. Og det var jeg så.
G: For første gang efter en lang musikalsk pause…
O: Ja, det må man sige. Det var også lidt af en gyser, synes jeg! Og det der med at synge var jeg sgu ikke meget for! Og jeg tror ikke, at Johs f.eks. var ret meget inde i Sort Sol, men det var på en måde også meget godt. Det var jo slet ikke et rock-setup, vi brugte. Men det var godt. Og nu har jeg fået lidt smag for at arbejde med musik igen

Ruinens æstetik

G: Hvordan vil du definere wabi-sabi?
O: Det er nærmest et større system af æstetiske japanske kategorier, som er opstået ud fra deres te-ceremonier, hvor man indleder med at brænde sine egne tekander og –kopper. Tilbage fra 1600-tallet er der så eksempler på tekopper, der er blevet repareret – og på en måde, så man kan se reparationen meget tydeligt. De tekopper er så blevet betragtet som nogle af de højeste og største klenodier i japansk historie, fordi de er blevet brugt, så man kan se det. Det er sådan lidt en forfaldets eller ruinens æstetik, der reflekterer altings forgængelighed. Noget smukt, man kan meditere lidt over, men også noget melankolsk. Men det handler også om, at fejlen har sin egen form for klasse, og på en eller anden led har det også noget med noget rustikt at gøre.
G: Det er vel en aflægger en Zen?
O: Ja, te-ceremonien er også forbundet med Zen-buddhismen, så det passer mægtigt godt.
G: Og deres forkærlighed for hvide kirsebærblomster?
O: Ja, f.eks. Den mani, de har der, kender vi jo slet ikke herhjemme. De kan jo sidde i store flokke og have picnic, mens kirsebærtræerne springer ud. Det kunne vi sådan set også gøre med syrentræer, men det er ikke slet så voldsomt.
G: Tænker tit lidt på det som et japansk modsvar til vanitas-motivet…
O: Det kan man faktisk også godt sige, det er. Men japanerne har jo forfinet hele deres måde at tænke på forfaldet på, så der er kommet en meget omfattende og abstrakt kunstart ud af det. Det er ikke noget, de taler om. Hvis du spørger en japaner om, hvad wabi-sabi er, så vil du ikke rigtigt få noget konkret svar, for det ligger på et eller andet plan, hvor det ikke kan fortælles. Det er en fornemmelse.
G: Hvordan kom Praxis: Hagen i stand, og hvad var boksens relation til den?
O: Jeg kom ind i billedet dernede, fordi de sidste år sidste år havde en udstilling omkring Mark E. Smith fra The Fall. Der havde de forskellige folk inde, som havde lavet covers til gruppen eller arbejdet sammen med ham – alle mulige folk fra hovedsageligt Frankrig og England, som var inviteret ind for at være med der. Ham havde jeg jo lavet et portræt af, og det var faktisk meget sjovt at være med til. Der var alle mulige folk dernede, der kendte ham – bl.a. hans søster. Men denne gang udstillede jeg så nogle miniaturer – de var lige til at have med i toget! Og boksen passede meget godt ind i netop den sammenhæng samtidig med, at det var rart at få sat en dato for hvornår, den skulle være færdig. Den blev først leveret et par timer før ferniseringen.
G: Hvor meget af det materiale, I indspillede, lå der egentlig på forhånd? Johs mente ikke, at der var noget.
O: Det gjorde der sådan set heller ikke. Jeg havde godt nok sendt et par brændte cd’er med skitser, men de blev ligesom glemt på en eller anden led. Jeg tror, Johs havde meget travlt forinden, så vi startede ligesom forfra, da jeg kom. Men jeg havde lavet et bånd med nogle sjove singlenumre, som vi så kunne falde tilbage på – så stod vi da ikke helt på herrens mark, om man så kan sige.
G: Der er paralleller til den proces, Sort Sol var igennem med improvisationsmusik i starten af 80’erne, og jeg spekulerede på, om boksen er en reaktion mod de stramme former, den gruppes musik fik til sidst?
O: Jo, det kan man sådan set godt sige. Nu er det så ikke mig, der havde sat spillereglerne for det her forløb – det var meget nogle målsætninger, som Johs havde formuleret. En dogmeregel-agtig ting med en bestemt måde at optage på og andre omstændigheder, som jeg på en måde syntes var et rimeligt bizart og stramt koncept, som jeg gjorde meget for at lave om på! Jeg blev nødt til at have et rum omkring mig selv, så jeg fik efter en del diskussion sat et tæppe op, så jeg havde en eller anden slags beskyttelse!
G: Der er en del materiale fra optagelserne, der ikke er blevet brugt?
O: Ja, der er en hel del, men det er så Johs, der har siddet og udvalgt tingene, så jeg ved ikke så meget om, hvad der ligger.

Fra Storkespringvandet til Sankt Petri Torv

G: ”Sankt Petri Torv – er den på en eller anden måde vokset ud af Pink Floyds ”Julia Dream”? Versene i de to sange ligger ret tæt op af hinanden…
O: Det kan godt være, men jeg synes ikke lige, jeg kan huske det nummer. Er det et af Syd Barrets gamle?
G: Nej, det er en Roger Waters-sang, men fra lidt samme periode..
O: Fra A Saucerful of Secrets?
G: Nej, Relics...
O: Ok, opsamlingspladen? Det er faktisk også den eneste Pink Floyd-plade, jeg har, så det kan godt være, at du har ret! Jeg er selvfølgelig mest vild med Syd Barret – en af mine største favoritsingler overhovedet er deres første, ”Arnold Layne”, som blev forbudt. Den hørte jeg dengang, den kom frem. Der kan jeg ikke have været særligt gammel – 12 år eller sådan noget – og syntes jeg, den var enormt spændende. Den handlede jo om noget farligt og skjult, så den var jeg helt ekset med. En af de bedste debutsingler nogensinde – den er der virkelig gods i. Har David Bowie og Roger Waters heller ikke lavet en vinyludgave af den sang dér (Bowie og David Gilmour udsendte i år en fælles udgave af nummeret på en koncert-dvd, red.)? Nå, men ”Sankt Petri Torv” var faktisk også et nummer, der faldt lidt udenfor det hele, fordi jeg bare lige havde lyst til at høre, hvordan det lød i den sammenhæng. Det var jo et nummer, jeg havde arbejdet med i et stykke tid, og først havde jeg bare lavet en hurtig demo af det til mig selv. Men jeg nynnede den hurtigt for de andre to, og så sad de og høvlede noget mystisk guitar af sig. Det var sådan set ikke meningen, at optagelsen skulle bruges til noget, men jeg syntes, at det lød meget sjovt. Men baggrunden for den sang var, at jeg kom til at tænke på en gammel dansk single med visesangeren Cæsar fra ’65 eller sådan noget – ”Storkespringvandet” med ”Jorden i Flammer” på bagsiden – og jeg fik lyst til at lave en sang, der havde begge dele i sig: Et københavnermotiv kombineret med noget undergangsagtigt. Den var mest tænkt som en parallelsang til den single.
G: Magtens Korridorer har også en indspilning af sangen i støbeskeen, hører jeg…
O: Ja, den lyder temmelig godt, synes jeg. Den lyder også meget hen af det, jeg havde forestillet mig med sangen – at den skulle være meget elektrisk.
G: ”Sankt Petri Torv” eksisterer ikke. Jeg har faktisk gennemchecket et bykort over København for at finde det, men det må åbenbart være en fiktiv lokalitet, der lyder meget realistisk…
O: Det er det også. Jeg syntes bare, det var et navn, der lød godt, og jeg har faktisk også checket efter, om der skulle findes et sted, der hed det! Det kunne jo lige så godt have eksisteret.
G: Nummeret lyder i øvrigt meget som en opfølger til de rockhits, du skrev for Sort Sol. På samme måde er der noget velkendt over ”Det Blæser i en Vind”.
O: Jo jo, den er beslægtet med ”Written in the Wind” fra Glamourpuss. Men Johs har siddet og analyseret den, og han har fundet ud af, at tonerne ligger nogle helt andre steder. Men jeg må lige have manglet nogle ord, da vi indspillede den.

Med de ord nærmer interviewet sig stille og roligt afslutningen. Odde spiller en demoversion af Magtens Korridorer-udgaven af ”Sankt Petri Torv” for mig gennem telefonrøret, og hans begejstring er både umiskendelig og berettiget. Til gengæld glider han høfligt, men klart af på alle spørgsmål, der handler om Sort Sol – såvel bruddet med gruppen i 2001 som nutidige planer og erfaringer fra forløbet, som kan have været mindre behagelige for ham. Forståeligt, men selvfølgelig ærgerligt for en gammel fan, der hungrer efter info.

Men hvad gør det, når man, med The Lonely Nudist, har fået det måske mest friske, uspolerede og spændende udspil fra nogen i Sort Sol-lejren i mange, mange år?

***

Læs mere om boksen - og hør musik eller bestil den - her.

2 kommentarer:

  1. Tak for to fine interviews. Jeg synes egentlig, at du selv giver svar på nogle af de spørgsmål, du stiller i dit nyeste indlæg om det at blogge. Det allerbedste er jo det anarkistiske (får lyst til at skrive punkede) ved blogger-kulturen; at man er sin egen redaktør på godt og ondt. At man deler sine tekster med andre i et 100% ukommercielt forum.

    SvarSlet
  2. Det er jo det. Geiger ville have bragt artiklen i sin tid, ja, men hvem ellers? Uden at reducere den til en halvsides notits, i hvert fald... En historie af den art kan nærmest kun lade sig gøre i blogspace. Og jeg synes, den skal kunne lade sig gøre - om jeg så har 2 eller 2000 læsere...

    SvarSlet