mandag den 21. februar 2011

Poesi og selvhøjtidelighed

Blev i weekenden præsenteret for en af de fordomme omkring lyrikmiljøet, jeg tror er mest udbredt: At vi er selvhøjtidelige.

Det er der nogle, der er. Typer, der ser sig selv som Guds gave til menneskeheden, findes. Personligt forsøger jeg altid at undgå dem, men de kan til tider befinde sig i centrale positioner, så det er ikke altid muligt. Men jeg prøver sgu. For folk som dem giver poesien et skidt navn. For mig er poesi liv, og livet tilhører alle dem, der ønsker det. Det er ikke en stumtjener, man kan hænge sin hat på. Det er bestemt heller ikke en indikator for hverken intellekt, esoterisk visdom eller raffinement. Ikke i sig selv.

Heldigvis må jeg sige, at flertallet af de poeter, jeg kender, formår at holde sig til hovedsagen: At digte er der for at blive skrevet. Og så ellers lever en klædeligt normal hverdag ved siden af. For poesien er no big deal. Den gør ingen guddommelig. Og den styrer for det meste dem, der kan levere den, hvilket også kan forklare, hvorfor så mange bliver ved med at skrive den, selvom genren nærmest er umulig at afsætte kommercielt. På et eller andet tidspunkt erkender man - hen ad vejen nærmest med sorg (enhver anden passion ville være nemmere!) - at man har evner i den retning. Og at man ikke kan lade være med at skrive det lort, hvis man da ikke har tænkt sig at blive et savlende nervevrag. Og så er det, man bliver ydmyg, for kan man ikke matche de store i litteraturen - om ikke andet herhjemme - er ens eksistens mere eller mindre forspildt.

Så man gør sig umage. Erkender, at 95 % af det, man hamrer ud, ikke vil blive stående. Bider tænderne sammen og kæmper med at finde de rette balancer mellem forfinelse og spontanitet, form og indhold, avantgarde og tradition, skrift og performance, you name it. Indtil der - forhåbentligt - opstår en helt personlig balance i tingene.

Men pointen er: Man når aldrig nogensinde dertil uden en vis ydmyghed og realitetssans over for poesien som projekt. Vær overmodig, lav lort. Vær for forsigtig og gå i stå. Vær tør, blev overset. Vær karismatisk, bliv forpligtet for lidt på kvaliteten og glemt af historien...

Poeter er generelt ret gode til at feste. I wonder why...

Indrømmede i weekenden gerne, at jeg er narcissist. For at skrive er, for mig at se, noget, som i meget høj grad hænger sammen med selverkendelse: Jo dybere, des bedre. Før en tekst kan blive god, skal folk have noget at grave i. Og den slags kræver til en vis grad, at man piller nullermænd ud ad sin egen navle.

Men selvhøjtidelighed? Glem det! Den slags har poesien sgu ikke tid til. Og poeten slet ikke.

1 kommentar:

  1. ...........men dog lidt selvhøjtideligt at kalde sig selv for poet ???? At bruge kassen og stemplet andre har givet én....... Dette er selvfølgelig skrevet i den tro om at du forstår hvad jeg mener.........Personligt synes jeg at mit arbejde med ord, musik og billeder blir sværere når jeg prøver at omfavne hvad andre tror jeg gør det for............. Jo mere jeg ser mig som musiker, jo mindre musik for jeg lavet ????? Jeg vil ikke engang vide at jeg spiller en A-mol...........................jeg vil bare gøre det.........

    SvarSlet