tirsdag den 15. februar 2011

Science fiction fra Over Holluf

Har altid været en smule fascineret af gamle Morten Korch-film. Ikke kun fordi de typisk er fyldt med dygtige skuespillere af den gamle skole, der i den forbindelse bare skulle tjene til huslejen, og (til tider) fine soundtracks. Nej, det er lige så meget den nostalgiske parallel-virkelighed, de repræsenterer, og tanken om den måde, deres verdensbillede gennemsyrede tidligere generationer på. De generationer - hvoraf især min mormor og morfar, som smittede mig, var typiske repræsentanter - der stod i spændingsfeltet mellem den almuekultur, de var rundet af, og et mere (små)borgerligt livssyn.

Handlingen er sædvanligvis såre enkel: En malkepige/kokkepige/landmandsdatter forelsker sig i ham den store, flotte bondekarl fra slægtsgården ved siden af, som imidlertid er truet af en tvangsauktion med den lokale proprietær eller herremand i skurkerollen. Gennem en smule list og en flittig, men aldrig decideret voldelig brug af næverne lykkes det for ovennævnte bondekarl at sikre endnu en generations opvækst på Klinte/Flinte/Strintegården, hvorefter parret under yderst romantiske omstændigheder kan gifte sig, smøge ærmerne op og gå i gang med alt det sjove.

Korch kaldte selv sin litterære produktion for en hyldest til et "jævnt og muntert, virksomt liv på jord". Det var det sikkert også. Han var, efter alt at dømme, ganske vist klar over, hvad læserne ville have, men han synes også at have haft en oprigtig tro på filosofien i det, han skrev. Måske fordi han netop var gennemsyret af den samme forvirring som sine i sin tid voldsomt mange læsere: Han mente, at han repræsenterede almuen, men hans mentalitet lå i virkeligheden tættere på herremandens.

Mit arbejde med slægtsforskning har i den grad skåret ud i pap for mig hvor, det gik galt for Korch. Det gamle almuesamfund, som det eksisterede for bare 100 år siden, var ikke romantisk anlagt. Man ejede ikke ret meget, og det, man endelig havde, handlede det i dén grad om at sikre. Man giftede sig kun nødtvungent - hvis man havde været for langt fremme med gokkejernet og var nødt til at tage konsekvensen - under stand. Og i virkeligheden allerhelst med familie. Mit stamtræ er stopfyldt med fætre, kusiner og næstsøskendebørn, der slog pjalterne sammen - senest mine oldeforældre i 1910 - og kærligheden var en fornuftssag, der angik hele slægten. Jeg ved, at min tipoldefar, Jens Madsen fra Thorsø, decideret tog på rundtur på egnens gårde for at inspicere døtre, da han kom til skelsår, og det mest romantiske i den sammenhæng var, at han i første omgang havde kasseret min kommende tipoldemor, da hun "var for grim", men alligevel vendte tilbage. Efter alt at dømme fordi hun var et godt parti - hendes fædrende gård fulgte med. Ægteskab var benhård business dengang, så man kunne altså godt glemme alt om ham den høje, flotte mand på nabogården. Sagde familien nej, var han et no go. Og selv med et godt parti i baghånden måtte man stadig forberede sig på at kæmpe for dagen og vejen.

Den stygge - ind imellem med modifikationer - adel, derimod, var på Korchs tid i langt højere grad påvirket af de romantiske strømninger, som havde sneget sig ind i borgerskabet i 1800-tallet. Også her så man gerne, at man giftede sig standsmæssigt, men standen var i hurtig opløsning, og kunne man ikke redde sine børn økonomisk, kunne man måske redde deres lykke i stedet ved et romantisk giftermål nedad. Man kan i vidt omfang hævde, at den Biedermeier-kultur, Korchs univers repræsenterer, var en konsekvens af det møde mellem stænder, der indtraf, da toppen af den feudale magtpyramide for alvor begyndte at smuldre.

Men selvfølgelig skulle man have en grundkonflikt, der kunne genkendes fra ældre, mere konfliktprægede tider: Den gode, rødmossede, aktive bonde mod den hensmuldrende feudalherre. Godt versus ondt. Et tindrende naivt verdensbillede, hvis styrke var, at det var enkelt.

Ved således at gøre almuen bedre, end den var, og adelen ondere, end der var belæg for, skabte Korch - ivrigt suppleret af filmindustrien - så sit egentlig ret særprægede eventyrunivers med storke på taget, vittige skærslippere og store, romantiske drømme, der alligevel til syvende og sidst handlede om at sikre det daglige brød og slægtens overlevelse. Det var falsk og derfor gennemslagskraftigt nok til, at Dansk Folkeparti kunne basere sit fordrejede samfundssyn på en yderligere perverteret version af det, men det var også rart, ukompliceret og varmt nok til, at det var behageligt at befinde sig i. Også den dag i dag. Selv for en yderligere klasse- og aldersforvirret storby-amatør-punker, der ser den slags film, som andre sluger valiumpiller: For lige at tage toppen af de værste galde og de styggeste frustrationer. For der var jo engang, hvor alting var så nemt og ukompliceret...

As if! Det er og bliver et dulmende ekko fra en verden, der aldrig var. Som megen god science fiction...

1 kommentar:

  1. Tak for historien om Korch og tiden før den gik af lave, eller før vi vidste den for længst var gået.

    SvarSlet