fredag den 4. marts 2011

En aften på Operaen

Har med jævne mellemrum frekventeret Poesi på Staden - Operaens lyriske indslag - og fundet, at det generelt har været en vel sammenstykket arrangementsrække. I går var det så blevet min tur til at prøve lykken dér som officielt programpunkt, og eftersom konkurrencen typisk er lidt hårdere der, end den er andre steder - kun sjældent møder lyrisk over- og undergrund hinanden, men det sker altså jævnligt på Operaen - burde jeg sikkert have været mere nervøs, end jeg var. Endda eftersom jeg fik den hårde tjans at vække det ivrigt småsnakkende publikum. Men det havde været en udmarvende uge på jobbet, så jeg havde knapt nok overskud til at være bekymret.

Men opstarten var sgu en hardcore affære. Startede med noget af det tungere skyts, men til at begynde med var det kun en af arrangørerne, der klappede. Resten af lokalet var tavst som graven. Således døde de første fem digte en stille død, før Fanden tog ved mig, og jeg fik lukket et eller andet halvtvært ud, der med ét fangede publikums opmærksomhed. Og 10 digte senere kunne jeg gå fra scenen til lyden af oprigtige klapsalver som lidt af en sejrherre. Bagefter kaldte Gordon Inc. - konferencieren - mig for "den danske lyrikscenes svar på Robbie Williams", hvilket han bedyrede var ment som en ros. Ville nok hellere have været bedømt til at være en slags pløjemarkens poetiske svar på Mark E. Smith, men lad nu dét ligge...

Derefter fulgte faktisk en perlerække af fine oplæsninger. Uschi Tech betroede mig inden hun gik på scenen, at hun var meget træt, men det fornemmede man ikke i hendes performance, der var lige så sikker og præcis som hendes digte, der med kirurgisk præcision beskrev parforholdets faldgruber.

Et guldkorn, der lidt druknede i publikums begyndende rastløshed, var Cindy Lynn Brown. En forfatterinde af den for tiden ikke ualmindelige type, der trækker kraftigt på livsstilsmagasinernes univers, men - og hos hende lidt tydeligere end ved andre af slagsen - for at levere en ætsende civilisationskritik. Stilen er ikke uproblematisk, for selvom poesi af den type har en vis slagkraft nu, kan man med rette spørge sig selv om, hvorvidt nogen vil vide, hvad en IKEA-reol er, om bare 100 år. Og set på en bogside imponerer Browns frembringelser mig ikke synderligt, om end heller ikke det modsatte. Men i oplæst form, hvor man får alle de små hip og syrlige betoninger med, er de faktisk temmelig fremragende. Folk burde sgu have været bedre til at folde ørerne ud i dét tilfælde, for der var faktisk en del at komme efter.

Næste levende billede, dansk-marokkaneren Tanger-Jonas, blev introduceret med den forventelige bismag af hashisch og William S. Burroughs, og især det førstnævnte var næppe heller et ukendt fænomen for ham. Men i virkeligheden var det, han leverede, en meget personlig analyse af julemands-myten set gennem Marokkos kulturelle briller. Bestemt ikke ueffen, om end måske en kende løs i kødet hen mod slutningen. Men en positiv overraskelse? Bestemt. Ikke bare en bevidstløs repetition af beat-mytologien, men noget egenartet og specielt.

Sidste mand - og aftenens vel mest tiljublede - var Lars-Emil Woetmann, og det var bestemt heller ikke ufortjent. Han er en af de mest sikre oplæsere, jeg har været ude for, mens han i højt tempo klipper mellem hverdagssituationer, sproglige finurligheder og dadaistisk rablen i topklasse. Og teknisk set er han en af de mest velfunderede yngre lyrikere overhovedet. Han kan sine avantgarde-traditioner til fingerspidserne. Men i går - ligesom det er tilfældet generelt - var hans problem netop, at han var funderet i en avantgardetænkning, som tiden løb fra for mindst 20 år siden. Hans sæt var pudsigt, skævt og kantet, men på en måde, der ikke kunne have virket ny for en rutineret lyriklæser - det var og blev energien og teknikken, der begejstrede. Det og så en underligt blå undertone, der vibrerede et sted under alle de udsøgte ord og, sammen med humoren, blev det mest personlige, han gav væk, mens han var på scenen.

Men en yderst vellykket aften på Operaen var det - og én, der i en sjælden grad illustrede bredden i nutidens lyrikscene gennem et nænsomt udpluk af solister, der på hver deres facon virkelig kunne noget.

Dét selskab var jeg, alle mindre kritikpunkter til trods, stolt over at være en del af. Endda uden at falde igennem.

1 kommentar:

  1. Plejer ikke at indføje den slags baggrundsinformation når jeg, på min sædvanlige smårablende facon, omtaler arrangementer. Men folkene bag vil gerne have den med, så her følger en oversigt over teamet bag aftenen:

    Tilrettelægger: Arash Sharifzadeh Abdi
    Vært: Gordon Inc.
    Centripital og Kunststøtte: Vibeke Vipse Blohm

    SvarSlet