torsdag den 31. marts 2011

Noter til Per-Olof

En af mine medbloggere og underskovsere, Per-Olof Johansson, har skrevet et indlæg på sin blog, per-olof.dk, hvor han går i clinch - eller gør han egentlig? - med en tråd, jeg startede på Facebook. En tråd, hvor jeg som udgangspunkt hævdede, at den eneste avantgardistiske fremgangsmåde, jeg kunne se nogen fremtid i, var at tilbageerobre traditionen. Læs hele baggrunden - og hans argumenter - her.

Meget af hans argumentation handler, tror jeg, først og fremmest om, at han vil klargøre for sig selv, hvad han mente, da han, som modsvar til min tese, skrev, at "jeg synes det er mere interessant med skellet mellem det 'personligt erfarede' og 'det virkningssøgende'". For at gøre det, spiller han bold med bl.a. Hans Jørgen Nielsen, Torben Brostrøm og Poul Borum, der alle citeres fra Vindrosen # 3/66 - et særnummer om konkretismen, som jeg véd, Per-Olof både holder meget af og i vidt omfang benytter sig digterisk af. Og ender ud i en delkonklusion, der lyder: "Jeg mener netop godt, at formeksperimentet kan være et erfaringseksperiment, for digteren og måske også for en læser, hvem ved. Med det virkningssøgende mener jeg det, der som en tekstforfatter på et reklamebureau skriver for at bevæge læseren, men som ikke selv henter erfaring ved skriveriet." Så vidt, så godt - her er jeg på ingen måde uenig med ham.

Og det er jeg heller ikke, da han efterfølgende skriver: "Så siger Borum noget, som måske kunne være en anfægtelse for Steffen: ”Men vejen fremad er nu engang ikke vejen tilbage.” Ganske bestemt heller ikke det Steffen mener – men en vinkel, hans synspunkt let kan blive bedømt ud fra. I en anmeldelse af flere konkretister siger Torsten Ekbom i Vindrosen, at Michel Butor spår bogens død, og han mener nok, at han har ret – en debat som så har fortsat siden!"

Og nej, der vil jeg gerne understrege, at selvom jeg mener, at det mest spændende vej frem for poesien i 2011 vil være at vedkende sig såvel rim som metrik igen - jeg er træt af at høre digtere, der scorer billige points på at rable meget højrøstet om deres underliv og deslige, mens det, at digtningen engang (også) var et håndværk, i højere og højere grad går i glemmebogen - ønsker jeg på ingen måde at repræsentere hverken en nykonservatisme eller en gold formalisme. Et andet sted i teksten citeres Sophus Claussen, via Brostrøm, for at sige ”Poetisk interessant bliver det først, når fantasien begynder at udnytte det rationelle udgangspunkt – når mønsteret lokker fantasien ind i nye ukendte egne.” Og det er også mit standpunkt. Jeg vil endda til enhver tid sætte fantasien i højsædet - kalder de ord, man skriver, på en fri versificering eller deslige, skal man følge dem uanset hvad, hvis de ellers er gode nok. Og min produktion rummer da også tonsvis af eksempler på frie vers og andre formeksperimenter. Lige så lidt som jeg undsiger klassicismen, undsiger jeg principielt avantgarden - og specielt den konkretisme, Per-Olof holder så meget af. F.eks. brugte jeg år på Højholts forfatterskab, og det føles mellem linjerne i alt, jeg skriver, synes jeg (at Højholt så, om nogen i nyere tid, var en fantastisk, om end uortodoks stilist, er så noget andet...).

Min udtalelse skal ses i lyset af to udviklinger, jeg synes, jeg i dag oplever på lyrikscenen. I den ene - den mest populære - ende af spektret har man en bunke poeter, der skider højt og flot på ethvert formkrav og (mere eller mindre godt, for der er gode eksempler imellem) fræser derudad for deres egen, personlige fantasis frie kraft. I de værste tilfælde drejer det sig om - for andre - totalt uforståelige knaldudladninger, der dog ofte kan reddes i land ved en stærk performance, et kønt ansigt eller "ØFH"-kortet (Øl, Fisse og Hornmusik). I den anden ende har man en flok lige så, synes jeg, kritisable poeter, der blindt trasker videre i de spor, der blev lagt ud med dada, cut-up, konkretisme og systemdigtning. De bedste anerkender, at de dyrker en art avantgarde-nostalgi, og bruger formen til det nye, de kan, nemlig at formulere personlige erkendelser eller standpunkter (et fantastisk eksempel er en mand som Ole Perregaard). De værste bruger skriften som et skjold, de kan gemme sig bag, og mener, at de kan retfærdiggøre at skrive nærmest hvad som helst, hvis bare det er gyldigt som skrift (i konkretistisk forstand). Hvilket nærmest alt sådan set er. For mig at se er dét en strategi, der tilhører poeten, som dybest set hader poesien (og sig selv???). Og jeg kan ved grød ikke se det progressive i den...

For mig at se tilhører de folk, som er mest interessante lige nu, midtergruppen. Ligesom indtil videre mig selv. Her finder man de folk, som er sig bevidste, at de er en del af en tradition, og at et godt, langtidsholdbart digt er en fuldendt syntese af form og indhold. Bevares: Jeg kan godt komme i tanke om folk i dén ende af spektret, der simpelthen bare er middelmådige, men her finder man rent faktisk et stort felt af lyrikere, der i det mindste prøver at lære sig det digteriske håndværk, men også er bevidste om, at det skal bruges til noget. Nemlig til det, der skurrer, skratter, gør ondt, gør godt, gør underværker og er halvvejs umuligt at formulere på andre måder end den poetiske - det, der er vitalt! Med andre ord: De står nogenlunde for det samme i dag, som den klassisk dannede Claussen gjorde for et århundrede side.

I sig selv kan man sige, at det felt ikke rykker ret mange brikker, når litteraturhistorierne skal skrives, for har den slags poeter ikke altid været der? Jo, de har. Men forskellen er, at de, i modsætning til de andre grupperinger, lige pludselig føles progressive. Bare det, at de slæber en historie med sig, er radikalt i en tidsalder, der om noget er præget af historieløshed...

Selv kommer jeg, om nogen, fra en avantgardistisk baggrund. Mine teenageår blev tilbragt med at høre punk, eksperimentalrock, syrerock, trip hop, industrial, noise - var noget grænseoverskridende, var jeg der! Som 16-årig sad jeg oven i store stakke af bøger med bl.a. Burroughs, Rimbaud og de tidlige 70'eres Turéll, mens jeg lavede cut-ups af ting, der var helt ude i hampen i forvejen. Alt var muligt, alt var frit, alt, der ikke var rablende vanvittigt, blev gjort - og således klarede jeg mig endda helt ind i 30'erne. At jeg i dag synes, at de klassiske former er blevet spændende igen, ligger i en helt klar forlængelse af dét levnedsforløb: Jeg vil - MÅ - stadig ud over og ind i. Jeg søger stadig efter avantgarden!

Men det, der engang var avantgarden, er død som en sild. Måske fordi den i den ene ende netop løb ind i en gold, om end spektakulær dyrkelse af selvet, i den anden tonede ud i en lige så selvdød formdyrkelse. Og det, der, for mig, blev tilbage var - i hvert fald ofte - behovet for at have en mur, jeg kunne spille alle mine ellers så frigjorte skruebolde op af. Ikke for at begrænse deres flugt, men for at bøje deres flugt på en (i det mindste til tider ) uforudsigelig vis, så de kunne fortsætte i retninger, jeg ikke selv ville have været i stand til at forudsige på forhånd.

Det er dét, rimet og den faste metrik kan. Det, der for hundrede år siden - til dels med rette - blev betragtet som et fængsel, er i en tid, hvor friheden i sig selv er blevet en spændetrøje, måske den største mulige frigører. Hvis grænsen for avantgardens frihedssøgen er individets omfang, og man forlængst har ramt dén barriere, hvad kan så føre én videre endnu? Måske bringe én videre fra bare at formulere erkendelser til rent faktisk at gøre sig erkendelser?

Det kan en kæp i hjulet. Det kan formbevidstheden, håndværket, whatever.

Men selvfølgelig lever vi ikke i 1890. Vi lever i 2011. Vores bevidstheder kender til A-bomben, 9-11, finanskrisen og X-Factor. Vi kan ikke fortsætte, hvor en Sophus Claussen slap, og der er heller ingen, der siger, at de verseformer, der hører min og kommende generationer til, er de samme som hans. Men vil man anvise en vej frem - og at vedkende sig en tradition er, for mig at se, ikke det samme som at gå tilbage til noget forældet, men mere et spørgsmål om at tage noget gammelt op til ny overvejelse, som det f.eks. skete i renæssancen - ligger der et stort felt i forlængelse af klassicismen, der ikke er blevet udforsket i en rum tid.

Og så vil jeg nærmest hævde, at bogens død - reel eller ikke - har meget lidt med de vigtige litterære udviklinger at gøre. En bog er, hvad man putter i den - uanset om den er elektronisk, af papir eller skåret i tyl. Dermed ikke sagt, at e-bogen er en dead end - tværtimod - men indpakningen er mestendels blot en praktisk foranstaltning. Og i de værste tilfælde ren staffage. Er der i disse risikable tider et længere løb, er jeg sikker på, at det, der ender med at blive stående, er litteratur, som både er emotionelt dyb og formelt fremadskuende - ikke de litterære produkter, der i foråret 2011 var fancy, fordi de teknisk var mulige... Så det gælder om at styrke den midtergruppe, jeg nævnte før, og destillere dens signal så markant, at det er tydeligt for alle, end om pr. definition at dyrke den teknologi, man kan høre om i So ein Ding, eller bevidstløst forlænge levetiden for en i tiltagende grad demonstrativ, ja, umoden avantgarde-metodik, der forlængst har løbet panden mod en endda meget hård mur, og som i dag kun reelt har værdi som ét værktøj ud af flere.

En længere enetale, jeg kom ud i her... Spændende at se, om jeg i virkeligheden er uenig med Per-Olof, for som han skriver længere nede: "Mens den rimdigtende digter i 1966 blot så ud som en, der fortsatte den før-modernistiske tradition, så ser det anderledes ud i dag – som om de gamle redskaber kan bruges på en ny måde. Det vil vise sig, om det er muligt – men her skal man nok skelne mellem digternes egen-opfattelse og publikums. Poesien i sin før-moderne form har stadig langt flere tilhængere end det, som fulgte efter. Problemet er at få publikums, digternes og anmeldernes verden til at forenes i den samme forståelse af situationen."

I second that opinion!

5 kommentarer:

  1. - skøn reaktion, som der skal tygges på. Her blot et lille apropos - apropos 'Konkretismen'. Ja jeg har udfoldet mig i noget, der lignede og kan godt lide arten iøvrigt - men i og med at jeg i 1964 kaldte det for 'Livstegn' var jeg nok allerede hægtet af hovedsporet! :-) Betydning følger med tegnene, også når vi ikke selv har styr på hvad og hvorfor...

    SvarSlet
  2. Veg også bevidst tilbage for direkte at kalde dig konkretist, for jeg ved, du har mere på spil. Og langt hen ad vejen betragter jeg mig selv som en af slagsen :-) Poesien starter med tegnet. Og slutter med det, det maksimalt kan.

    SvarSlet
  3. - jo jeg har stadig en reaktion undervejs - og ville på god borgerlig vis hurtigt slutte op - men her har vi ingen deadline, så hvorfor ikke udnytte det og lade torso være torso, fragment være fragment (sic!), hvis det er der, det ender - for enhver kan jo se, at det er overvejelser i et felt, som århundrede efter århundrede afsøges for svar - :-)

    SvarSlet
  4. Nydeligt.

    Jeg slubrer det i mig - og venter spændt på Per Olofs reaktion =)

    SvarSlet