mandag den 11. april 2011

Bliv forfatter!!!

Inspireret af en veninde, der har bedt mig om at give de ting, hun laver, et kritisk blik - og som et evt. arbejdsblad med henblik på senere skrivekursus-undervisning - har jeg sat mig ned for at nedfælde de erfaring, et efterhånden halvlangt liv med pennen i hånd har givet mig. Og det har jeg gjort i form af foreløbigt 10 punkter - flere kan komme til. De fleste, der kommer her, kender indholdet i forvejen, men skulle der nu smutte en nybegynder forbi...

1) Kend dit værktøj

Det lyder så enkelt, for selvfølgelig kan man da skrive, ikke? Well, faktum er, at man gang på gang ser sprogbrugere - også i de etablerede medier - som glemmer stumme bogstaver, klipper endelser af, kaster kommaer omkring sig med en skovl og bøjer ord som en brækket arm. Dertil vil jeg så sige, at jeg har oplevet endda meget talentfulde skribenter, der har haft de samme problemer, men så rigeligt har kompenseret for deres mangler gennem store ordforråd og gode, holdbare idéer. Det er muligt at skabe god litteratur trods visse sproglige handicaps. Men det svarer lidt til at fælde et træ med en sløv sav, og en høj fejlrate letter bestemt ikke adgangen til forlagene, der godt ved, hvad korrektur koster i arbejdstimer.

2) Undgå gentagelser

Undgå gentagelser. Undgå gentagelser. Undgå gentagelser. Med mindre de er en del af pointen i hvert fald.

3) Formuler dig, så andre kan forstå dig!

Og nej, her snakker jeg ikke om, at du ikke må skrive på swahili - ikke engang om, at du ikke må tale sort. Begge dele kan være passende i bestemte sammenhænge. Først og fremmest mener jeg, at du ikke skal vove dig ud i sprogbilleder, der er mere kringlede, end at læseren kan afkode dem. Kan man sige det samme ved at give hverdagssproget en lille, men strategisk helt rigtig drejning, er det så absolut at foretrække. Keep it simple!!! Og skal man henvise til obskure begreber, er det generelt en god idé, hvis man indbygger forklaringerne på dem i selve teksten. Kan det ikke gøres elegant, så lav en note eller - bedre endnu - kyl dem ud og hold dig til tekstens hovedsag, der sjældent er at fremstille dig selv som verdens klogeste person...

4) Vær konsekvent!

Dette punkt er egentlig gyldigt på flere planer. Hold dig f.eks. til én tidsform hele teksten igennem, med mindre du da har en rigtig god pointe med at skabe et brud. Introducér ikke temaer, personer eller sidehandlinger, du ikke bruger til noget. Lad i det hele taget ikke noget stå, som ikke aktivt er med til at bygge op til forløsningen. Hænger der et gevær i den stue, fortællingen foregår i, så sørg venligst for, at det bliver brugt! Anvend stilbrud så tydeligt og gennemført, at de opfattes som sådan. I det hele taget er konsekvens så vigtigt et begreb, når man skriver, at jeg vil sige, teksten ofte står eller falder med det.

5) Kill your darlings!

Vi kender nok alle til situationer, hvor man får formuleret noget, der er uhyre meningsfuldt for én selv personligt, men måske godt kan se, at det på én eller anden måde virker kejtet i forhold til resten af teksten. Det, der efter min mening adskiller den gode forfatter fra den rædselsfulde, er evnen til at si den slags fra. Skriver man om en sommerferie i sin barndom, er det, at det var en Kung Fu-is, man fik på havnen, at fætter Emil havde blå pludderbukser på eller at vandballonerne var røde, næppe det væsentlige, hvis det, man vil frem til, er, at Tante Gerda klyngede sig selv op i pæretræet bag Strandhytten på sidstedagen. Hold dig altid pointen for øje og skær stof fra, til dén fremtræder med maksimal effekt. Husk: Det er ikke et spørgsmål om, hvad teksten kan gøre for dig, men om, hvad du kan gøre for teksten! Læs den, mens du skriver den, find ud af, hvor den vil hen, og læg til eller tag fra, så den bliver så stærk som muligt. Mind dig selv om, at den er fiktion, og at dit liv er noget andet.

6) Don't tell it - show it!

Dette punkt er nemt nok. Skriver du en socialrealistisk novelle, så afslut den aldrig med at skrive "stakkels Poul!" Beskriv Pouls situation så levende og bart, at man raser over den i stedet. Og det samme for romaner, digte, filmmanuskripter. Man snakker ikke om antydningens kunst uden grund - skærer man sine pointer ud i pap, langer man sådan set læseren en ordentlig kæberasler og fortæller vedkommende, at hans eller hendes indsats er overflødig. Og det giver ikke bare skuffede læsere, men også ensporede, kedelige og - ja - mislykkede tekster.

7) Overrediger ikke teksten

Igen: Lyt til, hvad den vil med sig selv - det er ligegyldigt, hvad du selv vil med den! Ydmyghed over for kunsten frem for alt! Kan du mærke, at en skitse allerede rummer det, den skal, så lad den stå. Kræver den senere en strategisk rettelse eller to for at fungere, så lav dem. Kalder den på en større gennemskrivning, så overvej, om grundidéen i det hele taget var god nok i første omgang. Er den det, og har du konkrete idéer til hvordan, du kan komme videre, så gennemskriv. Men en mislykket idé bliver aldrig god af 117 omarbejdninger. Du spilder bare tid og energi.

8) Læs! Men ikke for meget...

Det er snart sagt umuligt at skrive, uden man er nødt til at forholde sig til begrebet "inspiration", og det er virkelig også et farligt felt at have med at gøre, for hvad er dét? Er det de påvirkninger, man får fra andre forfatteres skrivestil, eller omvendt de indtryk og indfald, der melder sig, når man sætter pen til papir? Mit svar må være: Begge dele. For man kan ikke læse sig til at blive en god forfatter med et selvstændigt udtryk: Planker man kun på kryds og tværs fra verdenslitteraturen, som den allerede eksisterer, kan man højst blive et dygtigt plagiat. Til gengæld lærer man en masse om form ved at imitere andre, og dén øvelse er sådan set konstruktiv nok. På den anden side er der en masse farer forbundne med at skrive frit fra leveren ud fra det, der falder én ind her og nu. Man bliver nemt fanget i de klichéer, man fra starten slæber rundt på, man lærer intet om formbevidsthed, man kan ikke gennemskue den tradition, man frivilligt eller ufrivilligt skriver sig ind i, og værst af alt er der en overhængende risiko for, at man simpelthen bliver uforståelig for andre end sig selv (se nedenfor). Mine dyrt købte erfaringer fortæller mig, at det bedste, man kan gøre, hvis man gerne vil opnå et udtryk, som både er selvstændigt og i konstant bevægelse, er at lade perioder, hvor man læser meget, grundigt og forskelligartet, veksle med andre, hvor man stiller bøgerne på hylden, så vidt muligt glemmer deres indhold og skriver løs til man kan mærke, at de nye impulser har fundet deres plads i forhold til det, man gerne vil udtrykke, og det, man allerede kan. Men husk: Ingen finder deres egen skrivemåde på én dag, og det er måske i virkeligheden først på det tidspunkt, man næsten glemmer, hvad ordet "inspiration" betyder, at man er der, hvor man skal være...

9) Lyt til kritik, men vid, hvad du selv vil

Der kommer altid et tidspunkt, hvor det, man har skrevet, skal afsættes, og det klassiske råd i den forbindelse er, at man skal lade venner og bekendte læse teksterne igennem, inden de sendes ud. Det kan have sin rigtighed, men jeg vil omvendt sige det sådan, at det bestemt også handler om at have fodarbejdet i orden. Har man bare så nogenlunde styr på de otte ovenstående punkter - og har man ellers noget på hjerte - vil man altid kunne finde sine læsere, om det så er mange eller få. Og der er mange slags læsere derude. Også mange, der enten ikke vil forholde sig til den type litteratur, man skriver, eller har deciderede aversioner imod den. Den litterære scene er endda en af de hårdere arenaer, man kan forsøge at begå sig i, fyldt, som den er, med ikke altid særligt pædagogiske redaktører, der er villige til at møde selv det uskyldigste modspil til deres egne dagsordener med bål og brand. Flere af dem er endda så velargumenterede, at man nemt forveksler dem med eksperter, der har en slags indiskutabel videnskabelig ret til at tørre ens hjerteblod bort fra landkortet igen. BE WARNED!!! Så lyt til venner, bekendte og redaktører. Ind imellem kan de have ret i ét eller andet, man bør tage til efterretning. Men er din egen selvkritik ellers i orden, har de det i reglen ikke, og så er mit bedste råd at søge videre i det litterære landskab, til du finder din - med et klamt, fortærsket ord - målgruppe. For...

10) anything goes!

Det vidunderlige ved litteratur er, at det netop ikke er en objektiv videnskab med en endelig facitliste. Den er et levende og i bedste fald uforudsigeligt felt, der er fyldt med undtagelser fra alle givne regler, og selvom jeg nok vil betragte det, jeg har skrevet ovenfor, som generelt gode råd, findes der i hvert fald ikke her den lov, som ikke er til for at blive brudt. Men med omtanke: Hav en god pointe med det. Har du det, er alting muligt.

4 kommentarer:

  1. - normalt skal man helst ikke se stilladset efter et byggeri - sådan vel også med dine gode anvisninger her! - glemt skal de være når skriveriet er (fuld)endt :-)
    Det sjove er jo så - at når nogen alligevel lade stilladset stå - kan også det blive interessant -selvom der er nok stadig nogen, der brokker sig over rådhuset i Aarhus.
    Angående at formulere sig så andre forstår: Fra det politiske liv ved jeg, at klarhed ikke rækker hele vejen, når man støder ind i andres forventninger, andres ønsker. Hvis det handler om en karriere og om at tjene penge på skriveri er det så en ting, men der kan være andre ting på spil, så du må leve med at blive fremstillet som 'uforståelig'.

    Noget helt andet: Hvordan lokker vi vore venner fra facebook til at sætte deres kommentarer i bloggen i stedet for på facebook, hvor jo ikke alle kan være med? Nogen fra facebook-teamet burde organisere en funktion, således at man kunne sige 'ja' til at ens kommentar under et bloglink i facebook automatisk også blev bragt i bloggen - det ville være smart!

    SvarSlet
  2. Du har fuldstændigt ret. Når man er nået derhen, man skal, gør man bare tingene uden at tænke videre over dem. Derfor er det måske så meget desto skæggere at pille stilladset frem fra tid til anden og kigge på det igen.

    Det er sandt: Uanset hvor klart, man udtrykker sig, er der altid nogen, man er så lidt på bølgelængde med, at de står af. Det, jeg skriver, er da også mest af alt en opfordring til ikke at mudre sine vande, så de synes så meget desto dybere.

    Det ville det, men problemet er, at man skal oprette en bloggerprofil for at kunne kommentere herinde, og det kan jeg i grunden godt forstå, at folk, der ikke selv skriver blogs, ikke gider.

    SvarSlet
  3. - apropos bitingen med at få indlæggene hen i bloggen: det fungerer jo den anden vej, hvor man står på en avishjemmeside og bare skal trykke på facebook-knappen - så mon ikke de vågne op (læser med? :-)))

    SvarSlet