mandag den 30. maj 2011

Nye lytninger del 1: Slapp Happy og The Monks

Én gang musikanmelder, altid musikanmelder, I guess. Også selvom det faktisk er begrænset, hvor meget ny musik jeg har købt over de seneste par år. Jeg mener: Der ligger efterhånden temmelig meget lyd derude, som kun fås som kropsløse downloads, og er der grund til at betale for noget, man alligevel som oftest kan finde på YouTube - endda med mere af en billedside - hvis man alligevel kun smider penge efter retten til at lytte?

Nej, jeg vil have cd'er, kassetter eller - bedst af alt - lp'er, vil jeg! Ikke mindst fordi jeg betragter artwork, covernoter, tekster og den slags som en uundværlig del af et albums kunstneriske udsagn. Musik hører ikke til på McDonald's!!! Men det henviser mig selvfølgelig langt hen ad vejen til at købe ældre ting, der netop får den form af hensyn til "ældre" lyttere.

Det er nu også fint nok. I hvert fald har jeg fået en pæn bunke dejlige sager op under neglene på det sidste, jeg da gerne vil smide et par ord efter.

Først og fremmest Casablanca Moon (1974) og Desperate Straights (1975), som i 2003 blev samlet på én cd af Virgin, samt Ca Va (1998). Alle tre med eksperimental/satire-trioen Slapp Happy, der nærmest var en slags britisk svar på The Residents med en skæv, absurd og til tider mørk humør, der blev fulgt på vej af en improviserende, bevidst afsporet og alligevel ofte stemningsmættet, ekspressiv musikform. Det sidste ikke mindst takket være den tyske chanteuse Dagmar Krause, hvis operalignende vokaler kunne spænde fra hysteriske skrig over teutonisk farvet whimsy til, ja, noget næsten arielignende. Ligesom resten af gruppen, hvoraf Anthony Moore har skrevet tekster for David Gilmours Pink Floyd og Peter Blegvad bl.a. har fungeret som tegneserieskaber, indgik hun i en periode i det beslægtede orkester Henry Cow, der delte Slapp Happys radikale socialisme, men pakkede den ind i en anderledes demonstrativ, hypereksperimenterende musikform, der kun tiltaler mig i den afsluttende Art Bears-fase. Men på disse tre albums, hvoraf det midterste er skabt sammen med Henry Ko - der er flere, jeg ikke har hørt endnu - var hendes stemme et formidabelt instrument, der kunne drage ud på vilde tekniske ekskursioner, men aldrig tabte nerven af syne. Og det i kompositioner som "Haiku", der tog pis på det æstetiserende intellektuelle parnas' faconer, "Me and Parvati" og "A Little Something". Dog må jeg tilstå, at universet på Desperate Straights forekommer mig lige så kunstlet, som det var ukunstlet på Casablanca Moon, og at perlen i det hele for mit vedkommende er den sene høst på Ca Va. En langt mere regelret, melodiøs plade, som dog optog trip-hoppede breakbeats og ambiente klangstrukturer i sit lysarsenal, og blændede i kraft af afdæmpede, afklarede og dog stadig bittert-humoristiske sange som "Child Then" og "Scarred for Life":

Leave me something to remember you by,
more than a lock of your hair.
Leave me scarred for life,
show you really care.


Slapp Happy er et musikalsk bekendtskab, der ikke mindst pga. ovenstående sang, som har været mit forårs lydspor, er kommet for at blive. Men det samme er The Monks: Et, efter datidens forhold, temmelig hysterisk amerikansk garageband, der, ligesom The Beatles, skabte sig et navn på de skumle natklubber i 60'ernes Hamburg. Dog lidt senere end legenderne fra Liverpool, nemlig i 1965-66, hvor medlemmerne var udstationerede som soldater i området. Hvad deres officerer sagde til, at gruppen barberede issen skaldet for at ligne munke, fortæller historien ikke noget om, men det korte af det lange er, at gruppen spillede den mest rå, kværnende og minimalistiske beat/punk på den modsatte side af The Stooges. På Monk Time - en opsamling af de få optagelser, gruppen nåede at lave i sin første inkarnation - kan man bl.a. høre de fem badasses fremføre garage-klassikere som "I Hate You" (senere indspillet af The Fall som "Black Monk Theme"), "Shut Up", "Boys are Boys and Girls are Choice" samt ikke mindst den direkte besættende "Oh, How to Do Now", der er en hvirvelvind af orgel og smadrede guitarer, som næsten mere hørte støjrocken end punken til. Igen én af de cd'er man véd, man kommer til at pille frem i mange år fremover.

Next up i del 2: En ordentlig stak retro-hippie-skiver fra Tømrerclaus' livsværk af et pladeselskab, Karma Records - heriblandt Feo, Blue Sun og Hasse & William.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar