søndag den 26. juni 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 5: Beastie Boys

Når jeg husker tilbage, var 80'erne præget af koldkrigstankegang på et utal af måder. Ikke kun på den måde at os, som var børn og unge dengang, voksede op i skyggen af en sandsynlig dommedag - effekterne af dét fortjener et selvstændigt essay ved lejlighed - men også på den led, at grænserne mellem os og dem var meget udtalte uanset hvor, man færdedes. Også mellem ungdomskulturerne. Var man punker, kunne man ikke omgås poptøserne, som heavy-folket hadede, mens de selv blev set skævt til af hip hopperne, der ikke rigtigt var i kridthuset hos flipperne, som af KU-folket/yuppierne in spe blev anset for at være Djævelen selv. I praksis var man selvfølgelig nødt til at kunne omgås hinanden i hverdagen, og det var da heller ikke sådan, at man byggede atombomber i håndvaskene med henblik på at udslette de andre grupperinger. Men grænseskellene var tydelige - nogle gange også demonstrativt. Man levede i ét stort fjendebillede, så man opbyggede fjendebilleder. Da Gorbatjov introducerede ordene "glasnost" og "perestrojka" i '86, var det da også startskuddet på en lang udvikling, som ikke blot førte Østen og Vesten sammen på sigt, men også endte med at få betydning både menneskeligt og kulturelt. Alle blev gradvist mere åbne over for, hvad man følte og tænkte og talte om i de andre lejre, og jorden var gødet for 90'ernes postmodernisme med alle dens givtige genreblandinger og hybridformer, selvom den medfølgende ironi og holdningsløshed i sidste ende gjorde en brat ende på dén udvikling...

I sommeren '89 - nogle måneder før Murens fald - var alt dét dog stadig noget, som bare lå i luften. De fleste steder var der stadig pigtrådshegn rundt om lejrene, og selvom man i mange år havde brugt "postmodernisme" som buzz-word i universitetskredse, havde fænomenet på ingen måde nået det omfang, det ville få bare nogle få år senere. Dengang henviste det vist mest til, at Michael Strunge engang havde blandet Baudelaire og Bowie.

Og så var vi alligevel en klike ude på Lars Tyndskids ødemark - dvs. i Voel - som havde ladet barriererne krakelere. Sikkert mest af ren og skær nødvendighed. På hver vores facon følte vi, at vi ikke hørte hjemme mellem de brølende køer og gylledunstende marker, og det var vel det, vi - mere end noget andet - søgte sammen om. Dét og så ønsket om at skabe en tredje vej gennem vores ungdom. Vores jævnaldrende havde - med få øvrige undtagelser - valgt den ene af de to måder, man dengang kunne være ung på i Voel: Enten var de hoppet på knallerten for at tage ud og hærge i omegnen, eller også havde de parkeret deres fritid omme i håndboldhallen. Men allerede da vores klike, som på sit højdepunkt bestod af 7-8 drenge, nogle år før begyndte at samle sig, havde det stået klart, at vi ville noget andet. Der var et par år, hvor computere var samlingspunktet, før vi i løbet af '88 begyndte at spille Dungeons & Dragons og tage på lange indkøbsture til Århus og København for at købe nye sæt. Samme år begyndte ny og anderledes musik i almindelighed at fylde mindst lige så meget i vores bevidsthed som drager og elverfolk, og et års tid senere var der sågar begyndt at vandre bøger - Turéll, Strunge, Thomsen og den slags - rundt mellem flere af os. Men vores egentlige styrke var egentlig forskelligheden.

Bjarke og Fez var sådan set knallertdrenge, men også gennemsyrede af frihedstrang og udlængsel, og de hørte gerne knaldhård garagerock. Bo havde gradvist forvandlet sig fra en discodreng til et metalhovede af dimensioner. Christian kunne godt lide folk og singer-songwriting, men havde et overraskende stort, blødt punkt for house og hip hop. Robert var mest til de to sidstnævnte genrer, men også nysgerrig over for den punk, indie, goth, new wave og industrial, jeg gik rundt og fordøjede, mens alle de andres musik også i vekslende grader fandt deres plads i mit hjerte. Og pludselig føltes det egentlig ret naturligt at forsøge at kombinere alle de ting til noget nyt. Først startede vi et MC Einar-inspireret hip hop band, Rough Riders, som udviklede sig i en ganske mærkelig retning, da jeg begyndte at tilføje kolde lydflader, guitarstøj og meget depressive tekster til lydbilledet. Så kom til det over Robert, Christian og mig at starte et musikblad, førnævnte Underground, som, med små nik i kammeraternes retning, dækkede alle de genrer, vi hver især elskede, uden smålig skelen til barrierer. Et i ægte forstand postmoderne projekt, der måske mest var vokset ud af naturlige gensidige hensyn, men faktisk - med en pløjemark i Østjylland som udgangspunkt - spejlede den største musikalske udvikling i nyere tid, mens den var ved at ske i udlandet! Faktisk vil jeg sige det sådan, at selvom det, vi lavede, var dybt uprofessionelt og primitivt - og i dag glemt af de fleste andre end os selv - er Underground nok den ene sandt visionære ting, jeg har været med til at skabe i denne inkarnation!

Hvor visionær, vores tilgangsvinkel var, kom til at stå klart, da Beastie Boys slap deres andet album, Paul's Boutique (Capitol Records), samme år. På DR satte man en hel hip hop-aften af til at diskutere, hvad Fanden det nu var for en galskab, som havde ramt den før udelukkende så festglade, tonsende og underholdende trio fra Brooklyn, og meningerne var virkelig delte. Jeg kan ikke huske hvem, der sagde hvad, men én mente, at pladens sammenstød af hård guitar, funky beats, collage-former, mærkelige samples og hvad har vi ikke blot var rodet og ækel, men et sell out af dimensioner. En anden luftede en mild skepsis, men syntes nu nok, at der i det mindste var kommet et sjovt og originalt resultat ud af det. I Underground var vi for én gangs skyld rørende enige: Pladen kom fuldstændigt bag på os, men den var lige præcis det, vi havde gået og ventet på. Den skyllede som en tsunami ind over de sidste barrierer, vi hver især havde, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at den repræsenterede det, der skulle komme, hvad dét så end var.

Og historien gav os - ikke de sure, genreortodokse hip hop-løg på DR - ret! Den tilstand, man senere kom til at omtale som "90'erne" - startede med ét stort, postnukleart brag på Paul's Boutique!

Men uventet var albummet altså. Som så meget andet i Beastie Boys' karriere. Da de startede som et - i øvrigt længe ikke ret godt - hardcore-band i 1979, var der næppe nogen, som ville have spået, at Michael Diamond (Mike D), Adam Yauch (MCA) og Adam Horowitz (Ad-Rock) ville komme til at sælge spandevis af plader og gå over i musikhistorien. Endsige lave hip hop. For pokker: Dengang eksisterede hip hop knapt nok, men var stadig en flygtig tanke i hovedet på pionerer som DJ Kool Herc, Afrika Bambataa og The Last Poets. Endda strengt isoleret i New Yorks sorte bydele, som Beastie Boys meget nemt kunne have sat livet på spil ved at bevæge sig ind i, for genren var ikke rigtigt blevet dokumenteret på vinyl endnu. Det var da også først i 1983, hvor et prank call udviklede sig til den atypiske 12" "Cookie Puss", at Beastie Boys kom til at lave noget, som mindede om hip hop. Stadig meget old school og bart, ganske vist, men skiven førte til en kontrakt med legendariske Def Jam Recordings og produceren Rick Rubin. Sammen med Run DMC og LL Cool J kom gruppens første album fra 1986, Licensed to Ill, til at danne skole inden for hip hoppens new school, hvor tungere og tungere beats blev fusioneret med guitarer og en mere hårdtpumpet rocksensibilitet. Men af de tre navne blev Beastie Boys så langt regnet for det mest tvivlsomme: Som white boys fra middelklassen (hvad de også var!), der kun havde fis, fisse, blær og sprut på hjernen. Hvilket man ikke bebrejde nogen, for hvad kunne man sige, når teksterne kun handlede om de emner, og gruppen i øvrigt havde en gigantisk oppustelig pik med sig på scenen?

I '89 var Beastie Boys derfor ikke længere noget stærkt papir. De havde en del - hvide - fans, som stadigvæk godt kunne tænke sig at se deres næste træk, men ingen forventede sig vist ligefrem en genkomst for fuld kraft. MCA, Ad-Rock og Mike D havde dog andre - og gennemtænkte - planer. De allierede sig med producerteamet Dust Brothers - indehavere af en rummelig sampler - og gav sig, som så mange gange siden, til at jamme frit løs i studiet, mens mændene bag pulten rodede arkiverne igennem for gode beats og udkast. Det kom der en del mere gennemarbejdede numre ud af samt en masse spændende fragmenter, de splejsede sammen i den suiteagtige genistreg "B-Boy Bouillabaisse". Fire billeder af gadepartier i Brooklyn blev klasket sammen til et omslag, og lidt tilfældigt - sandsynligvis - viste det af dem, som endte på forsiden, sig at afbilde en rodet fedtbiks ved navn Paul's Boutique. Den endte med at navngive albummet. Det var så det. Nu var de klar til at ramme verden.

Som i det hele taget ikke forstod hvad pokker, de havde gang i. Albummet blev slagtet stort set alle steder, det blev anmeldt, og forløbersinglen, "Hey Ladies", blev salgsmæssigt et flop af dimensioner. For pokker: Den var funky og underspillet! Hvad blev der af de dér lækre tonserguitarer på "Fight for Your Right to Party" og "No Sleep Till Brooklyn"? Nej, "skomager, bliv ved din læst!", blev der råbt på gadehjørnerne fra Harlem til Vesterbro.

Men ikke i pladestudierne rundt omkring. Rivalen Chuck D fra Public Enemy, som selv var på vej i en mere sammensat retning, tog grundige noter, og selv mere uventede kolleger fra Miles Davis til Henry Rollins stod frem i pressen for at forsvare det så uglesete album. Os fra Underground var ikke de eneste, der havde ører dengang!

Der var nu heller ikke meget ved det færdige album, som ikke fortjente et solidt forsvar. Ok, teksterne var ikke kommet så meget videre siden forgængeren. Det var stadig gruppens forkærlighed for actionfilm og villige damer, som blev råbt virtuost og rullende ud til verden for seks lungers fulde kraft. Enkelte steder - som på skæbneportrættet "Johnny Ryall" - viste gruppen dog en social samvittighed og empati, som klædte den, og i "Egg Man" blev der langet ud efter såvel racisme og stoffer. Men var der noget, der var spændende ved dem, var det dog deres postmoderne karakter, hvor så forskellige personligheder som Rambo, Son of Sam og Stanley Kubrick ubesværet kunne namedroppes inden for rammerne af det samme sikre, associerende flow. Her var gruppen flere år forud for sin tid, selvom den indre drengerøv altså stadigvæk ikke fornægtede sig.

Men så var der altså selve musikken, og den var ved grød uangribelig! Her havde man ikke længere en ulmende fornemmelse af, at gruppen var hvide snigløbere mod en sort musikkultur, for gruppen vedkendte sig fuldt og åbent deres hudfarve. Ikke blot ved stadig at bruge rockinstrumenter, men også ved at sample fra navne som Beatles ("The Sounds of Science") og Ramones ("High Plains Drifter"). Dermed fik deres musik en uhørt progressiv spændvidde: Ingen genre eller tradition var hellig, når gruppen klippede sine collager sammen på en måde, som ellers - jævnfør foregående artikel - mest var kendt fra industrielle navne som f.eks. Cabaret Voltaire. Og i tidligere tider ville man have kaldt den spraglede, komplekst sammensvejsede "B-Boy Bouilla Baisse", der egentlig var monteret på samme måde som side 2 af Beatles' Abbey Road og Pink Floyds "Atom Heart Mother", for "prog" med sine mange, bratte skift i tempo, motiv og stemning. Men uanset om man befandt sig på det pornosoundtrack-agtige åbningsnummer "To All the Girls", den tordnende metalliske "Looking Down the Barrel of a Gun", den absurd opbyggede "Sounds of Science", banjo-intermezzoet "5-Piece Chicken Dinner" eller midt i bouillabaissen, var det stadig uden tvivl et hip hop-album, man havde roterende på tallerkenen. Bare ét, der allerede havde foden langt inde i det følgende årti, og som allerede før Murens fald lagde våbnene, kiggede en større, rigere, åbnere og - også - mere forvirrende verden direkte ind i øjnene og sagde: "Lad os se, hvad vi kan bruge hinanden til".

Dét var den tilsyneladende utilgivelige forbrydelse, Beastie Boys begik i '89 med Paul's Boutique. En forbydelse, som blot et par år senere, hvor alle havde ufatteligt travlt med at melde ud, at de skam godt kunne lide pladen dengang, ikke blot var blevet tilgivet, men ophøjet til en heltedåd.

Men jeg er ærlig, når jeg siger, at der sad tre bonderøve i det mørke Jylland, som allerede kunne se skriften på væggen den sommer, og ikke blot bød udviklingen velkommen, men klappede hinanden så meget desto mere på skuldrene mens venskaber, som til dels var opstået af praktiske årsager, blev til noget, vi skulle komme til at huske og skatte på livstid. Mange folk har været inde over mit liv siden, men ingen - ingen - vil nogen sinde komme til at betyde så meget for mig som drengene fra Voel, som jeg ikke blot voksede op med, men var ved min side, da en mere farverig, dynamisk og lys æra åbnede sig for os alle sammen .

I Downtown, Moskva. I Downtown, Brooklyn. Og i Downtown, Ingensteder.

1 kommentar:

  1. Skide godt skrevet. Bare for at være tværs .

    Sugarhill Gang? Hyg

    SvarSlet