onsdag den 1. juni 2011

Nye lytninger del 2: Hasse & William, Feo og Blue Sun

Af de mange forskelligartede personligheder, 60'ernes hippiemiljø kastede af sig, har meget få været lige så vedholdende og kompromisløse som TømrerClaus. I 70'erne nåede han at spille sammen med stort set alle, der betød noget - fra Skousen & Ingemann over Totalpetroleum og Gry til Sølvstjernerne - og soloalbummet TømrerClaus (1978) er en uomgængelig dansk syrerock-klassiker i egen ret. Da punken kom til landet, arbejdede han sammen med bl.a. Sods og Martin Hall, ligesom han selv kom med bud på en slags new wave med Boline Band. I 90'erne startede han så Dream City med Peter Ingemann og Søren Berlev samtidig med, at hans webbutik, www.karma.dk, blev stedet for dem, der ville holde flammen og klangene fra 60'erne og 70'erne i live. I dag har han udviklet sig til en uundværlig kulturarkivar, som, via Karma, ikke blot har genudsendt stort set alle pladerne fra dengang, men også udgivet nye med hidtil ukendt, ofte væsentligt materiale. Og ikke kun med Beefeaters, Pan, Young Flowers og hvad har vi, men også uomgængelige postpunk-navne som Before og Moral.

Gennem nogle år har jeg langsomt købt mig ind på Karmas nærmest bundløse katalog, og jeg er stadig i gang. For lad mig sige det sådan: Sitet er en regulær slikbutik! Ganske vist har jeg aldrig betragtet mig selv som hippie - dertil er jeg alt for meget et barn af '76 og '89 - men har man, som jeg, bare en lille forkærlighed for det skæve og forskruede, er der meget at komme efter her. For hippietiden var ikke kun Sebastian og Savage Rose, selvom de så absolut også kunne noget - under dem fandtes der en frodig underskov af folk, som på hver deres facon søgte nye musikalske udtryk. Og som i øvrigt ofte gjorde det med kroppen og sjælen som indsats. Til dem er Karma-sitet én stor hyldest - og man kan sagtens hylde med!

Tag nu Hasse & William - to billedkunstnere, der musikalsk først gjorde sig gældende i de første udgaver af Steppeulvene efter Eik Skaløes exit og bl.a. medvirkede på klassikeren "Du Skal Ud Hvor Du Ikke Kan Bunde". Nu var Steppeulvene jo ikke ligefrem kendt for at være puritanere. Det var guitaristen/sangeren Hasse Levy og violinisten/sangeren William Skotte Olsen bestemt heller ikke, og som Green Grass Hara Ghash - en samlet udgave af lp'erne Green Grass i Aalborg (1970) og Vandreudstilling Hara Ghash (1971) - til fulde demonstrerer, mistede de intet i vildskab og udkullet opførsel, da de sammen fortsatte under navnet Green Grass Group. I øvrigt med fremragende musikere som Bjørn Uglebjerg, Tommy Bas Petersen og Peter Ingemann ombord.

Mangt og meget på cd'en lyder som løse jams, der blev indspillet i den ene eller anden form for rus, hvad det sikkert også var. I det hele taget er det nemt at skyde makkerparrets udskejelser ned fra et teknisk perspektiv. Ingen af dem var fremragende sangere, og helt galt gik det, når de - som de ofte gjorde - forsøgte sig på kartoffelengelsk. Når stimulanserne kom ind, begyndte takterne og samspillet at hænge - sjovt for dem, men mindre sjovt for en nutidig lytter - og det var simpelthen heller ikke altid, at materialet overhovedet var der. Det, der så alligevel gør cd'en til en lille skattekiste, er det faktum, at de to uanset hvad spillede røven ud af bukserne - og at de to plader samtidig rummede masser af klare øjeblikke, som naturligt ville have hørt til 70'ernes danske sangkanon, hvis ikke prduktionen kun var udkommet i et begrænset oplag på et pladeselskab, hvis hovedkontor i Aalborg endda brændte ned kort tid efter. Med udgangspunkt i en stenet, akustisk udgave af lyden hos Dylan og The Band voksede numre som "Don't Be Upset", "Honey Baby" og "Aldrig for Sent" til små, uhyldede klassikere, og specielt de mange dansksprogede numre på Vandreudstilling Hara Ghash - det mest konsistente af de to albums - trækker stik hjem. Hør blot den sitrende, skrøbelige "Du er Min Allerbedste Ven", den akustiske flipperhymne "Her på Bjergets Top" eller "LSD-sang/Tag på Tur", der placerer sig et helt eget sært, flydende sted mellem folkevisen og ragaen. Dansk syre fås simpelthen ikke bedre - i hvert fald kun meget få steder!

Hverken Hasse eller William findes længere. Hasse flyttede til Brumleby, hvor han efterfølgende kun skrev meget lidt - og dét i et anderledes spagfærdigt, indadvendt tonefald. Et dejligt udvalg af denne sene høst fås også via Karma på Hasses Sange (2003), som jeg på det kraftigste kan anbefale. Han døde i '89. William - den "vilde mand med violinen" - holdt frem til 2005, men slæbte sig gennem en meget ujævn tilværelse, der skiftevis bød på hyldede ferniseringer, slumstormeri og en indlæggelse på Sankt Hans. Jo, røgelsespindene blev somme tider brændt i begge ender...

...det gjorde de sådan set ikke for Rudi Albertsen, hvis sangstemme dog også er forstummet i offentligheden i dag. Dog mindre på grund af stoffer og udsat livsstil end - ser det ud til - en almindelig desillusion over pladebranchen. For trods stor opbakning fra Poul Bruun - en af de store i 70'ernes og 80'ernes musikindustri - lykkedes det aldrig at breake ham til det punkt, hvor han kunne leve af musikken, selvom klassikeren "Bedstemor" ellers blev spået alle hitchancer. Han var ellers en småsyret folkesanger af samme støbning som Povl Dissing med sin meget ekspressive vokalføring, som han vist nok tillagde sig i et forsøg på at give den samme rækkevidde som Jimi Hendrix's guitarspil. Og her er netop "Bedstemor" - den hysterisk-humoristiske vise om oldingen, der rådner derhjemme blandt minder og madrester - et godt eksempel: Her skulle man i passager tro, Rudi sang med wah wah-pedal! Men ellers er de to lp'er med bandet Feo, Karma har samlet på Bedste på den Fede Måde - Eg Meini Teð (1971) og Filtskolyd (1974) - ganske afdæmpede, akustiske affærer med brug af tværfløjte, slagbas og guitar. Det første udspil endda et meget afrundet værk, der er omkranset af titelnummeret. Ind imellem får man så en række klare, charmerende instrumentalnumre samt ikke blot "Bedstemor", men også bl.a. den spacede "Rundgang", hvor Rudi undervejs kuller helt ud i en række kosmiske råb, gutturale lyde og skrig, som netop ikke lader Hendrix meget efter. Filskolyd, derimod, var mere en regulær samling numre uden antydningen af ramme eller tema, hvad materialet dog ikke blev dårligere af. Her var den klareste opfølger til "Bedstemor" den marcherende, rablende "Kampsang", der tog groft pis på den yderste venstrefløjs militante pacifisme, men var signalet mere afdæmpet på sange som "Sjales og Sara", "Kærlighed" og "Fred Hviler Over Land og By", illustrerede det kun bredden af Rudis talent, som ikke blot var satirisk, men også kunne være indfølt poetisk.

Men af ræset stod han ikke desto mindre, den blinde sanger, hvis førerhund, Snude, ofte gav den som gæstevokalist ved hans koncerter. Det kan man ikke sige om flertallet af medlemmerne i Blue Sun med Jan Kaspersen som ankermand, der gik hen og blev væsentlige aktører på 70'ernes jazzrockscene. Og selv kunne Blue Sun - Dan Turélls danske yndlingsorkester - også med al ret kaldes tidlig jazzrock. Men med den væsentlige forskel, at hvor senere bands i samme stil ofte forfaldt til enten kvalmende solisteri eller alt for stramme, kedelige kompositioner, var Blue Sun ved overgangen til 70'erne dybest set et psykedelisk rockorkester med masser af horn, der ganske vist havde "numre", men aldrig spillede dem ens fra gang til gang. Og gruppen spillede sin kosmiske jazz som ét stort, velsmurt lokomotiv - befriende befriet for egoer og med et konstant åbent øre for musikken. Den første og bedste line-up blev dog aldrig foreviget ordentligt på plade, siges der, hvorfor Karma satte sig for at skrabe de koncertoptagelser sammen, de kunne, som var der. Det blev så til albummet Live 1970 - i øvrigt solgt i følgeskab med allehånde undskyldninger for den "tvivlsomme lydkvalitet" - som jeg endte med at få op under neglene. Og lad mig sige det sådan: Jeg kan altså godt leve med en smågrumset lyd, når man tydeligt kan høre signalet og idéerne i musikken. Og hos Blue Sun anno 1970 var de fremragende! Hør blot åbningsnummeret - Jesper Zeuthens "Katedralen" - der undervejs vokser til en stor, smittende, dansetrinsudløsende bølge af lyd. Eller den sart sitrende "Aum", hvor Zen-agtige sax-meditationer duver hen over Dale Smiths næsten haiku-lignende lyrikrecitation. Eller den sejt swingende "John Henry", der er kværnende, minimalistisk soul på syre samtidig med, at den amerikanske regerings holdning til hash får en gang røg. I disse tre indledende numre etableres gruppens spændvidde, og som en følge deraf byder resten af cd'en ikke på så voldsomme overraskelser - "Katedralen" og "John Henry" optræder sågar igen i anderledes optagelser. Men dejligt, friskt og energisk er hele albummet ikke desto mindre - ikke mindst på den første version af "Vinden Blæser", hvis melankolske tema i sig selv er nok til at skylle hele Mezzofortes produktion lige lukt ned i det dybeste helvede. Jeg må åbent indrømme, at jeg HADER jazzrock fra 70'erne af et godt hjerte - indtil videre er, i min optik, kun Can sluppet godt fra overhovedet at nærme sig dét felt. Men Blue Sun gav i dén grad genren et godt navn, må jeg sige, og køber du kun én cd af de tre, jeg har nævnt her, så lad det være Live 1970: Hør den og få alle dine værste fordomme afkræftet!

Men køb det hele, for pokker. TømrerClaus er gammel i gårde. Gammel nok til at have været der dengang - men også gammel nok til at vide, hvad der stadig holder. Lad det så hvile, at visse af udgivelserne fra Karma er kommet så hurtigt fra hånden, at hæfterne rummer stavefejl o.lign. Outputtet er ikke perfekt. Men man skal være fandens taknemmelig for, at man overhovedet har mulighed for at høre denne musik i dag - så kom i gang!!!

Next up: Formidable Vrag fra Århus samt 2 X Aalborg: Den Lille Prins / Foreningen til Livets Beskyttelse som repræsentant for 70'erne, The Seven Mile Journey som ditto for nutiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar