lørdag den 4. juni 2011

Nye lytninger del 3: Vrag, Den Lille Prins, The Seven Mile Journey

Jeg vil sådan set fortsætte dagens gennemgang af musikalske knaldperler dér, hvor sidste ombæring sluttede: Med at dykke længere ned i den bunke af gammelt guld, jeg for nylig fik hjem fra Karma.

Her støder jeg så på Greatest Hits 1967 - 2002 fra bandet Vrag - Dan Toke, Carsten Berthelsen, Frank D. Jensen, Karma-bagmanden TømrerClaus og Peter Olufsen, som også er manden bag kender-selskabet Olufsen Records, der har udsendt albummet. De første 15 numre, der først udkom på lp i '87, skulle efter sigende have været indspillet hos Tømreren selv tilbage i '67, men dét må vist siges at være en sandhed med modifikationer: Man skal ikke have ret meget forstand på lydproduktion gennem tiden for at kunne høre, at lyden på albummet klart mere er et produkt af 80'erne end 60'erne, ligesom der ind imellem optræder både lydeffekter og instrumenter (bl.a. en sampler!), som ikke engang var opfundet i The Summer of Love... Jeg tvivler i og for sig ikke på, at store dele af vokalerne, guitarerne og rytmesporene kan være være gamle optagelser, som er blevet støvet af og efterbehandlet, men det samlede lydbillede er egentlig at betragte som et historisk falsum.

Så meget sagt er Greatest Hits 1967 - 2002 ét af de fire-fem bedste albums, som overhovedet er vokset ud af den psykedeliske, danske rocktradition - helt oppe at ringe i samme luftlag som Steppeulvene, Skousen & Ingemann, Spids Nøgenhat og Tømrerens egen, første solo-lp. Dels fordi materialet på studieindspilningerne er ekstremt slidstærkt og pletfrit, dels fordi Vrags lydbillede på dette album er et stort og broget, men dog sammenhængende rodsammen af influenser, der rækker fra Jimi Hendrix over Frank Zappa, The Fugs og amerikansk vestkystlyd over den store folkrock-tradition til endda, i et vist omfang, punk og new wave. På dén led har pladen kun nydt godt af bagmændenes revisionistiske tilgang til materialet. Og man kommer virkelig hele vejen rundt: Fra det indvendt poetiske ("Vrag", "Modstation", "Støv") over det lettere pjattede ("Du Danske Sommerdag", som nærmest er dansktop badet i syre og pipfugle!) og forvræget feststemte ("Jeg Kom Temlig Sent i Seng") til de herlig udflippede flerleds-kompositioner "Kistesuiten" og "Det Kosmiske Stoppested", hvor der virkelig lukkes op for godteposen med mærkelige lydeffekter og absurd-satiriske indfald. Tag bare selve "Kisten på Vej", der indledes og afsluttes med én af Hitlers taler fra Nürnberg, udvikler sig til en gang rablende bluesrock og kulminerer i udsagnet: "Der er tre ting, din fører kan gi' dig: En kiste, en kylling og en Volkswagen". Hvorefter resten af "Kiste-suiten" udvikler sig til ét stort, urovækkende syretrip, der slutter med, at låget klappes ned over én! "Det Kosmiske Stoppested", derimod, er kosmisk folk med ringlende klokkespil og fjerne, lokkende spøgelseskor, der forløses i den surrealistiske fællessang "Dada-hymnen". Og med den guitarfræsende reprise af "Vrag" føres man ud af det oprindelige album.

Derefter trakteres man med endnu fire optagelser: To fra en genforening i 2000, som er fine, men ikke blændende, samt to koncertoptagelser fra henholdsvis 1977 og 1978, der på tilsvarende vis ikke rigtig gør til eller fra. Men herfra skal der bestemt ingen tvivl herske om, at det oprindelige opsamlingsalbum fra ´87 er en dansk rocklassiker af et sådant format, at alle burde kende det, og at man såmænd heller ikke tager skade af at købe denne udvidede version!

Vrag kom oprindeligt fra Århus og koketterede med at være en "østkystgruppe". Trækker man en linje lidt over 100 kilometer nordpå, kommer man til én af mine egne, gamle hjemstavne, nemlig Aalborg, som også sydede af musikalsk aktivitet i 60'erne og 70'erne. Først med Jomfru Ane Band, som i grunden var et sammenrend af instrumentalister, tekstforfattere og skuespillere fra hele landet, kom byen for alvor på landkortet, men inden da havde området (mere specifikt Agersted!) især fremavlet kollektivet/bandet Den Lille Prins, som allerede inden dannelsen havde udsendt albummet Foreningen til Livets Beskyttelse (1971) på det lokale selskab Spectator. Her hed selve gruppen også stadig Foreningen til Livets Beskyttelse og gjorde sig vel dybest set i en spillemandsrock af den type, samme område senere i 70'erne skulle blive kendt for gennem Kræn Bysted. Bare med et mere syret, indadvendt udtryk og - til tider - en stærkere politisk/økologisk bevidsthed.

I lang tid var både dette album og efterfølgeren Den Lille Prins (1972), som udkom på det københavnske selskab Odeon, umulige at komme i nærheden af, men også på dét plan har Karma så altså været behjælpeligt, idet Tømreren i 2005 samlede det bedste fra begge albums på cd'en Hippieology Vol. 1: Den Lille Prins / Foreningen til Livets Beskyttelse 1971 - 1972. På en måde en udgivelse, som giver et småforskruet billede af orkestrets profil, eftersom netop meget af spillemandsmusikken er klippet fra, så gruppens egne, mere syrede sange dominerer repertoiret. Men lad nu dét hvile: Det er såmænd heller ikke som om, man mangler akustisk guitar, violin, skomagerbas, jødeharpe og hvad har vi på det resterende. Specielt ikke på et nummer som den fejende "Ulster (Det Glade Vanvid)", hvor den ikke får for lidt med vadmel og nissehue. Hvilket på sin vis også er fint nok. Jeg dog nok indrømme, at det ikke er denne side af gruppen, som taler mest til mig.

Så er der straks mere at hente i f.eks. det dunkelt duvende åbningsnummer "Elverkongen", som viderefører folkevisens eventyrunivers i et både mere naivt og politiseret setting. Sangerinden Susanne Hamiltons stemme, der ikke er ubeslægtet med Pia Raugs, har en afvæbnende piget kant, som af sig selv piller betonen ud af bandets socialisme, og selvom pointen i "Elverkongen" selvfølgelig er at gøre ham til et billede på den kapitalistiske skurk, er der masser af whimsy og mærkelige, poetiske sprogbilleder undervejs. Selv den ellers lidt kluntede og firkantede folkbluessang "Mågens Fortælling om Livet", der handler om forurening, reddes i land af netop Hamiltons sødt-forurettede teenage-indignation og et over the top-billedsprog fyldt med ramlende dåser og døende skidtfisk. Men andetsteds på udgivelsen går de politiske pointer klart ind uden på nogen måde at undskylde for sig selv - som på "Betjent Larsen", hvor den lille embedsmand, der egentlig helst vil leve et liv i fred og fordragelighed, fanges i et voldeligt spil mellem overordnede og demonstranter og ender med at få en brosten i hovedet. Og så er der rene, surrealistiske lydflip som "Loppecirkus" (der lyder som sådan ét!) og "Folketinget" (halvandet minuts lallen og plapren), hvor man virkelig kan høre, at gruppen ikke kun var hørhoser og spelt, men også i dén grad formåede at more sig.

Alle de numre, som er nævnt her, stammer fra Foreningen til Livets Beskyttelse. På Den Lille Prins var udtrykket blevet mere professionelt og gennemarbejdet, ligesom Hamilton havde forladt bandet. Ingen af delene klædte efter min mening orkestret særlig godt. Sangene var muligvis blevet skarpere - hør især den glimrende "Cirkus i Byen" - men charmen og anarkismen var i vidt omfang væk. Dermed ikke sagt, at en sang som "Den Lyse Nat" ikke kunne have en smægtende grundtone af længsel, ligesom "U u uha" udviste lidt af den løsslupne musikalitet som "Loppecirkus", men det var bare ikke helt det samme, og Den Lille Prins lagde da også til land i 1975 efter aldrig helt at være blevet det, de kunne have været.

Hippieology Vol. 1: Den Lille Prins / Foreningen til Livets Beskyttelse 1971 - 1972 er da også, ganske modsat Vrag-albummet, en af de plader, der får én til at række ud efter skip-knappen, så man kan komme videre til især de Hamilton-dominerede numre. Men igen er man glad for, at den overhovedet findes - og ikke mindst at Karma gør!

Da Den Lille Prins stoppede, kværnede ovnene videre på Nordkraft. På gaderne blev hønsestrik og partisantørklæder et mere og mere sjældent syn. Sidst i 70'erne sad Fritz Fatal - senere fra Before - på Huset i Hasserisgade og klistrede fanzines sammen, mens han prøvede at spille primitiv punk sammen med Sparkplugz. I 80'erne etablerede punkerne og de sidste hardcore-hippier spillestedet 1000Fryd, der blev hjemmet for bands som VI og Büld - og ikke mindst det skjulte centrum bag mange af de historier, Jakob Ejersbo samlede i Nordkraft. I 90'erne hed de centrale orkestre Tritonus, Gargoyle, Sons of Cain, Paper Moon og A Bunch of Lonesome Heroes, mens folk mødte punk mødte metal mødte goth mødte grunge mødte country mødte hip hop. Og allersidst i 90'erne kom postrocken meget diskret til byen med sin meget diskrete charme.

Det allerførste band deroppe, som tog formen til sig, var nok hedengangne - og i øvrigt fremragende - Motrforstaerkr, men lige i kølvandet på dem dukkede The Seven Mile Journey op. En meget kvalitetsbevidst, seriøs og hårdtarbejdende kvartet, som byggede videre på den forfrosne, melankolske tone, mange Aalborg-bands havde udviklet op gennem årtiet, men penslede den møjsommeligt ud i lange, cinematiske instrumentalforløb, som vel oprindeligt først og fremmest videreførte arven fra skotske Mogwai. Efter debut-demoen The Seven Mile Journey fra 2001, som stadig så nogenlunde fulgte den internationale regelbog, udviklede bandet sig imidlertid i en mere og mere personlig retning, som foreløbigt kulminerede på det mørke mesterstykke The Metamorphosis Project i 2008. Men på den næsten nyudkomne Notes for the Synthesis tager bandet de næsten gotiske tendenser, som prægede forgængeren, længere ud end nogen sinde før - både hvad angår mørke og lydstyrke. Man har en mistanke om, at der er blevet hørt en del metal i Seven Mile Journey-lejren siden sidst, for selvom bandet, der ellers startede med at være meget afdæmpet og disciplineret, før har skruet op for forstærkerne, hvis det var strengt nødvendigt, gør de det her tydeligvis med en vis fornøjelse. Og i øvrigt med et helt andet attack, end man typisk har været vant til. Dele af albummets omdrejningspunkt - den over 20 minutter lange "The Alter Ego Autopsies" - hamrer løs som i et andet doom-nummer, men er i øvrigt et mesterligt væv af melankolske melodilinjer, der bygger op til en serie af klimakser og forløsninger, uden at man dermed mister idéen om, at det er ét nummer, man lytter til hele tiden. Og efter at have tygget sig igennem denne lyd-monolit er man endda sulten efter mere! En respektindgydende indsats - og ét stort bevis på, at The Seven Mile Journey definitivt er gået fra at være lovende lokale opkomlinge til at være et band i sand verdensklasse!

Men der er mere. Der er den maleriske blanding af guitarskygger og næsten funky trommer i "Simplicity has a Paradox". Der er den forcerede - ment på bedste måde - marcheren i "The Engram Dichotomy", der hele tiden truer med at vælte, men mirakuløst formår at holde sig på benene. Der er den afdæmpede, atmosfæriske "Transits", der på lidt samme måde hele tiden er ved at krænge over i noget virkelig brutalt, men munder ud i et suk lige på sprængningspunktet. Og endelig er der "The Etiology Diaries", hvor kraftigt behandlede, flimrende guitarlag á la Slowdive veksler med direkte metalliske udbrud. Og selv da de sidste toner af dét endnu en gang meget langstrakte nummer er klinget ud, sidder man stadig tilbage med appetit på endnu mere af samme skuffe.

Der skal absolut ingen tvivl herske om, at The Seven Mile Journey igen har overgået sig selv med Notes for the Synthesis. Endnu en ekstremt lovende etape i den syvmilerejse, hele gruppens karriere siden starten kan - og givetvis skal - ses som. I hvert fald har bandet altid fadet deres numre direkte over i det næste, og dette album er på dét punkt ingen undtagelse. Denne gang har man indtrykket af, at rejsen er nået så langt ind i mørkets hjerte, som den kan uden at blive selvdestruktiv, og man forventer sig spontant mildere toner, når bandet, der er notorisk kendt for at være længe om at undfange sit materiale, dukker op igen om nogle år. Men det er ikke engang sikkert, at Nicolai, Jakob, Morten og Henrik, som de fire medlemmer blot kalder sig selv på coveret, selv véd, hvor rejsen går hen endnu, og uanset hvad er jeg sikker på, at genhøret bliver interessant. Og at The Seven Mile Journeys samlede værker engang, når produktionen er afsluttet og den syntese mellem hårdt og sagte, repetition og udvikling, disciplin og løssluppenhed osv., dette album åbenbart kun betragtes noter til, er afsluttet, kan samles i et usædvanligt smukt, konsekvent og sammenhængende bokssæt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar