lørdag den 4. juni 2011

Om idoler

Idoldyrkelse er tåbeligt. Lyder det fra en mand, som gennem størstedelen af sit liv har været uhæmmet fan af ikke så få personligheder, men som også har måttet se dem alle fejle eller tabe værdi før eller siden.

Mit første idol - fra helt tilbage i 2. - 3. klasse - var givetvis Bjarne Reuter. Hans bogserier om Bertram og Bjørn gled ned i min mindreårige løgnhals som sirup, og eventyrromanen Slusernes Kejser var længe, for mig, indbegrebet af smuk litteratur. Den dag i dag er hele den måde, jeg skriver på, delvist bygget på Reuters meget præcise, nærværende og til tider groteskt morsomme prosa. Han havde kun én fejl: At han begyndte at hellige sig voksenbøger, før jeg var voksen nok til at læse dem...

Hvor Reuter slap op, tog Shubidua over. Da jeg var 11-12 år, kunne jeg hele dén gruppes bagkatalog udenad. Desværre faldt det sammen med den periode, hvor Michael Bundesen var ude af gruppen, og selvom jeg selv i dag ikke synes, Shubidua 11 er så forfærdelig en plade, var man pludselig til grin, hvis man kunne lide gruppen. En ikke uvæsentlig ting i skolegården. Så jeg stod af, og det viste sig at være en fin disposition, eftersom bandet efterfølgende forfaldt til at være et pinligt dansktoporkester.

Næste gang lynet for alvor slog ned, var det i form af Depeche Mode. Der var simpelthen ikke nogen, som skrev bedre sange end Martin Gore, og ingen på kloden kunne have sunget dem bedre end Dave Gahan. Fra jeg var 13 til omkring det tidspunkt, hvor jeg fyldte 16, talte jeg hele tiden ned til onsdag, hvor jeg fik ugeløn, så jeg kunne slæbe mig op på cyklen og - i al slags vejr - rulle ind til Pladeshoppen i Silkeborg, hvor jeg inkasserede ugens maxi. Jeg var sådan set ved at udvikle mig til én af den slags psykofans, som ikke kunne leve uden at have hver eneste single fra gruppen i samtlige tænkelige formater. Hvilket, hvis man véd lidt om de 117 forskelligt farvede vinyludgaver, der blev lavet af hvert udspil i specielt det daværende Vesttyskland, ville have været en opgave i mammutklassen. Heldigvis, på en måde, kom 101 i vejen. Jeg prøvede ihærdigt, men jeg kunne simpelthen ikke hidse mig op over dét koncertalbum, og i samme periode opdagede jeg spændende, nye bands i døgndrift, så Gore og Gahan måtte se deres plads i mit univers blive væsentligt formindsket. Min interesse for gruppen er dog overlevet til i dag: Der har været suveræne og mindre suveræne albums siden, men helt har jeg aldrig svigtet Depeche Mode. Måske fordi de kvalitetsmæssigt aldrig helt har svigtet mig.

Derefter faldt musikidolerne tæt. Der var Robert Smith fra The Cure (syndefald: Wild Mood Swings), Siouxsie & The Banshees (syndefald: The Rapture), U2 (All that You Can't Leave Behind), Kraftwerk (Tour de France Soundtracks og retssagen mod Wolfgang Flür), Nick Cave (Murder Ballads), Death in June (The Rose Clouds of Holocaust), PJ Harvey (Stories From the City, Stories From the Sea), Smashing Pumpkins (Adore), Martin Hall (for mange ujævne plader og dårlige kronikker), Sort Sol (gruppen blev til en børnehave under og efter Snakecharmer) og Pulp (gik bare i opløsning). En helt speciel plads havde - og har - Ian Curtis fra Joy Division, hvis eftermæle det musikalsk og lyrisk er umuligt at rokke ved, eftersom han døde efter blot to helt perfekte albums. Han er måske det ene idol fra mine teenageår og tyvere, som i ét eller andet omfang er blevet stående, selvom billedet af hans privatliv med tiden er blevet mindre kønt, end det engang var. Men så igen: Han valgte jo at begå selvmord, manden, så selv dér er det reelt svært at bære nag. Han er beyond, og sådan er dét! Men netop selvmordet er ikke just en forbilledlig handling...

Litterært var Michael Strunge virkelig the man, da jeg som 15-årig begyndte at skrive digte, og jeg var gennem de første fem år af min produktion ganske enkelt et plagiat af ham. Men jeg var så til gengæld heller ikke ret meget over 20, før det gik op for mig, at den gode del af hans produktion kunne skæres ned til 2-3 bøger. Jeg græd den dag, Dan Turéll døde, men let's face it: Meget af det, han skrev, var mere underholdende, end det var interessant. Ligesom Hall har Søren Ulrik Thomsen, trods en veludviklet kvalitetskontrol, efterhånden skrevet en tåbelig kronik eller to for meget, og Per Højholt døde ganske vist på toppen, men jeg har endnu ikke magtet at tygge mig gennem Auricula. Selv mit litterære forbillede over dem alle, Sophus Claussen, har begået et par bøger, der åbenlyst var noget værre lort. Og bedre står det ikke til med udenlandske forbilleder som Baudelaire (one trick pony), Burroughs (ditto), Ginsberg (ujævn), Boris Vian (skøn prosaist, rædselsfuld lyriker), Paul Celan (til tider tåbeligt hermetisk), Homer (kunstlet), Shakespeare (endnu mere kunstlet!) og Gertrude Stein (den måske mest kunstlede af alle!). På det seneste har jeg set lidt af et lys i Walt Whitman, der både var visionær, en blændende stilist og en gudbenådet kommunikator, men han var et one off: Så meget sit eget fænomen, at ingen kan lade sig inspirere af ham uden at komme til at virke som en lallende amatør i forhold. Og i den forstand er han derfor ikke et muligt idol, men nærmere en brillant anomali.

Så er der endelig lidt løsøre fra andre livssfærer. Som f.eks. Aleister Crowley, hvis skrifter stadig i perioder optager mig kraftigt. Han var bare hverken ufejlbarlig eller et specielt behageligt menneske. Jesus slår mig, når jeg går til Det Nye Testamente med åbne øjne, at have været en meget moderne, humanistisk oprørsskikkelse, hvis visioner end ikke i dag er fuldt gennemførte, men i hans tilfælde er problemet alle de idiotiske fortolkere af hans ord og gerninger, som fulgte efter. Og nej, jeg tror ikke på, han bogstaveligt talt fór til himmels... Lao Tzu gjorde sådan set også alt rigtigt, mens han levede, men alligevel voksede der en tåbeligt kultisk og organiseret religion ud af Tao Te Ching, som på mange måder er stik imod værkets hensigter. Hvorfor det ikke må have været godt nok skrevet i første omgang. Og så er der endelig en del personer i mit liv, som stadig er forbilleder - bedstemødre, bedstefædre, oldeforældre og, ja, til en vis grad også mine egne pukkelryggede. Men hver og én er eller var de samtidig så forbandet menneskelige med alt, det medfører af kanter, ujævnheder, inkonsekvenser og fejl. Intet problem i dét - tit er netop dét en af grundene til, at jeg holder af dem. Men det er jo netop en del af idolets natur, at det er - eller i det mindste næsten er - uantasteligt.

Men den slags er mennesker bare ikke. Vi er levende, åndende væsner, der snubler, fejlbedømmer, bliver ældre og mister grebet. Ikke ét ud af de fem-seks milliarder eksemplarer af arten Homo Sapiens Sapiens, som befinder sig på planeten Jorden lige nu, er for alvor værd at sætte op på en piedestal. Og det er ikke så underligt, for det var der egentlig heller ikke nogen af vores forgængere, som var. I de sjældne tilfælde, nogen har forsøgt at gøre det samme med mig, har jeg da også - bevidst eller ubevidst - gjort alt, jeg kunne, for at skuffe dem, for hvad fanden er det egentlig for noget at gøre mod andre mennesker? Når man først står deroppe, er der jo kun én vej, og det er ned.

Så belært af både erfaring og personlig skade er jeg med alderen holdt op med at have idoler. Der er geniale, indsigtsfulde, skæve, stærke, dygtige, dejlige, uforudsigelige og hjertevarme mennesker derude i flokkevis, man kan lære noget af på ét eller flere planer, men ingen kan i længden bestå semi-guddommelighedens lakmusprøve. Og det skal de heller ikke. Det er synd for os, det er synd for dem!

Så drop at være "fan". "Tilhænger" rækker. Og lad os så komme videre med vores grusomme, farverige, nedslidende, opløftende og vanvittigt kraftfulde liv hver især. Det er jo for pokker dét, det hele til syvende og sidst handler om!

1 kommentar:

  1. Spændende og vedkommende læsning, der fik tankerne i gang. Og der kan nikkes genkendende til det med syndefald. Også i dem, du nævner. Dog er jeg ikke enig i Adore, Stories from the... og 101 som syndefald ;)

    SvarSlet