onsdag den 22. juni 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 1: Mike Oldfield

Det var sommeren 1984. Måske er det bare erindringen, der gør billedet mere idyllisk, end det egentlig var, men jeg husker det som en lang, varm periode med høj sol om dagen og lifligt faldende dug i de små timer. Selv var jeg inde i mit 10. leveår og fyldte - til lokalbibliotekarens både store forbavselse og udtalte stress - mit liv med obskur litteratur om rumfart. Spagt talte NASA - som de stadig gør det - om en mulig rejse til Mars, men for mig var det ikke nok. Jeg ville ud til stjernerne. Ud, hvor alt var muligt. Væk fra den rådne, anløbne jord med atomskyerne og de dumpede gifttromler. Og var jeg selv nødt til at finde den magiske formel, som kunne sende menneskeheden afsted, måtte det være sådan. Så jeg bestilte, som antydet, litteratur hjem, som hørte til på universitetsplan, og fattede mindre af det hele, end jeg ville være ved.

Men Mike Oldfield fattede jeg. 100 %. Sådan da.

Min kærlighedsaffære med hans musik startede - som så meget andet før og siden - på P3, hvor den luftige, lette, længselsfulde "To France" var sommerens store hit. For mig kunne France, når jeg lyttede til Oldfields guitar, lige så godt have været Epsilon Eridani. Mine ører var vante til Shubidua og Gasolin - begge fine nok bands dengang, men de havde altså halm i træskoene - så for mig var kombinationen af Maggie Reillys æteriske stemme og guitarheltens sensitive, ofte endda lettere overjordiske tone ikke blot musik, men noget, der satte mit sind fri fra banale jordiske bånd. Kort sagt: Den plade måtte jeg have. Og selvom jeg vist stadigvæk kun fik 60 kroner af mine forældre i ugeløn, sparede jeg op i fire uger, overtalte min mor til at rulle mig ind til den lokale storby, Silkeborg, og købte mine første to vinylskiver på én dag i den desværre hedengangne superbiks Pladeshoppen: Discovery (Virgin Records), som "To France" kom fra, og Ray Parker Jnr.s "Ghostbusters". Sidstnævnte titel fik et kort, sølle liv og blev senere solgt videre til en klassekammerat for en slik, men til gengæld var det blevet november og mørkt, forblæst efterår, før Discovery endelig tabte pusten.

Skal jeg forsøge at rekonstruere, hvad der dengang tiltrak mig så enormt ved det album - ud over de ting, jeg allerede har peget på - var det nok dét, at pladen (et sent progrock-mesterværk, som den var) var præget af en nysgerrighed, som flugtede med min egen. Sværest havde jeg det - efter et stykke tid - med den regelret poprockede "To France" samt titelnummeret og "Tricks of the Light", som på sin vis, med Barry Palmers potente vokal i front, tangerede decideret pikrock. Jeg var ikke kommet til den plade, fordi jeg ville have noget at danse og spille luftguitar til. Jeg var kommet til den for at finde en port ind til musikalske og mentale rum, jeg ikke havde været i før - for at få en indre rumrejse, om man vil - og der fejlede de numre til dels. Men så var der til gengæld så meget andet på Discovery, som virkede. Oldfield var jo - når alt kom til alt - et barn af den psykedeliske æra, selvom han her tog noget af new wavens ligefremme sangstrukturer og mere kontante drive til sig, og det hørtes på de rige lag af flanger, distortion, reverb og ekko, han dyppede sine strenge i. Og på selve sangene, som siden er blevet genbrugt på diverse klamme "ambient"-kollektioner pakket ind i snotdumme billedfantasier, Tolkien ville have skudt sig selv, hvis han vidste, at hans sublime eventyrunivers havde inspireret. Dengang ville Mike Oldfield sandsynligvis også have åbnet ild mod enhver, som foreslog, at hans musik skulle ses i dét lys, for det var tydeligvis kunst, han var ude efter at bedrive. Sange som den keltisk højstemte "Saved by a Bell", den sublimt monotone "Crystal Gazing" og ikke mindst "Poison Arrows", hvor en blanding af anslagsfølsom guitar, cirklende orgler og hylende ulve pumpede liv ind i en grum tekst om rygstikkeri, var tydeligvis ikke skrevet for sjov. På "Talk About Your Life" blev elementer fra "To France" genbrugt i en form, der var anderledes svævende og lyrisk, og så var der selve "The Lake". I dag, hvor punkens "three chrords and the truth"-dogme har gennemsyret mig, siger denne progressive sødsovs af klimprende guitarer og keyboards mig ikke en skid - modsat hovedparten af Discovery - men dengang var nummeret totalt mindblowing! At man virkelig kunne lave musik på den måde!!! At en sang kunne vare mere end tre minutter, gøre andet end at slå på to og fire, køre rundt i et par gode riffs og levere et omkvæd... Ufatteligt! Vil jeg have den slags i dag, går jeg hellere til tidlig Tangerine Dream, må jeg tilstå - mere nerve, mere kosmos, mere innovation! - men "The Lake" overskred for mit vedkommende det mentale Rubicon, hvor en sang ikke længere bare var noget, man kunne klappe med på ved en folkefest i hallen, men kunne være hvadsomhelst, hvis man havde modet og tålmodigheden til at lytte efter.

Discovery blæste mig ikke blot ud til Epsilon Eridani, men længere bort endnu. Ud til galakserne, hvorfra mange nok vil mene, at jeg aldrig nogen sinde er vendt tilbage, selvom det aldrig lykkedes mig at finde mirakelformlen, der én gang for alle kunne løsrive mennesket fra det gamle, udpinte solsystem...

Lad det så hvile, at jeg siden har hørt store dele af yderligere Oldfields produktion igennem og fundet den enten for vævende, for poppet eller for nem. Lad det hvile, at mine klassekammerater mobbede mig, fordi Hr. Oldfield var betragteligt særere end Michael Jackson og Madonna. Lad det hvile, at selv Discovery med tiden er blegnet en del i forhold til senere, mere radikale lytteoplevelser. Det var pladen, der én gang for alle satte dagsordenen for de næste efterhånden 30 års musikentusiasme.

Men henne i de ene hjørnet af klasseværelset på Voel Skole sad klassens urolige dreng allerede dengang og fablede om et blegt, mærkeligt og hårdtslående britisk orkester ved navn Depeche Mode...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar