fredag den 24. juni 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 3: Joy Division

I 1988/89 faldt de albums, som ændrede min livsbane og/eller bare var ekstremt gode, tæt. Musikhistorisk var det nogle magiske år, hvor en række gamle postpunk-navne toppede - som The CureDisintegration, Siouxsie & The BansheesPeepshow og New OrderTechnique. I rockundergrunden mødte indiestilen tidens nye danserytmer på f.eks. Happy Mondays' Bummed, The Falls Extricate og The Stone Roses' selvbetitlede debutalbum. Housescenen fik sit første helstøbte hovedværk i form af Bomb The Bass' Into the Dragon, og hip hop var inde i en særdeles spændende, progressiv udvikling på udgivelser som De La Souls Three Feet High and Rising, Public Enemys Fear of a Black Planet og Beastie Boys' Paul's Boutique. Og på metalscenen begyndte Metallica at udvise et format, som rakte ud over den blotte og bare headbanging, på ...And Justice for All. Alt dette nåede direkte eller ad omveje mine pivåbne øregange, og Beastie Boys vil senere få et par ord med på vejen, men også i historisk forstand faldt mine væsentlige lytninger tæt i de år. Det var i disse år, jeg fik smag for Sort Sol, Martin Hall, Throbbing Gristle, Sonic Youth, Sex Pistols, Cocteau Twins, Einstürzende Neubauten, The Sisters of Mercy og ikke mindst industrial-pionererne Cabaret Voltaire, hvis Live at the YMCA jeg kommer til i næste ombæring. Men det måske allermest uafrystelige og besættende, der strømmede igennem mit system dengang, var Manchester-bandet Joy Division.

I kølvandet på Depeche Modes altafgørende Black Celebration søgte jeg naturligvis videre efter mere elektronisk musik af samme støbning. Nu ikke at der var så meget. Aflæggeren Erasure var inde i en god stime på det tidspunkt, så dem tog jeg til mig, ligesom Bronski Beat og Frankie Goes to Hollywoods bastante gay-disco til tider fangede min interesse. Pet Shop Boys var ikke til at komme udenom - fra Actually og fremefter havde de ikke blot sprøde, spændstige og stemningsfulde melodier, men også en snert af det mørke, jeg elskede hos Depeche. Men allertættest på at ramme plet var Manchesters New Order med 12"-opsamlingen Substance 1987. Jeg knuselskede det strejf af melankoli og regnvejr, der altid lurede i selv deres mest storladne, hårdtpumpede disco-workouts, og sommeren '88 fandt sit naturlige soundtrack i form af sange som "Blue Monday", "Temptation", "Bizarre Love Triangle", "Subculture" og "True Faith". Kun to numre på opsamlingen havde jeg til at begynde med lidt svært ved at greje: Den mørke, abstrakte "Everything's Gone Green" og den direkte rockede debutsingle "Ceremony", der steg og faldt i hårfin intensitet gennem et langt, komplekst forløb. De numre irriterede mig, men samtidig forekom de mig at være skjulte juveler, som bare ventede på at blive fundet. Og jeg fandt dem til sidst. Da sommeren var ovre, ville jeg nærmest ikke høre andet.

"Ceremony" var udstyret med den, for mig, mystiske sangskrivnings-credit "Joy Division". Og ved at bladre mig igennem Politikens Verdensrock og gamle numre af Mix fandt jeg ud af, at JD var en tidligere inkarnation af New Order, som åbenbart mødte sit endeligt da forsangeren, Ian Curtis, hængte sig selv d. 18/5 1980. Jeg lurede også, at der i de dage blev udsendt en retrospektiv opsamling med dét band, Substance 1977 - 1980, som jeg følgelig måtte have fingre i. Det lykkedes. Og jeg var solgt på stedet. Det følgende års tid gik med at få alt - og jeg mener alt - Joy Division nogen sinde havde lagt ned på bånd, op under neglene. Og hvor sommeren '88 havde stået i New Orders tegn, stod sommeren '89 i forgængerbandets.

Joy Divisions karriere var - modsat aflæggerens, som min intuition fortæller mig næppe er slut endnu, selvom navnet blev lagt på hylden i 2007 - kort og tænderskærende intens. Fra den spæde start i november 1976, hvor kernemedlemmerne, som endnu ikke kunne spille, dannede bandet efter en epokegørende koncert med Sex Pistols i Manchester Free Trade Hall, til den bratte afslutning i '80 nåede bandet at producere noget, som mindede om tre regulære albums: Den kompakte, tempofyldte Unknown Pleasures (1979), Closer (1980) og den retrospektive rodebutik Still (1981). Dertil en mindre bunke singler, flexier, compilation-bidrag, radiosessions og demoer. Alt sammen mere eller mindre opsamlet i boxen Heart and Soul (1997). Gruppen arbejdede som om den vidste, den havde døden i hælene, og musikken lød også sådan, kantet, atmosfærisk og dyster, men insisterende og dybt indfølt, som den var. Og hver eneste nummer, som blev gjort færdigt, var ikke blot rimeligt, men perfekt! Et forhold, som nu sikkert mest af alt skyldtes gruppens arbejdsmoral. Selvom Joy Division i dag regnes for at være et lidt arty band at lytte til, bestod det af arbejderklasse-knægte fra millionbyens mere lurvede forstæder, som havde den holdning, at hvis et stykke arbejde var værd at udføre, var det også værd at udføre ordentligt.

Af alt dét materiale var Closer nok det, som ramte mig dybest dengang. Bossen Tony Wilson fra Factory Records, som udgav albummet, beskrev engang udviklingen fra Sex Pistols frem til Joy Division som én, der gik fra "Fuck you!" til "I'm fucked!". I samme åndedrag så han Unknown Pleasures som det musikalske svar på en betontunnel, mens Closer, for sin del, blev set som en katedral. Et katedral, Gud ikke længere var til stede i, vil jeg for egen regning tilføje. Det var i hvert fald dét aspekt af pladen, som væltede mig totalt omkuld i sommeren '89, hvor min barnetro på mennesket og kærligheden fik et - sådan virkede det dengang - totalt skud for boven. For første gang i mit liv så jeg så klart, at alle samfundets og civilisationens absurditeter og uretfærdigheder slog imod mig med fuld kraft. Alt omkring mig virkede ækelt. Min blotte, bare menneskelighed virkede ækel på mig selv. Kun én person - min første store forelskelse - virkede entydigt modsat, for det skulle hun vel, men hun ville selvfølgelig ikke have mig. Og dét sår slæbte jeg i realiteten rundt på i nogle år. Der var intet oppe i himlen, jeg følte, jeg kunne forvente mig noget positivt af, og der var i realiteten ingen omkring mig, som tog mine alarmsignaler - som f.eks. at gå rundt med et slebet barberblad omkring halsen - alvorligt. Jeg var, ligesom en tom, menneskeforladt katedral, en skrøbelig konstruktion af høje idealer og tunge, kolde, udskridende sten. Så selvom jeg i bakspejlet godt kan se, at der skete en masse afgørende og fantastiske ting for mig i '89 - mit første band, mit første blad, mine første digte - ville jeg nok dengang have sammenfattet min situation i én eneste replik: "LAD MIG DØ!!!"

Og vil man sige det på en anden måde, var den fortabte romantiker Ian Curtis, hvis egentlige historie man dengang ikke vidste så meget om, som man gør i dag - i virkeligheden var han vist mest et offer for epilepsi, dårlig medicin og ægteskabelige skyldfølelser - i dén sammenhæng det perfekte idol. Og Closer den perfekte plade at slukke lyset til. Skulle man mene. Og dog, men det kommer vi til.

Der hvilede - og hviler - et uhyggeligt klart lys over pladen. Fra "Atrocity Exhibition", som indleder albummet med dumpt rullende trommer og en guitar, der skiftevis hviner og simulerer maskingeværsalver, er man i et koldt, nådesløst univers, hvor det eneste, som kan gøre folk høje, er andres lidelse: "Asylums with doors open wide / Where the people have paid to see inside / For entertainment they watch his body twist / Behind his eyes he says "I still exist!" / This is the way, step inside". Tilsvarende forstemmende er den elektronisk pumpende "Isolation", hvor linjer som "Mother, I tried, please believe me / I'm doing the best that I can / I'm ashamed of the things I've been put through / I'm ashamed of the person I am" fører selvhadsk frem til den afsluttende, bagvendte malstrøm af lyd. "Passover" er mere lurende, slentrende og lyrisk, men tekstmæssigt ét langt, depressivt sammenbrud. Den næsten metalliske "Colony" slutter nærmest med at konkludere, at Gud, hvis han ellers eksisterer, kun gør det for at henvise én til sin ensomme lidelse. Endelig beskriver "A Means to an End", der trasker tung og ildevarslende frem med messende bas og knivskarpe trommer, et venskab, der tydeligvis er ved at gå i hundene, mens ordene "I put my trust in you" gentages stadigt mere desperat og uden overbevisning. Well, det var så side 1!

På side 2 er der kun ét nummer, som matcher de til tider ganske energiske rockudladninger først på albummet, nemlig "Twenty Four Hours", der afprøver den stilhed-støj-dynamik, som for alvor kom til at blomstre på "Ceremony". Men her er teksten en grum selvdiagnose: "Let's take a ride out, see what we can find / A valueless collection of hopes and past desires / I never realised the lenghts I'd have to go / All the darkest corners of a sense I didn't know / Just for one moment I heard somebody call / Looked beyond the day in hand, there's nothing there at all". "Heart and Soul" pulserer hypnotisk og sfærisk derudaf til linjer som "Existence, well, what does it matter? / I exist on the best terms I can / The past is now part of my future / The present is well out of hand". I "The Eternal" beskrives - til lyden af en langsom, monoton trommepuls, et endeløst melankolsk piano og en klagende bas - den eksistentielle tomhed hos en åndssvag dreng, Curtis huskede fra sin barndoms gade. Og så er der endelig det statelige, men fortabte fyrtårn af en sang, der bærer titlen "Decades", hvor Curtis opsummerer bandets karriere og siger farvel: "Here are the young men, the weight on their shoulders / Here are the young men, well, where have they been? / We've knocked on doors in Hell's darker chambers / Pushed to the limit, we dragged ourselves in / Watched from the wing as the scenes were replaying / We saw ourselves now as we never had seen / Portrayal of the traumas and degeneration / The sorrows we suffered and never freed". I et fortabt, tåget slør af synthesizere toner Closer ud. Så tydeligt et musikalsk selvmordsbrev, som nogen på noget tidspunkt har efterladt sig - og Curtis var da også død, før albummet overhovedet udkom. Med sit coverbillede af et italiensk gravrelief, sangeren selv havde været med til at udvælge. Bandet? "Vi spillede bare. Vi lyttede aldrig efter teksterne før bagefter", har den tydeligt brødebetyngede bassist, Peter Hook, senere udtalt.

Det aspekt ved Closer, som ændrede mit liv, var, at albummet var så absolut. At det netop var et uhyggeligt medrivende selvmordsbrev, hvis autencitet ikke kunne diskuteres. Det var lyden af en sanger, der kiggede én direkte ind i øjnene og sagde: "Sådan her ser jeg på tingene, og du kan ikke gøre en skid ved det, men du kan selv tage stilling". I de tidlige 80'eres punkundergrund var der mange, der - som det senere skete i kølvandet på Kurt Cobains selvmord - direkte eller indirekte (gennem selvdestruktiv opførsel) fulgte Curtis. Jeg kunne have gjort det samme. Men der var stadig sol. Der var stadig blomster og blade, som pludselig var så smukke i deres egen stupide ret, at det var til at tude over. Der var - og er - folk, som elskede mig så højt, at jeg ikke kunne give slip på mig selv. Der var - og er - også masser af smerte, bitterhed og desillusion. Den dag i dag sker det stadig, at Closer klinger helt rigtig og selvfølgelig i mine ører. Men første gang, jeg mødte albummet, traf jeg - efter længere tids betænkning - et definitivt valg på liv eller død.

Og det blev ikke Ians.


Ian

Ian var en, som jeg mødte i bussen
en dag, hvor det silede ned.
Bleg var han, spinkel og mager med øjne,
der søgte et helt andet sted.
Stemmen var kraftfuld og dyb, fuld af lede
og angst, og alligevel tynd,
mens den fortalte om revnede mure og sygdom
og menneskelig synd.

Da vi stod af, gik han med mig og sang
om de folk, vi passerede forbi.
Sang om den hornede præst og den tyske
soldats svale misantropi.
Sang om den spjættende pige på torvet,
som flokkene samledes om.
Sang om den ensomme dåre i haven,
der stirrede selv tiden tom.

"Here are the young men" - han stoppede op
for at pege på mig og sig selv.
Vidste, jeg kunne forstå, hvad han tænkte:
At klarsynet slog os ihjel.
Overfor blæste der frø rundt i vinden,
og kjoler blev løftet af sus.
Hypnotiseret forlod jeg ham dér, vasket bort
af en svimlende rus.

Årene gik, jeg blev kærtegnet, spyttet på,
skoldet på hjerte og sjæl.
Pludselig en morgen stod Ian i døren,
og lugten var underligt fæl.
Flammerne stod ud ad øjnene på ham,
hans budskab var ætsende klart:
Elsk smerten væk, om du vil, ét er sikkert
- at "love, love will tear us apart".

(22/5 2011)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar