søndag den 26. juni 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 6: Slowdive

Det britiske shoegazer-band Slowdive kom ind i min bevidsthed i 1991efter flittig læsning af New Musical Express, men et eller andet sted føler jeg ikke, det er en specielt relevant oplysning. De er nemlig tidløse. Bogstaveligt talt. Når man hører deres musik, er det som om, den er gammel som tiden, men alligevel frisk som den nys faldne morgendug. Og selv mange år efter føles stort set hver tone, de nogen sinde indspillede, lige så indtrængende og relevant som nogen sinde. Indrømmet: Dengang i '90/'91 gjorde Ride måske umiddelbart mere indtryk med deres bløde, velformede støjrock-sange, og irske My Bloody Valentine virkede mere radikale med deres delikate små popnumre, som nænsomt svøbtes ind i lag på lag af støvsugerlarm. Men begge disse gruppers musik er ikke ældet på en god måde: Når man genhører deres plader i dag, melder der sig som oftest bare et nostalgisk smil og et lavmælt "det var dengang". Når man hører Slowdive, til gengæld, er "dengang" ligesom forsvundet: Viklet ind i det spind af andre tidsdimensioner og -horisonter Neil Halstead, Rachel Goswell og co. synes at bevæge sig så ubesværet rundt i. Derfor er jeg, når jeg skal omtale deres produktion, også nødt til at bevæge mig ind i andet end de person- og musikhistoriske felter, jeg (heldigvis!) typisk kan nøjes med.

Gruppen dannedes i Reading i '89, udsendte tre albums. Først som lidt en klon af The Cure, men allerede inden for det første år havde Slowdive fundet deres helt egen distinkte stil, som var melodisk, men samtidig i næsten absurd grad benyttede sig af effektpedaler og studiemanipulationer - og selvom bandet ikke som sådan var et barn af cd-alderen, var produktionerne altid så dybe og detaljerede, at de var som skabt for dét medie. Hvor meget af den anden klassiske shoegazer-musik blev forseglet i en tidslomme pga. det simple faktum, at de lydmæssige standarder bare ikke var de samme først i 90'erne, som de er nu. Men heller ikke teknisk set indspillede Slowdive ret meget, som ikke lige så godt kunne have været lagt ned på en harddisk i 2011.

Tre albums blev det til: Just for a Day (1991), som filtrede en relativt klassisk indielyd gennem tunge lag af distortion, ekko og rumklang, den på én gang mere dubbede og minimalistiske Souvlaki (1993) og det postrockede pionerværk Pygmalion (1995), hvor lyduniverset meget langt hen ad vejen var akustisk, men ekko og resonans blev brugt uhyre lydhørt i en lammende koncentreret musik, hvor stilheden betød mindst lige så meget som lyden. Forud for sidstnævnte plade blev der indspillet en række meget elektroniske demoer, som sagtens kunne have udgjort et selvstændigt album, men i stedet henslæber deres tilværelse på bootlegs og YouTube, ligesom Slowdive i starten af karrieren udsendte en række fine ep'er, som egentlig fortjener samme grad af opmærksomhed som de længere værker. Efter 1995, hvor bandet blev droppet af Alan McGees kriseramte Creation Records, som havde udsendt hele produktionen, omformedes resterne til de country-inspirerede Mojave 3, ligesom Halstead siden har udsendt soloting i ny og næ. Meget lidt af det, som siden er dukket op, har dog kunnet matche det, som blev udsendt i Slowdive-navnet.

Fordi kvalitetstærsklen var så høj, kan jeg reelt ikke pege på én Slowdive-plade, som ændrede mit liv. Gruppen gjorde. Bare tag selve teksternes indhold, som i reglen spændte fra kærlighed over keltisk mytologi til ren lydpoesi. Ligesom hos Cocteau Twins før dem - og dejlige Sigur Rós efter - var teksternes ordlyd dog aldrig det væsentlige: Den menneskelige stemme brugtes som et instrument, hvis opgave først og fremmest var at fremmane følelser og stemninger, og ofte var vokalsporene - ligesom især Halsteads guitarer - så indsovsede i overjordiske effekter, at man alligevel ikke kunne høre, hvad der blev sunget om. Så meget desto bedre, vil jeg tro. Ikke fordi de ord, jeg senere har set fra gruppens side, har været dårlige, men fordi de på dén måde unddrog sig rationel tolkning.

Og handlede Slowdive helt overordnet om noget, var det at undvige den verden, hvor alt kunne måles, vejes og puttes i kasser. Ikke nok med, at musikken - med dens hvide, kosmiske guitarstøj, svage pulseren og fjerne, æteriske stemmer - beskrev en knugende længsel ud mod usynlige dimensioner af enhver art. Den virkede og virker faktisk, for mit vedkommende, som en portal ud/ind til...noget.

Jeg ved ikke, hvad det lige præcis er, sangskriveren Halstead gjorde rigtigt, men jeg har en kategori af musik i min samling, jeg i mangel af bedre er nødt til at kalde sakral. Og med det menes der ikke, at den handler om noget guddommeligt, endsige har et rituelt præg (Current 93's maxi LAShTAL (1982) følger rytmemønstre, som ifølge magikeren Aleister Crowley skulle mane dæmoner frem, men trods mange års lytning er det mig bekendt ikke sket her endnu!). Kunst, der styrer direkte efter målet, lykkes sjældent. Nej, det, jeg hentyder til, er musik, som på én eller anden måde rører mine spirituelle g-punkter, og dét er der bestemt ingen logik i. Meget af tiden aner de pågældende bands næppe, at det er de strenge, de spiller på. Buddhisten Steve Reich havde nok en idé, da han komponerede sin minimalmusik, som opererede med bittesmå forskydninger mellem gentagelse og udvikling, og resultatet blev da også noget, der blæste bevidstheden væk og hensatte én i en tilstand af ren væren. Men vidste U2 og Radiohead, at de skabte noget, som på et primalt plan - uden skelen til erindringer, tekster, metodik osv. - kunne hensætte mig til tårer, da de skrev henholdsvis "Where the Streets Have No Name" og "Exit Music (for a Film)"? Højst sandsynligt ikke. Og måske ville Halstead skabe små døre ud til andre dimensioner, da han arbejdede i Slowdive-regi, men at han rent faktisk gjorde det, er han muligvis den sidste til at være bevidst om.

Men lad mig sige det sådan, at Slowdives musik mere end nogen anden, jeg har hørt, har talt til den sjette sans, som åbenbart har været nedarvet i min mors familie gennem utallige generationer. Rolig, nu: Jeg ser ikke spøgelser hele tiden. Jeg kan i reglen ikke læse tanker. Jeg føler normalt ikke, at mit DNA forvandles til en trappestige, jeg kan stige ned ad så længe, at alt, jeg er, forsvinder i et blændende lyshav. Men jeg har - uden at ønske at besvære mine kære læsere med de nærmere detaljer - haft alle disse oplevelser, og hver gang i perioder, hvor Slowdives musik har optaget mig meget. Måske har den optaget mig, fordi de kræfter i mig var ved at boble op til overfladen? Måske har den udløst dem? Jeg aner det ærligt talt ikke. Det er også ligegyldigt på samme måde som spørgsmålet om, hvad der kom først: Hønen eller ægget. Oplevelserne indtraf - endda uden anvendelse af andre stimulanser end frisk luft og solid bondekost - og sådan er det.

Så for mig er essensen i Slowdives musik dens sakrale karakter. Uden endnu at kunne beskrive hvordan danner den en bro mellem min fysik (hørelsen, pulsen) og min dybeste spiritualitet. Dermed ikke sagt, at det altid er sådan, men jeg hører den meget sjældent frivilligt i sociale sammenhænge, for jeg ved aldrig helt, hvor jeg bliver ført hen. Heller ikke selvom jeg efterhånden kender hele bagkataloget til hudløshed.

For mig var Slowdive ikke shoegazer, ikke indie, ikke engang "musikere". De var magikere forklædt som underholdere. Og vil være det så længe optagelserne eksisterer. Må det blive for altid!

Anbefalet lytteliste:

1) Primal
2) Catch the Breeze
3) Machine Gun
4) Crazy for You
5) Avalyn I
6) Souvlaki Space Station
7) Dagger
8) Spanish Air
9) Rutti
10) Missing You

Slå evt. titlerne op på YouTube.

Og dermed nok sagt om det. I næste ombæring bliver alt med garanti jordbundet. I sjælden grad, faktisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar