lørdag den 23. juli 2011

fredag den 22. juli 2011

Kunst vs. politik: Et arbejdsnotat

I disse dage sidder jeg og læser mig gennem de bidrag, som er kommet ind til det bogprojekt, som indtil videre bærer arbejdstitlen Den Sociale Antologi - med underoverskriften "det, der samler nationen" - som er sat til at udkomme i november på Det Poetiske Bureaus Forlag med bl.a. mig som redaktør. Det kan sige sig selv, at en sådan titel - jeg ville aldrig have valgt overskriften selv, for jeg véd, hvad konsekvenserne af dén disposition nemt kan blive - kalder på visse energier i det almindeligvis venstreorienterede forfattermiljø, og det er i og for sig godt nok. Hvis ikke det skrivende folk kan sætte ord på tidens frustrationer og irritationsmomenter, hvem kan så? Men i dette tilfælde er netop dét lige så meget problemet, som det er velsignelsen, for mens jeg bestemt ikke kan være uenig med bidragyderne i, at der er kræfter på spil for øjeblikket, som kalder på en klar, stærk stillingtagen, er jeg ikke nødvendigvis enig med mange af deltagerne i faconen. Lad mig understrege, at det, der følger, står for min helt egen regning, og at jeg kun er én ud af flere tovholdere - jeg udtaler mig således ikke "på redaktionens vegne". Men jeg synes simpelthen, at meget af det stof, som er kommet ind, er impotent.

Det fører selvfølgelig over i en større diskussion om, hvad politisk kunst bør være i 2011, og lad os endelig tage den, for den er rasende vigtig. Er den blotte, bare protest nok - en dyd i sig selv - eller fordrer det, at man laver kunst, at man også forpligter sig på dens vegne? Og i så fald: Hvad indebærer dét?

Selvfølgelig starter alt i denne sammenhæng med indigNationen: Kvalmen over fejlslagen socialpolitik, statsautoriseret racisme, borgerlig hæderlighed, der er gået i forrådnelse, politiske anslag mod ytringsfriheden osv. osv. En følelse, jeg deler med alle mine skrivende, musicerende og malende fæller i kunstmiljøet, hvorfor jeg da også kan forstå, at man umiddelbart har lyst til at reagere ret primalt på dén impuls: Kort sagt SKRIGE SIN FORPULEDE AFMAGT UD OVER HUSTAGENE!!! Hvilket mange af bogprojektets bidragydere da også har gjort - typisk med nik i retning af tre lyriske retninger fra 70'erne: Knækprosaen, arbejderpoesien, som den bl.a. var repræsenteret af Carl Scharnberg, og Michael Strunges energiske punklyrik i Skrigerne.

Denne type lyrik har det da også med at gøre sig godt på scenerne, når den foredrages tilstrækkeligt kompetent og sammenbidt foran en flok gerne lettere beduggede ligesindede: Hvem kan være uenig? Og hvem har ind imellem ikke brug for lidt aflad? Problemet melder sig blot, når man vil videre i teksten: Overbevise de ikke allerede overbeviste, vinde genklang hos det lyriske parnas og - sidst, men ikke mindst, rokke bare en smule ved de magthavere, man raser imod. Den slags kræver, at man ikke blot præsenterer noget nyt, så det kan mærkes, men har både argumenterne og den formelle bevidsthed i orden. Den indre svinehund lader sig ikke overbevise af, at man peger hånende på den og kalder den en indre svinehund - det ved den godt, den er, den skammer sig ikke, og det eneste, der kan rokke den, er at gå ind og prikke kirurgisk til de ømme punkter i dens psykologi, den tror, ingen andre kender til. Her nytter det ikke at være endimensionel, for monstret lader sig ikke bekæmpe med sine egne våben.

Vil man have parnasset - først og fremmest vel en Hr. Bukdahl i tale - nytter det heller ikke at være endimensionel i sin tankegang og formtænkning. Meget har jeg sagt og skrevet om denne herre i tidens løb, men jeg har aldrig mistænkt ham for at være borgerlig. Til gengæld kræver det at gå til ham - og kolleger i lignende positioner - at man har noget sprælsk og ikke mindst nyt at præsentere. Dét er opkogt 70'er-lyrik ikke.

Og endelig er der VKO-politikerne på Christiansborg, der allerede gennem 10 år har demonstreret, at de nærmest kan afvise al moderne protestkunst ved at kigge sig køligt tilbage over skuldrene, nævne ét eller andet om lilla bléer og hønsestrik og lade gennemsnittet af befolkningen træffe dommen over "de dersens hengemte hippiehoveder". Evt. kan de gøre, som de også ynder at gøre, nemlig at skære i støtten til projekter, som ikke støtter op omkring deres dagsordener. Hvilket gør det så meget desto vigtigere at komme med kunstneriske protester, der fungerer, her og nu!

Og dermed begynder vi at nærme os omridset af netop en kunstnerisk protest, der (formoder jeg) fungerer. Ikke at jeg har en opskrift på, hvad der skal stoppes i kagen: Det forbandede er, at dén må enhver - da tiden ikke ligefrem er domineret af fælles strømninger - hitte ud af alt efter sine personlige behov. Men jeg ser dog tre kriterier tegne sig, der bør være i orden uanset hvad.

1) Make it new!

Den kladde til "det politiske kunstværk", flertallet stadig slæber rundt med i hovedet - dvs. den overleverede fra 70'erne - må simpelthen skrottes. Ikke at der ikke fandtes fin politisk kunst i 70'erne, som endda er blevet stående - se blot på f.eks. Røde Mor, Ivan Malinowski og Kurt Trampedach - men mit råd må være: Lær af strategierne, ikke af formen. Så snart noget begynder at lugte af hønsestrik, er latterliggørelsen og dermed glemslen lige om hjørnet. Nej, tag udgangspunkt i det mest spændende og radikale, som sker i 2011, og væv det, du vil sige, ind i en progressiv videreførelse af - eller kvalificeret protest mod - dette. Det burde være muligt. Prøv det.

2) Kommunikér!

Det er fint nok, at Lars Skinnebach har forpligtet de få købere af bogen Øvelser og rituelle tekster til ikke at spise andet end grøntsager i en vis periode - et både sympatisk og praktisk tiltag, der gør, at han har sit på det rene. Men stoffet i bogen er stadig utilgængeligt for det store antal mennesker, der skal rykkes før det batter af noget, og det hjælper heller ikke rigtigt noget, at en kernegruppe på måske 50-100 læsere ved, at ens "lighed mellem termer som en del af en almen strategi, der anskuer digtningen fra en ontologisk tilgangsvinkel" dækker over et socialistisk standpunkt - det sidstnævnte er en fælde, jeg selv befandt mig i gennem flere år. Vil man noget med de udsagn, man fremsætter, må de gerne være komplekse og kunstnerisk interessante, men trods alt bør de formuleres i et sprog, man ikke skal have en magistergrad i litteratur for at afkode. Er det muligt? Spørg Poul Henningsen, Kjeld Abell og Hans Scherfig. Spørg Lorca, Brecht og Ginsberg.

3) Firkanter skærer man sig på

Det gælder dig, det gælder læseren. Er svinehunden slet og ret ond? Gå til den med dén holdning, og den bider. Er svinehunden angst? Jeg garanterer ikke succes, men du kan jo prøve at nærme dig den med dén indstilling for at se, hvad der sker. Det er det bedste kort, du har, i hvert fald. Sort og hvid gør lige blind, som man siger, og starter man med at afbryde enhver dialog ud over den rene tilsvining, får man krig og intet andet. Hvilket man i øvrigt beder om.

Skrevet er skrevet, og for mit vedkommende er valgt valgt. Først og fremmest ud fra de tekster, der i højere eller mindre grad kan leve op til det ovenstående. Og lad mig sige det sådan: Bogen bliver, hvis det står til mig, mere en destillation af tendenser, der peger i en konstruktiv retning, end den genfødsel af dansk, politisk litteratur, den måske burde have været. Det sidste ville have krævet et stærkere stof at arbejde ud fra.

Men værd at købe og læse, dét bliver den. Også trods mine sure opstød.

Alligevel: Streng jer an, folkens. Streng jer an, hvis I mener det seriøst. Bare med henblik på den næste, ikke nødvendigvis givne mulighed, ikk?

Og tro mig: Det ligger lige så meget mig som jer på sinde, at krudtet er helt tørt næste gang.

tirsdag den 19. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 12: Spids Nøgenhat

Alle historier får en ende. Også min engang. Om forhåbentligvis lang tid.

Når den dag kommer, så hold en uformel ceremoni. Saml slægt og venner. Dem, der har en grund til at tro, jeg elskede dem. For min skyld kan det godt være i kirken, for det kan lige så godt være i dén slags gudshus som ethvert andet. Jeg er dybest set panteist og tror, at alle trosretninger til syvende og sidst peger på det samme. Så altså: Kirken? Hvorfor ikke? Men på mine betingelser. Der skal kun synges én salme, nemlig "Dejlig er Jorden" - har altid godt kunnet lide det kosmiske sug i dén skiderik af en sang - og præsten skal holde kæft. Jeg mindes stadig Pastor Cemiks skodtale over min mormor, og pokker om jeg vil lade nogen, jeg sandsynligvis aldrig har kendt - muligvis en komplet idiot - få det sidste ord. Nej, lad dem, der har lyst til at holde en tale, læse et digt eller synge en sang, stå frem, og lad dét være prædiken nok.

Kyl mig så i ovnen, mens der udveksles minder, drikkes kaffe, bælles øl, ryges fed eller hvad pokker folk nu har lyst til. Lad mig, hvis jeg skulle hænge i luften, vide, at livet fortsætter, og at det er godt sådan. For pokker: Det er jo ikke jordens undergang eller noget. Og når mit jordiske hylster er brændt, så hæld det - på lovlig eller ulovlig vis - i Gudenåen. Efter alt andet er blevet målt og vejet er jeg nået frem til den konklusion, at det er der, det hører til. Det er da også et gravmæle, der vil noget, kan man sige.

Men lige én ting mere: Når "prædikenen" er holdt, og jeg skal til at slæbes ud i den dersens vampyrtaxa, så hiv en skrammet ghettoblaster frem, skru op på 11 og spil den her sang:

Når Spindelvævene Blomstrer

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
vil du se denne hånd.
Den vil skabe dig en menneskefugl,
som lokker med sin sang
og dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Nu er ulvene forsvundet.
En bjergmand stables op i din stue.
En figur med kvindebryster hænger spejle på din dør
og dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
klædes du i fosterkåbe.
Fra gravenes menneskehuler hviskes om din sjæl.
De dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Sangen blev skrevet i 1978 af Tømrerclaus og Birgit Boline Erfurt, men det er den mere syrede, kosmiske udgave fra Spids Nøgenhats album En Mærkelig Kop Te (Orpheus, 2001), jeg vil vugge med til fra det hinsides. Én gang til vil jeg svælge i Gufs luftige stemme, de bølgende guitarer og autoharpen, der drejer lige lukt ud i evigheden. I det hele taget elsker jeg ubetinget dette album, som, med fikspunkter i Alrune Rod og Skousen & Ingemann, er én stor overskridelse af virkelighedens snævre rammer. Typisk gennem stofferne - en ting, jeg bevidst har ladet ligge i denne inkarnation - men alligevel: Jeg har altid sagtens kunnet nikke vidende og bekræftende med på linjer som:

"På det drømmeplan, hvor du har din færden,
er evigheden en alvorlig sag.
Du kan prøve, om du kan udholde smerten,
men du holder næppe een dag.

Så giv dog slip, menneske,
før det er for sent,
før alting vender tilbage
til dig"

("Giv Slip")

Jeg elsker de tæpper af fuzz og orgel, der omfavner hver eneste perfekt formede, udsyrede tone i herlige numre som "Det Psykedeliske Tapet", "Smukke Pige" og "Hvad Har Du Taget?". Jeg elsker den måde, selve musikken kan løfte selv den mest jordslåede og tunge sjæl på - uden stimulanser! Jeg elsker i det hele taget den måde, dét album sætter én af lige uden for porten til uendeligheden på.

Så jeg vil gerne have det med hele vejen. Ja, bogstaveligt talt. Kyl den gamle, slidte vinylkopi af En Mærkelig Kop Te, jeg personligt har fået af Aron, i hatten af mig, inden låget bliver smækket. Men køb en kopi af albummet selv og vid, at også det væsentligste i min ånd er i rillerne på dén plade. Ikke uden grund var der engang, jeg ikke kunne holde mig fra at digte videre på "Når Spindelvævene...":

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
tændes lys i din mund,
og ravne svæver ud med kolde kløer og hårde næb,
der dræber alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Der er havblik på din klode,
og kontinenter skurrer i dit hoved,
og bølger søger kilder, former hvirvler i dit blik,
der drukner alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
vil hver gravhøj stå i brand,
og markerne vil danse om din krop med gyldent hår,
der kvæler alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Men nok om dét.

Inden da er der stadigvæk liv, der skal leves - og masser af musik, som skal høres.

Vi ses, hvor der stadig er grønt. I tidens toneklang.

mandag den 18. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Del 11: PJ Harvey

Begreber som "slægt" og "hjemstavn" er nok temmelig fjerne begreber for de fleste i min generation. Slægtsbegrebet er blevet scramblet godt og grundigt af skilsmisser, geografisk mobilitet og egoisme på tværs af generationerne, mens hjemstavnen typisk bare er det, man med vold og magt flygter fra for aldrig at vende tilbage: Stikker éns historie dybere end her og nu, ved man det typisk ikke, for familiernes ældre historie har normalt fortonet sig i senere tiders anekdoter. Det moderne menneskes personlige fortælling - inklusive forudgående slægtled - går med andre ord sjældent mere end ca. 70 år tilbage i tiden.

Dér stod jeg selv engang. Ja, så sent som i efteråret 2006. Ikke at jeg nogen sinde havde fornægtet det, jeg kom fra, selvom også jeg var flygtet fra Voel - ja, i det hele taget Silkeborgegnen - med eftertryk. Og gennem 90'erne havde overskridelsen af det, jeg var, imidlertid været vigtigere end forståelsen, og gennem det meste af 00'erne havde jeg, som førnævnt, befundet mig i en art eksistentiel coma, hvor selve overlevelsen havde været alfa og omega. Da dén fortog sig, vågnede jeg op til den situation, at jeg lige pludselig var 32 år gammel og reelt vidste meget lidt om hvem, jeg var. Skulle min livshistorie fortsætte i bare et nogenlunde sikkert gænge, havde jeg behov for forståelse og forankring - det var ikke længere nok bare at være "ein Ding an Sich".

For jeg var jo noget. Meget af det, jeg var, kunne jeg se kom fra mine forældre. Andet havde jeg tillært mig i min frigørelsesproces ved at bade mig i litteratur, musik, filosofi, metafysik, billedkunst, politik, historie, you name it. Og så alligevel var der væsentlige indre sammenhænge, jeg ikke forstod, og folk i mit nærmeste bagland, jeg aldrig havde lært at fatte til bunds. Som f.eks. min farmor, som, da hun levede, havde vakt lige dele kærlighed og vrede, og som det nu føltes på tide at lægge ordentligt i graven.

Så slægtsforskningen blev min nye passion. Særligt efter jeg i sommeren 2007 var blevet alene igen og manglede noget at fylde de lange, triste efterårsnætter ud med. Arkiver blev gennembladret, sider blev googlet, ældre slægtninge blev opsøgt - og det i en sådan grad, at mit engagement i Geiger, som før da havde fyldt næsten alt, begyndte at fortage sig på ubestemt tid.

Når jeg ser tilbage, kom det næste vendepunkt i mit liv i august 2007, hvor jeg besøgte et par slægtninge, som stadig boede på min tipoldefars gård i flækken Grølsted ca. 15 kilometer fra Voel. Dels blev det perspektiv, at mit genom beviseligt havde cirklet rundt på min hjemegn gennem næsten 400 år, meget konkret, mens jeg badede mig i deres viden og historier. I sig selv store sager. Men noget andet kom også til at stå klart: At løsningen på min efterhånden længerevarende frustration over Aalborg, som jeg dengang havde boet i gennem næsten 13 år, ikke var at vende hjem. For der var intet at vende hjem til. Den gamle slægtsgård lå som en ø fra en svunden tid i et område, hvor stort set alt var blevet opkøbt af det forpulede røvhul til Låsby Svendsen, som havde solgt det videre til svære sociale tilfælde med det uvægerlige resultat, at min hjemstavn var blevet forvandlet til en rygende ruinhob. I det nærliggende Fårvang, hvor jeg havde gået i skole, var næsten alle butikker lukket ned, industrien var på retur og jeg genkendte ingen ansigter på gaden: Alle, der, ligesom jeg, havde bare den mindste smule initiativ i sig, var flyttet forlængst. Og så var der den der underlige dialekt, Ejvind, som min slægtning hed, talte... Jeg forstod den knapt nok. Indtil det lige pludselig gik op for mig, at jeg selv havde talt den perfekt op til den dag, jeg kom i skole...

Nogle måneder senere fik min farfar en blodprop i hjernen, som gjorde, at han ikke blot begyndte at fortone sig som person, men også - som den sidste, jeg virkelig kendte på den egn - var nødt til at flytte fra Voel.

Hjemme i Aalborg stod grammofonen mere og mere stille, mens bunkerne af digte hobede sig op. Det var bare ikke der, man kunne lufte dem. Ikke dengang, i hvert fald. Det stod også klart for mig, at de sidste brikker i mysteriet omkring min farmor måtte findes i København, hvor hun var født og havde levet sine første år. Og da jeg i kortere tid fik en ny kæreste, som, ligesom et par af mine venner, var på vej derover, var sagen afgjort: Mit liv måtte skifte scene. Lejligheden i Aalborg Øst blev opsagt, en ny blev fundet i Søborg, og så blev der ellers bestilt flyttevogn.

I august 2008 stod jeg så i den nye by, parat til både at afdække og udvikle nye lag i min historie. I starten en forfrossen og ensom affære, for København viste sig også at være en hjemstavn af den type, hvor tilflyttere blev mødt med en vis skepsis: Kun i Store Magleby og Dragør, som min farmors slægt stammede fra, skulle jeg bare nævne et par velvalgte navne fra mit stamtræ for at føle mig velkommen. Ellers fulgte der en vis kamp for at "komme ind i varmen". Men det lykkedes. Jeg blev. Og jeg begyndte efterhånden at føle mig hjemme, få nye venner og komme ind i andre sammenhænge. En proces, som i virkeligheden stadig foregår den dag i dag - overvær den selv både her og ude i byen...

Lydsporet til dén på sin vis hårde overgang var britiske PJ Harveys album White Chalk (Island, 2007) - et album, som dog mere indfangede end igangsatte processen. Harvey selv havde taget springet fra en opvækst i det relativt isolerede, landlige Dorset til en kunstnerisk karriere, som førte hende hjemløst rundt i verdens metropoler, og dén udvikling og fremmedgørelse var White Chalk én lang reaktion på.

Hvor hendes helt tidlige plader - Dry, Rid of Me og 4-Track Demos - havde været rasende støjpunk-angreb og de næste (heriblandt klassikerne To Bring You My Love og Is This Desire?) opvisninger i mere eller mindre eksperimenterende storbyblues, afslørede dette album en mere tyst, akustisk og afdæmpet, men ikke mindre mørk og intens, side af Harveys talent. Der var støvregn, dug i kornet, blæst på klinterne og stilhed under stjernerne i rillerne. Eller sagt på en anden måde: Tidligere havde Harveys produktion været udpræget horisontal i sit fokus. Udslag af en rasende og fabulerende personlighed med overskud, som ville ud og væk. White Chalk, derimod, viste en Harvey, som vendte tilbage til den jord, hun var vokset op af, og, med et vertikalt fokus, gjorde sig til en slags medium for alle dem, som var kommet før hende. Der var spor af såvel kristen som keltisk mytologi i teksterne, og såvel stilheden som elementernes rasen løb gennem teksterne, som var én lang konfrontation med hendes egen plads i universets masterplan - med forgængeligheden, rødderne, døden. Altsammen filtreret gennem en stemme, som, modsat tidligere tiders skrigen og growlen, pludselig var lys, skrøbelig og alfeagtigt. Bevares: Man fornemmede selvfølgelig hele tiden, at Polly Jean havde været ude i verden. Der var ekkoer af Cocteau Twins, Brian Wilson, Nick Cave og delta blues i de 11 sange. Alligevel - som coverfotoet af Harvey i en bevidst gammeldags dragt, glimrende illustrerede - var White Chalk om noget lyden af en sangerinde, som åbnede brystkassen og stak mikrofonen helt ind til sit DNA.

Selvom der overordnet set er tale om en rigtig dejlig, helstøbt plade, som jeg stadigvæk hører ofte - hvem kan ikke nyde f.eks. Beach Boys i helvede-visionen "The Devil" og den tyste, rugende "Dear Darkness" - er der specielt én sang på White Chalk, som har sat sig permanent fast i min sjæls øregange og nærmest er blevet min personlige slagsang. Nemlig det rullende, vagt Bob Dylan- og Bruce Springsteen-inspirerede titelnummer, der om noget er flygtningens hyldest til den forladte hjemstavn. Og samtidig en blank anerkendelse af den skyldfølelse, der følger med at være en af dem, der svigter rødderne og rejser væk:

"White chalk hills are all I've known
White chalk hills will rot my bones
White chalk sticking to my shoes
White chalk playing as a child with you

White chalk sat against time
White chalk cutting down the sea line
I know Mary's by the surf
On a path cut 1500 years ago

And I know these chalk hills will rot my bones

Dorset's cliffs meet at the sea
Where I walked
(Our unborn child in me)
White chalk
(Poor scattered land)

Scratch my palms
There's blood on my hands"


Selv fordanskede jeg teksten i oktober sidste år og gav den titlen


Muldjord

Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.


Og trods det, at jeg blev henvist til at søge mine eventyr andre steder i verden end dét, jeg kom fra, så lur mig, om elementerne derhjemme ikke, ligesom kalken i Dorset vil sluge PJ Harveys knogler, engang vil komme til at vugge mine ben ind i evigheden...

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 10: yoyooyoy

Det var ved juletid 2005. I den langstrakte arbejdsløshedsperiode, som havde efterfulgt færdiggørelsen af mit speciale, havde jeg - i øvrigt uden på noget tidspunkt at tjene en jante på det - været med til at gøre Musiktidsskriftet Geiger til landets førende blad, når det kom til progressiv musik af nærmest enhver art. Det var imidlertid også nærmest det eneste, som havde holdt mig kørende. På alle andre felter havde mit liv været en ørkenvandring. Over 1000 ansøgninger var gennem årene blevet sendt ud, uden at jeg havde været til så meget som én samtale. Familien var begyndt at forholde sig til mig med lige dele irritation og bekymring. Min farmor var død, og jeg havde simpelthen ikke et intakt nok følelsesregister til at forholde mig til det. Jeg havde pådraget mig en socialfobi, som gjorde det svært for mig bare at gå over til købmanden i Nørre Tranders for at handle ind. Og så var der mit nye forhold, som jeg ikke formåede at lægge det i, jeg gerne ville, fordi jeg var angst til døden for at elske nogen. Ikke mindst mig selv.

Jeg havde arbejdet mig selv op i et hjørne, og jeg vidste det.

Selv Geiger var begyndt at føles som en sur pligt. De underspillede magtkampe, som til sidst skulle føre til min afgang fra redaktionen, var allerede igang, og jeg syntes efterhånden, at alle de cd'er, jeg modtog, lød ens: Som Radiohead med en lille smule Sonic Youth ind over.

Så var det, at en gut, som jeg kendte fra dengang, han spillede i Aalborg-bandet Tritonus, sendte mig en mail, hvor han nævnte, at der vist nok eksisterede et musikerkollektiv ved navn yoyooyoy, som lavede nogle ret interessante ting. "Well, here goes nothing", tænkte jeg og lagde kursen ind forbi deres hjemmeside. Der solgte de en sød lille, hjemmelavet cd-r komplet med glansbilleder og guldglimmer, som jeg da heller ikke kunne lade være med at hente hjem. Hvad pokker: Den kostede kun 100 kroner og var dobbelt, så selvom jeg ikke vidste en dart om indholdet, var det eventuelle tab da til at leve med.

Titlen var Glædelig Fugl, og det drejede sig om en opsamling af materiale fra sammenslutningens mange projekter, som medlemmet Anders Lauge Meldgaard havde fundet på sin harddisk og ønsket at give en mere fast form. Det fik det så som en julegave til yoyooyoys dengang ganske få lyttere, og sættet, som for længst er udgået af ethvert katalog, kom så vidt, jeg husker, kun i 20-25 eksemplarer. Men ét af dem ændrede altså et liv, og det var mit!

I forvejen havde yoyooyoy, som foruden Meldgaard den dag i dag består af Toke Tietze Mortensen, Andreas Führer og Johannes Lund, markeret sig i det stille med albums fra bands som Fjernsyn Fjernsyn, Slutspurt, Blob Back Fahrenheit og Kirsten Ketsjer – The Rockband, men mest af alt inden for en jazzet sfære, som dengang ikke fik specielt meget opmærksomhed fra min side. Glædelig Fugl ændrede alt dét med ét slag, for hvor både electronicaen og indierocken på dét tidspunkt var døde genrer for mig, viste denne spraglede blandede bolsjer fra den store, kreative familie, hvor de enkelte medlemmer allerede fra starten havde arbejdet sammen på kryds og tværs i utallige sammenhænge, der så blev samlet under yoyooyoy-paraplyen, sig at være det mest spændende og originale, jeg havde hørt i årevis. Ikke fordi agendaen – at underholde fra diverse skæve og eksperimenterende vinkler – egentlig var så dyb, men fordi personerne bag udgivelsen lå inde med en fantasi og musikalsk åbenhed uden lige: Hvert eneste nummer på udgivelsen var en større eller mindre overraskelse for mine efterhånden gamle, halvtrætte ører, som mente at have hørt alt bedre før.

Ingredienserne var for det meste klare nok – free jazz krydret med ægte, uspoleret punk-attitude og elektronisk know how - men grupperingen gik alligevel radikalt til værks helt ned på formniveauet. Og der blev tydeligvis leget til den helt store guldmedalje. Leget, så verden, som man kendte den, blev tåget i kanterne.

Hvor sammensat – og hvor godt – materialet var, kan glimrende eksemplificeres med The Motherships ”Electro Acoustic Exp”, der nærmest tog sig ud som en imaginær rejse i det ydre lydrum. Her lagdes der ud med en langsomt stigende stringer, der bevægede sig gennem et luftigt univers fyldt med raslende, ringlende lyde – og netop som man var ved at blive lullet hen, knækkede det hele over i en meteorstorm af frenetiske trommer, skrig, skrål og skinger, forvrænget guitar. Eller Supermelles pragtfulde ”Den Dejlige Skude Mary”, der med blid saxofon, stift slentrende elektrorytmik og tilbagelænet rytmeguitar tog sig ud som det manglende led mellem Kraftwerk, Tortoise og Bent Fabricius-Bjerre! Den slags voldsomme stilbrud var nærmere normen end undtagelsen på Glædelig Fugl, og for det meste lykkedes det at få de sære fugle op at flyve. Men der var også mere stilrene ting at finde, om end de ofte pegede i herligt forvirrende retninger – som Henrik Bischoff and the Double A Boys' ”Du Ka Sku Da Ikke Bare Skride”, der var et komplet hormonpumpet, temmelig fedt hardcorenummer, BM Konditoques' elastiske breakbeat-workout ”Mezzavorte” og Forkerts ”Klampenborg Kastrup Jamaica”, der kombinerer big band-jazz med en slavisk folkemelodi-fornemmelse og et stadigt fyldigere, kraftigere flow, der synes at nikke til Ravels dundermarch ”Bolero”. Eller for den sags skyld Slutspurts grotesk forvrængede ”Ryst Posen Lillemor”, hvis malstrøm af smadrede trommer, kamikaze-guitar og bevidst elendig computerlyd placerede sig på det punkt midt i 70'erne, hvor den mest moderne og nihilistiske del af syrerocken knækkede over i den første industrial. Et ekstremistisk højdepunkt indtil næste nummer – Anders og Tokes ”Mad Ape Bitfucked” – som væltede ud af højttalerne med samme pulveriserende lydtryk og opfindsomhed som de bedste ting fra Digital Hardcores storhedstid! Og så var man endda ovre i den afdeling, hvor der tydeligvis var blevet lagt både ambition og arbejdstid i tingene.

Mange af anretningerne var lettere af natur – ikke mindst MC Friskluft & BM Konditoques ”Weißbier, Weißbier” og The Motherships ”The Rap”, som begge var eksempler på løs, laset og givetvis totalt improviseret hip hop, der skrællede ethvert lag af lakering og homeboy-attitude af genren. Og måske bedst af alt BM Konditoques ”Hen + Rik”, som simpelthen var en smule dagligstuesnak om mobiltelefoni, der var blevet hakket i stykker og organiseret med stor komisk effekt.

Glædelig Fugl krævede en del af sin lytter - alt fra fordybelse over fladpandet humor og hærværksglæde til indsigt i et meget bredt spektrum af genrer. Den krævede også, at man tog det pjattede seriøst og alvoren med et gran salt. Men den solgte samtidig sig selv med så stort et overskud af fantasi, vitalitet og charme, at jeg nærmest fra det ene øjeblik til det andet lod den idéforladte rockundergrund blive, hvor den var, og fulgte mine nye ledestjerner med en næsten stalker-agtig entusiasme.

Interviews blev sat op, og de to første - med Kirsten Ketsjer og Fjernsyn Fjernsyn - endte i monumentale drukture, der fuldstændig opløste skellene mellem bands og skribent. Også som mennesker kom yoyooyoy med en gejst og et overskud, jeg havde savnet som ind i helvede i min indebrændte aalborgensiske hverdag, og jeg omfavnede det med liv og sjæl. Så snart nogen fra grupperingen var så meget som bare i nærheden, stod jeg der for at lytte og hænge ud backstage, og selvom det kan lyde åndssvagt, at jeg så op til folk, som var endda betragteligt yngre end mig selv, var det i realiteten det, jeg gjorde. yoyooyoy lærte den mand, som havde ligget i emotionel respirator siden '99, at leve og turde igen. Jeg takkede med rosende - og altid oprigtige, om end i et par situationer kiksede - skriverier en masse, som lagde grundstenen til, at grupperingen i dag sågar har været i Danmarks Trægeste Musikblad: Gaffa!

Også i min hverdag kunne det føles. Jeg fik en fod ind på arbejdsmarkedet igen, jeg formåede at elske den kæreste, jeg i så høj grad havde forsømt, og såvel mine skriverier for Geiger som de digte, jeg dengang mest lagde i skrivebordsskuffen, fik en mere personlig, åben, vild og fri karakter. Der blev sat noget i gang, som ikke kunne stoppes, og som både logisk og uvægerligt førte mig frem til den person, jeg er i dag - også selvom jeg både skulle skifte by, job, miljø og private omstændigheder, før processen var til ende.

Selvom kontakten med yoyooyoy aldrig udmøntede sig i egentlige venskaber - og berøringsfladen generelt har været mindre efter jeg stoppede på Geiger - vil jeg derfor altid føle den dybeste taknemmelighed over de to-tre altafgørende somre, hvor deres og mine veje for alvor krydsedes.

Og ikke mindst over den glædelige fugl, der pludselig viste sig over vandene med et eksotisk og saftigt olivenblad i næbbet...

Tak!

(Next up: PJ Harvey: White Chalk og Spids Nøgenhat: En Mærkelig Kop Te)

lørdag den 2. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 9: Gastr del Sol

Jeg har prøvet at være død.

Det var jeg faktisk i over seks år. Fra sommeren 1999 til julen 2005.

Ikke forstået på den måde, at jeg i mellemtiden nåede at blive til knogler og støv. På overfladen fungerede jeg udmærket. Jeg kom til de ting, jeg skulle, og passede de venskaber og amourøse relationer, jeg afhang af. Hjertet pumpede også upåklageligt videre.

Men jeg var død. Kunne ikke elske. Havde intet initiativ. Var ligeglad med konsekvenserne af mine handlinger. Spiste. Drak. Trak vejret. Havde sex. Skrev, men mindst muligt om mig selv, for hvad var der at skrive om? Og så foretog jeg mig ellers ikke så voldsomt meget andet.

Dødsfaldet startede i februar 1999, hvor det ikke gik længere mellem min daværende kæreste - den første, jeg var gået med til at flytte sammen med - og jeg. Det kan blive en lang og pinagtigt privat historie, hvis jeg giver los - og det vil jeg ikke - men lad mig sige det sådan, at jeg sårede et menneske, jeg dengang stadig elskede over alt på jorden, meget dybt, og jeg i lang tid bagefter ikke kunne kigge ind i et spejl uden at have lyst til at pulverisere det.

I august, mens jeg stadig holdt stand i vores fælles, nu næsten tomme lejlighed, døde min mormor. Bare sådan lige. Fik et hjertestop efter en gang havearbejde i 30 graders varme. For mig var hun inkarnationen af den sidste rest af barndommens tryghed og varme, og selvom jeg på det tidspunkt reagerede relativt fattet - "hun ønskede jo ikke selv at blive mere end 75 og kom nænsomt herfra" - skred alt sammen indadtil. Den dag, vi lagde hende i jorden, var der solformørkelse ved højlys dag, og præsten ved Gødvad Kirke, som tydeligvis hellere ville være udenfor med infrarøde briller på, talte mere om den end hende. Jeg tilgiver aldrig det svin - heller ikke selvom han senere selv er død! Da kisten, som jeg var med til at bære, var sat i rustvognen, knækkede jeg. Helt ind i mit DNA. Gik nogle skridt, til ingen kunne se mig, og brød sammen i gruset i en krampegråd, som skulle vise sig at blive det sidste ordentlige livstegn fra mig i lang, lang tid. Så sundede jeg mig, fandt selskabet, satte mig ind i bilen og kørte væk fra mig selv.

Samme måned satte jeg sidste punktum i mit speciale. I oktober, mens jeg fyldte flyttekasser i den gamle lejlighed for at flytte midlertidigt ud til en kammerat, forsvarede jeg det til en i øvrigt fin karakter. Og så gik jeg ellers ud i en lang, indifferent uvished og flere måneder, der bare gik med at kigge ind i hvide vægge og slå tid ihjel.

I alle disse stunder blev jeg vel dybest set holdt oppe af én eneste cd: Gastr del Sols Camoufleur (Drag City, 1998). Mit hjerte i den farlige periode, hvor jeg slet ikke havde ét.

Gastr del Sol var en duo fra Chicago, som var vokset ud af det samme rødder som det helt centrale postrock-band Tortoise. Således havde det ene medlem, David Grubbs, været med i denne gruppes stilskabende forgængere Bastro og Squirrel Bait. O'Rourke, derimod, havde en længere række soloudgivelser i drone- og avantgardefeltet bag sig, da han kom med i 1994, og over en række albums og ep'er i de følgende år skabte de to en primært akustisk, meget fragmenteret musik, som i lige dele var klassisk singer-songwriting og opklippet elektronisk eksperimentalmusik. Forsøg, som virkede enormt interessante på papiret, men nok var mere specielle end gode, når man rent faktisk hørte dem.

Camoufleur, der vist allerede fra starten var tænkt som bandets svanesang, allierede duoen sig med glitch/click'n'cut-pioneren Markus Popp fra Oval, som stod for mange af de meditative elektroniske indslag rundt omkring på albummet. Men først og fremmest - og det kan lyde absurd - var Camoufleur en formidabel popplade. Ikke "pop" forstået som Spice Girls eller Sash!, men hele den bløde, tilbagelænede fornemmelse på albummet trak - ud over til amerikanske freakfolk-originaler som Robbie Basho og John Fahey - tydelige tråde tilbage til de tidlige 70'eres soft rock, som den bl.a. kunne høres hos The Carpenters. At det dybest set var to hårdkogte avantgardister, som leverede musikken, fornægtede sig dog ikke, og det var det fine ved albummet. Ud over Popps elektroniske manipulationer og klange, som ikke fyldte alverden, når det kom til stykket, var lyden på albummet meget basal og akustisk, ligesom selve sangene i og for sig var ganske catchy. Men de var også meget kringlede, krogede, skæve og messende: Soft pop som filtreret gennem enten et solidt mescalin-trip eller to geniale, konceptuelt tænkende bevidstheder. I virkeligheden måske lidt begge dele...

Bare hør - evt. på YouTube, hvor det meste af albummet kan prøvesmages - den hvirvlende "The Seasons Reverse", hvor nedmixet funk-guitar, myldrende trommer, forsagte akustiske strenge, kraftfuld kornet og rullende olietønder søger sammen i en art arktisk tropicana. Eller "Black Horse" - en slags spøgelse af en sydamerikansk folkesang - som nærmest er bygget omvendt op med forspillet sidst, optrapningen i midten og den fuldt swingende, melodiske kulmination først. Så er der countrynummeret "Mouth Canyon", der cirkler rundt i sin egen melankolske ørken-stilhed med steelguitar, som fortoner sig ud i horisonten, og elektroniske droner, der bobler og stikker under O'Rourkes indfølte, meget nøgne vokal. Der er den rystende intime, lavmælte "Each Dream is an Example", som fortoner sig i et hjemsøgt kor, og piano-balladen "Blues Subtitled No Sense of Wonder", der gennemkrydses af hakkende skrivemaskiner, fjerne, alarm-agtige droner og døsig, verdensfjern sang, før den forløses i et rørende brus af orgel og blæsere. Læg dertil den vaklende, valseagtige Lied "A Puff of Dew" og afslutningsnummeret "Bauchredner", som indledes med adskillige minutters minimalistisk guitar-cirklen, før man pludselig befinder sig i et medrivende, tv-tema-agtigt groove, og du har et album, som uhyre elegant låner ældgamle, klichéfyldte formler og serverer dem for dig på helt nye måder. Du har også en - trods visse højenergiske indslag - meget introspektiv plade, som hele tiden truer med at gå ned i have af såvel støj som stilhed. Alene af den grund var Camoufleur ALBUMMET for mig dengang i '99!

Men så var der også Grubbs' tekster, som - med den legesyge sprogfetishist Gertrude Stein som det mest umiddelbare forbillede - sendte sonder ud i fortabelsen, uvisheden, intetheden og døden, men hele tiden lige nøjagtigt formåede at hænge fast på denne side af "virkeligheden". Som i "Each Dream...":

"Free advice is adjusted to market price
One dollar symbolic

Sensuous detail, meet sensuous detail meet
Scene upon scene
Compress the day's events

Sensuous detail, meet sensuous detail
The candle meditates
Compress the day's events

A louse of a spouse is spice
For lice
Meditate

Corpse as corpse as corpse as corpse as corpse"

Eller endnu mere desillusioneret i "Blues Entitled...":

"Most blues are subtitled either no sense of wonder
Or no sense of scale

For example: I was sleeping
subtitled "I have no idea how long"
subtitled "I don't care how long"
subtitled, "why not untitled"
I have dozens of titles"

At det lyriske rum på Camoufleur var så tomt, som det var, og på én eller anden måde helt ude over at være forpint, var ren balsam for en sjæl, som på ét plan var ophørt med at eksistere, men i allerhøjeste grad gik igen. Væk (i hvert fald for en stund) var behovet for teenage-årenes Weltschmerz-dyrkende koryfæer - fra Ian Curtis over Andrew Eldritch til Robert Smith. Ingen af dem kunne række ind i min specielle skyggetilstand og fortælle mig noget konstruktivt. Men David Grubbs kunne. Her var en sjæl, der på samme måde havde set lys og mørke opløse sig i hinanden, og som havde fundet ud af at eksistere med ingenting som grundvilkår. Og med teksten til "Mouth Canyon" bragte han håb tilbage til en mand, for hvem selve idéen om håb var kollapset, i ét enkelt, nedbarberet, uendeligt stærkt billede:

"Transparent is ok
Transparent is ok
Transparent is ok if you
Place me
At the horizon

Transparent is ok if you
Place me
At the horizon

Twelve noon at the Twig & Leaf
Three PM
Ohio Street

Ten in the evening
Almost any place
Six miles beneath the ocean

I could send myself
Traveling
And touch myself

It's a bullseye

And transparent
Is ok"

Både Grubbs og O'Rourke lavede senere meget stærke soloplader, og den dag i dag er de fortsat spændende kunstnere, hvis gøren og laden - som for begges vedkommende bygger videre på det univers, de definerede med Camoufleur - stadig er værd at følge. Specielt Jims Eureka!" (1999) og "Insignificance" (2001) kan på det bestemteste anbefales. Men ingen af dem har igen bedrevet et album, som - med så enkle og diskrete midler - har kunnet vække døde mænd til live og hele i hvert fald nogle af deres sår.

Det var imidlertid en helt anden gruppering - og denne gang sågar en dansk af slagsen - som flere år senere lærte mig at leve for alvor igen. Kollektivets navn var/er yoyooyoy, og den altafgørende humørpille bar navnet Glædelig Fugl...

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 8: Atari Teenage Riot

Hvad kom først? Var det 25-års-krisen? Var det følelsen af, at en masse år bare var gået op i skæg og ballade, og at man ikke havde en skid andet at vise frem end en standardiseret stambog ude på Universitetet? Var det den begyndende kvalme over alle de glittede, postmoderne facader og den metertykke ironi, når man jo godt vidste, at der - som altid - lurede regulære problemer under overfladen, der kaldte på handling?

Det er svært at rekonstruere forløbet i dag, for selv dengang var der næppe kun ét svar, men én ting er sikkert: I løbet af 1998 meldte der sig for mig - og sikkert en masse andre - en helt anden alvor end før i årtiet. Der blev stadig festet og danset råddent, når lejligheden bød sig, men mere og mere tid blev tilbragt derhjemme i tavs grublen over den fremtid, jeg indtil da kun havde skænket meget få tanker. For pokker: Indtil '89 havde jeg ikke haft nogen grund til at tro, at jeg ville ende som andet end nuklear grillmad, og efter den tid havde det været mere end rigeligt for mig at leve i nuet. Men som sagt: Jeg nærmede mig nu de 25, hvilket i mit hoved - dengang - betød, at jeg var ved at være voksen. Og spørgsmålet meldte sig uvægerligt: Hvilken slags voksen vil du være? Vil du købe dig et rækkehus, klippe hæk, drikke te, dyrke onsdagssex med konen og grine fåret, når nogen nævner alle de drømme og idealer, du havde i din ungdom? Vil du forfølge en karriere, spænde rundsave på albuerne og give pokker i familieliv og hjemlig hygge? Vil du gå til bunds og dyrke din egen bitterhed over livet bag nedrullede gardiner? Eller vil du ranke ryggen, grave ind til idealerne igen og omsider gøre noget ved dem?

For mig var der kun ét valg, jeg dengang kunne holde ud. Vel fik kammeraterne fra Voel, studiet og Revolution børn på stribe i den periode, mens de konsoliderede sig i forstæderne, men det var ikke den vej frem, jeg så for mit liv. Tværtimod var jeg pludselig blevet enormt ubehageligt selskab for den kæreste, jeg boede sammen med på det tidspunkt. Trods sine udadtil ganske autonome attituder var hun ikke så lidt af en redebygger, og mens det, vi omgav os med, mere og mere kom til at ligne et hjem, blev mit humør dårligere og dårligere. Jeg havde ikke ét gram borgerlighed skjult i mig, og jeg følte mig uforløst ad helvede til. Det, jeg havde brug for, var 1) at komme ud for at vise mig som kulturaktør og 2) udvide mine horisonter. Hvilket ikke harmonerede specielt godt med faste rammer og snigende bryllupsplaner. Jeg følte, at isen var ved at lukke sig over hovedet på mig, blev grebet af klaustrofobi og begyndte at fægte vildt for at holde vågen åben. Hvilket, set i bakspejlet, var synd for os begge to: Jeg burde have slået op, da frihedstrangen først meldte sig. Men kærlighed er ikke altid en nem størrelse at få has på, så vi humpede videre på må og få nogle måneder endnu.

Så meget sagt havde jeg alvorligt brug for en lyd, som kunne forme min frustrationer om til noget konstruktivt, og dem fandt - ironisk nok - min kæreste en dag, hun sad og skruede op og ned på radiokanalerne. Pludselig stod der et brøl af smadrede, frenetiske breakbeats, hysteriske skrig og tonsende guitarer ud i rummet, og vi standsede begge to spontant op for at kigge på hinanden med åbne munde: Hvad fanden var det her??? Svaret kom radioværten med: "Og det var så "Sick to Death" med Atari Teenage Riot!"

Se, dét var straks noget helt andet end de nye plader med Spiritualized og Manic Street Preachers, der var ved at drukne i melankoli og sødsuppestrygere, og de dejlige og spændende, men dybest set uskadelige postrock-skiver med Tortoise, Mogwai og Labradford, som ellers roterede på grammofonen. Det var hardcore - ingen tvivl om det - men hardcore, som fik vreden, energien og engagementet med uden at forfalde til genrens typiske ortodoksier. Bare det, at lydbilledet først og fremmest var elektronisk, gjorde en væsentlig forskel: Dead Kennedys havde sgu aldrig lydt sådan. Og ærligt talt virkede de lidt ferske i sammenligning med det lydmonster, som pludselig var hoppet ud af radioen.

Selvfølgelig foretog jeg straks al den research omkring gruppen, jeg kunne. Jeg fandt ud af, at den var en trio fra Berlin, som blev dannet i 1992 af rapperen Carl Crack, sangerinden og feministen Hanin Elias samt programmøren/anarkisten Alec Empire. De to sidstnævnte havde en fortid på rave-scenen, hvor de - ligesom mig selv i Mateaux-tiden - var stået af ræset, da stofferne gjorde deres indtog og forvandlede folk til spjættende zombier. De var også gamle punks, som bagefter satte sig for at splejse deres elektroniske kunnen sammen med hardcore-genrens energi, utilslørede politiske dagsordener og ikke mindst en sand Do It Yourself-attitude. De var der for at skabe revolution omkring sig - ikke (på det tidspunkt) for at mele deres egen kage og blive rockstjerner. Derfor lavede de bevidst musik, alle nemt kunne efterligne: Ligesom punken havde satset på tre akkorder, enhver idiot meget nemt kunne lære, lavede ATR deres dommedagslyde på grej, der var så billigt og nemt at betjene, at enhver præ-pubbe hjemme i værelset kunne være med. Og de startede naturligvis også deres eget uafhængige pladeselskab, Digital Hardcore Recordings, så den kommercielle del af pladebranchen ikke kunne lukrere på deres musik og forme den om til uskadelig underholdning.

I første ombæring, albummet Delete Yourself (1995), spillede gruppen stadig mest en lettere frenetisk/gotisk techno med voldsomme vokaler, men på næste udspil, The Future of War (DHR, 1997), havde ATR opnået en meget potent fusion af distortede, opspeede drill'n'bass-beats, samplede guitarer, dystre klangflader og råb en masse - det, der skulle gøre digital hardcore (opkaldt efter pladeselskabet) til en fuldgyldig genre i sig selv. Og der var da også begyndt at danne sig en scene omkring gruppen og selskabet: Syrehovedet Shizuo lavede spacede, men smadrede lydcollager, som i lige dele var hip hop og punk. Duoen Cobra Killer klippede bevidst amatøragtigt 60'er-soul og ekstremt smadrede beats sammen til surrealistiske partynumre med syrlige, feministiske tekster. EC8OR stod for en ganske ligefrem, men meget kompetent electropunk, mens Bomb20s ekstremt hurtige, rasende gabba gav selv ATR baghjul. Som sådan var scenen kun samlet i meget kort tid: Da jeg opdagede den i '98, var de mange stærke, farverige personligheder allerede ved at eksplodere i hovedet på hinanden - og specielt på Empire, som, selvom han havde indspillet en række spændende, fragmenterede avantgardeplader for mærket Mille Plateaux, tydeligvis havde ambitioner om at blive en gotisk rockstjerne i stil med Trent Reznor fra Nine Inch Nails. Men i en kort periode beviste ATR og resten af holdet fra Digital Hardcore altså, at radikal politik stadig havde en plads i 90'ernes kulturlandskab, og at DIY-metoden stadig kunne fungere i den digitale tidsalder.

Min Bibel i dén sammenhæng var netop The Future of War. Igen ikke et jævnt album - det mister i den grad fokus hen mod slutningen, og inden da har man forlængst hørt de to numre, gruppen dybest set var i stand til at lave: Det hyperenergiske, elektroniske smadderpunk-nummer og den mere lurende, dystopiske midttempo-sang. Men de var gode begge to, og det var lige præcis den skærsild af lyd og protest, jeg havde behov for på dét tidspunkt af mit liv.

Bevares: Som tekstforfatter havde Empire ikke opfundet den dybe tallerken. Hvor netop Jello Biafra fra Dead Kennedys kunne skrive socialt indigneret lyrik, der så ok ud på et stykke papir, kunne sangskriveren i ATR med rette mistænkes for bare at skrive slagord og løse linjer ned, der efterfølgende bare blev tvunget til at passe med musikken. Og teksterne, der blev skreget på gebrokkent tysk-engelsk, var ét stort virvar af nihilistiske, feministiske og anarkistiske signaler, som ikke altid stod lige godt til hinanden. Empires senere bemærkninger om, at The Future of War i virkeligheden var et konceptalbum om højteknologisk krigsførelse, fandt da heller ikke ret meget dækning på selve pladen, hvor der på skift langedes ud mod pressen, racismen, magtmennesket, politiet, "systemet", staten, ja, hvad har vi? Faktisk var ordene endda meget uklare, selvom de blev råbt nok så højt. For bare at tage et udpluk fra ovennævnte "Sick to Death":

"Nation against nation!!!!!!
Nobody speaks up but we are laughing!!!!!!!!
Nationalism against nationalism!!!!!!!!
Burn Berlin burn!!!!!!!!
As we got bigger the others get weaker!

Fuck a 1.000.000 trendy hardcore members!!!!!!
Never talk! Always listen!
I won't be afraid of the new time!!!!!!!!!!!!!!!!!

BURN BERLIN BURN!!!!!!!! Burn Berlin burn!!!!!!!!!!
Burn Berlin burn!!!!!!!!!! Burn Berlin burn!!!!!!!!"

Men det virkede jo, gjorde det, lortet! Højoktan-numre som "Get Up While You Can", "Fuck All", "P.R.E.S.S." og "You Can't Hold Us Back" gav én lyst til at give magtstrukturerne i sin forløjede, undertrykkende omverden fingeren og kaste brosten mod butiksruder. Og mens Crack messede "Destroy 2000 years of culture" på nummeret af samme navn, fik man sgu lyst til at tæppebombe alt det lort, menneskeheden havde bygget op omkring sig, og starte ordentligt forfra. På dén måde opfyldte ATR's musik klart sin mission: Havde man, som jeg, mistet sin vrede og orienteringsevne en smule, mens 90'er-festen stod på, kunne man med garanti finde den igen her i en ny, aktualiseret form. Og for purunge teenagere, som lige havde opdaget bagsiden af medaljen, var The Future of War manna fra himlen: Et tidehverv indenfor protestmusikken, som måske var mindre afklaret og velformuleret end hos Bob Dylan eller Joe Strummer, men ikke mindre kraftfuldt.

Selv fandt jeg lige pludselig mig selv i gang med at skrive på en lang, begejstret artikel om Digital Hardcore Recordings, der blev efterfulgt af én om krautrock, én om Cabaret Voltaire, én om Nick Drake og en stor stak anmeldelser. Nu skulle idioterne derude, som troede, at Oasis stadig havde relevans i nogen helst sammenhæng, fandeme have noget at vide om ordentlig musik med nerve og budskaber! Men netop som jeg skulle til at fotokopiere 50 eksemplarer til uddeling på 1000Fryd for egen regning - FUCK Gaffa og alle de andre reaktionære, reklame-forpestede lortemedier! - kom en anden gammel Voel-dreng og fanzine-redaktør fra Underground-tiden, Robert Christensen, pludselig forbi, så manuskripterne og besluttede sig for, at stoffet godt kunne tåle at komme ud i et større oplag. På rimelige betingelser.

Så tro det eller ej: I første omgang var den ændring, Atari Teenage Riots digitale vredesudbrud affødte i mit liv, dén, at Musiktidsskriftet Geiger, som kom til at fylde de næste 10 år af mit liv, opstod. I længden var konsekvenserne, som antydet, meget større, men det kommer vi til.

For pludselig havde jeg ikke længere brug for kamp. Jeg havde akut brug for healing og renselse. Og dét fandt jeg i form af Gastr del Sols Camoufleur...

fredag den 1. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 7: Pulp

I 1998 havde mangt og meget ændret sig siden de herrens år 1989 og 1990. Også personligt. Sidst i 1990, efter jeg var startet på gymnasiet i Silkeborg, var mine forældre gået fra hinanden, og lad mig sige det sådan, at jeg i en længere periode var nødt til at gå mere op i andres Weltschmerz end min egen. Nys tilflyttet Silkeborg kæmpede jeg mig gennem tre ret miserable år på en udpræget konservativ undervisningsinstitution, mens jeg, for at gøre noget sundt, spillede og skrev på livet løs. Gennem nogle mutationer - først som punkorkester, siden via en kortvarig industrial-fase - var resterne af Rough Riders endt som hardtrance-trioen Mateaux, der kom så langt, at vi spillede gigs på V58 i Århus og Rytmeposten i Odense, fik en demo spillet af Katrine Ring på DR og vistnok endte med at få et nummer med på en amerikansk compilation, jeg aldrig har set. Men kemien var skrøbelig, for min sensibilitet var mere til punk end techno, og i starten af 1995 - efter et gig i Skanderborg, hvor folk var så bedøvede af ecstasy, at de sad op ad murene og savlede - fik jeg nok af dansekulturen for en rum tid. Underground standsede definitivt i 1993, da redaktionen var blevet for lille, men til gengæld fik jeg mine første digte i Hvedekorn på omtrent samme tidspunkt. Samme tidspunkt, i øvrigt, som den gamle Voel-klike holdt sin sidste sommer-komsammen i Nørre Vorupør, festede igennem som aldrig før - og stort set gik hver til sit bagefter...

I sommeren 1994 rykkede jeg til Aalborg for at studere dansk, men måske mest af alt finde ud af, hvem pokker jeg selv var midt i alt det her. I det hele taget genopfinde "Steffen", hvis det var muligt. Operationen lykkedes. Husker stadig med begejstring en storartet rustur til Voersaa, hvor flere nye, længerevarende venskaber blev grundlagt, jeg oplevede min første brusende, voksne forelskelse, og jeg i det hele taget - for første gang i mange år - følte, at jeg hørte til. For pokker: Bare det at høre flere andre juble over, at Enhedslisten kom over spærregrænsen, da årets valg blev vist på tv'et i stuen! Og så det lækre, postmoderne lydspor, der uden skelen spændte fra Bowie over Shit & Chanel til Blur og Suede!

Og så ventede de fede år ellers. For studiet var bestemt ikke det eneste sted i Aalborg, jeg følte mig hjemme på. Der var 1000Fryd i Kattesundet, hvor man på en god aften kunne støde ind i det flinke crew fra Tritonus, Rock Caféen i Gaden, hvor man kunne danse råddent til den nyeste grunge, og Rock Nielsen samme sted, som var noget blødere, men stadig var et godt sted at score uden at kaste op over musikudvalget. Først og fremmest var der dog Revolution på Maren Turis Gade, som den hårde kerne fra alle de andre steder altid endte med at gå på for at danse til cremen af tidens tungrock, indie og techno: Repertoiret spændte, på bedste postmoderne vis, fra Aretha Franklin over Pulp og Rage Against the Machine til Beastie Boys og Underworld. Her blev jeg nærmest stamkunde - og endte med at knytte lige så mange kontakter frem i tid, som på studiet. For vel var jeg lidt ældre end kernepublikummet, som nærmest var mindreårigt, men så meget desto mere kunne jeg score lette points på at have en viden, som rakte længere tilbage end Nirvanas første album. Og det, at alle - selv de mest håbløse - drømte at blive kunstnere dernede, var så meget desto mere hensigtsmæssigt for mig, der i hvert fald med en vis ret kunne påstå at være én!

Årene på Revolution tågede derfor ud i én lang, opspeedet fest. Vel var jeg klar og på, når studiets alvor meldte sig, men i weekenderne handlede det bare om at hælde et par liter papvin i løgnhalsen, traske fra Frydendal ned til midtbyen, finde den rigtige trappe op og så ellers GÅ AMOK!!! Der blev kysset, der blev danset råddent og aggressivt, der blev eksperimenteret på livet løs i de billige senge ude i byen. Stoffer var der også for dem, der ville have det, men bortset fra et par chillumsug, når det bød sig, holdt jeg mig selv fri af dén del af showet. Jeg morede mig jo, og det havde jeg fucking grund til, for jeg havde jo overlevet bomben, ikke? Og efter 10 års borgerligt tyranni havde Nyrup-regeringen sørget for, at der blæste blidere vinde over hele Dannevang. Der var opsving, alvor og politik var (næsten) passé, alt var muligt og skulle prøves! Men hvorfor sætte festen over styr ved at fylde sig med lort? meget ræson havde jeg trods alt midt i min hedonistiske højsommer!

Men festen sluttede. Jeg har længe tænkt over hvornår. For mange var det sikkert først dengang, Al-Qaeda sendte flyene ind i World Trade Center. For mig var det et faktum efter ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor ni folk - mens min daværende kæreste og jeg så på i baggrunden - blev dræbt af en blanding af dårligt føre, utilstrækkelige sikkerhedshensyn og en perverteret, hensynsløs bonderøvsversion af den tonser-mentalitet, som havde hersket på Revolution. Der gik det for alvor op for mig, at den lige-gyldighed (bemærk orddelingen), som havde været 90'ernes brændstof, havde et rigtig grimt biprodukt, nemlig den kynisme, der kom til at sætte dagsordenen i 00'erne... Men allerede i 1997 var faresignalerne tydelige. Inden for kort tid lukkede Revolution og P4 i P1, som begge havde været samlingspunkter i "de gode år", og i England, som ellers havde holdt den alternative musikfane højt, da grungen tonede ud, blev kvaliteten af de nye bands, som dukkede op, ringere og ringere. Ingen tvivl om, at Blur, Suede, Pulp, Manic Street Preachers, Radiohead og sågar Oasis var bands, som ville blive stående på sigt, men Cast? Kula Shaker? Hurricane #1? For pokker, da!

Og mens nedturen på indiescenen fortsatte indtil den nåede det punkt, hvor den ikke længere var et alternativ til noget som helst, skiftede MTV brat hest, begyndte at spille tonsvis af R&B og hype en gruppe britiske popsild, som hed Spice Girls, hvis slagord - ud over det dubiøse "girl power!" - var: "Pop is back!!!".

Jo, festen var forbi før år 2000. Og Pulp - med den mest brillante rocksatiriker siden Ray Davies, Jarvis Cocker, i spidsen - var nok den første til at registrere krisetegnene på albummet This is Hardcore (1998).

Han havde muligvis også mere på spil, end jeg selv havde. Han var fiskehandlerens søn fra Sheffield, som siden 1978 - punk-tiden, for pokker! - med Pulp havde forsøgt at skabe sig en overbevisende karriere som musiker, men aldrig havde følt, at han passede ind i noget før måske i 1992, da albummet Separations (gruppens 3. på 15 år!) meldte sig midt i britpop-bølgens spæde opstart. I 1983 havde gruppen lavet Scott Walker-agtig fløjlspop midt i en gotisk tid, og i '86 havde gruppen satset på en mere dyster, folkpræget sound, mens C86-generationen igen satte strøm til guitarerne. Men med den vagt elektroniske Separations lavede gruppen omsider noget, der var af tiden, og de næste fem år var i dén grad en fest i Pulp-land. Cocker selv var på én gang den kroniske outsider - en rolle, han havde fundet sig tilpas i - og den småsjofle charmør, som på bedste James Bond-vis besang sovekammerets hemmeligheder. På overfladen, vel at mærke. Bag masken var der til enhver tid en ret besk, intelligent kommentator, som kunne vride hjerteskærende politiske, moralske og menneskelige pointer ud af selv det mest banale stof - nej, "Common People" handler ikke bare om at score i et supermarked, men er en benhård, eksistentiel kritik af det britiske klassesamfund!

Så meget sagt hang Cocker, ligesom resten af gruppen, ud til raves i starten af 90'erne, og da britpop-æraen var på sit højeste, kunne man altid finde Pulp på The Good Mixer i London, hvor også Blur, Elastica, til tider Oasis og andre kendisser fra tidens rockparnas hang ud. I en periode var bassisten Steve Mackey endda - selv i dét selskab - berygtet for sine hedonistiske privatfester!

Men i 1996/97 var festen i hvert fald forbi for Cocker. Selskabet krævede et nyt album oven på gennembruddet og mesterværket Different Class, og Pulp havde kun ét nummer, "Help the Aged", at gøre godt med. Det floppede, da det omsider udkom på single. Festerne på The Good Mixer var ikke længere det, de havde været, og Jarvis var på afvænning efter et eskalerende kokain-misbrug, så sangskrivningen gled ikke specielt glat. Og This is Hardcore (Island, 1998) er da også en højst ujævn affære - faktisk så ujævn, at albummet ikke er værdigt til at blive beskrevet som værk. Men de tre sange, som fungerede på det, var til gengæld så lammende hårde og rammende, at de - selv dengang - forskubbede mit indre tyngdepunkt et par meter hen mod 00'erne...

Først og fremmest netop "Help the Aged" - et så tilsyneladende uskadeligt og 60'er-solbeskinnet popnummer, som gruppen nogen sinde havde bedrevet - der på én gang var sangerens og britpop-ungdommens stævnemøde med alderdommen og dødeligheden. Selvfølgelig ikke uden et lummert aspekt - "help the aged" ses også som en opfordring til seksuelt samkvem mellem generationerne - men skriften på væggen er klar: "Help the aged / one time they were just like you, / drinking, smoking cigs and sniffing glue (...) And if you're looking very hard / behind the lines upon their face, / you may see where you are headed, / and it's such a lonely place..." Tak for kaffe! Tror pokker, at singlen floppede: Hvis der er én ting, unge ikke bryder sig om at blive mindet om, er det langtidsperspektiver!'

Endnu mørkere var åbningsnummeret på This is Hardcore, den ukarakteristisk hårde og klagende "The Fear", som ganske vist havde den vage soundtrack-fornemmelse, Pulps sange var kendetegnet af i den periode, men også en tyngde og en halvgotisk kant, som var uvant og - for lyttere af Different Class - næppe ret indbydende. Og med rette: Det er lyden af ensomme lejligheder, hvor "de lykkelige singler" onanerer sig i søvn med sprøjter, vinflasker og angst for fremtiden på sengebordet:

"This is our "Music from A Bachelors Den" -
the sound of loneliness turned up to ten.
A horror soundtrack from a stagnant water-bed
And it sounds just like this.
This is the sound of someone losing the plot -
making out that they're okay when they're not.
You're gonna like it,
but not a lot
and the chorus goes like this:

Oh baby,
here comes the fear again.
The end is near again.
A monkey's built a house on your back.
You can't get anyone to come in the sack
and here comes another panic attack
Oh here we go again."

Nummerets sidste toner er en stærkt forvrænget guitar, der vrider sig i en art kubistisk, smertefuld, forladt orgasme. Se, sådan stopper man en fest!

Men værst - og bedst - af alle albummets sange er det storladne, John Barry-samplende titelnummer, der lydmæssigt formår at forvandle noget, som sådan set er elegant, glitrende og dansabelt, til noget uhyre depressivt og monstrøst. For "This is Hardcore" er en nedtursang af dimensioner med sine synkende strygere, endeløst vemodige pianotoner og en Jarvis, der synger med en følelse af decideret kvalme i stemmen. Vel at mærke mens han foredrager en tekst, der lægges i munden på en aktør/pornoinstruktør, som får sine vildeste fantasier tilfredsstillet, men allerede undervejs sidder tilbage med en kvælende tomhedsfornemmelse:

"This is the eye of the storm.
It's what men in stained raincoats pay for but in here it is pure.
Yeah. This is the end of the line.
I've seen the storyline played out so many times before.
Oh that goes in there.
Then that goes in there.
Then that goes in there.
Then that goes in there. & then it's over. Oh, what a hell of a show
but what I want to know:
what exactly do you do for an encore? 'Cos this is Hardcore."

Sådan var 90'erne - i hvert fald for nogle af os.

Vi ræsede ud af 80'ernes sjælebur for at voldkneppe livet, mens livet voldkneppede os.

Vi jublede, stønnede og skrålede, mens det stod på.

Vi fik kvalme over os selv, da det sluttede. Og nej, der var ikke noget ekstranummer, som kunne blokere for hverken angeren eller realiteterne bagefter.

Og der sluttede årtiet så - ret beset - på tre modbydeligt rammende numre fra et album, der var træt til døden af at feste og, på godt og ondt, ikke skammede sig over at lette på solbrillerne og vise randene under øjnene frem.

Ingen kan nogen sinde få mig til at kalde This is Hardcore for et mesterværk, men ret beset er det heller ikke altid de bedste plader, som rykker én. Det er dem, der rummer tiden. Og der var flere albums i omløb dengang, som sendte nogle af de samme signaler - Manic Street Preachers' This is My Truth Tell Me Yours og Blurs Blur - men ingen af dem fortalte så tydeligt som Pulps, at det var på tide at standse op og ransage sig selv. Grundigt!

Nogle af os var langsomme. Vi vidste egentlig bedre, men kunne ikke give slip og lade os falde.

Det var os, som stod der i 2000 og 2001.

Jarvis var allerede et helt andet sted henne dengang, men kom aldrig så tæt på tidsånden igen.

I mellemtiden prøvede berlinske Atari Teenage Riot at skabe en ny.