lørdag den 2. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 8: Atari Teenage Riot

Hvad kom først? Var det 25-års-krisen? Var det følelsen af, at en masse år bare var gået op i skæg og ballade, og at man ikke havde en skid andet at vise frem end en standardiseret stambog ude på Universitetet? Var det den begyndende kvalme over alle de glittede, postmoderne facader og den metertykke ironi, når man jo godt vidste, at der - som altid - lurede regulære problemer under overfladen, der kaldte på handling?

Det er svært at rekonstruere forløbet i dag, for selv dengang var der næppe kun ét svar, men én ting er sikkert: I løbet af 1998 meldte der sig for mig - og sikkert en masse andre - en helt anden alvor end før i årtiet. Der blev stadig festet og danset råddent, når lejligheden bød sig, men mere og mere tid blev tilbragt derhjemme i tavs grublen over den fremtid, jeg indtil da kun havde skænket meget få tanker. For pokker: Indtil '89 havde jeg ikke haft nogen grund til at tro, at jeg ville ende som andet end nuklear grillmad, og efter den tid havde det været mere end rigeligt for mig at leve i nuet. Men som sagt: Jeg nærmede mig nu de 25, hvilket i mit hoved - dengang - betød, at jeg var ved at være voksen. Og spørgsmålet meldte sig uvægerligt: Hvilken slags voksen vil du være? Vil du købe dig et rækkehus, klippe hæk, drikke te, dyrke onsdagssex med konen og grine fåret, når nogen nævner alle de drømme og idealer, du havde i din ungdom? Vil du forfølge en karriere, spænde rundsave på albuerne og give pokker i familieliv og hjemlig hygge? Vil du gå til bunds og dyrke din egen bitterhed over livet bag nedrullede gardiner? Eller vil du ranke ryggen, grave ind til idealerne igen og omsider gøre noget ved dem?

For mig var der kun ét valg, jeg dengang kunne holde ud. Vel fik kammeraterne fra Voel, studiet og Revolution børn på stribe i den periode, mens de konsoliderede sig i forstæderne, men det var ikke den vej frem, jeg så for mit liv. Tværtimod var jeg pludselig blevet enormt ubehageligt selskab for den kæreste, jeg boede sammen med på det tidspunkt. Trods sine udadtil ganske autonome attituder var hun ikke så lidt af en redebygger, og mens det, vi omgav os med, mere og mere kom til at ligne et hjem, blev mit humør dårligere og dårligere. Jeg havde ikke ét gram borgerlighed skjult i mig, og jeg følte mig uforløst ad helvede til. Det, jeg havde brug for, var 1) at komme ud for at vise mig som kulturaktør og 2) udvide mine horisonter. Hvilket ikke harmonerede specielt godt med faste rammer og snigende bryllupsplaner. Jeg følte, at isen var ved at lukke sig over hovedet på mig, blev grebet af klaustrofobi og begyndte at fægte vildt for at holde vågen åben. Hvilket, set i bakspejlet, var synd for os begge to: Jeg burde have slået op, da frihedstrangen først meldte sig. Men kærlighed er ikke altid en nem størrelse at få has på, så vi humpede videre på må og få nogle måneder endnu.

Så meget sagt havde jeg alvorligt brug for en lyd, som kunne forme min frustrationer om til noget konstruktivt, og dem fandt - ironisk nok - min kæreste en dag, hun sad og skruede op og ned på radiokanalerne. Pludselig stod der et brøl af smadrede, frenetiske breakbeats, hysteriske skrig og tonsende guitarer ud i rummet, og vi standsede begge to spontant op for at kigge på hinanden med åbne munde: Hvad fanden var det her??? Svaret kom radioværten med: "Og det var så "Sick to Death" med Atari Teenage Riot!"

Se, dét var straks noget helt andet end de nye plader med Spiritualized og Manic Street Preachers, der var ved at drukne i melankoli og sødsuppestrygere, og de dejlige og spændende, men dybest set uskadelige postrock-skiver med Tortoise, Mogwai og Labradford, som ellers roterede på grammofonen. Det var hardcore - ingen tvivl om det - men hardcore, som fik vreden, energien og engagementet med uden at forfalde til genrens typiske ortodoksier. Bare det, at lydbilledet først og fremmest var elektronisk, gjorde en væsentlig forskel: Dead Kennedys havde sgu aldrig lydt sådan. Og ærligt talt virkede de lidt ferske i sammenligning med det lydmonster, som pludselig var hoppet ud af radioen.

Selvfølgelig foretog jeg straks al den research omkring gruppen, jeg kunne. Jeg fandt ud af, at den var en trio fra Berlin, som blev dannet i 1992 af rapperen Carl Crack, sangerinden og feministen Hanin Elias samt programmøren/anarkisten Alec Empire. De to sidstnævnte havde en fortid på rave-scenen, hvor de - ligesom mig selv i Mateaux-tiden - var stået af ræset, da stofferne gjorde deres indtog og forvandlede folk til spjættende zombier. De var også gamle punks, som bagefter satte sig for at splejse deres elektroniske kunnen sammen med hardcore-genrens energi, utilslørede politiske dagsordener og ikke mindst en sand Do It Yourself-attitude. De var der for at skabe revolution omkring sig - ikke (på det tidspunkt) for at mele deres egen kage og blive rockstjerner. Derfor lavede de bevidst musik, alle nemt kunne efterligne: Ligesom punken havde satset på tre akkorder, enhver idiot meget nemt kunne lære, lavede ATR deres dommedagslyde på grej, der var så billigt og nemt at betjene, at enhver præ-pubbe hjemme i værelset kunne være med. Og de startede naturligvis også deres eget uafhængige pladeselskab, Digital Hardcore Recordings, så den kommercielle del af pladebranchen ikke kunne lukrere på deres musik og forme den om til uskadelig underholdning.

I første ombæring, albummet Delete Yourself (1995), spillede gruppen stadig mest en lettere frenetisk/gotisk techno med voldsomme vokaler, men på næste udspil, The Future of War (DHR, 1997), havde ATR opnået en meget potent fusion af distortede, opspeede drill'n'bass-beats, samplede guitarer, dystre klangflader og råb en masse - det, der skulle gøre digital hardcore (opkaldt efter pladeselskabet) til en fuldgyldig genre i sig selv. Og der var da også begyndt at danne sig en scene omkring gruppen og selskabet: Syrehovedet Shizuo lavede spacede, men smadrede lydcollager, som i lige dele var hip hop og punk. Duoen Cobra Killer klippede bevidst amatøragtigt 60'er-soul og ekstremt smadrede beats sammen til surrealistiske partynumre med syrlige, feministiske tekster. EC8OR stod for en ganske ligefrem, men meget kompetent electropunk, mens Bomb20s ekstremt hurtige, rasende gabba gav selv ATR baghjul. Som sådan var scenen kun samlet i meget kort tid: Da jeg opdagede den i '98, var de mange stærke, farverige personligheder allerede ved at eksplodere i hovedet på hinanden - og specielt på Empire, som, selvom han havde indspillet en række spændende, fragmenterede avantgardeplader for mærket Mille Plateaux, tydeligvis havde ambitioner om at blive en gotisk rockstjerne i stil med Trent Reznor fra Nine Inch Nails. Men i en kort periode beviste ATR og resten af holdet fra Digital Hardcore altså, at radikal politik stadig havde en plads i 90'ernes kulturlandskab, og at DIY-metoden stadig kunne fungere i den digitale tidsalder.

Min Bibel i dén sammenhæng var netop The Future of War. Igen ikke et jævnt album - det mister i den grad fokus hen mod slutningen, og inden da har man forlængst hørt de to numre, gruppen dybest set var i stand til at lave: Det hyperenergiske, elektroniske smadderpunk-nummer og den mere lurende, dystopiske midttempo-sang. Men de var gode begge to, og det var lige præcis den skærsild af lyd og protest, jeg havde behov for på dét tidspunkt af mit liv.

Bevares: Som tekstforfatter havde Empire ikke opfundet den dybe tallerken. Hvor netop Jello Biafra fra Dead Kennedys kunne skrive socialt indigneret lyrik, der så ok ud på et stykke papir, kunne sangskriveren i ATR med rette mistænkes for bare at skrive slagord og løse linjer ned, der efterfølgende bare blev tvunget til at passe med musikken. Og teksterne, der blev skreget på gebrokkent tysk-engelsk, var ét stort virvar af nihilistiske, feministiske og anarkistiske signaler, som ikke altid stod lige godt til hinanden. Empires senere bemærkninger om, at The Future of War i virkeligheden var et konceptalbum om højteknologisk krigsførelse, fandt da heller ikke ret meget dækning på selve pladen, hvor der på skift langedes ud mod pressen, racismen, magtmennesket, politiet, "systemet", staten, ja, hvad har vi? Faktisk var ordene endda meget uklare, selvom de blev råbt nok så højt. For bare at tage et udpluk fra ovennævnte "Sick to Death":

"Nation against nation!!!!!!
Nobody speaks up but we are laughing!!!!!!!!
Nationalism against nationalism!!!!!!!!
Burn Berlin burn!!!!!!!!
As we got bigger the others get weaker!

Fuck a 1.000.000 trendy hardcore members!!!!!!
Never talk! Always listen!
I won't be afraid of the new time!!!!!!!!!!!!!!!!!

BURN BERLIN BURN!!!!!!!! Burn Berlin burn!!!!!!!!!!
Burn Berlin burn!!!!!!!!!! Burn Berlin burn!!!!!!!!"

Men det virkede jo, gjorde det, lortet! Højoktan-numre som "Get Up While You Can", "Fuck All", "P.R.E.S.S." og "You Can't Hold Us Back" gav én lyst til at give magtstrukturerne i sin forløjede, undertrykkende omverden fingeren og kaste brosten mod butiksruder. Og mens Crack messede "Destroy 2000 years of culture" på nummeret af samme navn, fik man sgu lyst til at tæppebombe alt det lort, menneskeheden havde bygget op omkring sig, og starte ordentligt forfra. På dén måde opfyldte ATR's musik klart sin mission: Havde man, som jeg, mistet sin vrede og orienteringsevne en smule, mens 90'er-festen stod på, kunne man med garanti finde den igen her i en ny, aktualiseret form. Og for purunge teenagere, som lige havde opdaget bagsiden af medaljen, var The Future of War manna fra himlen: Et tidehverv indenfor protestmusikken, som måske var mindre afklaret og velformuleret end hos Bob Dylan eller Joe Strummer, men ikke mindre kraftfuldt.

Selv fandt jeg lige pludselig mig selv i gang med at skrive på en lang, begejstret artikel om Digital Hardcore Recordings, der blev efterfulgt af én om krautrock, én om Cabaret Voltaire, én om Nick Drake og en stor stak anmeldelser. Nu skulle idioterne derude, som troede, at Oasis stadig havde relevans i nogen helst sammenhæng, fandeme have noget at vide om ordentlig musik med nerve og budskaber! Men netop som jeg skulle til at fotokopiere 50 eksemplarer til uddeling på 1000Fryd for egen regning - FUCK Gaffa og alle de andre reaktionære, reklame-forpestede lortemedier! - kom en anden gammel Voel-dreng og fanzine-redaktør fra Underground-tiden, Robert Christensen, pludselig forbi, så manuskripterne og besluttede sig for, at stoffet godt kunne tåle at komme ud i et større oplag. På rimelige betingelser.

Så tro det eller ej: I første omgang var den ændring, Atari Teenage Riots digitale vredesudbrud affødte i mit liv, dén, at Musiktidsskriftet Geiger, som kom til at fylde de næste 10 år af mit liv, opstod. I længden var konsekvenserne, som antydet, meget større, men det kommer vi til.

For pludselig havde jeg ikke længere brug for kamp. Jeg havde akut brug for healing og renselse. Og dét fandt jeg i form af Gastr del Sols Camoufleur...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar