fredag den 22. juli 2011

Kunst vs. politik: Et arbejdsnotat

I disse dage sidder jeg og læser mig gennem de bidrag, som er kommet ind til det bogprojekt, som indtil videre bærer arbejdstitlen Den Sociale Antologi - med underoverskriften "det, der samler nationen" - som er sat til at udkomme i november på Det Poetiske Bureaus Forlag med bl.a. mig som redaktør. Det kan sige sig selv, at en sådan titel - jeg ville aldrig have valgt overskriften selv, for jeg véd, hvad konsekvenserne af dén disposition nemt kan blive - kalder på visse energier i det almindeligvis venstreorienterede forfattermiljø, og det er i og for sig godt nok. Hvis ikke det skrivende folk kan sætte ord på tidens frustrationer og irritationsmomenter, hvem kan så? Men i dette tilfælde er netop dét lige så meget problemet, som det er velsignelsen, for mens jeg bestemt ikke kan være uenig med bidragyderne i, at der er kræfter på spil for øjeblikket, som kalder på en klar, stærk stillingtagen, er jeg ikke nødvendigvis enig med mange af deltagerne i faconen. Lad mig understrege, at det, der følger, står for min helt egen regning, og at jeg kun er én ud af flere tovholdere - jeg udtaler mig således ikke "på redaktionens vegne". Men jeg synes simpelthen, at meget af det stof, som er kommet ind, er impotent.

Det fører selvfølgelig over i en større diskussion om, hvad politisk kunst bør være i 2011, og lad os endelig tage den, for den er rasende vigtig. Er den blotte, bare protest nok - en dyd i sig selv - eller fordrer det, at man laver kunst, at man også forpligter sig på dens vegne? Og i så fald: Hvad indebærer dét?

Selvfølgelig starter alt i denne sammenhæng med indigNationen: Kvalmen over fejlslagen socialpolitik, statsautoriseret racisme, borgerlig hæderlighed, der er gået i forrådnelse, politiske anslag mod ytringsfriheden osv. osv. En følelse, jeg deler med alle mine skrivende, musicerende og malende fæller i kunstmiljøet, hvorfor jeg da også kan forstå, at man umiddelbart har lyst til at reagere ret primalt på dén impuls: Kort sagt SKRIGE SIN FORPULEDE AFMAGT UD OVER HUSTAGENE!!! Hvilket mange af bogprojektets bidragydere da også har gjort - typisk med nik i retning af tre lyriske retninger fra 70'erne: Knækprosaen, arbejderpoesien, som den bl.a. var repræsenteret af Carl Scharnberg, og Michael Strunges energiske punklyrik i Skrigerne.

Denne type lyrik har det da også med at gøre sig godt på scenerne, når den foredrages tilstrækkeligt kompetent og sammenbidt foran en flok gerne lettere beduggede ligesindede: Hvem kan være uenig? Og hvem har ind imellem ikke brug for lidt aflad? Problemet melder sig blot, når man vil videre i teksten: Overbevise de ikke allerede overbeviste, vinde genklang hos det lyriske parnas og - sidst, men ikke mindst, rokke bare en smule ved de magthavere, man raser imod. Den slags kræver, at man ikke blot præsenterer noget nyt, så det kan mærkes, men har både argumenterne og den formelle bevidsthed i orden. Den indre svinehund lader sig ikke overbevise af, at man peger hånende på den og kalder den en indre svinehund - det ved den godt, den er, den skammer sig ikke, og det eneste, der kan rokke den, er at gå ind og prikke kirurgisk til de ømme punkter i dens psykologi, den tror, ingen andre kender til. Her nytter det ikke at være endimensionel, for monstret lader sig ikke bekæmpe med sine egne våben.

Vil man have parnasset - først og fremmest vel en Hr. Bukdahl i tale - nytter det heller ikke at være endimensionel i sin tankegang og formtænkning. Meget har jeg sagt og skrevet om denne herre i tidens løb, men jeg har aldrig mistænkt ham for at være borgerlig. Til gengæld kræver det at gå til ham - og kolleger i lignende positioner - at man har noget sprælsk og ikke mindst nyt at præsentere. Dét er opkogt 70'er-lyrik ikke.

Og endelig er der VKO-politikerne på Christiansborg, der allerede gennem 10 år har demonstreret, at de nærmest kan afvise al moderne protestkunst ved at kigge sig køligt tilbage over skuldrene, nævne ét eller andet om lilla bléer og hønsestrik og lade gennemsnittet af befolkningen træffe dommen over "de dersens hengemte hippiehoveder". Evt. kan de gøre, som de også ynder at gøre, nemlig at skære i støtten til projekter, som ikke støtter op omkring deres dagsordener. Hvilket gør det så meget desto vigtigere at komme med kunstneriske protester, der fungerer, her og nu!

Og dermed begynder vi at nærme os omridset af netop en kunstnerisk protest, der (formoder jeg) fungerer. Ikke at jeg har en opskrift på, hvad der skal stoppes i kagen: Det forbandede er, at dén må enhver - da tiden ikke ligefrem er domineret af fælles strømninger - hitte ud af alt efter sine personlige behov. Men jeg ser dog tre kriterier tegne sig, der bør være i orden uanset hvad.

1) Make it new!

Den kladde til "det politiske kunstværk", flertallet stadig slæber rundt med i hovedet - dvs. den overleverede fra 70'erne - må simpelthen skrottes. Ikke at der ikke fandtes fin politisk kunst i 70'erne, som endda er blevet stående - se blot på f.eks. Røde Mor, Ivan Malinowski og Kurt Trampedach - men mit råd må være: Lær af strategierne, ikke af formen. Så snart noget begynder at lugte af hønsestrik, er latterliggørelsen og dermed glemslen lige om hjørnet. Nej, tag udgangspunkt i det mest spændende og radikale, som sker i 2011, og væv det, du vil sige, ind i en progressiv videreførelse af - eller kvalificeret protest mod - dette. Det burde være muligt. Prøv det.

2) Kommunikér!

Det er fint nok, at Lars Skinnebach har forpligtet de få købere af bogen Øvelser og rituelle tekster til ikke at spise andet end grøntsager i en vis periode - et både sympatisk og praktisk tiltag, der gør, at han har sit på det rene. Men stoffet i bogen er stadig utilgængeligt for det store antal mennesker, der skal rykkes før det batter af noget, og det hjælper heller ikke rigtigt noget, at en kernegruppe på måske 50-100 læsere ved, at ens "lighed mellem termer som en del af en almen strategi, der anskuer digtningen fra en ontologisk tilgangsvinkel" dækker over et socialistisk standpunkt - det sidstnævnte er en fælde, jeg selv befandt mig i gennem flere år. Vil man noget med de udsagn, man fremsætter, må de gerne være komplekse og kunstnerisk interessante, men trods alt bør de formuleres i et sprog, man ikke skal have en magistergrad i litteratur for at afkode. Er det muligt? Spørg Poul Henningsen, Kjeld Abell og Hans Scherfig. Spørg Lorca, Brecht og Ginsberg.

3) Firkanter skærer man sig på

Det gælder dig, det gælder læseren. Er svinehunden slet og ret ond? Gå til den med dén holdning, og den bider. Er svinehunden angst? Jeg garanterer ikke succes, men du kan jo prøve at nærme dig den med dén indstilling for at se, hvad der sker. Det er det bedste kort, du har, i hvert fald. Sort og hvid gør lige blind, som man siger, og starter man med at afbryde enhver dialog ud over den rene tilsvining, får man krig og intet andet. Hvilket man i øvrigt beder om.

Skrevet er skrevet, og for mit vedkommende er valgt valgt. Først og fremmest ud fra de tekster, der i højere eller mindre grad kan leve op til det ovenstående. Og lad mig sige det sådan: Bogen bliver, hvis det står til mig, mere en destillation af tendenser, der peger i en konstruktiv retning, end den genfødsel af dansk, politisk litteratur, den måske burde have været. Det sidste ville have krævet et stærkere stof at arbejde ud fra.

Men værd at købe og læse, dét bliver den. Også trods mine sure opstød.

Alligevel: Streng jer an, folkens. Streng jer an, hvis I mener det seriøst. Bare med henblik på den næste, ikke nødvendigvis givne mulighed, ikk?

Og tro mig: Det ligger lige så meget mig som jer på sinde, at krudtet er helt tørt næste gang.

1 kommentar:

  1. Som bidragyder - vist nok! - kan jeg kun være enig med principperne - men skriver nok slet ikke efter program. Kan man efterfølgende læsse det i den ene eller anden fortidige kasse formmæssigt, så for mig gerne. Jeg kan godt forestille mig, at man som reklamemand har evner for at formulere sig, så man rammer Lars - det rækker mine evner og ønsker ikke til, det ved jeg.

    SvarSlet