fredag den 1. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 7: Pulp

I 1998 havde mangt og meget ændret sig siden de herrens år 1989 og 1990. Også personligt. Sidst i 1990, efter jeg var startet på gymnasiet i Silkeborg, var mine forældre gået fra hinanden, og lad mig sige det sådan, at jeg i en længere periode var nødt til at gå mere op i andres Weltschmerz end min egen. Nys tilflyttet Silkeborg kæmpede jeg mig gennem tre ret miserable år på en udpræget konservativ undervisningsinstitution, mens jeg, for at gøre noget sundt, spillede og skrev på livet løs. Gennem nogle mutationer - først som punkorkester, siden via en kortvarig industrial-fase - var resterne af Rough Riders endt som hardtrance-trioen Mateaux, der kom så langt, at vi spillede gigs på V58 i Århus og Rytmeposten i Odense, fik en demo spillet af Katrine Ring på DR og vistnok endte med at få et nummer med på en amerikansk compilation, jeg aldrig har set. Men kemien var skrøbelig, for min sensibilitet var mere til punk end techno, og i starten af 1995 - efter et gig i Skanderborg, hvor folk var så bedøvede af ecstasy, at de sad op ad murene og savlede - fik jeg nok af dansekulturen for en rum tid. Underground standsede definitivt i 1993, da redaktionen var blevet for lille, men til gengæld fik jeg mine første digte i Hvedekorn på omtrent samme tidspunkt. Samme tidspunkt, i øvrigt, som den gamle Voel-klike holdt sin sidste sommer-komsammen i Nørre Vorupør, festede igennem som aldrig før - og stort set gik hver til sit bagefter...

I sommeren 1994 rykkede jeg til Aalborg for at studere dansk, men måske mest af alt finde ud af, hvem pokker jeg selv var midt i alt det her. I det hele taget genopfinde "Steffen", hvis det var muligt. Operationen lykkedes. Husker stadig med begejstring en storartet rustur til Voersaa, hvor flere nye, længerevarende venskaber blev grundlagt, jeg oplevede min første brusende, voksne forelskelse, og jeg i det hele taget - for første gang i mange år - følte, at jeg hørte til. For pokker: Bare det at høre flere andre juble over, at Enhedslisten kom over spærregrænsen, da årets valg blev vist på tv'et i stuen! Og så det lækre, postmoderne lydspor, der uden skelen spændte fra Bowie over Shit & Chanel til Blur og Suede!

Og så ventede de fede år ellers. For studiet var bestemt ikke det eneste sted i Aalborg, jeg følte mig hjemme på. Der var 1000Fryd i Kattesundet, hvor man på en god aften kunne støde ind i det flinke crew fra Tritonus, Rock Caféen i Gaden, hvor man kunne danse råddent til den nyeste grunge, og Rock Nielsen samme sted, som var noget blødere, men stadig var et godt sted at score uden at kaste op over musikudvalget. Først og fremmest var der dog Revolution på Maren Turis Gade, som den hårde kerne fra alle de andre steder altid endte med at gå på for at danse til cremen af tidens tungrock, indie og techno: Repertoiret spændte, på bedste postmoderne vis, fra Aretha Franklin over Pulp og Rage Against the Machine til Beastie Boys og Underworld. Her blev jeg nærmest stamkunde - og endte med at knytte lige så mange kontakter frem i tid, som på studiet. For vel var jeg lidt ældre end kernepublikummet, som nærmest var mindreårigt, men så meget desto mere kunne jeg score lette points på at have en viden, som rakte længere tilbage end Nirvanas første album. Og det, at alle - selv de mest håbløse - drømte at blive kunstnere dernede, var så meget desto mere hensigtsmæssigt for mig, der i hvert fald med en vis ret kunne påstå at være én!

Årene på Revolution tågede derfor ud i én lang, opspeedet fest. Vel var jeg klar og på, når studiets alvor meldte sig, men i weekenderne handlede det bare om at hælde et par liter papvin i løgnhalsen, traske fra Frydendal ned til midtbyen, finde den rigtige trappe op og så ellers GÅ AMOK!!! Der blev kysset, der blev danset råddent og aggressivt, der blev eksperimenteret på livet løs i de billige senge ude i byen. Stoffer var der også for dem, der ville have det, men bortset fra et par chillumsug, når det bød sig, holdt jeg mig selv fri af dén del af showet. Jeg morede mig jo, og det havde jeg fucking grund til, for jeg havde jo overlevet bomben, ikke? Og efter 10 års borgerligt tyranni havde Nyrup-regeringen sørget for, at der blæste blidere vinde over hele Dannevang. Der var opsving, alvor og politik var (næsten) passé, alt var muligt og skulle prøves! Men hvorfor sætte festen over styr ved at fylde sig med lort? meget ræson havde jeg trods alt midt i min hedonistiske højsommer!

Men festen sluttede. Jeg har længe tænkt over hvornår. For mange var det sikkert først dengang, Al-Qaeda sendte flyene ind i World Trade Center. For mig var det et faktum efter ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor ni folk - mens min daværende kæreste og jeg så på i baggrunden - blev dræbt af en blanding af dårligt føre, utilstrækkelige sikkerhedshensyn og en perverteret, hensynsløs bonderøvsversion af den tonser-mentalitet, som havde hersket på Revolution. Der gik det for alvor op for mig, at den lige-gyldighed (bemærk orddelingen), som havde været 90'ernes brændstof, havde et rigtig grimt biprodukt, nemlig den kynisme, der kom til at sætte dagsordenen i 00'erne... Men allerede i 1997 var faresignalerne tydelige. Inden for kort tid lukkede Revolution og P4 i P1, som begge havde været samlingspunkter i "de gode år", og i England, som ellers havde holdt den alternative musikfane højt, da grungen tonede ud, blev kvaliteten af de nye bands, som dukkede op, ringere og ringere. Ingen tvivl om, at Blur, Suede, Pulp, Manic Street Preachers, Radiohead og sågar Oasis var bands, som ville blive stående på sigt, men Cast? Kula Shaker? Hurricane #1? For pokker, da!

Og mens nedturen på indiescenen fortsatte indtil den nåede det punkt, hvor den ikke længere var et alternativ til noget som helst, skiftede MTV brat hest, begyndte at spille tonsvis af R&B og hype en gruppe britiske popsild, som hed Spice Girls, hvis slagord - ud over det dubiøse "girl power!" - var: "Pop is back!!!".

Jo, festen var forbi før år 2000. Og Pulp - med den mest brillante rocksatiriker siden Ray Davies, Jarvis Cocker, i spidsen - var nok den første til at registrere krisetegnene på albummet This is Hardcore (1998).

Han havde muligvis også mere på spil, end jeg selv havde. Han var fiskehandlerens søn fra Sheffield, som siden 1978 - punk-tiden, for pokker! - med Pulp havde forsøgt at skabe sig en overbevisende karriere som musiker, men aldrig havde følt, at han passede ind i noget før måske i 1992, da albummet Separations (gruppens 3. på 15 år!) meldte sig midt i britpop-bølgens spæde opstart. I 1983 havde gruppen lavet Scott Walker-agtig fløjlspop midt i en gotisk tid, og i '86 havde gruppen satset på en mere dyster, folkpræget sound, mens C86-generationen igen satte strøm til guitarerne. Men med den vagt elektroniske Separations lavede gruppen omsider noget, der var af tiden, og de næste fem år var i dén grad en fest i Pulp-land. Cocker selv var på én gang den kroniske outsider - en rolle, han havde fundet sig tilpas i - og den småsjofle charmør, som på bedste James Bond-vis besang sovekammerets hemmeligheder. På overfladen, vel at mærke. Bag masken var der til enhver tid en ret besk, intelligent kommentator, som kunne vride hjerteskærende politiske, moralske og menneskelige pointer ud af selv det mest banale stof - nej, "Common People" handler ikke bare om at score i et supermarked, men er en benhård, eksistentiel kritik af det britiske klassesamfund!

Så meget sagt hang Cocker, ligesom resten af gruppen, ud til raves i starten af 90'erne, og da britpop-æraen var på sit højeste, kunne man altid finde Pulp på The Good Mixer i London, hvor også Blur, Elastica, til tider Oasis og andre kendisser fra tidens rockparnas hang ud. I en periode var bassisten Steve Mackey endda - selv i dét selskab - berygtet for sine hedonistiske privatfester!

Men i 1996/97 var festen i hvert fald forbi for Cocker. Selskabet krævede et nyt album oven på gennembruddet og mesterværket Different Class, og Pulp havde kun ét nummer, "Help the Aged", at gøre godt med. Det floppede, da det omsider udkom på single. Festerne på The Good Mixer var ikke længere det, de havde været, og Jarvis var på afvænning efter et eskalerende kokain-misbrug, så sangskrivningen gled ikke specielt glat. Og This is Hardcore (Island, 1998) er da også en højst ujævn affære - faktisk så ujævn, at albummet ikke er værdigt til at blive beskrevet som værk. Men de tre sange, som fungerede på det, var til gengæld så lammende hårde og rammende, at de - selv dengang - forskubbede mit indre tyngdepunkt et par meter hen mod 00'erne...

Først og fremmest netop "Help the Aged" - et så tilsyneladende uskadeligt og 60'er-solbeskinnet popnummer, som gruppen nogen sinde havde bedrevet - der på én gang var sangerens og britpop-ungdommens stævnemøde med alderdommen og dødeligheden. Selvfølgelig ikke uden et lummert aspekt - "help the aged" ses også som en opfordring til seksuelt samkvem mellem generationerne - men skriften på væggen er klar: "Help the aged / one time they were just like you, / drinking, smoking cigs and sniffing glue (...) And if you're looking very hard / behind the lines upon their face, / you may see where you are headed, / and it's such a lonely place..." Tak for kaffe! Tror pokker, at singlen floppede: Hvis der er én ting, unge ikke bryder sig om at blive mindet om, er det langtidsperspektiver!'

Endnu mørkere var åbningsnummeret på This is Hardcore, den ukarakteristisk hårde og klagende "The Fear", som ganske vist havde den vage soundtrack-fornemmelse, Pulps sange var kendetegnet af i den periode, men også en tyngde og en halvgotisk kant, som var uvant og - for lyttere af Different Class - næppe ret indbydende. Og med rette: Det er lyden af ensomme lejligheder, hvor "de lykkelige singler" onanerer sig i søvn med sprøjter, vinflasker og angst for fremtiden på sengebordet:

"This is our "Music from A Bachelors Den" -
the sound of loneliness turned up to ten.
A horror soundtrack from a stagnant water-bed
And it sounds just like this.
This is the sound of someone losing the plot -
making out that they're okay when they're not.
You're gonna like it,
but not a lot
and the chorus goes like this:

Oh baby,
here comes the fear again.
The end is near again.
A monkey's built a house on your back.
You can't get anyone to come in the sack
and here comes another panic attack
Oh here we go again."

Nummerets sidste toner er en stærkt forvrænget guitar, der vrider sig i en art kubistisk, smertefuld, forladt orgasme. Se, sådan stopper man en fest!

Men værst - og bedst - af alle albummets sange er det storladne, John Barry-samplende titelnummer, der lydmæssigt formår at forvandle noget, som sådan set er elegant, glitrende og dansabelt, til noget uhyre depressivt og monstrøst. For "This is Hardcore" er en nedtursang af dimensioner med sine synkende strygere, endeløst vemodige pianotoner og en Jarvis, der synger med en følelse af decideret kvalme i stemmen. Vel at mærke mens han foredrager en tekst, der lægges i munden på en aktør/pornoinstruktør, som får sine vildeste fantasier tilfredsstillet, men allerede undervejs sidder tilbage med en kvælende tomhedsfornemmelse:

"This is the eye of the storm.
It's what men in stained raincoats pay for but in here it is pure.
Yeah. This is the end of the line.
I've seen the storyline played out so many times before.
Oh that goes in there.
Then that goes in there.
Then that goes in there.
Then that goes in there. & then it's over. Oh, what a hell of a show
but what I want to know:
what exactly do you do for an encore? 'Cos this is Hardcore."

Sådan var 90'erne - i hvert fald for nogle af os.

Vi ræsede ud af 80'ernes sjælebur for at voldkneppe livet, mens livet voldkneppede os.

Vi jublede, stønnede og skrålede, mens det stod på.

Vi fik kvalme over os selv, da det sluttede. Og nej, der var ikke noget ekstranummer, som kunne blokere for hverken angeren eller realiteterne bagefter.

Og der sluttede årtiet så - ret beset - på tre modbydeligt rammende numre fra et album, der var træt til døden af at feste og, på godt og ondt, ikke skammede sig over at lette på solbrillerne og vise randene under øjnene frem.

Ingen kan nogen sinde få mig til at kalde This is Hardcore for et mesterværk, men ret beset er det heller ikke altid de bedste plader, som rykker én. Det er dem, der rummer tiden. Og der var flere albums i omløb dengang, som sendte nogle af de samme signaler - Manic Street Preachers' This is My Truth Tell Me Yours og Blurs Blur - men ingen af dem fortalte så tydeligt som Pulps, at det var på tide at standse op og ransage sig selv. Grundigt!

Nogle af os var langsomme. Vi vidste egentlig bedre, men kunne ikke give slip og lade os falde.

Det var os, som stod der i 2000 og 2001.

Jarvis var allerede et helt andet sted henne dengang, men kom aldrig så tæt på tidsånden igen.

I mellemtiden prøvede berlinske Atari Teenage Riot at skabe en ny.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar