mandag den 18. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Del 11: PJ Harvey

Begreber som "slægt" og "hjemstavn" er nok temmelig fjerne begreber for de fleste i min generation. Slægtsbegrebet er blevet scramblet godt og grundigt af skilsmisser, geografisk mobilitet og egoisme på tværs af generationerne, mens hjemstavnen typisk bare er det, man med vold og magt flygter fra for aldrig at vende tilbage: Stikker éns historie dybere end her og nu, ved man det typisk ikke, for familiernes ældre historie har normalt fortonet sig i senere tiders anekdoter. Det moderne menneskes personlige fortælling - inklusive forudgående slægtled - går med andre ord sjældent mere end ca. 70 år tilbage i tiden.

Dér stod jeg selv engang. Ja, så sent som i efteråret 2006. Ikke at jeg nogen sinde havde fornægtet det, jeg kom fra, selvom også jeg var flygtet fra Voel - ja, i det hele taget Silkeborgegnen - med eftertryk. Og gennem 90'erne havde overskridelsen af det, jeg var, imidlertid været vigtigere end forståelsen, og gennem det meste af 00'erne havde jeg, som førnævnt, befundet mig i en art eksistentiel coma, hvor selve overlevelsen havde været alfa og omega. Da dén fortog sig, vågnede jeg op til den situation, at jeg lige pludselig var 32 år gammel og reelt vidste meget lidt om hvem, jeg var. Skulle min livshistorie fortsætte i bare et nogenlunde sikkert gænge, havde jeg behov for forståelse og forankring - det var ikke længere nok bare at være "ein Ding an Sich".

For jeg var jo noget. Meget af det, jeg var, kunne jeg se kom fra mine forældre. Andet havde jeg tillært mig i min frigørelsesproces ved at bade mig i litteratur, musik, filosofi, metafysik, billedkunst, politik, historie, you name it. Og så alligevel var der væsentlige indre sammenhænge, jeg ikke forstod, og folk i mit nærmeste bagland, jeg aldrig havde lært at fatte til bunds. Som f.eks. min farmor, som, da hun levede, havde vakt lige dele kærlighed og vrede, og som det nu føltes på tide at lægge ordentligt i graven.

Så slægtsforskningen blev min nye passion. Særligt efter jeg i sommeren 2007 var blevet alene igen og manglede noget at fylde de lange, triste efterårsnætter ud med. Arkiver blev gennembladret, sider blev googlet, ældre slægtninge blev opsøgt - og det i en sådan grad, at mit engagement i Geiger, som før da havde fyldt næsten alt, begyndte at fortage sig på ubestemt tid.

Når jeg ser tilbage, kom det næste vendepunkt i mit liv i august 2007, hvor jeg besøgte et par slægtninge, som stadig boede på min tipoldefars gård i flækken Grølsted ca. 15 kilometer fra Voel. Dels blev det perspektiv, at mit genom beviseligt havde cirklet rundt på min hjemegn gennem næsten 400 år, meget konkret, mens jeg badede mig i deres viden og historier. I sig selv store sager. Men noget andet kom også til at stå klart: At løsningen på min efterhånden længerevarende frustration over Aalborg, som jeg dengang havde boet i gennem næsten 13 år, ikke var at vende hjem. For der var intet at vende hjem til. Den gamle slægtsgård lå som en ø fra en svunden tid i et område, hvor stort set alt var blevet opkøbt af det forpulede røvhul til Låsby Svendsen, som havde solgt det videre til svære sociale tilfælde med det uvægerlige resultat, at min hjemstavn var blevet forvandlet til en rygende ruinhob. I det nærliggende Fårvang, hvor jeg havde gået i skole, var næsten alle butikker lukket ned, industrien var på retur og jeg genkendte ingen ansigter på gaden: Alle, der, ligesom jeg, havde bare den mindste smule initiativ i sig, var flyttet forlængst. Og så var der den der underlige dialekt, Ejvind, som min slægtning hed, talte... Jeg forstod den knapt nok. Indtil det lige pludselig gik op for mig, at jeg selv havde talt den perfekt op til den dag, jeg kom i skole...

Nogle måneder senere fik min farfar en blodprop i hjernen, som gjorde, at han ikke blot begyndte at fortone sig som person, men også - som den sidste, jeg virkelig kendte på den egn - var nødt til at flytte fra Voel.

Hjemme i Aalborg stod grammofonen mere og mere stille, mens bunkerne af digte hobede sig op. Det var bare ikke der, man kunne lufte dem. Ikke dengang, i hvert fald. Det stod også klart for mig, at de sidste brikker i mysteriet omkring min farmor måtte findes i København, hvor hun var født og havde levet sine første år. Og da jeg i kortere tid fik en ny kæreste, som, ligesom et par af mine venner, var på vej derover, var sagen afgjort: Mit liv måtte skifte scene. Lejligheden i Aalborg Øst blev opsagt, en ny blev fundet i Søborg, og så blev der ellers bestilt flyttevogn.

I august 2008 stod jeg så i den nye by, parat til både at afdække og udvikle nye lag i min historie. I starten en forfrossen og ensom affære, for København viste sig også at være en hjemstavn af den type, hvor tilflyttere blev mødt med en vis skepsis: Kun i Store Magleby og Dragør, som min farmors slægt stammede fra, skulle jeg bare nævne et par velvalgte navne fra mit stamtræ for at føle mig velkommen. Ellers fulgte der en vis kamp for at "komme ind i varmen". Men det lykkedes. Jeg blev. Og jeg begyndte efterhånden at føle mig hjemme, få nye venner og komme ind i andre sammenhænge. En proces, som i virkeligheden stadig foregår den dag i dag - overvær den selv både her og ude i byen...

Lydsporet til dén på sin vis hårde overgang var britiske PJ Harveys album White Chalk (Island, 2007) - et album, som dog mere indfangede end igangsatte processen. Harvey selv havde taget springet fra en opvækst i det relativt isolerede, landlige Dorset til en kunstnerisk karriere, som førte hende hjemløst rundt i verdens metropoler, og dén udvikling og fremmedgørelse var White Chalk én lang reaktion på.

Hvor hendes helt tidlige plader - Dry, Rid of Me og 4-Track Demos - havde været rasende støjpunk-angreb og de næste (heriblandt klassikerne To Bring You My Love og Is This Desire?) opvisninger i mere eller mindre eksperimenterende storbyblues, afslørede dette album en mere tyst, akustisk og afdæmpet, men ikke mindre mørk og intens, side af Harveys talent. Der var støvregn, dug i kornet, blæst på klinterne og stilhed under stjernerne i rillerne. Eller sagt på en anden måde: Tidligere havde Harveys produktion været udpræget horisontal i sit fokus. Udslag af en rasende og fabulerende personlighed med overskud, som ville ud og væk. White Chalk, derimod, viste en Harvey, som vendte tilbage til den jord, hun var vokset op af, og, med et vertikalt fokus, gjorde sig til en slags medium for alle dem, som var kommet før hende. Der var spor af såvel kristen som keltisk mytologi i teksterne, og såvel stilheden som elementernes rasen løb gennem teksterne, som var én lang konfrontation med hendes egen plads i universets masterplan - med forgængeligheden, rødderne, døden. Altsammen filtreret gennem en stemme, som, modsat tidligere tiders skrigen og growlen, pludselig var lys, skrøbelig og alfeagtigt. Bevares: Man fornemmede selvfølgelig hele tiden, at Polly Jean havde været ude i verden. Der var ekkoer af Cocteau Twins, Brian Wilson, Nick Cave og delta blues i de 11 sange. Alligevel - som coverfotoet af Harvey i en bevidst gammeldags dragt, glimrende illustrerede - var White Chalk om noget lyden af en sangerinde, som åbnede brystkassen og stak mikrofonen helt ind til sit DNA.

Selvom der overordnet set er tale om en rigtig dejlig, helstøbt plade, som jeg stadigvæk hører ofte - hvem kan ikke nyde f.eks. Beach Boys i helvede-visionen "The Devil" og den tyste, rugende "Dear Darkness" - er der specielt én sang på White Chalk, som har sat sig permanent fast i min sjæls øregange og nærmest er blevet min personlige slagsang. Nemlig det rullende, vagt Bob Dylan- og Bruce Springsteen-inspirerede titelnummer, der om noget er flygtningens hyldest til den forladte hjemstavn. Og samtidig en blank anerkendelse af den skyldfølelse, der følger med at være en af dem, der svigter rødderne og rejser væk:

"White chalk hills are all I've known
White chalk hills will rot my bones
White chalk sticking to my shoes
White chalk playing as a child with you

White chalk sat against time
White chalk cutting down the sea line
I know Mary's by the surf
On a path cut 1500 years ago

And I know these chalk hills will rot my bones

Dorset's cliffs meet at the sea
Where I walked
(Our unborn child in me)
White chalk
(Poor scattered land)

Scratch my palms
There's blood on my hands"


Selv fordanskede jeg teksten i oktober sidste år og gav den titlen


Muldjord

Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.


Og trods det, at jeg blev henvist til at søge mine eventyr andre steder i verden end dét, jeg kom fra, så lur mig, om elementerne derhjemme ikke, ligesom kalken i Dorset vil sluge PJ Harveys knogler, engang vil komme til at vugge mine ben ind i evigheden...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar