mandag den 18. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 10: yoyooyoy

Det var ved juletid 2005. I den langstrakte arbejdsløshedsperiode, som havde efterfulgt færdiggørelsen af mit speciale, havde jeg - i øvrigt uden på noget tidspunkt at tjene en jante på det - været med til at gøre Musiktidsskriftet Geiger til landets førende blad, når det kom til progressiv musik af nærmest enhver art. Det var imidlertid også nærmest det eneste, som havde holdt mig kørende. På alle andre felter havde mit liv været en ørkenvandring. Over 1000 ansøgninger var gennem årene blevet sendt ud, uden at jeg havde været til så meget som én samtale. Familien var begyndt at forholde sig til mig med lige dele irritation og bekymring. Min farmor var død, og jeg havde simpelthen ikke et intakt nok følelsesregister til at forholde mig til det. Jeg havde pådraget mig en socialfobi, som gjorde det svært for mig bare at gå over til købmanden i Nørre Tranders for at handle ind. Og så var der mit nye forhold, som jeg ikke formåede at lægge det i, jeg gerne ville, fordi jeg var angst til døden for at elske nogen. Ikke mindst mig selv.

Jeg havde arbejdet mig selv op i et hjørne, og jeg vidste det.

Selv Geiger var begyndt at føles som en sur pligt. De underspillede magtkampe, som til sidst skulle føre til min afgang fra redaktionen, var allerede igang, og jeg syntes efterhånden, at alle de cd'er, jeg modtog, lød ens: Som Radiohead med en lille smule Sonic Youth ind over.

Så var det, at en gut, som jeg kendte fra dengang, han spillede i Aalborg-bandet Tritonus, sendte mig en mail, hvor han nævnte, at der vist nok eksisterede et musikerkollektiv ved navn yoyooyoy, som lavede nogle ret interessante ting. "Well, here goes nothing", tænkte jeg og lagde kursen ind forbi deres hjemmeside. Der solgte de en sød lille, hjemmelavet cd-r komplet med glansbilleder og guldglimmer, som jeg da heller ikke kunne lade være med at hente hjem. Hvad pokker: Den kostede kun 100 kroner og var dobbelt, så selvom jeg ikke vidste en dart om indholdet, var det eventuelle tab da til at leve med.

Titlen var Glædelig Fugl, og det drejede sig om en opsamling af materiale fra sammenslutningens mange projekter, som medlemmet Anders Lauge Meldgaard havde fundet på sin harddisk og ønsket at give en mere fast form. Det fik det så som en julegave til yoyooyoys dengang ganske få lyttere, og sættet, som for længst er udgået af ethvert katalog, kom så vidt, jeg husker, kun i 20-25 eksemplarer. Men ét af dem ændrede altså et liv, og det var mit!

I forvejen havde yoyooyoy, som foruden Meldgaard den dag i dag består af Toke Tietze Mortensen, Andreas Führer og Johannes Lund, markeret sig i det stille med albums fra bands som Fjernsyn Fjernsyn, Slutspurt, Blob Back Fahrenheit og Kirsten Ketsjer – The Rockband, men mest af alt inden for en jazzet sfære, som dengang ikke fik specielt meget opmærksomhed fra min side. Glædelig Fugl ændrede alt dét med ét slag, for hvor både electronicaen og indierocken på dét tidspunkt var døde genrer for mig, viste denne spraglede blandede bolsjer fra den store, kreative familie, hvor de enkelte medlemmer allerede fra starten havde arbejdet sammen på kryds og tværs i utallige sammenhænge, der så blev samlet under yoyooyoy-paraplyen, sig at være det mest spændende og originale, jeg havde hørt i årevis. Ikke fordi agendaen – at underholde fra diverse skæve og eksperimenterende vinkler – egentlig var så dyb, men fordi personerne bag udgivelsen lå inde med en fantasi og musikalsk åbenhed uden lige: Hvert eneste nummer på udgivelsen var en større eller mindre overraskelse for mine efterhånden gamle, halvtrætte ører, som mente at have hørt alt bedre før.

Ingredienserne var for det meste klare nok – free jazz krydret med ægte, uspoleret punk-attitude og elektronisk know how - men grupperingen gik alligevel radikalt til værks helt ned på formniveauet. Og der blev tydeligvis leget til den helt store guldmedalje. Leget, så verden, som man kendte den, blev tåget i kanterne.

Hvor sammensat – og hvor godt – materialet var, kan glimrende eksemplificeres med The Motherships ”Electro Acoustic Exp”, der nærmest tog sig ud som en imaginær rejse i det ydre lydrum. Her lagdes der ud med en langsomt stigende stringer, der bevægede sig gennem et luftigt univers fyldt med raslende, ringlende lyde – og netop som man var ved at blive lullet hen, knækkede det hele over i en meteorstorm af frenetiske trommer, skrig, skrål og skinger, forvrænget guitar. Eller Supermelles pragtfulde ”Den Dejlige Skude Mary”, der med blid saxofon, stift slentrende elektrorytmik og tilbagelænet rytmeguitar tog sig ud som det manglende led mellem Kraftwerk, Tortoise og Bent Fabricius-Bjerre! Den slags voldsomme stilbrud var nærmere normen end undtagelsen på Glædelig Fugl, og for det meste lykkedes det at få de sære fugle op at flyve. Men der var også mere stilrene ting at finde, om end de ofte pegede i herligt forvirrende retninger – som Henrik Bischoff and the Double A Boys' ”Du Ka Sku Da Ikke Bare Skride”, der var et komplet hormonpumpet, temmelig fedt hardcorenummer, BM Konditoques' elastiske breakbeat-workout ”Mezzavorte” og Forkerts ”Klampenborg Kastrup Jamaica”, der kombinerer big band-jazz med en slavisk folkemelodi-fornemmelse og et stadigt fyldigere, kraftigere flow, der synes at nikke til Ravels dundermarch ”Bolero”. Eller for den sags skyld Slutspurts grotesk forvrængede ”Ryst Posen Lillemor”, hvis malstrøm af smadrede trommer, kamikaze-guitar og bevidst elendig computerlyd placerede sig på det punkt midt i 70'erne, hvor den mest moderne og nihilistiske del af syrerocken knækkede over i den første industrial. Et ekstremistisk højdepunkt indtil næste nummer – Anders og Tokes ”Mad Ape Bitfucked” – som væltede ud af højttalerne med samme pulveriserende lydtryk og opfindsomhed som de bedste ting fra Digital Hardcores storhedstid! Og så var man endda ovre i den afdeling, hvor der tydeligvis var blevet lagt både ambition og arbejdstid i tingene.

Mange af anretningerne var lettere af natur – ikke mindst MC Friskluft & BM Konditoques ”Weißbier, Weißbier” og The Motherships ”The Rap”, som begge var eksempler på løs, laset og givetvis totalt improviseret hip hop, der skrællede ethvert lag af lakering og homeboy-attitude af genren. Og måske bedst af alt BM Konditoques ”Hen + Rik”, som simpelthen var en smule dagligstuesnak om mobiltelefoni, der var blevet hakket i stykker og organiseret med stor komisk effekt.

Glædelig Fugl krævede en del af sin lytter - alt fra fordybelse over fladpandet humor og hærværksglæde til indsigt i et meget bredt spektrum af genrer. Den krævede også, at man tog det pjattede seriøst og alvoren med et gran salt. Men den solgte samtidig sig selv med så stort et overskud af fantasi, vitalitet og charme, at jeg nærmest fra det ene øjeblik til det andet lod den idéforladte rockundergrund blive, hvor den var, og fulgte mine nye ledestjerner med en næsten stalker-agtig entusiasme.

Interviews blev sat op, og de to første - med Kirsten Ketsjer og Fjernsyn Fjernsyn - endte i monumentale drukture, der fuldstændig opløste skellene mellem bands og skribent. Også som mennesker kom yoyooyoy med en gejst og et overskud, jeg havde savnet som ind i helvede i min indebrændte aalborgensiske hverdag, og jeg omfavnede det med liv og sjæl. Så snart nogen fra grupperingen var så meget som bare i nærheden, stod jeg der for at lytte og hænge ud backstage, og selvom det kan lyde åndssvagt, at jeg så op til folk, som var endda betragteligt yngre end mig selv, var det i realiteten det, jeg gjorde. yoyooyoy lærte den mand, som havde ligget i emotionel respirator siden '99, at leve og turde igen. Jeg takkede med rosende - og altid oprigtige, om end i et par situationer kiksede - skriverier en masse, som lagde grundstenen til, at grupperingen i dag sågar har været i Danmarks Trægeste Musikblad: Gaffa!

Også i min hverdag kunne det føles. Jeg fik en fod ind på arbejdsmarkedet igen, jeg formåede at elske den kæreste, jeg i så høj grad havde forsømt, og såvel mine skriverier for Geiger som de digte, jeg dengang mest lagde i skrivebordsskuffen, fik en mere personlig, åben, vild og fri karakter. Der blev sat noget i gang, som ikke kunne stoppes, og som både logisk og uvægerligt førte mig frem til den person, jeg er i dag - også selvom jeg både skulle skifte by, job, miljø og private omstændigheder, før processen var til ende.

Selvom kontakten med yoyooyoy aldrig udmøntede sig i egentlige venskaber - og berøringsfladen generelt har været mindre efter jeg stoppede på Geiger - vil jeg derfor altid føle den dybeste taknemmelighed over de to-tre altafgørende somre, hvor deres og mine veje for alvor krydsedes.

Og ikke mindst over den glædelige fugl, der pludselig viste sig over vandene med et eksotisk og saftigt olivenblad i næbbet...

Tak!

(Next up: PJ Harvey: White Chalk og Spids Nøgenhat: En Mærkelig Kop Te)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar