tirsdag den 19. juli 2011

Plader, som ændrede mit liv. Pt. 12: Spids Nøgenhat

Alle historier får en ende. Også min engang. Om forhåbentligvis lang tid.

Når den dag kommer, så hold en uformel ceremoni. Saml slægt og venner. Dem, der har en grund til at tro, jeg elskede dem. For min skyld kan det godt være i kirken, for det kan lige så godt være i dén slags gudshus som ethvert andet. Jeg er dybest set panteist og tror, at alle trosretninger til syvende og sidst peger på det samme. Så altså: Kirken? Hvorfor ikke? Men på mine betingelser. Der skal kun synges én salme, nemlig "Dejlig er Jorden" - har altid godt kunnet lide det kosmiske sug i dén skiderik af en sang - og præsten skal holde kæft. Jeg mindes stadig Pastor Cemiks skodtale over min mormor, og pokker om jeg vil lade nogen, jeg sandsynligvis aldrig har kendt - muligvis en komplet idiot - få det sidste ord. Nej, lad dem, der har lyst til at holde en tale, læse et digt eller synge en sang, stå frem, og lad dét være prædiken nok.

Kyl mig så i ovnen, mens der udveksles minder, drikkes kaffe, bælles øl, ryges fed eller hvad pokker folk nu har lyst til. Lad mig, hvis jeg skulle hænge i luften, vide, at livet fortsætter, og at det er godt sådan. For pokker: Det er jo ikke jordens undergang eller noget. Og når mit jordiske hylster er brændt, så hæld det - på lovlig eller ulovlig vis - i Gudenåen. Efter alt andet er blevet målt og vejet er jeg nået frem til den konklusion, at det er der, det hører til. Det er da også et gravmæle, der vil noget, kan man sige.

Men lige én ting mere: Når "prædikenen" er holdt, og jeg skal til at slæbes ud i den dersens vampyrtaxa, så hiv en skrammet ghettoblaster frem, skru op på 11 og spil den her sang:

Når Spindelvævene Blomstrer

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
vil du se denne hånd.
Den vil skabe dig en menneskefugl,
som lokker med sin sang
og dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Nu er ulvene forsvundet.
En bjergmand stables op i din stue.
En figur med kvindebryster hænger spejle på din dør
og dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
klædes du i fosterkåbe.
Fra gravenes menneskehuler hviskes om din sjæl.
De dræber alle dem, der kommer nær
og tror, du er noget, som bare hænder.

Sangen blev skrevet i 1978 af Tømrerclaus og Birgit Boline Erfurt, men det er den mere syrede, kosmiske udgave fra Spids Nøgenhats album En Mærkelig Kop Te (Orpheus, 2001), jeg vil vugge med til fra det hinsides. Én gang til vil jeg svælge i Gufs luftige stemme, de bølgende guitarer og autoharpen, der drejer lige lukt ud i evigheden. I det hele taget elsker jeg ubetinget dette album, som, med fikspunkter i Alrune Rod og Skousen & Ingemann, er én stor overskridelse af virkelighedens snævre rammer. Typisk gennem stofferne - en ting, jeg bevidst har ladet ligge i denne inkarnation - men alligevel: Jeg har altid sagtens kunnet nikke vidende og bekræftende med på linjer som:

"På det drømmeplan, hvor du har din færden,
er evigheden en alvorlig sag.
Du kan prøve, om du kan udholde smerten,
men du holder næppe een dag.

Så giv dog slip, menneske,
før det er for sent,
før alting vender tilbage
til dig"

("Giv Slip")

Jeg elsker de tæpper af fuzz og orgel, der omfavner hver eneste perfekt formede, udsyrede tone i herlige numre som "Det Psykedeliske Tapet", "Smukke Pige" og "Hvad Har Du Taget?". Jeg elsker den måde, selve musikken kan løfte selv den mest jordslåede og tunge sjæl på - uden stimulanser! Jeg elsker i det hele taget den måde, dét album sætter én af lige uden for porten til uendeligheden på.

Så jeg vil gerne have det med hele vejen. Ja, bogstaveligt talt. Kyl den gamle, slidte vinylkopi af En Mærkelig Kop Te, jeg personligt har fået af Aron, i hatten af mig, inden låget bliver smækket. Men køb en kopi af albummet selv og vid, at også det væsentligste i min ånd er i rillerne på dén plade. Ikke uden grund var der engang, jeg ikke kunne holde mig fra at digte videre på "Når Spindelvævene...":

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
tændes lys i din mund,
og ravne svæver ud med kolde kløer og hårde næb,
der dræber alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Der er havblik på din klode,
og kontinenter skurrer i dit hoved,
og bølger søger kilder, former hvirvler i dit blik,
der drukner alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
vil hver gravhøj stå i brand,
og markerne vil danse om din krop med gyldent hår,
der kvæler alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Men nok om dét.

Inden da er der stadigvæk liv, der skal leves - og masser af musik, som skal høres.

Vi ses, hvor der stadig er grønt. I tidens toneklang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar