søndag den 28. august 2011

Hektiske døgn

Efter en lang, delvist traumatisk sommer, der ikke skal kommenteres nærmere her, gik mit kreative liv efter ferien igang med et brag: Et dj-gig og en oplæsning spredt over kun to dage. Dj-sættet - mit første i tre eller fire år, så jeg var i starten en kende nervøs - blev afviklet fredag på Global, Nørrebro, som opvarmning til Frisk Frugt (alias Anders Lauge Meldgaard), der præsenterede et program, som løst var bygget op omkring det nyudsendte album Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum, hvor solen bor. Løst, for sættet inkluderede en stor portion nyt materiale, hvor Meldgaards og Tobias Mynborgs guitarer duellerede vildt med hinanden i afrikansk inspirerede mønstre, mens hele tre trommeslagere - inklusive Anja Jacobsen fra Kirsten Ketsjer - byggede op til store eksplosioner et sted i feltet mellem støjrock og etnisk musik. I det hele taget var band-delen af koncerten lige i øjet - en velkommen illustration af, at den helt specielle musikalske flamme, der altid har præget kollektivet yoyooyoy, stadig brænder rent og klart trods stigende grader af professionalisme. Også da hele holdet til sidst stillede sig op for at lave en art acapella-nummer, mens Meldgaard blæste fills ind over på et mærkværdigt Balkan-instrument. Lad det så være, at første sæt, som hovedpersonen fremførte solo på en hjemmebygget helvedesmaskine af et keyboard, var noget mere vekslende: Han indrømmede bagefter, at nervøsiteten havde fået det bedste af ham dér, og selvom man er et blændende kompositorisk talent, skal der bestemt også være plads til den menneskelige faktor. Frisk Frugt - you know, you love it!

Og mine egne sæt, som jeg afviklede sammen med Rasmus Steffensen fra Geiger og Do Like Dorian? Tjo, de gik fint, da vi først lige havde vænnet os til udstyret. Der var lidt Stooges, lidt This Heat, lidt Jim O'Rourke, lidt The President's Heart og lidt blandet, obskur yoyooyoy fra arkiverne - det sidste også til musikernes store glæde og overraskelse. Elsker dj-tjanser. Havde næsten glemt det. Stiller endda meget gerne op en anden gang.

Dagen efter stod det så på Ord Under Himlen - det årligt tilbagevendende arrangement i Kongens Have, hvor alt, der kan krybe og gå af digtere, stiller sig op i fri luft for at hygge sig, fulde sig og levere herligt spontane oplæsninger til de forbipasserende. Sådan kunne det desværre ikke være i år, for vejrguderne havde valgt at forbistre os med skybrud, som kom og gik. Og det tjener arrangøren, Lisbeth Heckmann, til ære, at hun i sidste øjeblik havde halet en aftale i land med Poesiens Hus om at lægge lokaler til.

Naturligvis gjorde disse noget mere snævre rammer, at også oplæsningerne måtte afvikles på andre måder end sædvanligt. Hvor man normalt kommer igennem 6-8 sæt á 2-3 minutter på sådan en eftermiddag, læste samtlige digtere i år op efter hinanden, hvorfor vi hver især kun havde ét skud i bøssen, som, regnvejret til trods, nødvendigvis helst skulle være tørt. Der var fordele ved den måde at gøre tingene på: Alle fik hørt alle, ligesom energien blev mere koncentreret. Der var også ulemper: Mange af os betragter Ord Under Himlen som en god mulighed at prøve nyt stof af, og det var der en del, som alligevel ikke turde, når de kun havde én chance. Selv gjorde jeg nærmest ikke andet: Kun én af de 5 tekster, jeg bidrog med, havde været afprøvet før. Men sættet gik åbenbart rent ind. I hvert fald fik jeg det spontane bifald, jeg altid har betragtet som mit succeskriterium nr. 1: Kan man få en kritisk forsamling af kolleger til at levere dét, er der sgu noget at bygge på! Og af de andre læsende denne eftermiddag var det, mig bekendt, kun Ole Bundgaard, der opnåede det samme under et kort, men usvigeligt sikkert sæt, der kom omkring både de finurlige haikus, han efterhånden mest er kendt for, og et par længere ting, der til gengæld vandt min uforbeholdne respekt.

Men der var andre meget stærke øjeblikke. Michael Zittergong, hvis formkurve gennem det sidste halve års tid har været stærkt stigende, leverede en knivskarp, ætsende intens og meget rørende tekst om livet bag psykiatriens mure - smukt at se ham i så højt og fokuseret et gear igen. Mere!!! Henriette Elmøes sæt var mere lavmælt, men specielt hendes erindringsbilleder fra barndommen sneg sig ind under huden for at ramme der, hvor de skulle - nemlig lige i hjertet. Og så var der "jyderne" - dvs. en mindre delegation fra Hovedlandet, som var kommet herover i dagens anledning. Tina Henneberg læste et fyldigt, godt uddrag af I Paradis får man ikke bank under afslappede, men fokuserede omstændigheder, og Louise Juhn Dalsgaard satte heller ikke en fod forkert under oplæsningen af sine korte, præcise tekster. Endelig var der Linda Nørgaard Framke - en af de up and coming danske lyrikere, jeg håndværksmæssigt sætter højest - hvis stil var mere ekspressiv og flød smukt. Herligt med disse indskud "hjemmefra", for selvom Danmark er et lille land, kan store talenter fra forskellige landsdele sagtens gå rundt og være uopdagede af hinanden. Mere udveksling og samarbejde på tværs af sunde og bælter, tak!

Ellers var mangt og meget på det jævne: Ikke skidt, ikke toptunet, bare sikre leveringer af kendte varer, som man kunne være mere eller mindre begejstrede for. Men det hørte også med til billedet af en eftermiddag, hvor det centrale næsten var at møde hinanden på kryds og tværs af geografi og fasttømrede scener. Og dét projekt lykkedes. Også på Riz Raz, hvor ordene blev skyllet ned med vand, øl og skøn vegetarmad, og senere på Café Retro og Floss, hvor de sidste rester af selskabet forlod den trygge vej til fordel for dødsruten. Ord Under Himlen har i efterhånden nogle år været et højdepunkt, man har set frem til, og 2011-udgaven var, trods de anderledes omstændigheder, så absolut også en dag, man vil huske.

Så kort sagt: To meget forskellige, men på hver deres facon dejlige aftener, der nu er afløst af eftertanker og pleje af det ramponerede system. En perfekt afslutning på en ellers våd og ujævn årstid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar