torsdag den 22. september 2011

Note fra værkstedet

Som bekendt holder jeg en ganske høj produktionsrate på min parallelblog, Assistens & elsewhere, hvor jeg indtil for nylig postede et digt om dagen på ubestemt tid - et projekt, som har fået et par af mine absolut mere værdsatte lyrikerkolleger til at forsøge samme model i et år. Men hvorfor, spørger mange og bemærker dertil ganske rigtigt, at ikke alt, jeg lægger ud, er af en lige forkromet kvalitet. Hvorfor ikke geare ned en gang imellem, trække vejret og så skrive nogle få lange, oplagte tekster i stedet?

Kan lige så godt sætte noget plads af her til at svare på spørgsmålet, for jeg får det alligevel løbende, og det er i øvrigt både rimeligt og relevant.

For mig er svaret i virkeligheden, at jeg ikke oplever nogen kvalitetsstigning, hvis jeg kun skriver, "når inspirationen er der". Tilbage i 90'erne fulgte jeg dén model meget af tiden, og der er da også en del stof fra de år, jeg stadig ikke blot føler, jeg kan stå inde for endnu, men ligefrem holder af. Men de opstod tit i forlængelse af en "raptus". I de år skrev jeg ofte meget lidt - og af særdeles spredt kvalitet - til hverdag, men gik så totalt amok i ferierne, der som oftest blev holdt i sommerhuse nær øde kyster, hvor jeg kunne fordybe og koncentrere mig. På få dage kunne jeg banke 50-60 digtudkast af, og efter nogle dage var jeg kommet så langt ind i selve det at skrive, at ting af kvalitet begyndte at melde sig. Men aldrig mere, end at der ind imellem var en lille stak til Hvedekorn, og så gik poeten i hi igen i nogle måneder. Indrømmet: Disse poetiske vintersøvne kunne af og til være interessante på den måde, at jeg ofte opdagede, jeg havde flyttet mig kunstnerisk, når jeg stavrede søvndrukken ud ad hulen igen. Sådan var det i 1996 og 1999, hvor jeg i ren desillusion trak mig ud af ræset i nogle måneder for - til min store overraskelse - at finde ud af, at selve min metode havde ændret sig i mellemtiden. Sidste gang endda så meget, at jeg mere eller mindre regner "genkomsten" for min kunstneriske nultime - det punkt, som alt, jeg laver i dag, tog afsæt fra. Men det svarede altså til at have et fuldt udrustet værksted, man ikke besøgte i måneder af gangen: Redskaberne rustede og måtte renses hver gang, det var anstrengende at ikke blot genfinde, men gerne også højne formen, og outputtet var ikke ret stort.

I 1997/98 - vistnok inspireret af Dan Turéll, der, arbejder, som han var, satte sig ind foran skrivemaskinen hver dag i det, der svarede til andres tid på jobbet - besluttede jeg mig imidlertid for at skrive i hvert fald ét digt om dagen hele året igennem. Og det er jeg siden mere eller mindre fortsat med. Som sagt løb jeg ind i et kunstnerisk sammenbrud året efter, og der var perioder mellem 2001 og 2004, hvor jeg løb hurtigt for at være med til at etablere Musiktidsskriftet Geiger, og overskuddet simpelthen ikke var der. Siden da har reglen dog ligget fast, og det har da også været i den tid, jeg har skrevet langt størstedelen af de ting, jeg føler er væsentlige. For det nytter altså at pukle på!

En oplagt fordel er selvfølgelig, at man altid har noget aktuelt at læse op. 90'erne igennem trak jeg, når jeg endelig fik oplæsningstilbud, altid på materiale, som var flere år gammelt, for at fylde tiden tilfredsstillende ud. Nu kan jeg læse nyskrevne sæt op hver 14. dag, som i det mindste aldrig er pinlige, og kun nøjes med at ty til "greatest hits" ved særlige begivenheder. En anden fordel er, at niveauet stille og roligt stiger: Man når aldrig at miste grebet om det håndværk, poesien for mig er, totalt. Der er ingen ny oplæringsperiode, før man har muligheden for at ramme det rette gear. Formen sidder i fingrene og kan småjusteres undervejs. Og man ved hele tiden, hvor man er: Hvor tingene halter, hvor der lurer nye muligheder, hvor man er i fare for at gentage sig selv.

"Jamen hvad så med inspirationen?" hviner dem, som sikkert stadig tror, at poesien er en ædel gave, som langes ned til geniet fra tronen i himlen. Dertil kan jeg så kun svare, at den melder sig selv. Ikke to dage er ens for det øje, som virkelig er åbent, og skulle det gå så galt, at et gammelt tema eller motiv kommer igennem systemet én gang til, er det heller ikke i sig selv skade til. Har selv været ude for, at et digt, jeg fik idéen til i 1990, først fandt en form, som synes endelig, i 2009! Hvis noget for alvor er realiseret, kommer det heller ikke igen - så søger sindet og pennen automatisk nye veje. Det er derfor ikke nødvendigvis en katastrofe at gentage sig selv: Betragt det som en mulighed for raffinement og forbedring. Men et godt råd: Lad være med at putte stoffet på en bogside, før frugten er moden.

Øvelse gør mester. Det er en rædderlig kliché, men for mig er det også en reel erfaring. Bevares: Biorytmerne kan komme på tværs og personlige kriser kan indtræffe, men sproget er et materiale, og vil man bruge det godt, må man kende det godt. Hvilket igen kommer af at bruge det. For mig at se er arbejdsdisciplin simpelthen et must, hvis man vil noget med det, man skriver. Og ét digt om dagen er i så henseende slet ikke for meget forlangt!

Heller ikke to, som jeg har forhøjet min rate til. Slet ikke set i lyset af, at jeg fra januar næste år holder min første længere - og efterhånden nødvendige - pause i 8 år for at lave manuskripter ud af de bunker af materiale, som med tiden har hobet sig op.

lørdag den 17. september 2011

Endelig!

Danmark har fået en ny regering. Faktisk skete det, som det næppe er læseren ubekendt, allerede for et par dage siden. Kan slet ikke beskrive hvilken lettelse, det har været for mig. Slut på 10 år, hvor man var bange for at åbne for sit tv hver dag af frygt for, at den egoisme, der prægede 00'erne, som jeg hentyder til som de "10 onde år", ville resultere i flere hjemsendelser, fogedsager og hæmningsløse spark nedad i hierarkiet.

Var til en fin sæsonåbning i Underskoven samme aften, hvor jeg afsluttede mit sæt med ordene "Rød front!", men selvom optrædenerne var af høj karat, endte de lyriske begivenheder dén aften alligevel med at blive en smule underordnede i forhold til det, der skete bare nogle få hundrede meter borte på Christiansborg...

Nu ser jeg bare et rødt flag smælde. Ganske vist hænger det en smule fladt, for de centrale partier sjuskede sig igennem valgkampen og tabte mange potentielle kandidater undervejs, som Ø og R måtte kompensere for med deres anderledes tændte, medrivende kampagner. Men hejst er det, flaget, og nu kan man blot håbe på mere vind i det.

lørdag den 10. september 2011

Livets store spørgsmål - et selvinterview

Inspireret af DR, som i disse dage kører en interessant serie, hvor de stiller partiernes toppolitikere spørgsmål, som stikker dybere end de politiske dagsordener - se evt. her - har jeg for sjov valgt at stille mig selv de samme. Altså ikke fordi jeg tror, jeg er toppolitiker eller noget: Spørgsmålene er bare så basale, at alle burde have et interessant svar...

Hvem er dit største politiske forbillede?

Helt klart Alexander Dubcek - Tjekkoslovakiets præsident i årene 1968-69 og manden bag foråret i Prag, som nok er historiens bedste eksempel på, at en egentligt socialistisk samfundsmodel kan kombineres med en meget høj grad af personlig, kulturel/kunstnerisk og intellektuel frihed. Havde Sovjet været kloge i den situation, havde de tilladt ham at køre ud af det spor for i det mindste at se hvilke resultater, hans vision ville føre til. Men de var dumme og stivnakkede, som de plejede, så de satte kampvogne ind og afsatte Dubcek. De forspildte en kæmpestor mulighed, der allerede havde gjort et stort positivt indtryk i Vesten.

Hvem er dit største forbillede, som ingen kender til?

Jeg har tre. Alle kvinder fra min familie. Min mormor Karen, som skabte et helt enormt stort hjerterum omkring sig. Hun kunne være stiv, snæversynet og hidsig, når det slog hende, men når man var elsket, var man elsket og ikke ét sekund i tvivl om det. Ville ønske, jeg kunne danne sådan en zone omkring mig på en overbevisende måde. Min farmor Esther var et anderledes kompliceret menneske, men hun havde en moralsk rygrad, jeg bevidst eller ubevidst altid forholder mig til den dag i dag, og hele den intellektuelt-kunstneriske side af mit liv blev i vidt omfang formet af hende. Hun var et paradoks: Hadede dagdrømmerier og sværmeri, men led utvivlsomt selv akut af den slags og var den største kunde på det lokale bibliotek. Og dertil lidt af et omvandrende leksikon. En stor del af mig har altid gerne villet ligne hende. Og så er der min oldemor Maren, som simpelthen var bomstærk: Fødte et hav af børn, som hun mere eller mindre selv opfostrede under ret kummerlige vilkår sammen med en svigerfamilie, der ikke altid var lige støttende eller hjælpsom. Og som i sine ældre år, da hun var røget på folkepension og omsider kunne have valgt bare at have det godt, spinkede og sparede, så hendes myriade af børnebørn kunne få en lille gave hver jul - og oldebørnene et dyrt sølvkrus hver i dåbsgave. Hun er mit ultimative billede på indre styrke og selvopofrelse. Hun døde, da jeg var lille, but I love her to bits.

Ikke at mændene i min familie var eller er mindre afholdte. De har bare været omgivet af endda meget markante kvinder. Håber på, at jeg med tiden kan rette bare lidt på på dét regnskab.

Tror du på Gud?

Det kommer an på, hvad man mener med Gud. Mener man den kristne Gud med kirker, ceremonier, godt og ondt, syndsforestillinger og hvad har vi, så nej. Mener man en kraft, der strømmer igennem os og resten af verden, organiserer cellerne, får elementerne til at spille sammen og holder den proces, vi kalder livet, igang gennem mønstre af skabelse og destruktion, så ja. Men moralen er noget, mennesker har opfundet for at kunne omgås hinanden, og dertil er den i øvrigt et nyttigt redskab, når vi nu én gang har viklet os ind i det net af dualismer og teknologiske giftigheder, vi har. Jeg tror bare ikke på, at det guddommelige har nogen moral. Det er bare. Ligesom vi var det dengang, vi var aber. Vi kunne lære ikke så lidt af en devolution, tror jeg.

Hvad sker der når vi dør?

Vi ryger direkte til genbrug, men i forskellige containere. Kroppen bliver til muld, og det er godt. Sjælen, eller vores livsenergi, ryger, er jeg sikker på, i en anden spand, men går heller ikke til spilde. Kun måske hvis vi ikke er villige til at give slip på den i tide. Genfærd er i min verden et reelt fænomen, men ikke af en specielt permanent karakter, tror jeg.

Hvordan ville dit spørgsmål lyde, hvis du kunne få svar på ét spørgsmål?

Hvorfor er det blevet så skide nødvendigt for os mennesker at stille spørgsmål?

Hvad er meningen med livet?

At findes. For det er åbenbart det, vi skal - ellers ville vi ikke være her. Men taget det faktum i betragtning, at alt jordisk liv skal gå under en dag - om ikke andet så nogle millioner af år før kloden selv gør det - er det umuligt at definere vores fælles opgave her på en anden måde. Vi kan så have personlige målsætninger, men det er noget helt andet, som evigheden vist gerne vil blandes uden om. Men det skader selvfølgelig ikke at prøve at forædle det, man er og får igennem sig. Vi er jo dyr og dermed underlagt evolutionen, hvad formålet med dén - ud over at være en proces eller dynamisk bevægelse - så ellers er.

Hvad drømte du om at blive, da du var yngre?

Meget. Først mekaniker, så landmand, så arkæolog, så astronaut eller raketbygger, så forfatter, så rockmusiker, så forfatter igen. I virkeligheden er jeg nok blevet lidt af det hele - og alligevel ikke helt noget af det. Men det er fint. Tror ikke på identitetsbegrebet: Det er bare endnu en af disse kasser, folk vælger at spærre sig inde i, fordi de er hundeangste for at være fri. I dag vil jeg først og fremmest bare være et helt menneske, og det indebærer at vælge verden frem for et eller andet fancy, der kan stå på et visitkort.

torsdag den 8. september 2011

Almindeligheder

Ekspedienten i butikken langer en pakke smøger og tre taquitos over disken. Jeg stikker ham en hund, han tæller de penge op, jeg skal have retur, og undertegnede rækker en åben hånd hen mod ham for at tage imod. Han manøvrerer udenom og smækker de 45 spir ned på disken. Så appetitlig er jeg.

***

En kvinde midt i fyrrerne stiger på S-toget inden for mit synsfelt. Før hun placerer sig i den tomme midtergang med ryggen til, kan jeg se, at hun må have pådraget sig nogle alvorlige brandsår engang. Ansigtet er unaturligt arret, men rekonstrueret så godt, at man klart fornemmer kønne træk, og når det kommer til hår og figur er der bestemt intet at klage over. Men selvom hun har vendt ryggen mod mig, kan jeg se, at hun kigger ned i gulvet. Tænker på hvordan, det må være at være inde i hendes hovede: Altid på flugt fra andres og egne blikke, aldrig i stand til at tro på det, hvis nogen siger, at man er smuk. Heller ikke selvom man er det.

***

Står af bussen på Nørrebrogade. Folk vælter ud, og alligevel bliver en klejn asiatisk pige påkørt for høj fart af en cyklist, som bare sætter sig op i sadlen og hjuler videre, mens hun står grædende og chokeret tilbage på fortovet med blå mærker.

Foran Hovedbanegården står jeg og er fordybet i en samtale, da jeg tager et skridt på ca. 20 cm ud på cykelstien vel vidende, at mindst tre tohjulede vidundere kan passere uforstyrret lige bag mig. Hvilket ikke forhindrer en sur kælling, som ikke engang er en del af en flok, men kommer mutters alene, i at kæfte op, mens hun, tilsyneladende uendeligt bitter over at skulle bevæge sine arme 0,1 millimeter til venstre, suser forbi mig.

En cyklist fortsætter over for rødt, mens bussen, jeg befinder mig i, bremser hårdt op, så en ældre dame, som har støttet sig til sin rollator, falder forover og må hjælpes på benene igen.

I København ejer cyklisterne gaderne og opfører sig derefter. Men hvad siger det mest om? Cyklisterne eller tiden?

***


Valgkamp igen, og for første gang lægger jeg mærke til hvor ubrugelige de 10.000 plakater, som fylder gaderne, er. Hvordan formodes man at kunne placere en stemme ud fra et ansigt, et navn, et bogstav og - i bedste fald - et lillebitte slogan, der mangler enhver evt. meningsfuld kontekst?

I en af dagens gratisaviser sammenligner en af de bedre bloggere dem med profilbilleder på et datingsite.

Jeg tænker på de kærester, jeg har haft. På deres mangfoldige gode menneskelige egenskaber. Ville jeg have ønsket, at én eneste af dem skulle have styret mit land? Nej. Ville jeg selv, min usigeligt lækre krop til trods, føle mig kvalificeret til at gøre det samme? Nej.

Tænker på hvor få (i mit tilfælde ret naturligt kvindelige) politikere, jeg synes overhovedet har sex appeal. Mette Frederiksens blik er ret frækt, når hun er vred. Pia Allerslev kunne gå an, og snakker vi Venstre-kvinder, havde Århus en overrumplende smuk borgmester for nogle år siden, hvis navn jeg desværre ikke på stående fod kan huske. Johanne Schmidt-Nielsen er køn og har i visse situationer en spændende gnist i øjnene. Men jeg stemte på Enhedslisten længe før, hun blev medlem af den, og jeg ville heller ikke sætte kryds ud for hendes navn, hvis hun i stedet stillede op for bare SF.

Tænker på, at Folketinget har 179 medlemmer. Tænker på hvor grimme, de generelt er. Og at en sådan plakat med f.eks. Bertel Haarder faktisk er en joke. Selvom den utvivlsomt eksisterer ude i hans kreds.

Tænker på, hvordan La Cicciolina alligevel har formået dannet skole.

Tænker på, at den skole måske alligevel altid har været der. Og på hvor lidt eksamensbeviset er værd, når hverdagens alvor melder sig.