lørdag den 10. september 2011

Livets store spørgsmål - et selvinterview

Inspireret af DR, som i disse dage kører en interessant serie, hvor de stiller partiernes toppolitikere spørgsmål, som stikker dybere end de politiske dagsordener - se evt. her - har jeg for sjov valgt at stille mig selv de samme. Altså ikke fordi jeg tror, jeg er toppolitiker eller noget: Spørgsmålene er bare så basale, at alle burde have et interessant svar...

Hvem er dit største politiske forbillede?

Helt klart Alexander Dubcek - Tjekkoslovakiets præsident i årene 1968-69 og manden bag foråret i Prag, som nok er historiens bedste eksempel på, at en egentligt socialistisk samfundsmodel kan kombineres med en meget høj grad af personlig, kulturel/kunstnerisk og intellektuel frihed. Havde Sovjet været kloge i den situation, havde de tilladt ham at køre ud af det spor for i det mindste at se hvilke resultater, hans vision ville føre til. Men de var dumme og stivnakkede, som de plejede, så de satte kampvogne ind og afsatte Dubcek. De forspildte en kæmpestor mulighed, der allerede havde gjort et stort positivt indtryk i Vesten.

Hvem er dit største forbillede, som ingen kender til?

Jeg har tre. Alle kvinder fra min familie. Min mormor Karen, som skabte et helt enormt stort hjerterum omkring sig. Hun kunne være stiv, snæversynet og hidsig, når det slog hende, men når man var elsket, var man elsket og ikke ét sekund i tvivl om det. Ville ønske, jeg kunne danne sådan en zone omkring mig på en overbevisende måde. Min farmor Esther var et anderledes kompliceret menneske, men hun havde en moralsk rygrad, jeg bevidst eller ubevidst altid forholder mig til den dag i dag, og hele den intellektuelt-kunstneriske side af mit liv blev i vidt omfang formet af hende. Hun var et paradoks: Hadede dagdrømmerier og sværmeri, men led utvivlsomt selv akut af den slags og var den største kunde på det lokale bibliotek. Og dertil lidt af et omvandrende leksikon. En stor del af mig har altid gerne villet ligne hende. Og så er der min oldemor Maren, som simpelthen var bomstærk: Fødte et hav af børn, som hun mere eller mindre selv opfostrede under ret kummerlige vilkår sammen med en svigerfamilie, der ikke altid var lige støttende eller hjælpsom. Og som i sine ældre år, da hun var røget på folkepension og omsider kunne have valgt bare at have det godt, spinkede og sparede, så hendes myriade af børnebørn kunne få en lille gave hver jul - og oldebørnene et dyrt sølvkrus hver i dåbsgave. Hun er mit ultimative billede på indre styrke og selvopofrelse. Hun døde, da jeg var lille, but I love her to bits.

Ikke at mændene i min familie var eller er mindre afholdte. De har bare været omgivet af endda meget markante kvinder. Håber på, at jeg med tiden kan rette bare lidt på på dét regnskab.

Tror du på Gud?

Det kommer an på, hvad man mener med Gud. Mener man den kristne Gud med kirker, ceremonier, godt og ondt, syndsforestillinger og hvad har vi, så nej. Mener man en kraft, der strømmer igennem os og resten af verden, organiserer cellerne, får elementerne til at spille sammen og holder den proces, vi kalder livet, igang gennem mønstre af skabelse og destruktion, så ja. Men moralen er noget, mennesker har opfundet for at kunne omgås hinanden, og dertil er den i øvrigt et nyttigt redskab, når vi nu én gang har viklet os ind i det net af dualismer og teknologiske giftigheder, vi har. Jeg tror bare ikke på, at det guddommelige har nogen moral. Det er bare. Ligesom vi var det dengang, vi var aber. Vi kunne lære ikke så lidt af en devolution, tror jeg.

Hvad sker der når vi dør?

Vi ryger direkte til genbrug, men i forskellige containere. Kroppen bliver til muld, og det er godt. Sjælen, eller vores livsenergi, ryger, er jeg sikker på, i en anden spand, men går heller ikke til spilde. Kun måske hvis vi ikke er villige til at give slip på den i tide. Genfærd er i min verden et reelt fænomen, men ikke af en specielt permanent karakter, tror jeg.

Hvordan ville dit spørgsmål lyde, hvis du kunne få svar på ét spørgsmål?

Hvorfor er det blevet så skide nødvendigt for os mennesker at stille spørgsmål?

Hvad er meningen med livet?

At findes. For det er åbenbart det, vi skal - ellers ville vi ikke være her. Men taget det faktum i betragtning, at alt jordisk liv skal gå under en dag - om ikke andet så nogle millioner af år før kloden selv gør det - er det umuligt at definere vores fælles opgave her på en anden måde. Vi kan så have personlige målsætninger, men det er noget helt andet, som evigheden vist gerne vil blandes uden om. Men det skader selvfølgelig ikke at prøve at forædle det, man er og får igennem sig. Vi er jo dyr og dermed underlagt evolutionen, hvad formålet med dén - ud over at være en proces eller dynamisk bevægelse - så ellers er.

Hvad drømte du om at blive, da du var yngre?

Meget. Først mekaniker, så landmand, så arkæolog, så astronaut eller raketbygger, så forfatter, så rockmusiker, så forfatter igen. I virkeligheden er jeg nok blevet lidt af det hele - og alligevel ikke helt noget af det. Men det er fint. Tror ikke på identitetsbegrebet: Det er bare endnu en af disse kasser, folk vælger at spærre sig inde i, fordi de er hundeangste for at være fri. I dag vil jeg først og fremmest bare være et helt menneske, og det indebærer at vælge verden frem for et eller andet fancy, der kan stå på et visitkort.

1 kommentar:

  1. Sjov idé at interviewe sig selv - og ganske fornøjeligt at læse, når nu ikke Weekendavisen har stemt din dørklokke endnu.
    Jeg kunne godt finde på det samme - har en forældet udgave af "all about you" liggende på min blog. Det er jo så en lightudgave!

    SvarSlet