torsdag den 22. september 2011

Note fra værkstedet

Som bekendt holder jeg en ganske høj produktionsrate på min parallelblog, Assistens & elsewhere, hvor jeg indtil for nylig postede et digt om dagen på ubestemt tid - et projekt, som har fået et par af mine absolut mere værdsatte lyrikerkolleger til at forsøge samme model i et år. Men hvorfor, spørger mange og bemærker dertil ganske rigtigt, at ikke alt, jeg lægger ud, er af en lige forkromet kvalitet. Hvorfor ikke geare ned en gang imellem, trække vejret og så skrive nogle få lange, oplagte tekster i stedet?

Kan lige så godt sætte noget plads af her til at svare på spørgsmålet, for jeg får det alligevel løbende, og det er i øvrigt både rimeligt og relevant.

For mig er svaret i virkeligheden, at jeg ikke oplever nogen kvalitetsstigning, hvis jeg kun skriver, "når inspirationen er der". Tilbage i 90'erne fulgte jeg dén model meget af tiden, og der er da også en del stof fra de år, jeg stadig ikke blot føler, jeg kan stå inde for endnu, men ligefrem holder af. Men de opstod tit i forlængelse af en "raptus". I de år skrev jeg ofte meget lidt - og af særdeles spredt kvalitet - til hverdag, men gik så totalt amok i ferierne, der som oftest blev holdt i sommerhuse nær øde kyster, hvor jeg kunne fordybe og koncentrere mig. På få dage kunne jeg banke 50-60 digtudkast af, og efter nogle dage var jeg kommet så langt ind i selve det at skrive, at ting af kvalitet begyndte at melde sig. Men aldrig mere, end at der ind imellem var en lille stak til Hvedekorn, og så gik poeten i hi igen i nogle måneder. Indrømmet: Disse poetiske vintersøvne kunne af og til være interessante på den måde, at jeg ofte opdagede, jeg havde flyttet mig kunstnerisk, når jeg stavrede søvndrukken ud ad hulen igen. Sådan var det i 1996 og 1999, hvor jeg i ren desillusion trak mig ud af ræset i nogle måneder for - til min store overraskelse - at finde ud af, at selve min metode havde ændret sig i mellemtiden. Sidste gang endda så meget, at jeg mere eller mindre regner "genkomsten" for min kunstneriske nultime - det punkt, som alt, jeg laver i dag, tog afsæt fra. Men det svarede altså til at have et fuldt udrustet værksted, man ikke besøgte i måneder af gangen: Redskaberne rustede og måtte renses hver gang, det var anstrengende at ikke blot genfinde, men gerne også højne formen, og outputtet var ikke ret stort.

I 1997/98 - vistnok inspireret af Dan Turéll, der, arbejder, som han var, satte sig ind foran skrivemaskinen hver dag i det, der svarede til andres tid på jobbet - besluttede jeg mig imidlertid for at skrive i hvert fald ét digt om dagen hele året igennem. Og det er jeg siden mere eller mindre fortsat med. Som sagt løb jeg ind i et kunstnerisk sammenbrud året efter, og der var perioder mellem 2001 og 2004, hvor jeg løb hurtigt for at være med til at etablere Musiktidsskriftet Geiger, og overskuddet simpelthen ikke var der. Siden da har reglen dog ligget fast, og det har da også været i den tid, jeg har skrevet langt størstedelen af de ting, jeg føler er væsentlige. For det nytter altså at pukle på!

En oplagt fordel er selvfølgelig, at man altid har noget aktuelt at læse op. 90'erne igennem trak jeg, når jeg endelig fik oplæsningstilbud, altid på materiale, som var flere år gammelt, for at fylde tiden tilfredsstillende ud. Nu kan jeg læse nyskrevne sæt op hver 14. dag, som i det mindste aldrig er pinlige, og kun nøjes med at ty til "greatest hits" ved særlige begivenheder. En anden fordel er, at niveauet stille og roligt stiger: Man når aldrig at miste grebet om det håndværk, poesien for mig er, totalt. Der er ingen ny oplæringsperiode, før man har muligheden for at ramme det rette gear. Formen sidder i fingrene og kan småjusteres undervejs. Og man ved hele tiden, hvor man er: Hvor tingene halter, hvor der lurer nye muligheder, hvor man er i fare for at gentage sig selv.

"Jamen hvad så med inspirationen?" hviner dem, som sikkert stadig tror, at poesien er en ædel gave, som langes ned til geniet fra tronen i himlen. Dertil kan jeg så kun svare, at den melder sig selv. Ikke to dage er ens for det øje, som virkelig er åbent, og skulle det gå så galt, at et gammelt tema eller motiv kommer igennem systemet én gang til, er det heller ikke i sig selv skade til. Har selv været ude for, at et digt, jeg fik idéen til i 1990, først fandt en form, som synes endelig, i 2009! Hvis noget for alvor er realiseret, kommer det heller ikke igen - så søger sindet og pennen automatisk nye veje. Det er derfor ikke nødvendigvis en katastrofe at gentage sig selv: Betragt det som en mulighed for raffinement og forbedring. Men et godt råd: Lad være med at putte stoffet på en bogside, før frugten er moden.

Øvelse gør mester. Det er en rædderlig kliché, men for mig er det også en reel erfaring. Bevares: Biorytmerne kan komme på tværs og personlige kriser kan indtræffe, men sproget er et materiale, og vil man bruge det godt, må man kende det godt. Hvilket igen kommer af at bruge det. For mig at se er arbejdsdisciplin simpelthen et must, hvis man vil noget med det, man skriver. Og ét digt om dagen er i så henseende slet ikke for meget forlangt!

Heller ikke to, som jeg har forhøjet min rate til. Slet ikke set i lyset af, at jeg fra januar næste år holder min første længere - og efterhånden nødvendige - pause i 8 år for at lave manuskripter ud af de bunker af materiale, som med tiden har hobet sig op.

1 kommentar:

  1. Hej Steffen. Jeg vil gerne invitere dig på besøg - jeg tror guerilladigte kan være noget for dig. Måske har du lyst til at være med med en tekst eller to. Kig forbi og lad os tales ved.
    http://guerilladigte.blogspot.com/
    Mvh Malene Ravn

    SvarSlet