torsdag den 27. oktober 2011

En eftermiddag foran skærmen










Med alderen bliver min vilje til at undskylde for noget som helst - ikke mindst mig selv - mindre og mindre. Førhen gjorde jeg nærmest ikke andet. Nu står det klart, at livet simpelthen er for kort til den slags.

***

"Every man and every woman is a star!" - A. Crowley.

***

Mine tekster er altid større end mig. Derfor kan de ikke fremføres uden maske. Nej, de er ikke "sendt fra Gud", de bedste ankommer bare af sig selv og gør krav på min signatur. Og jeg ved seriøst ikke, om mit private jeg kan bære det i længden. Jeg forstår det, når min skrift ønsker at spytte verden i fjæset og hylde ekstremer, men selv foretrækker jeg frem for alt stilhed og ro. Findes dekadente refugier?

***

Jeg hader stilhed og ro. Kaos er hverken noget, man kan hylde eller afsky. Det er en konstant, og sådan bør det være.

***

Har udsat småradikale udsagn på Facebook i et par timer, og ingen har reageret. Helt sikkert: Jeg er en Rasmus Modsat, som har en medfødt lyst til at give alt, jeg sender ud i verden, ekstra kant, men omvendt har jeg bestemt heller ikke udtrykt noget, som var fake.

Folk kan have overhørt det, fordi de bliver bombaderet af information. De kan mene, at det ikke angår dem. De kan være distræte eller trætte, usikre eller overkvalicerede, ligeglade eller måske ligefrem skadefro. Resultatet er det samme:

"In space, no one can hear you scream".

***

Bla Bla, Ba Bla 2, Bla Bla 24/12. Kan man ikke sige andet positivt om det såkaldte punkband Lost Kids, forstod det værdien af kommunikation.

***

Katten sover på min jakke. Det lader den til at finde en meget høj grad af tryghed i. Det beroliger mig.

***

Mindre dark matter. Mere dark chocolate.

***

En eller anden hoster lungerne op udenfor på gaden. Ikke en hensigtsmæssig ting at gøre.

***

"Hvorfor gjorde du det?" Citat: Min otteårige kusine, som lige havde set mig skvatte ud over en badebro med hovedet først.

***

"Knæk", sagde halsen. "Knæk", sagde pølsen. Du spiste den. Senere sked du den ud.

***

Jorden er det, den er. Det er mit spejlbillede også. Håber til stadighed på, at jeg selv viser mig at være noget andet.

***

Jorden er det, den er.

***

Med alderen bliver min vilje til at undskylde for noget som helst - ikke mindst mig selv - mindre og mindre.

tirsdag den 25. oktober 2011

Døden i oktober

Efter sigende blev Ralf Hütter fra Kraftwerk så skræmt, da Douglas Pearce fra det britiske neofolk-projekt Death in June kom hen for at få sin samling med idolerne signeret, at han simpelthen - trods nervøs hvisken i krogene bag ham - hurtigt og kommentarløst gjorde det. For er der noget, Pearce er blevet kendt for gennem sin 33 år lange karriere, der startede med anarcho-punkbandet Crisis i 1978, er det sin åbenlyse flirt med den nazisme, Hütter og co. netop byggede deres karriere op omkring at udgøre et moderne, dynamisk alternativ til. Op gennem 90'erne blev flere Death in June-koncerter således aflyst, fordi venstrefløjen ikke var i stand til at kende skæg fra snot - fetishisme fra dedikation - og man aner i senere meldinger fra Pearce, at netop denne enøjethed har været en af grundene til, at den Death In June-tour, han i disse måneder gennemfører sammen med percussionisten John Murphy, sandsynligvis bliver den sidste. Kender man den almindeligvis produktive herre ret, skal der nok lande nyindspillet materiale fra Death in June hen ad vejen, men hans optræden på landevejene iført militærgear og hvide halvt skrigende, halvt rasende masker ser det altå snart ud til at være nat med. Og netop pga. en kunstnerisk strategi, som hele tiden har haft til formål at udstille og latterliggøre den yderste højrefløj ved at efterligne dens virkemidler. I tvivl? Jamen, seriøst, hvad ville der typisk være sket for en erklæret bøsse under Hitler? Og ville Klaus Barbie have adopteret et barn fra Afrika? Og så er der jo også bandets tekstside, der ganske vist er sarkastisk og grovkornet, men så absolut mere minder om et ateistisk/anarkistisk synspunkt end et fascistisk. Også trods samarbejdet med satanisten og den erklærede fascist Boyd Rice, som synes mere baseret på personlige end politiske sympatier. For pokker: Har mange af os ikke kendt en DF'er, som vi, trods alle ideologiske forskelle, simpelthen kunne lide?

Mødet med Hütter er i øvrigt også interessant på den måde, at der var tale om et rendez-vous mellem to virkelige stilskabere. Hütter har indrømmet været den største: Selvom den moderne musiks genom efterhånden er en kompliceret størrelse, er der ikke ret meget elektronica - populær eller ej - som ikke bevidst eller ubevidst skylder Kraftwerks frembringelser i Kling Klang noget, selvom bandets indflydelse er vigende. Anderledes med Death in June, som næsten alene - dog med en vis afsmitning fra Pearce's kolleger og ex-venner i Current 93 og Sol Invictus - har skabt den såkaldte neofolk-genre, hvor akustiske lyde og folkemusik-elementer blandes med civilisationskritiske tekster og gotiske klange. Men en genre er det - endda en i dag stærkt voksende og vital én af slagsen - og personligt må jeg tilstå, at jeg har været totalt hooked siden den dag i starten af 1990, hvor jeg købte Death in June-albummet 93 Dead Sunwheels. Geografisk adskillelse fra neofolkens hovedstæder - pragtfuldt kombineret med økonomisk smalhals - har dog gjort, at min første reelle mulighed for at se Douglas P. blev denne aften i Pumpehuset anno 2011!

Skæbnen ville dog, at opvarmningsbandet - selvom det at se Death in June efterhånden havde fået format af en livsambition - blev aftenens bedste indslag. Guitaristen og sangeren Kim Larsen - som har en fortid i det gotiske metalband Saturnus - begår sig i disse tider under navnet :of the wand and the moon:, og under det navn har han en glimrende stak plader bag sig, som dog til tider har lænet sig for meget op af Douglas Pearce's forbillede. Også til det punkt, hvor jeg - under en optræden på Faust for et par år siden, der havde et vist selvparodisk tilsnit - nærmest opgav projektet. Med det seneste udspil - The Lone Descent, der indtog inspirationer fra bl.a. Lee Hazelwood uden at give køb på Larsens grundlæggende melankoli - så det imidlertid ud til, at OTWATM havde fundet det rette gear, og aftenens første optræden bekræftede det overraskende massivt. Bevares: De indledende videoklip, som flimrede fra Det Tredje Rige frem til 9-11, føltes lidt forcerede, men da der dukkede dansende 60'er-tigerpiger frem bagefter, som vred sig til det stærkt udvidede bands inciterende beats, ramte aftenen allerede et godt gear. Sure stemmer ville nok mene, at det, man blev udsat for, var udsalg på alle hylder, men nej: Det var en ny, stærkt energiseret Larsen, der sådan set trak på det samme følelsesregister, som han allerede havde i Saturnus-tiden, men i højere grad blandede surt med sødt, uden at det dermed gjorde noget. Det, som før havde lignet en selvparodi af en parodi af Death in June, gnistrede lige pludselig af fornyet liv, og selv når det ældre, mere neofolkede repertoire blev taget op, skete det med et twist, som gjorde hver eneste tone frisk og original. En stor del af ansvaret for dette bar sikkert det udvidede backingband, som bl.a. inkluderede en fremragende trommeslager og percussionist/backingsangerinde, men uanset hvad gik man hjem med indtrykket af en Larsen, som ikke blot var afgørende revitaliseret, men havde foræret et ellers lettere hendøende projekt mindst ti år til. Og så fik man i øvrigt på flere tidspunkter lyst til at danse. Dét havde jeg alligevel aldrig troet ville ske under en :of the wand and the moon:-koncert!

Hvor Larsen havde undsluppet selvparodien, befandt Death in June sig - dog ikke uden et vist glimt i øjet - midt i den. Fra det øjeblik, hvor trommeslageren John Murphy gik på scenen i en hvid, kamuflageplettet dragt til den stund, hvor Douglas P's militærkasket forsvandt bag kulisserne, var der dømt rent greatest hits-show - og det endda fra et band, som aldrig har været i nærheden af top 40! Fair nok: Det var i forvejen blevet bekendtgjort, at dette sandsynligvis ville blive bandets afskedsturné, og ville noget i denne sammenhæng have været mere oplagt end at spille publikumsfavoritter?

Og fair nok igen: I starten gav Douglas P. den i kridhvid, venetiansk maske og kamuflagetøj, som folket ville have det, for derefter at smide forklædningen og træde frem som privatpersonen Douglas Pearce. Meget sympatisk.

Og endnu mere fair: Duoen holdt meget få pauser til snak og ligt, men koncentrerede sig om at spille så mange gode numre fra bagkataloget, som de kunne nå. Hvilket betød, at man kom igennem en lang række klassikere. Bl.a. "Ku Ku Ku", "'Till the Living Flesh is Burned", "Peaceful Snow", "All Pigs Must Die", "The Golden Wedding of Sorrow", "Luther's Army", "Death of the West", "Hallows of Devotion", "Fields of Rape" og "Fall Apart". Desværre i et meget skrabet setting, hvor Pearce's akustiske guitarudfald styrede showet, mens Murphy efter bedste evne forsøgte at udvide og berige det knappe lydbillede. Da det egentlige show nåede slutningen med en lidt slap version af "Rose Clouds of Holocaust", stod kun en ret energisk "She Said Destroy" og en "But, What Ends When the Symbols Shatter?", der swingede usædvanligt godt, frem fra mængden. Lidt bedre blev det under ekstranumrene, hvor "Heaven Street" blev fremført minimalt, men kraftfuldt, og spørgsmålet "Ou est Gadaffi?" i den afsluttende "C'est un Réve" gav det hele en sørgeligt aktuel kant.

Gik den gennem mange år tørstende fan tilfreds hjem? Både og. På plade kan Death in June stadig være et endda meget interessant og uforudsigeligt projekt, men måske har Douglas P. ret i, at dagene på landevejene bør være talte. Hvis det eneste, han kan i 2011, er at fremføre gamle numre efter bogen og opfordre publikum til at ønske sange, hvilket han også gjorde, kan det vist være lige meget. Men OTWATM har i dén grad fremtiden for sig. Ind imellem kan eleven virkelig lære sin mester nye tricks, og i 2011 lader Douglas Pearce på mange måder til at være lige så hedengangen - på en underligt respektabel måde - som Ralf Hütter.

søndag den 23. oktober 2011

Alt, hvad stemmen kan

Kirkerummet kan være mange ting for forskellige mennesker. Et rum til andagt, sorgarbejde, glæde, fordybelse eller refleksion. I den gotiske subkultur, som sjældent er så voldsomt kristent anlagt, bliver det tit og ofte mere en kulisse, som lægger gestalt til dunkle fantasier om skyld og straf, synd og skam, tro og perversitet. Og eftersom i hvert fald to af de navne, som gæstede Marmorkirken i København fredag d. 21/10 - nemlig Attila Csihar og Diamanda Galás - med lidt god vilje hørte til i denne ende af det musikalske landskab, kan man godt undre sig over, at menighedsrådet i sognet havde sagt god for en aften som den, artFREQ og Wundergrund stod for her. Men så igen: Selvom Galás vides ved én lejlighed at have flashet sine bryster foran et alter, er hun faktisk troende, om end i en lettere voldsom og kættersk form. Og eftersom aftenens program, som var arrangeret af Lars Top-Galia (Sort Sol) i tæt samarbejde med Stephen O'Malley fra Sunn O))), fokuserede på stemmens muligheder i eksperimenterende musiksammenhænge, kunne man ikke forestille sig en bedre ramme om de vokale udgydelser end den fantastiske akustik under Marmorkirkens høje, sirligt dekorerede kuppel. Faktisk var arrangementet opstået på baggrund af en anmodning fra Galás, som optrådte samme sted sidste år og var interesseret i at udforske rummets indvirkning på sin stemme yderligere.

Men gotisk var grundstemningen. Den smule lys, der var i rummet, kom fra enten levende eller elektriske lys på scenen samt nogle få, bløde spots i loftet, som mere var sat op for at skabe skyggevirkninger end poppe showet op. Og da undertegnede ankom 5-10 minutter for sent pga. vejarbejde, var Csihar, som sideløbende slår sin folder i black metal-orkestret Mayhem og Sunn O))), allerede igang med sin åbenbart fra aften til aften improviserede solo-performance Void ov Voices iklædt en munkekutte, man kun i momenter anede, at der var andet end Manden med Leen inde bag ved. Men som sagt før: Intet er så spændende som en metalliker, der har forladt sit felt, for kan man grine nok så meget af dén genres teatralske ortodoksier, viser det sig tit, at spændende ting opstår, når netop den type sensibilitet støder ind i andre musikalske sfærer. Det, Csihar lavede på scenen, var ingenlunde metal, men de kaskader af mørk munkemessen, forpinte skrig og gusten latinsk recitation, han serverede for publikum, kunne næsten kun have været skabt af en mand, som havde sin baggrund i black metal i orden. Og hans virkemidler var ganske enkle. Selvom det på overfladen kunne se ud som om, han var omgivet af en større elektronisk maskinpark, havde han sandsynligvis kun en loopstation samt en avanceret effektboks at gøre godt med, mens han viste publikum rundt i de mere lune, afslappende hjørner af Helvede. Dark ambient? Givetvis. Men Csihar trodsede i og for sig enhver meningsfuld genrebeskrivelse, mens han med sin måske ikke ligefrem store, men virkningsfulde stemme, der spændte fra skønsang til growl, leverede det første flotte sæt på en aften, som ikke bestod af andet.

Da folk havde sundet sig udenfor med en smøg eller to, gik næste levende billede på: Det norske stortalent Maja Ratkje. Måske et lidt "skævt" indslag denne aften, eftersom hendes udgangspunkt mere er legesygt end gotisk. Som den sandt nysgerrige sjæl, hun er, har hun over de seneste 10-15 år dækket et stilistisk spektrum, som spænder fra dada over free jazz og opera til harsh noise, men uhygge og frygtsom andagt er ikke hendes ting. Alligevel lod hun til at gøre et godt indtryk på de sortklædte skikkelser på bænkene med sin performance, der startede med lys, højnordisk skønsang, men hurtigt kammede over i et messende, metamorfisk flow, hvor elementer fra såvel ambient som click'n'cut blev draget ind for at skabe effekt og dynamik. I de sidste sekunder af koncerten holdt hun pludselig en højfrekvent klokke op, som hun anslog, for derefter at lade resonansen fra den fortsætte over i et meget rent fløjt. Jeg havde set hende før, så jeg vidste, hvad jeg kunne forvente fra hendes side - og blev selvsagt ikke skuffet - men man fornemmede, at mange af de andre tilstedeværende vist lige skulle hjem for at google navnet bagefter. Og dét tror pokker: Sjældent ser man så overbevisende en coctail af instinkt, virtuositet og glad amatørisme som den, Ratkje inkarnerer. Hun kan alt allerede, men alligevel får man indtryk af, at hun stadig kun er ved at indkredse spændvidden af sit enorme talent.

I tilfældet Diamanda Galás er man imidlertid ovre i en helt anden vægtklasse. Hun lavede allerede meget voldsomme, vokalbaserede avantgardeplader dengang, Csihar og Ratkje var børn, og om noget har hun faktisk bevæget sig i en mere traditionelt "musikalsk" retning med årene. Hvor tidlige værker som f.eks. "Wild Women with Steak Knives" og "The Litanies of Satan" (1982) var stærkt foruroligende ekskursioner ind i vokale territorier, hvor hendes stemme, som spænder over 3½ oktav, blev udforsket gennem hvæsen, messen og hysteriske lydudladninger på flere sprog, der nærmede sig tungetale, har senere albums som f.eks. Malediction & Prayer (1998) og La Serpenta Canta (2003) vist en sangerinde, som arbejder anderledes konventionelt indenfor sangformatet. I dag består Diamanda Galás - the band - af hende og et velvalgt flygel. Martin Hall har sammenlignet hende med den legendariske operadiva Maria Callas, og den modne Galás har utvivlsomt samme format. Hvis ikke større endnu. Galás er trods alt i stand til at skrive sit eget repertoire, selvom fortolkningen har fyldt mere og mere i hendes output over de senere år. Det var Callas ikke.

Og fra det øjeblik, hvor en synligt benovet og beæret Lars Top-Galia - som har modelleret sit efternavn over hendes - fulgte hende ind på scenen, hvor hun stift, men stolt fandt frem til flygelet på sine teleskophæle, vidste man, at man her havde at gøre med en sangerinde, som, trods sin farverige og markante makeup, bestemt ikke tog let på ét eneste ord, hun sang. Alt blev målt og vejet - såvel anslag som åndedrag - for at tildele hver eneste ord, som kom ud af hendes mund, maksimal betydning. Klædte en opera-agtig smagen på vokalerne noget, brugte hun dét greb. Fik man mere ud af at sætte over i mellemøstlige skalaer, gjorde hun dét. Og resultatet var en måske langt fra a capella, men meget ren performance, som kunne virke overvældende og drænende på publikum, men måske så meget desto mere på Galás selv. I hvert fald nærmest vaklede det 56-årige ikon af scenen efter at have givet alt, hun havde i sig. Et ekstranummer virkede - set i dét lys - egentlig som et ublu krav. Men hun kom ind og gav ét alligevel. Og havde ikke desto mindre - trods sit rapkæftede image - ydmyghed nok i sig til at bede publikum om at klappe af en synligt rødmende Top-Galia, da hun kom ind for sidste gang.

Men han havde også fortjent det. Vel kan man stille spørgsmålstegn ved hans rolle i de senere stadier af Sort Sols karriere, men som musikfan og koncertarrangør holder han stadig fanen højt. Og med denne aften i Marmorkirken har han - og O'Malley - lagt navn til en koncert af en kaliber, man vil snakke om mange år fra nu. Vel indbyder kirker til andagt, men musik ofte mere. Og efter en aften som denne var man klar til at gå lykkeligt i graven.

søndag den 2. oktober 2011

Lysergiske udladninger i Pumpehuset

Det var med stor forventning, jeg i går aftes troppede op i Pumpehuset for omsider at opleve ét af mine all time danske favoritbands live, nemlig Spids Nøgenhat. En mulighed, jeg indtil for et par år siden havde troet, jeg aldrig ville få, eftersom bandet i sin tid gik i opløsning efter indspilningen af dets til dato eneste album: En Mærkelig Kop Te (2001). Netop dette album, som stolt videreførte arven fra Young Flowers og Alrune Rod i et om muligt mere udsyret moderne setting, vidnede imidlertid om et orkester, som på ingen måder var udtømt kreativt - da jeg opdagede det tre-fire år senere, dømte jeg klassiker på stedet. Sjældent har en håndfuld sange på dansk rummet så stor energi, intensitet, stemningsrigdom og slidstyrke.

I årene efter opløsningen så en reunion dog ikke ud til at ligge i kortene. Sangskriveren Guf havde mere end travlt med Baby Woodrose, og de øvrigt medlemmer var omtrent lige så optagede af projekter som Aron og On Trial. Desuden gik salget af albummet meget langsomt de første år. I 2008 skete det næsten umulige så alligevel: Spids Nøgenhat fandt sammen igen om en kort tour. Hvorefter albummet - ikke for at rose mig selv uhæmmet, men en eksalteret anmeldelse fra min hånd i Geiger gjorde højst sandsynligt også en forskel - lige pludselig fik en enorm kultstatus. En koncert på Roskilde Festival i år endte tilsyneladende som noget nær en folkefest, og eftersom Pumpehuset nærmest må kaldes hjemmebane for Spids Nøgenhat, var der al mulig grund til at glæde sig til i går: Det lå i kortene, at gigget ville blive specielt.

Allerede inden gruppen gik på, var der da også dømt psykedelisk lysshow i stor stil med flimrende farver og svampe, der duvede hen over lærrederne. Og publikum var mere end veloplagt. Hist og her var der sure opstød fra gamle fans over folk, som bare var kommet for at se giraffen, men jeg vurderer umiddelbart ikke, at der var tale om så mange af slagsen. Da bandet, der præsenterede sig som en slags starship troopers fra det ydre rum, som var landet på jorden for at sprede kærlighed, sparkede koncerten igang med fire klassikere fra En Mærkelig Kop Te, var flertallet i hvert fald med og kunne sangene udenad. Disse fire numre illustrede i øvrigt glimrende det skisma, som måske var koncertens største problem. Da albummet i sin tid blev indspillet, var lyden mere svævende og folkpåvirket end i dag, hvor Spids Nøgenhat havde bevæget sig lidt tilbage mod deres garagerock-rødder, og det skiftevis klædte og misklædte det gamle materiale.

Åbningssalutten "Hobbittens Flyvetur", som i sin tid var pladens svageste nummer, fik så meget kul, at lunten omsider fængede, og "Det Psykedeliske Tapet", som fremførtes i en mere sumpet og tung udgave, nød også godt af gruppens nypumpede muskler. "Giv Slip" mistede dog ét eller andet på samme konto, og den på plade næsten salmeagtige "Når Spindelvævene Blomstrer" døde nærmest under den hårdhændede behandling.

Efterhånden som sættet skred frem, blev man dog overbevist om, at Spids Nøgenhats punch var mere til gavn end skade. Efter den indledende sektion med selvskrevet materiale, satte gruppen nemlig over i en blok med coverversioner af kendte og ukendte danske syrerock-klassikere, som hver især nød godt af indfaldsvinklen. Svagest stod nok Gasolin'-klassikeren "Langebro", der lænede sig kraftigt op ad Love Shops læsning af samme nummer, men Røde Mors "Lil' Johnnys Mund" genopstod som en majestætisk, udknaldet garagerockudladning, og Young Flowers-klassikeren "Oppe i Træet" blev ikke mindre formidabelt omtumlet af at blive tacklet af Lorenzo Woodrose og co. Dertil fik Arons "Morgendis" - sådan set et stykke egenproduktion, men i Spids Nøgenhat-sammenhæng en coverversion - fik en helt anden slagstyrke i denne aftens koncertudgave. Vel at mærke uden at miste sin sitrende melankoli og lysergiske atmosfære.

Med en tænderskærende intens udgave af slagsangen "Hvad Har Du Taget?", der kom og gik som en hypnotiserende hvirvelvind fra det ydre rum, mens folk sang med i vilden sky, nåede det egentlige sæt både sin konklusion og kulmination. Personligt kunne jeg have gået både glad og tilfreds hjem her, kun en kende gnaven over fraværet af "Smukke Pige" og molesteringen af "Når Spindelvævene Blomstrer", men der var mere endnu. Den første omgang ekstranumre bød således på en direkte blændende udgave af Randers-bandet Cinderellas obskure "Udkoksning i Tre Satser" fra 1970, der løftede aftenen til nye højder igen. Og som det allersidste ekstra-ekstranummer fik man den version af Arons "Ud på Landet", som store grupper af mennesker åbenbart havde danset rundt hele natten på Roskilde og sunget for nogle måneder siden. Den type afterparty var der alligevel ikke lagt op til udenfor Pumpehuset, men koncerten kom godt og sikkert i land. Ikke uden grund vakte det stor jubel, da Guf bekendtgjorde, at Spids Nøgenhat ville besøge stedet igen til næste år.

Til den tid kan man håbe, at de garvede drenge har taget sig sammen til at lave det længe ventede album nr. 2 - om ikke andet så den liveplade, som vides at have været i støbeskeen i over ti år! For når det kommer til lige præcis denne ædle danske svamp, vil mere i dén grad have mere!