tirsdag den 29. november 2011

Depeche Modes 10 bedste singler













Inspireret af Jens Unmack, som for nylig bragte en lignende liste på sin blog...

1) Stripped (1986)
2) Never Let Me Down Again (1987)
3) Wrong (2009)
4) Only When I Lose Myself (1998)
5) Shake the Disease (1985)
6) Photographic (1981)
7) Blaspemous Rumours/Somebody (1984)
8) Precious (2005)
9) In Your Room (1994)
10)Little 15 (1988)

torsdag den 24. november 2011

Dark equations

Genrer som goth, neofolk, industrial og visse slags metal har en tendens til at dyrke effekten - hvad enten det er den visuelle eller den auditivt teatralske - meget intensivt. Hvilket måske er grunden til, at disse stilarter stadigvæk ikke ligefrem er hvermands eje. Men hvad er i den sammenhæng for meget? Et spørgsmål, jeg ikke - indtil for nylig - havde spekuleret videre over i den sammenhæng, for det, jeg kunne lide, kunne jeg lide. Men da jeg for nogle dage siden fik dette spørgsmål fra en musikvidenskabsstuderende i anledning af neofolk-projektet :of the wand and the moon:'s seneste udspil The Lone Descent, gav det mig alligevel en lejlighed til at reflektere - i det mindste lidt - over, hvor grænsen mellem "tilstrækkeligt" og "for meget" gik...

En medstuderende er glad for OTWATM's nye udspil, men finder komiske tekstelementer hist og her, foruden en overdreven brug af skrig.

Jeg vil nærmest påstå, at man i nuværende kulturelle "klima" ikke kan beskæftige "mørke" i mennesker uden momentvis at teksterne/musikken bliver modtaget sådan (både af kunstneren selv og lyttere).

Skrigene fik mig til at tænke over, hvordan en kvalificeret vurdering af en sensibilitet som den OTWATM formidler kan ske. Kan man tale om, at noget er "for meget"? Hvis ja, hvilke kriterier kan man så vurdere det ud fra ("inden for" musikkens egne rammer)?


Svar:

Det er lidt af et svært spørgsmål, du stiller der, for der er vist kun én målestok for hvornår, noget bliver "for meget", og det er den subjektive... Nogle synes, at OTWATM er for meget, Lady Gaga ikke. Jeg synes det omvendte. Dybest handler det vel om, hvad man vil have ud af musik: Om man vil have baggrundsstøj, beach party-stemning eller noget mere eftertænksomt. Vi ved vist begge hvilken kategori, vi hører til.

De "mørke stilarter" benytter sig af, ligesom Kim Larsen (projektets hovedfigur), af dramatiske effekter for at få store, utvivlsomt autentiske følelser igennem, og mit eget punkt for, hvornår noget bliver for meget - for det er der - nås, når effekten overstiger substansen. Dvs. den mængde af oprigtige følelser og erfaringer, der overføres effektivt gennem musikken. Meget goth, black metal, dark electro og neofolk går, for mig, tabt i et giftigt spil mellem stil "den rigtige stil" og det, der reelt brænder på. Man kan sagtens puste sig op med sminke, teknik, sminke og dyr påklædning. Man kan endda skrive en fornuftig sang. Men matcher stilen ikke indholdet, bliver resultatet for mig at se komisk.

Det, jeg rigtig godt kan lide ved Kim, er faktisk, at han snarere under- end overspiller. Han ligner ikke Mørkets Enerådige Hersker, hans facon er uprætentiøs, han giver ikke indtryk af at synge noget, der i det mindste ikke kunne komme indefra. Man kan høre ham i tingene, og efter han er begyndt at løsrive sig fra sin mest indlysende Death in June-fascination - det var en rigtig godt idé at udvide bandet med nogle lidt mere energiske musikere, der alligevel forstår at spille inden for rammen - synes jeg faktisk, han har nået forbilledernes niveau. Formen sejrer ikke på bekostning af indholdet eller omvendt. "Pakken" er komplet.

Men det er mit indtryk og baseret på et givent tilfælde. Der er nok musikteoretikere, der har mere subtile og kvantitative modeller til rådighed end mig, for trods en vis teoretisk ballast er det instinktet, jeg kører efter... Men skulle jeg forholde mig til et band kvalitativt, ville jeg nok analysere musikken - fra bund (formen) til top (budskabet, fremførelsen) - og kontrastere det med staffagen/effekterne udenom. Kan det ene bære/understøtte det andet, eller er der en diskrepans? Det er i hvert fald det spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg anmelder.

Ved ikke, om svaret er tilstrækkeligt, men det er det bedste, jeg kan hoste op med lige nu...

onsdag den 2. november 2011

Flere småbetragtninger omkring Facebook

Under overskriften "Nogle småbetragtninger omkring Facebook" beskrev min blog-kollega Ole Bundgaard i går sit forhold til verdens mest udbredte sociale medie. Og, med al respekt, meget i bredden: Det var generelle betragtninger omkring opførsel og kategorier af brugere, som var i spil. Også fint nok: Der var mange fine pointer at hente i teksten. For mig har Facebook nu også - modsat Twitter og andre lignende medier - på godt og ondt et dybdeperspektiv, jeg synes fortjener et par ord.

Selv har jeg været på siden efteråret 2007, og af og til tager jeg mig selv i at bladre tilbage i arkiverne. Gør jeg det, oplever jeg, at den information, som ligger ude på sitet, fortæller min livshistorie mere direkte og detaljeret end noget som helst andet, der foreligger fra min hånd. Det oplagte sammenligningsgrundlag er naturligvis mine digte og prosatekster, som jeg da også gerne vil medgive kommer tættere på det, som virkelig rører sig i mig, end mine daglige pip på Fjæs. Til gengæld er de bevidst løgnagtige: Som forfatter har jeg altid haft en angst for, at folk ville læse mine tekster så biografisk, at de missede de virkeligt giftige pointer, så mine litterære produktion har - selv når den er virkelighedsnær - altid været omgivet af en strategisk teaterrøg. I den modsatte ende har jeg en smule deciderede memoirer hist og her, som virkelig kommer tæt på, men de er endnu meget løsrevne og fragmentariske. Og dertil simpelthen ikke øjebliksrapporter. Vil man genopleve en bestemt dags sande glæder eller rædsler, er en enkelt linje, som blev skrevet i nuet, ofte mere informativ end selv den bedste efterrationalisering. Af og til kan jeg, under min gennemgang af arkiverne, få tårer af glæde eller gru i øjnene, når jeg spotter lige dé sange eller dé ord. Kort sagt: Selvom jeg med tiden - af bitter erfaring - er blevet meget varsom med, hvad jeg skriver sort på hvidt, er det Facebook, der fortæller min historie i nærmest pinagtige detaljer; hverken mine blogtekster eller digte.

Netop dette aspekt gør mange folk paranoide, for hvad nu hvis kæresten, chefen, familien, stalkeren eller for den sags skyld CIA læser med? Og jo: Jeg kan da også til tider være nervøs for, hvad forskellige mennesker får ud af mine posteringer, som, for at sige det rent ud, ofte gør ondt på denne side af tastaturet. Men dybest set ser jeg gerne, at de folk, jeg omgiver mig, i det mindste kan acceptere det, jeg er som helhed. Og det er netop det, Facebook er så brillant til: At præsentere tredimensionelle snapshots af éns psyke frem for de glansbilleder, grupper af de folk, man omgiver sig med, har valgt at fremstille. Let's face it: Selvom man på det seneste har gjort meget for, at brugerne kan sortere deres venskaber i grupper, som absolut aldrig behøver at komme i berøring med hinanden, kan man til syvende og sidst ikke kun skrive til folk, som tilhører én bestemt livssfære: Man vil altid vise sit sande ansigt mellem linjerne. Og jeg kan kun sige: Godt det samme!

Ikke at jeg er en eksistentiel stripper som sådan: Også på Facebook er der bestemte emner, jeg ikke bringer åbenlyst i spil. Men jeg kan seriøst godt lide tanken om, at folk, som tror, at de kender mig, fordi de har vænnet sig til én bestemt vinkel, af og til får én på goddaen. Specielt min stakkels familie har, tror jeg, fået en del chok ved at læse mine udsagn, se mine videoer, følge mine links. Flere medlemmer er dog kommet tættere på som en følge af dét, føler jeg. Og måske er det blot naturligt. Jeg mener: Dem, som faktisk holder af dig, vil jo, om nogen, gerne lære dig at kende, ikke? Og omvendt: Er der nogle, som ikke kan klare mosten og sletter én som ven, fortæller det også ét eller andet om dem, skulle jeg mene.

Under alle omstændigheder gør det, at ens livssfærer sammenblandes på Facebook, at man får færre masker at skulle tage på i hverdagen. Man kan møde flere som man rent faktisk er i stedet for at gøre sit allerhelligste til en karnevalsforestilling. Og jo, det koster, hvis man fører åbenhedens politik. Men det, man får igen i form af helhedsfølelse og fornyet nærhed, er meget ofte prisen værd.

Og så er der jo selve livshistorien, der bygges op lag på lag, år efter år. På Facebook kan man se min 3 X tipoldefar, betragte mig som baby, se hvor grim, jeg var som teenager, og grine over ufatteligt grimme oplæsningsbilleder fra sidste år, hvor jeg ligner en bagt kartoffel. Man kan se mig skrive alt fra limericks til Georg Brandes-citater, poste musik fra Poul Reichardt til SPK og følge brud, dødsfald, triumfer, spontane glædesudbrud, kedsommelig tærsken langhalm og stresset tungetale live. Vel er det nok de færreste, som orker at gå al den information igennem, og ærligt talt føles tanken også lidt betryggende. Men den er der. For mig. Som den næsten eksakte roman om mit liv, jeg ikke kan skrive på andre måder. Og den er jeg altså glad for også eksisterer, mens jeg på evigt skiftende vis fortsætter mine litterære krumspring.

Jeg elsker Facebook. Det er min montre i livets museum, og jeg har selv valgt den. Og dem, der kommer forbi, må hjertens gerne få et godt show, hvad enten de hader det eller ej.

Så meget sagt er det nu også rart at vide, at der altid vil være en kerne i mig, som sitet aldrig vil kunne indfange. Og som i øvrigt til stadighed kan overraske mig selv.