torsdag den 24. november 2011

Dark equations

Genrer som goth, neofolk, industrial og visse slags metal har en tendens til at dyrke effekten - hvad enten det er den visuelle eller den auditivt teatralske - meget intensivt. Hvilket måske er grunden til, at disse stilarter stadigvæk ikke ligefrem er hvermands eje. Men hvad er i den sammenhæng for meget? Et spørgsmål, jeg ikke - indtil for nylig - havde spekuleret videre over i den sammenhæng, for det, jeg kunne lide, kunne jeg lide. Men da jeg for nogle dage siden fik dette spørgsmål fra en musikvidenskabsstuderende i anledning af neofolk-projektet :of the wand and the moon:'s seneste udspil The Lone Descent, gav det mig alligevel en lejlighed til at reflektere - i det mindste lidt - over, hvor grænsen mellem "tilstrækkeligt" og "for meget" gik...

En medstuderende er glad for OTWATM's nye udspil, men finder komiske tekstelementer hist og her, foruden en overdreven brug af skrig.

Jeg vil nærmest påstå, at man i nuværende kulturelle "klima" ikke kan beskæftige "mørke" i mennesker uden momentvis at teksterne/musikken bliver modtaget sådan (både af kunstneren selv og lyttere).

Skrigene fik mig til at tænke over, hvordan en kvalificeret vurdering af en sensibilitet som den OTWATM formidler kan ske. Kan man tale om, at noget er "for meget"? Hvis ja, hvilke kriterier kan man så vurdere det ud fra ("inden for" musikkens egne rammer)?


Svar:

Det er lidt af et svært spørgsmål, du stiller der, for der er vist kun én målestok for hvornår, noget bliver "for meget", og det er den subjektive... Nogle synes, at OTWATM er for meget, Lady Gaga ikke. Jeg synes det omvendte. Dybest handler det vel om, hvad man vil have ud af musik: Om man vil have baggrundsstøj, beach party-stemning eller noget mere eftertænksomt. Vi ved vist begge hvilken kategori, vi hører til.

De "mørke stilarter" benytter sig af, ligesom Kim Larsen (projektets hovedfigur), af dramatiske effekter for at få store, utvivlsomt autentiske følelser igennem, og mit eget punkt for, hvornår noget bliver for meget - for det er der - nås, når effekten overstiger substansen. Dvs. den mængde af oprigtige følelser og erfaringer, der overføres effektivt gennem musikken. Meget goth, black metal, dark electro og neofolk går, for mig, tabt i et giftigt spil mellem stil "den rigtige stil" og det, der reelt brænder på. Man kan sagtens puste sig op med sminke, teknik, sminke og dyr påklædning. Man kan endda skrive en fornuftig sang. Men matcher stilen ikke indholdet, bliver resultatet for mig at se komisk.

Det, jeg rigtig godt kan lide ved Kim, er faktisk, at han snarere under- end overspiller. Han ligner ikke Mørkets Enerådige Hersker, hans facon er uprætentiøs, han giver ikke indtryk af at synge noget, der i det mindste ikke kunne komme indefra. Man kan høre ham i tingene, og efter han er begyndt at løsrive sig fra sin mest indlysende Death in June-fascination - det var en rigtig godt idé at udvide bandet med nogle lidt mere energiske musikere, der alligevel forstår at spille inden for rammen - synes jeg faktisk, han har nået forbilledernes niveau. Formen sejrer ikke på bekostning af indholdet eller omvendt. "Pakken" er komplet.

Men det er mit indtryk og baseret på et givent tilfælde. Der er nok musikteoretikere, der har mere subtile og kvantitative modeller til rådighed end mig, for trods en vis teoretisk ballast er det instinktet, jeg kører efter... Men skulle jeg forholde mig til et band kvalitativt, ville jeg nok analysere musikken - fra bund (formen) til top (budskabet, fremførelsen) - og kontrastere det med staffagen/effekterne udenom. Kan det ene bære/understøtte det andet, eller er der en diskrepans? Det er i hvert fald det spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg anmelder.

Ved ikke, om svaret er tilstrækkeligt, men det er det bedste, jeg kan hoste op med lige nu...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar