onsdag den 28. december 2011

Parcelhuskvarterer

Jeg elsker parcelhuskvarterer.

Jeg elsker carporte, affaldsspande op til vejen, grædepile, japanske kirsebærtræer, stauder, hække, havefigurer af sten, lydaktiverede pipfugle af træ, minimalistiske designs og hvide fliser bag vinduerne, evige rodebunker af fliser og sand foran matriklerne.

Jeg elsker den slags. Det var det, jeg kom af. Eller i hvert fald det, som det, jeg kom af, blev til.

Jeg elsker at bo den slags steder. Om nødvendigt til leje.

Steder, hvor hjerterne hverken er for store eller for små, og jeg til enhver tid vil have noget for hånden at væmmes ved.

fredag den 16. december 2011

Årsrevyen 2011

På diverse netmedier har jeg siden 2007 - du godeste, det er femte gang nu! - offentliggjort lister over det bedste og det værste gennem året, der gik. Og nu, hvor det er svært at forestille sig, at 2011 har så meget mere godt eller skidt i posen, er det ved at være tid igen. I år har jeg bevidst valgt at gøre listerne kortere end normalt, ligesom jeg fokuserer på det, som - nyt eller gammelt - har været store oplevelser for mig i 2011. Før i tiden ville jeg have lagt meget stor vægt på, at alt, som indgik på listen, havde været aktuelt i løbet af de tolv forgangne måneder, men dels har min økonomi mere været gearet til antikvariske indkøbsrunder, dels er nyt ikke pr. definition godt.

Here we go. Håber, at listen må forarge, begejstre og/eller inspirere undervejs.


Læseoplevelser


1) William Heinesen: Tårnet ved Verdens Ende (1976)

Da jeg var lille, var færingen William Heinesen en af de forfattere, der stod på min farmors bogreol, og al respekt for hendes dannelse og smag - hun var på ingen måder tabt bag af en vogn - men hendes læsevaner var ikke så avantgarde, at det gjorde noget. Jeg havde derfor - mest ubevidst - undgået Heinesen i mange år, men da jeg fik disse slet skjulte barndoms/ungdomserindringer i mosaikform smidt gratis i nakken, var jeg solgt på stedet. I et sublimt flow, der spænder fra mytologisk farvede drømmerier til hardcore provins-virkelighed, formår Hr. William at hæve en isoleret barndom i en lettere excentrisk familie op i højeste kosmiske potens. Sjældent er jeg blevet så rystet og rørt af en læseoplevelse, og jeg bilder mig ind, at man har kunnet fornemme Heinesens ånd i alt, jeg har skrevet, siden jeg åbnede dén bog første gang...

2) Deborah Curtis: Touching from a Distance (1995)

Ex-hustruens meget omtalte - og roste - biografi om gemalen Ian Curtis' liv og levned, indtil han i maj 1980 hængte sig i den dødssyge Manchester-forstad Macclesfield, hvorved han satte stop for Joy Division - postpunkens uden tvivl mest indflydelsesrige og konsistente gruppe. Først i år faldt den mig i hænde, og jeg må indrømme, at den rokker ved mit billede af manden, der - ud over poetisk, intelligent og sårbar - åbenbart også kunne være humørsyg, hysterisk, egoistisk og utro ad H. til. Og så alligevel: Trods det faktum, at det er den sårede hustrus vidnesbyrd, man får serveret her, skinner der også en stor kærlighed til - og beundring af - Ian gennem hver linje i bogen. Curtis synes at have været en forskellig person over for hver eneste, der har kendt ham, så den fulde sandhed om ham får vi nok aldrig. Men Touching from a Distance er en væsentlig del af det puslespil, der trods alt delvist lader sig samle.

3) Jan Lindhardt: Vores Patetiske Kultur (2010)

Jan Lindhardt er af de fleste nok kendt som den ganske liberale biskop over Roskilde Stift fra 1997 - 2008, men han har også forsket i retorik, og det er fra sidstnævnet standpunkt denne bog, der opridser det patetiskes rolle fra oldtiden og frem til nu, er formuleret. Og ja, billedet er så forstemmende, at man bliver helt...patetisk. Ved at studere nutidens kultur, politik, tro, arbejdsiver, menneskesyn og erotik gennem patos-begrebet, når han frem til, at det moderne menneske - forpustet, men aldeles egoistisk - halser efter en forløsning i noget ubestemt "uendeligt", som konstant flytter sig. Pointen er hørt før - allerede i "Prædikerens Bog" mindes man citatet "alt er tomhed og jag efter vind" - men selve analysen er både rammende og tankevækkende.


Lytteoplevelser


1) PJ Harvey: Let England Shake (2010)

Dette album er der skrevet så meget om andre steder, at jeg næsten ikke orker at kommentere det. Jo, pladen er politisk, men først og fremmest er det 12 gode, slidstærke sange fra en moderne, strømførende chanteuse, som aldrig er den samme fra album til album, men altid er både relevant og genkendelig. Her tilsættes skabelonen fra tidligere "kommercielle" Harvey-plader som To Bring You My Love og Stories from the City, Stories from the Sea noget af den luftighed og weirdness, man fandt på hendes sidste mesterværk, White Chalk, og resultatet er blændende! Lille Polly fra Dorset er hermed officielt oppe i samme vægtklasse som Patti Smith, Kate Bush, Janis Joplin, Billie Holiday...

2) Slapp Happy: Ca Va (1997)

Et ganske upåagtet genforeningsalbum fra avantgarde/freak folk-trioen Slapp Happy, der ellers havde sin storhedstid i de tidlige 70'ere med albums som den samfundskritiske, nærmest dadaistiske Casablanca Moon (1974). I denne sene aftapning havde gruppen bevaret sin kant og skæve humor, men legede samtidig med breakbeats, elektroniske klange og kammermusikalske elementer på numre som "Scarred for Life" og "Child Then". Og vel var teksterne på Ca Va mindre rablende og skæve end før, men til gengæld havde de vundet en moden dybde, der ikke altid var til at spøge med. Køb, lyt og bliv forelsket. Og anskaf dig så de ældre, særere ting, der absolut også er hver øre værd!

3) Death in June: Peaceful Snow/Lounge Corps (2010)

Et lidt kontroversielt udspil hos mange inkarnerede DIJ-lyttere, der foretrækker, at alt er bål, brand og buldrende pauker, for her har neofolk-stjernen over dem alle, Douglas Pearce, allieret sig med den aldeles kompetente salonpianist Miro Snejdr for at skabe en flok usædvanligt afdæmpede sange, hvis tekster selvfølgelig trækker på den samme type nazi/skyttegravssymbolik som altid, men det meste af vejen er ude i et anderledes personligt ærinde. For nej, Pearce er ikke ung længere, og Peaceful Snow er lyden af en mand, som ikke blot gør bittersød status over livet indtil nu ("My Company of Corpses", "Our Ghosts Gather"), men også ser døden i øjnene som kommende faktum i det tyste, meget rørende titelnummer. En milepæl i DIJ-diskografien - intet mindre! Bonus-cd'en Lounge Corps er projektets "greatest hits" (i den sammenhæng noget af en tilsnigelse!) fortolket af Snejdr på bedste easy listening-vis, hvilket ikke blot er selvironi på højt plan, men også fremragende lytning til god mad og ditto rødvin. Skøn dobbeltpakke!


Bedste begivenheder


1) Valget

I 10 år havde man måttet finde sig i at se egoisme, despoti og fremmedhad ophøjet til politik, og det ellers så hjernevaskede danske folk var i det afgørende øjeblik så trætte af kontraktpolitikken/flertalsdiktaturet, at VKO blev væltet. Ind kom en ny flok med masser af gode intentioner, men en rungende tom statskasse. Men hvad pokker: Man havde da i det mindste den korte fornøjelse, det var at tude af lykke og lettelse, da Lars Løkke erkendte nederlaget.

2) Radio 24syv

Skægt nok skyldes årets næstbedste hændelse faktisk konservative Per Stig Møller, da det var ham, som - godt nok ved at beskære sendetiderne for DR P1 og P2 - banede vejen for en ny public service-kanal, i folkemunde "Radio Møller", som vi var mange, der længe frygtede ville blive en pinligt poppet, sågar borgerlig affære. Men han var alligevel fremsynet, den gamle - for én gangs skyld med en vis ret og kompetence - kulturminister, for det, der kom ud af det, var en fornyet, vital og ikke specielt politisk polariseret taleradio, som udgjorde et endda særdeles kvalificeret alternativ til et P1, som længe havde kørt i tomgang. Bliver spændende at se hvordan dét projekt udvikler sig!

3) Dirch Passer

Som en fjern slægtning til den folkekære komiker har jeg - tror jeg - af én eller anden grund altid kunnet se den melankoli, der lurede lige under overfladen på "den sjove mand", og senere studier af hans livshistorie har kun bekræftet mine anelser: At "klovnen" gemte på en masse, han var nødt til at lægge fra sig, når det åh-så-dejlige folk, som klappede og grinede den dag, han kollapsede på scenen med et hjerteanfald, skulle have sin morfin. Da jeg sidst så hans gravsted i Dragør, var det bart og hensygnet. Efter filmhittet med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen - en film, der netop også anerkendte mennesket Dirch - kommer der nok til at ligge flere og flottere roser på mindesmærket fremover. Hans humor er ikke anno 2011, nej, men når den er bedst, holder den endnu. Han var en stor, stor kunstner af sin tid, og set fra et menneskeligt perspektiv gør det mig glad, at han nu - posthumt - har fået føjet flere farver til paletten.


Værste begivenheder


1) COP 17

We're fucked!

2) Valgkampen

Jeg afskyr, når folk undervurderer min intelligens.

3) Landets politiske tilstand

Status pt.: Vil du have en flok metaltrætte despoter, som ikke engang kan arbejde sammen længere, eller en bunke internt splittede grønskollinger, som er blevet overladt en umulig opgave. Vil du have spin eller spin? Vil du have populisme eller populisme? Kun yderst på begge fløje føres der stadig noget, som minder om rigtig politik med idealer og det hele, og bare det, at DF og Ø i mangel af bedre er henvist til at sige rosende ord om hinanden, siger alt om landets politiske beskaffenhed pt.


That's all, folks! Chefbloggeren har talt. Glædelig jul og godt nytår til alle!

tirsdag den 13. december 2011

Tilfældige mennesker fra Helvede

Typer, man bare render på - og omgående afskyr:

1) Tog-bedster

Du står i en kiosk ved en S-togsstation. Der er fire minutter til afgang. Den ældre dame i køen foran dig fortæller pludselig, at hun skal skal til Viborg i weekenden for at besøge sin søn, så hun skal både have en udrejsebillet til fredag og en retur til søndag. Mens hun bladrer rundt i sit hæfte med afgangstider, afgår dit første S-tog. Det går langsomt op for dig, at hun givetvis ikke har besøgt sønnike siden efteråret 1977. I hvert fald er hun ikke videre bekendt med infrastrukturen udenfor Sjælland. Alene tager det hende to minutter at fatte, at man skal skifte i Langå for at komme til Viborg, men endnu sværere er det at begribe, at det ikke er muligt at få pladsbilletter med regionalbanerne i Jylland. Dit næste tog afgår. Man kunne koge æg i dit blod. Hun spørger til husdyr, mens køen bag dig vokser, og får specificeret en masse omkring hunde i snor og katte i æske. Hun forlanger alt bekræftet én gang til. Det får hun. Billetten printes. I to eksemplarer. Det første var defekt. Endnu et tog mod Hundige ruller fra perronen. Dit skægt er gråt, benene ryster og leveren smerter, da hun endelig får sine to små ark papir og går. På vejen ud smiler hun triumferende i din retning.

2) Lotto-psykopater

De ligner ingenting på afstand. Ser bare ud som folk, der står i kø som så mange andre. Men indeni brænder de. Brænder for den halvanden million, de bare ved, de bærer i lommen, selvom de i forvejen har checket tallene og efter al rimelighed bør have erkendt, at de igen har sat en større formue til. Det har de sikkert også. De vil bare så gerne have det bekræftet af andre. Og allerhelst fem minutter før dit tog ruller fra sporet. De når hen til kassen, hiver pungen op - og BUM! En sky af lottokuponer, der selvfølgelig ikke kan checkes andre steder end på S-togsstationer, vælter ud over den stakkels ekspedient, der pligtskyldigst er nødt til at trække hele lortet gennem et hakkende apparatur, som er langsommere end munkes bogproduktion i middelalderen. Igen går der to tog, før du når frem til disken. Du hader folk, der spiller. I det hele taget hader du folk.

3) Kæmper i biografen

Du har købt billet til den nye Lars von Trier. Du ved, at den vil starte med en storslået scene, som klipper mellem det private og det kosmiske, mens gråden presser sig på i dit strubehoved. Men lige før reklamerne slutter, sætter der sig et helt enormt lokum af en mand foran dig, der er bevæbnet med et stk. cola, et stk. slikpose og et stk. forkølelse. Dit bedre jeg siger dig, at den stakkels mand ikke kan gøre for nogen af delene, men allerede mens filmens første toner gjalder, ønsker du, at du havde taget en machete med. Du udvikler hidtil ukendte - og meget kubistiske - muskelabstraktioner, mens du forsøger at få overblik over det, der sker på det hvide lærred, og sætter støjen ellers ind: SLURPKNASHOST, SLURPKNASHOST, SLURPSLURPKNASKNAAAAAASEHOSTHOSTHOST. Du går fra biografen med en mistanke om, at du er blevet udsat for noget, Regner Grasten har udtænkt under et dårligt trip på snaps og kolort. Du hader alle over 1.80. Og det lille nips bagved afskyr dig endnu mere!

4) Dig

Du er indebrændt. Du er uhøflig. Du er flabet, og du kæfter op. What's to like?

tirsdag den 6. december 2011

Ordbogsopslag

Spinokrati; Styreform, som udgiver sig for at være demokrati, og således principielt hviler på vælgeres stemmer, men har erstattet idealisme og klare politiske dagsordener med positiv eller negativ medieeksponering orkestreret af såkaldte spindoktorer - lønnede pressekonsulenter for partier eller førende politikere - som herved svinger sig op til centrale magtpositioner. Evnen til at manipulere med nyhedsstrømmen, og dermed flytte stemmer hos vælgerne, er i spinokratiet legio, og magten tilfalder derfor den part, som har ansat den dygtigste - i reglen højest lønnede - medierådgiver. Herved - og dertil af kampagnehensyn - bliver økonomiske donationer til de politiske kandidater en altafgørende faktor i magtspillet, hvorfor politikeren skifter position fra at være eneren, som omformer samfundet ud fra egne synspunkter, evner og forudsætninger, til i praksis at være lobbyist (s.d.) for de interessenter, som støtter dennes opstilling. Karakteristisk for kulturer, hvor mængden af information er blevet så omfangsrig, at store befolkningsgrupper kun er i stand til at definere virkeligheden gennem medieskabte billeder af samme. Se også populisme og machiavellisme.

fredag den 2. december 2011

Baunbæks julealbum 2011

Dette er endnu et af den slags strengt taget ikke nødvendige, men måske for det rette par øjne i det mindste interessante indlæg, jeg desværre kun har kunnet mønstre overskud til at skrive på det seneste. Men here we go anyway...

Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for julen. Bevares: Jeg kan sagtens undvære alt det kommercielle skidterads, som følger med den, jeg afskyr trængslen, når der skal købes gaver, og det der med Kristi fødselsdag... Min holdning til højtiden er mest af alt hedensk: Det er nu, der skal tændes lys i mørket, så vi får overskud til at overleve resten af den dødssyge vinter. Det er nu, vi skal drikke os godt humør og spise os nødvendige fedtreserver til. Og sidst, men ikke mindst: Det er nu, vi skal minde os selv og hinanden om hvor meget, vi elsker både dem, vi har endnu, og dem, som ikke er her længere. For jo, ligesom mange julehadere har jeg mistet folk, jeg elskede, ved juletid: Min morfar, der blev syg 2. juledag 1994 og døde lidt inde i januar, min farmor, som blev begravet nytårsaftensdag 2003, og mine forældre, der gik fra hinanden i julen 1990. Der har været lort nok i forbindelse med højtiden. Men så meget desto mere grund er der i dag til at mindes alt det gode, der også har været, og i øvrigt svinge træbenet - rundt om grantræet eller ej!

Men én ting pisser mig konstant af: Man er altid nødt til at gøre det til en mildest talt lousy lydspor. Bevares: Der er som sådan intet i vejen med mange af de sange, vi betegner som juleklassikere, men de er bare alle sammen spillet til døde - igen - inden d. 10. december. Så jeg har i al ydmyghed samlet mit eget - dobbelte - julealbum med enten numre, der er relativt ukendte, eller specielle takes på gamle travere. Nå ja, og så et par efter min mening helt uundgåelige "klichéer"... Men man har jo sine særheder. Dette er i hvert fald jul the Baunblæk way...

Cd 1:

1) Mogwai: Christmas Steps
2) Nightwish: Walking in the Air
3) Merciful Fate: No Presents for Christmas
4) Lemmy Kilmister: Run, Rudolph, Run
5) The Raveonettes: The Christmas Song
6) DAD: Sad, Sad Christmas
7) MC Einar: Jul, det' Cool
8) Bob Dylan: Christmas Blues
9) Eels: Everything's Gonna Be Cool This Christmas
10) Low: Just like Christmas
11) Manic Street Preachers: Last Christmas
12) John Lennon/Yoko Ono: Happy X-mas (War is Over)

Cd 2:

1) Amon Düül II: She Came Through the Chimney
2) Cocteau Twins: Frosty the Snowman
3) Dark Dark Dark: Christmas Time is Here
4) Nick Cave & The Bad Seeds: I Do, Dear, I Do
5) James White: Christmas with Satan
6) Current 93: Happy Birthday Pigface Christus
7) 65 Days of Static: I'm Dreaming of a White Noise Christmas
8) Crudbump: Fuck You If You Don't Like Christmas
9) Sonic Youth: Santa Doesn't Cop Out on Dope
10) Sparks: Thank God It's Not Christmas
11) Bing Crosby/David Bowie: Peace on Earth/Little Drummer Boy
12) Gasolin': Dejlig er Jorden

PS: Pga. en afgørelse for nylig, som bekendtgjorde, at man ikke må indlejre musikvideoer - og dermed aktivt, endda frivilligt gøre reklame for de navne, hvis musik man elsker - på blogspace uden at betale KODA-afgift, vil tracklisten i stedet blive serveret på daglig basis på Facebook, som indtil videre ikke ser ud til at være underlagt samme ikke blot ugenerøse, men direkte stupide lovgivning.