fredag den 16. december 2011

Årsrevyen 2011

På diverse netmedier har jeg siden 2007 - du godeste, det er femte gang nu! - offentliggjort lister over det bedste og det værste gennem året, der gik. Og nu, hvor det er svært at forestille sig, at 2011 har så meget mere godt eller skidt i posen, er det ved at være tid igen. I år har jeg bevidst valgt at gøre listerne kortere end normalt, ligesom jeg fokuserer på det, som - nyt eller gammelt - har været store oplevelser for mig i 2011. Før i tiden ville jeg have lagt meget stor vægt på, at alt, som indgik på listen, havde været aktuelt i løbet af de tolv forgangne måneder, men dels har min økonomi mere været gearet til antikvariske indkøbsrunder, dels er nyt ikke pr. definition godt.

Here we go. Håber, at listen må forarge, begejstre og/eller inspirere undervejs.


Læseoplevelser


1) William Heinesen: Tårnet ved Verdens Ende (1976)

Da jeg var lille, var færingen William Heinesen en af de forfattere, der stod på min farmors bogreol, og al respekt for hendes dannelse og smag - hun var på ingen måder tabt bag af en vogn - men hendes læsevaner var ikke så avantgarde, at det gjorde noget. Jeg havde derfor - mest ubevidst - undgået Heinesen i mange år, men da jeg fik disse slet skjulte barndoms/ungdomserindringer i mosaikform smidt gratis i nakken, var jeg solgt på stedet. I et sublimt flow, der spænder fra mytologisk farvede drømmerier til hardcore provins-virkelighed, formår Hr. William at hæve en isoleret barndom i en lettere excentrisk familie op i højeste kosmiske potens. Sjældent er jeg blevet så rystet og rørt af en læseoplevelse, og jeg bilder mig ind, at man har kunnet fornemme Heinesens ånd i alt, jeg har skrevet, siden jeg åbnede dén bog første gang...

2) Deborah Curtis: Touching from a Distance (1995)

Ex-hustruens meget omtalte - og roste - biografi om gemalen Ian Curtis' liv og levned, indtil han i maj 1980 hængte sig i den dødssyge Manchester-forstad Macclesfield, hvorved han satte stop for Joy Division - postpunkens uden tvivl mest indflydelsesrige og konsistente gruppe. Først i år faldt den mig i hænde, og jeg må indrømme, at den rokker ved mit billede af manden, der - ud over poetisk, intelligent og sårbar - åbenbart også kunne være humørsyg, hysterisk, egoistisk og utro ad H. til. Og så alligevel: Trods det faktum, at det er den sårede hustrus vidnesbyrd, man får serveret her, skinner der også en stor kærlighed til - og beundring af - Ian gennem hver linje i bogen. Curtis synes at have været en forskellig person over for hver eneste, der har kendt ham, så den fulde sandhed om ham får vi nok aldrig. Men Touching from a Distance er en væsentlig del af det puslespil, der trods alt delvist lader sig samle.

3) Jan Lindhardt: Vores Patetiske Kultur (2010)

Jan Lindhardt er af de fleste nok kendt som den ganske liberale biskop over Roskilde Stift fra 1997 - 2008, men han har også forsket i retorik, og det er fra sidstnævnet standpunkt denne bog, der opridser det patetiskes rolle fra oldtiden og frem til nu, er formuleret. Og ja, billedet er så forstemmende, at man bliver helt...patetisk. Ved at studere nutidens kultur, politik, tro, arbejdsiver, menneskesyn og erotik gennem patos-begrebet, når han frem til, at det moderne menneske - forpustet, men aldeles egoistisk - halser efter en forløsning i noget ubestemt "uendeligt", som konstant flytter sig. Pointen er hørt før - allerede i "Prædikerens Bog" mindes man citatet "alt er tomhed og jag efter vind" - men selve analysen er både rammende og tankevækkende.


Lytteoplevelser


1) PJ Harvey: Let England Shake (2010)

Dette album er der skrevet så meget om andre steder, at jeg næsten ikke orker at kommentere det. Jo, pladen er politisk, men først og fremmest er det 12 gode, slidstærke sange fra en moderne, strømførende chanteuse, som aldrig er den samme fra album til album, men altid er både relevant og genkendelig. Her tilsættes skabelonen fra tidligere "kommercielle" Harvey-plader som To Bring You My Love og Stories from the City, Stories from the Sea noget af den luftighed og weirdness, man fandt på hendes sidste mesterværk, White Chalk, og resultatet er blændende! Lille Polly fra Dorset er hermed officielt oppe i samme vægtklasse som Patti Smith, Kate Bush, Janis Joplin, Billie Holiday...

2) Slapp Happy: Ca Va (1997)

Et ganske upåagtet genforeningsalbum fra avantgarde/freak folk-trioen Slapp Happy, der ellers havde sin storhedstid i de tidlige 70'ere med albums som den samfundskritiske, nærmest dadaistiske Casablanca Moon (1974). I denne sene aftapning havde gruppen bevaret sin kant og skæve humor, men legede samtidig med breakbeats, elektroniske klange og kammermusikalske elementer på numre som "Scarred for Life" og "Child Then". Og vel var teksterne på Ca Va mindre rablende og skæve end før, men til gengæld havde de vundet en moden dybde, der ikke altid var til at spøge med. Køb, lyt og bliv forelsket. Og anskaf dig så de ældre, særere ting, der absolut også er hver øre værd!

3) Death in June: Peaceful Snow/Lounge Corps (2010)

Et lidt kontroversielt udspil hos mange inkarnerede DIJ-lyttere, der foretrækker, at alt er bål, brand og buldrende pauker, for her har neofolk-stjernen over dem alle, Douglas Pearce, allieret sig med den aldeles kompetente salonpianist Miro Snejdr for at skabe en flok usædvanligt afdæmpede sange, hvis tekster selvfølgelig trækker på den samme type nazi/skyttegravssymbolik som altid, men det meste af vejen er ude i et anderledes personligt ærinde. For nej, Pearce er ikke ung længere, og Peaceful Snow er lyden af en mand, som ikke blot gør bittersød status over livet indtil nu ("My Company of Corpses", "Our Ghosts Gather"), men også ser døden i øjnene som kommende faktum i det tyste, meget rørende titelnummer. En milepæl i DIJ-diskografien - intet mindre! Bonus-cd'en Lounge Corps er projektets "greatest hits" (i den sammenhæng noget af en tilsnigelse!) fortolket af Snejdr på bedste easy listening-vis, hvilket ikke blot er selvironi på højt plan, men også fremragende lytning til god mad og ditto rødvin. Skøn dobbeltpakke!


Bedste begivenheder


1) Valget

I 10 år havde man måttet finde sig i at se egoisme, despoti og fremmedhad ophøjet til politik, og det ellers så hjernevaskede danske folk var i det afgørende øjeblik så trætte af kontraktpolitikken/flertalsdiktaturet, at VKO blev væltet. Ind kom en ny flok med masser af gode intentioner, men en rungende tom statskasse. Men hvad pokker: Man havde da i det mindste den korte fornøjelse, det var at tude af lykke og lettelse, da Lars Løkke erkendte nederlaget.

2) Radio 24syv

Skægt nok skyldes årets næstbedste hændelse faktisk konservative Per Stig Møller, da det var ham, som - godt nok ved at beskære sendetiderne for DR P1 og P2 - banede vejen for en ny public service-kanal, i folkemunde "Radio Møller", som vi var mange, der længe frygtede ville blive en pinligt poppet, sågar borgerlig affære. Men han var alligevel fremsynet, den gamle - for én gangs skyld med en vis ret og kompetence - kulturminister, for det, der kom ud af det, var en fornyet, vital og ikke specielt politisk polariseret taleradio, som udgjorde et endda særdeles kvalificeret alternativ til et P1, som længe havde kørt i tomgang. Bliver spændende at se hvordan dét projekt udvikler sig!

3) Dirch Passer

Som en fjern slægtning til den folkekære komiker har jeg - tror jeg - af én eller anden grund altid kunnet se den melankoli, der lurede lige under overfladen på "den sjove mand", og senere studier af hans livshistorie har kun bekræftet mine anelser: At "klovnen" gemte på en masse, han var nødt til at lægge fra sig, når det åh-så-dejlige folk, som klappede og grinede den dag, han kollapsede på scenen med et hjerteanfald, skulle have sin morfin. Da jeg sidst så hans gravsted i Dragør, var det bart og hensygnet. Efter filmhittet med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen - en film, der netop også anerkendte mennesket Dirch - kommer der nok til at ligge flere og flottere roser på mindesmærket fremover. Hans humor er ikke anno 2011, nej, men når den er bedst, holder den endnu. Han var en stor, stor kunstner af sin tid, og set fra et menneskeligt perspektiv gør det mig glad, at han nu - posthumt - har fået føjet flere farver til paletten.


Værste begivenheder


1) COP 17

We're fucked!

2) Valgkampen

Jeg afskyr, når folk undervurderer min intelligens.

3) Landets politiske tilstand

Status pt.: Vil du have en flok metaltrætte despoter, som ikke engang kan arbejde sammen længere, eller en bunke internt splittede grønskollinger, som er blevet overladt en umulig opgave. Vil du have spin eller spin? Vil du have populisme eller populisme? Kun yderst på begge fløje føres der stadig noget, som minder om rigtig politik med idealer og det hele, og bare det, at DF og Ø i mangel af bedre er henvist til at sige rosende ord om hinanden, siger alt om landets politiske beskaffenhed pt.


That's all, folks! Chefbloggeren har talt. Glædelig jul og godt nytår til alle!

1 kommentar:

  1. - desværre kan vi deles om - det værste :-(

    - det bedste: har hørt om en del af det - men ikke været i nærheden af det - altså inspirerende. Hvorfor er det så forskelligt at læse denne liste i forhold til dem, jeg læser i avisen? Den er ikke overbelyst som i avisen og slet ikke så forudsigelig, som avisens liste.
    - Er Internettet ikke med som det unævnte 'bedste'? :-)

    SvarSlet