søndag den 4. november 2012

Henneberg på sikre fødder

I anmeldelser snakkes der tit og ofte om "den svære toer", og dét uanset om man taler musik eller litteratur. Logikken synes at være, at man har haft hele sit liv til at forberede sig til sit første værk, som derfor er virkelig koncentreret og sprængfarligt, når det landet, mens det næste værk er underlagt det pres, at bøtten pludselig er tom, og man er nødt til at skabe kvalitet her og nu. Selv har jeg ikke, med syv ekstra, ganske anderledes manuskripter på lager, den store grund til at frygte denne toer, og jeg har en mistanke om, at den slags er noget, som mest angår unge eller sent startende kunstere. Og vel debuterede Tina Henneberg ufatteligt stil- og selvsikkert sidste år med I Paradis får man ikke bank, men - og måske fordi vi er jævnaldrende med mange års arbejde bag os - toeren synes heller ikke at have voldt hende det store besvær.

Bevares: Vil man være en smule kritisk, kan man sige, at Pigen med de afhuggede fødder, som hendes anden novellesamling er kommet til at hedde, ikke stilistisk lægger det store til udtrykket fra debuten. Man er stadig i et intenst og indfølt rum, hvor træk fra den store eventyrtradition - H.C. Andersen, Brdr. Grimm, de mytologiske skrifter og folkeviserne - møder anderledes moderne, af og til ligefrem socialrealistiske stiltræk. Men ligesom jeg forlængst har tilgivet f.eks. en Suzanne Brøgger, at hun dybest set skriver den samme bog hver gang, så længe den stadig er god - hun har bare sit helt eget univers, som er lige interessant at besøge hver gang - således er det med stor fornøjelse og udbytte, man vender tilbage til det sære. uforudsigelige rum i Hennebergs fortællinger. Desuden vides det, at næste projekt fra hendes hånd kommer til at stikke af i en ny retning, så måske man bare skal nyde dette ekstra kapitel i hendes forfatterskabs første fase med ekstra appetit, inden man bliver ført andre, forhåbentligt lige så interessante steder hen?

Men først: Stor ros til indpakningen. Hvor I Paradis får man ikke bank var præget af et tåget foto, som ærligt talt ikke solgte værket, er det nye værks for- og bagsideillustrationer, som er pakket med symbolske henvisninger til de forskellige fortællinger, i sig selv et lille mesterværk af André Lundquist. Og med dem ledes man igen ind i selve bindet, hvor kombinationen af sidernes brede format og masser af luft i sig selv appelerer til den type afslappet, grundig læsning, teksterne kræver. Det er enkelt, det er prunkløst, men nøj, hvor det virker.

Og så er der de 10 fortællinger selv, der som altid, fristes man til at sige, kombinerer en veludviklet sans for det dramatiske, ja, ind imellem ligefrem morbide, med et romantisk, indfølende, sværmerisk sindelag. Allermest påfaldende i "Munken i træet", hvis hovedperson i de flestes øjne ville være en lille voldspsykopat, der først ser en død mand rådne for sjov, dernæst slår en pige og en hund ihjel, før han til sidst arrer sin egen mor psykisk for livet. Well, sådan, som Henneberg fremlægger forløbet, er og bliver det grove løjer, men, synes hun at understrege, der er også tale om en lille, ensom dreng, som endnu ikke har et voksent forhold til døden, og som derfor ikke ser det forkerte i at slå ihjel og lege med maddiker. Og det er jo sådan set også rigtigt nok.

Men overalt i Pigen med de afhuggede fødder ser man lignende vekselvirkninger mellem lys og mørke. I "Alfred og Molly" møder man en lille dreng, der fra skæbnens side synes at være så uheldigt indrettet, at alle, han kommer i nærheden af, dør. Alle undtagen den lige så uglesete rotte Molly, hvis art og slægt han bliver en slags frelserfigur for, da han endelig forsøgsvis lægger civilisationen bag sig og rykker ud på en øde ø, han selv har bygget. "Sorgens skrin" er en smuk, øm fortælling om at genfinde sine følelser igen oven på et traumatiserende tab, og titelnovellens hovedpersoner - en bevidst invalideret danserinde og en krøbling af en kejser - får hinanden til sidst: Ikke fordi de, som så ofte set i andre eventyr, er glansbilledperfekte, men fordi de kan se ind bag hinandens handicaps. Den lidt atypiske "Drømmehviskeren" beretter om, hvad der hændte den angrende Judas Iskariot, da han mødte Herrens åsyn sammen med en alt andet end ydmyg Hitler - sammen med "Shah spillet" en tekst, der ser Henneberg anslå lovende, satiriske strenge. Og med den fejende flotte finale, "Sommerfugleøen", der trækker diskret på den gamle myte om Orfeus og Eurydike, efterlades man ved porten til Himmerige med en varm følelse i maven og en klump i halsen. Sådan!

Pigen med de afhuggede fødder er ikke "en svær toer" - det er allerede Henneberg classic, og om noget en mere sammenhængende, centreret novellesamling end debuten. Litterær luksus for både hjerne og hjerte. En fremragende julegaveidé til enhver, der kan lide en god fortælling og ikke er bange for at tage det sære med det straight, det blide med det grusomme, det eventyrlige med det mavepinefremkaldende virkelige...


***


Forfatter: Tina Henneberg
Titel: Pigen med de afhuggede fødder
Forlag: www.tinahenneberg.dk
Udgave: 1. udg., 1. opl., 2012
Bestilling: tinahenneberg@sol.dk
Pris: 200,-

lørdag den 3. november 2012

Kriminelt oversete plader # 3: Scatterbrain

Da den legendariske guitarist og producer Hilmer Hassig døde i 2008, holdt man en stor støttegalla for de efterladte, som ikke blot førte til genforeningen af Love Shop og et efterhånden sjældent gensyn med Lars H.U.G. Ligeledes samlet til lejligheden var et langt mindre kendt orkester, der endda blev totalt overset i de fleste anmeldelser, men ikke desto mindre var et af de to-tre vigtigste i Hassigs karriere: Scatterbrain.

Bortset fra dette og et par andre one offs, som jeg desværre ikke har oplevet selv, eksisterede Scatterbrain i årene 1980 - 1985, hvor de var et af de mere skæve indslag på den københavnske punkscene. Faktisk kan man diskutere i hvor høj grad bandet, som var centreret omkring Hassig og sangeren/keyboardspilleren Jesper Siberg, overhovedet var punk. Jo, energien og tonefaldet stammede til en vis grad derfra, men lig århusianske Kliché, som Hassig periodisk var medlem af, stod Scatterbrain nærmere for en slags artrock, der helt sikkert skyldte Bowie, Roxy Music og Brian Eno mere end Sex Pistols. For ikke at forglemme King Crimson og Robert Fripp, hvis guitarteknikker påvirkede Hassigs lyd, der i 80'erne og 90'erne næsten skulle blive synonym med dansk kvalitetsrock, ganske væsentligt.

Eftertiden har af en eller anden grund aldrig taget Scatterbrain til sig, og når det endelig er sket - som i 2005, da Glorious Records genudsendte debutalbummet Keep Dancing (Irmgardz, 1981) - har man ofte fokuseret på, at bandet på netop denne plade spillede noget af det tidligste (og så absolut mest gennemførte) technopop her til lands. Hørt med kritiske ører fremstod Scatterbrain dog her som en lidt dårlig og patetisk kopi af Ultravox! - helt ned til Hassigs spidse guitarhug hen over tikkende rytmer og kølige synthflader - og Keep Dancing er hørt herfra først og fremmest et eksempel på, at pionerindsatser ikke altid er lig med slidstærk, selvstændig musik.

Nej, for mig vil den sande perle i Scatterbrain-kataloget altid være gruppens 2. og sidste album fra 1984: Mountains go Rhythmic (Irmgardz). En plade, Glorious også undersøgte muligheden for at genudgive i 2005, bare for at blive mødt af vetoer fra bl.a. Hassig. Efter sigende var grunden, at gruppens medlemmer ikke havde det godt sammen under indspilningen, hvilket - med typisk kunstnerlogik - åbenbart gjorde, at de selv så længe efter ikke kunne forholde sig til den uden en troldsplint i øjet. Men musik er ind imellem større end de folk og omstændigheder, der skaber den, og om noget værk i nyere, dansk rockhistorie fortjener genudgivelse og -opdagelse, er det netop Mountains go Rhythmic. En i sandhed sælsom fugl i det danske musiklandskab på det tidspunkt.

Et eller andet sted lå kimen til det 2. album allerede i det første. Scatterbrain var, selvom de benyttede sig af nok så mange højteknologiske virkemidler, aldrig futurister på samme måde som de tyske og britiske synthpop-navne, de lod sig inspirere af. Om noget var Keep Dancing gennemsyret af en voldsom technohorror - en dyb skepsis over for menneskets faustiske pagt med teknologien. På Mountains go Rhythmic gik man skridtet videre og bekendte sig til at udpræget panteisme, hvor mennesket sås som uløseligt forbundet med naturens kræfter, og drifterne, sanserne, drømmene ses som veje ud af modernitetens fremmedgørelse. Ofte inspireret af 1800-årenes romantik og symbolisme, som det bl.a. ses i det meget smukke afslutningsnummer "The Rain in my Heart", hvis titel sender hilsner til Paul Verlaine:

"the rain in my heart

what's it supposed to look like?

it's swollen with too much music

the mound of her delta
would smell like wind
the stream of her breath
sound like a poem

the rain in my heart"

Andetsteds ("Sunday Afternoon") tales der om "industrial towns", hvor elskende lige akkurat gør livet værd at leve for hinanden. "Man is a Man" er en af de mere begavede antikrigssange i nyere tid; På den ene side anerkendes menneskets dødsdrift i linjer som "a man is a man / a war a war / items used to ecstasy", men livsdriften er mindst lige så stærk: "screaming hungry / for a life / like a paranoid bird / can't believe / can't realize / such a mental decline". Den rasende "Disintegrate" kan læses som én lang civilisationskritik, og selvom tonen på albummet befinder sig på randen af det opgivende, er dets ultimative budskab opløftende på trods:

"mountains go rhythmic in red
alive as the forest itself
rivers go singing in waves
alive as the people who dream"

"Happy Tree"

Musikalsk var pladen også et syvmileskridt frem i forhold til den grønne, usikre og uselvstændige lyd på Keep Dancing. Det elektroniske element var væsentligt mindre dominant i denne ombæring, selvom Hassigs, Sibergs og Morten Torps kølige, forsagte keyboardlinjer optrådte overalt, og rytmeboksene var erstattet af håndspillede trommer fra Torben Kirkholt (Næste Uges TV) og Anders Brill (Kliché). Faktisk et par markante bidragydere til albummets univers, idet begge i denne sammenhæng spillede kraftfuldt, ekspressivt og ganske originalt. Sibergs vokal, som før ofte havde kunnet virke en anelse skinger og skabet, var blevet til et smukt instrument med en bred palet.

Endelig havde Hassigs guitarspil udviklet den lyriske klang og enorme detaljerigdom, der snart skulle komme alle fra Lars H.U.G. og Elisabeth over Tv-2 og Naïve til Love Shop til gode. Ingen tvivl om, at hans arbejde med Kliché på Okay Okay Boys havde været en lærerig tid, men det var på Mountains go Rhythmic, guitarlegenden Hassig blev til. Hør blot de fine, perlende anslag på "The Rain in my Heart", de sprøde væv på "Happy Tree" og det sammenbidte attack på "Disintegrate". Hassig classic! Og selvom produktionen af albummet er krediteret til "Scatterbrain & Anders Lind", er det også her, man første gang oplever hans distinkte måde at skrue lydbilleder sammen på. Med en vis ret kan man sige, at lyden af dansk rock efter postpunkens kollaps blev til her.

Og så var der endelig selve musikkens form. Stadig tydeligt postpunket i sin lyriske tristesse og dysterhed, men også kraftigt påvirket af den ellers dengang så forholdte progrock. Hør blot taktskiftene på "Sunday Afternoon", der er mere langhårede end Genesis i 1974, og det symfoniske, om end også meget intense og skrøbelige arrangement på "Man is a Man", som Pink Floyd ikke kunne have udført meget bedre i tiden omkring The Wall. Samtidig har "Happy Tree" mange af de radiovenlige kvaliteter, der forhindrede de navne, Hassig arbejdede med, i blot at forblive kultnavne. Jo, han elskede utvivlsomt det sære, det kringlede, det sfæriske og "det stive, hvide beat", men om nogen vidste han også at værdsætte den gode, klart producerede popsang, og "Happy Tree" var vel hans første af slagsen, selvom den aldrig ramte top 40.

Men hør Mountains go Rhythmic selv: Værket er større - meget større - end selv denne ganske udførlige beskrivelse antyder. Og nyd i øvrigt Ole Pihls enormt smukke og gennemførte artwork, der hører til det bedste her til lands overhovedet. Markant, slidstærk kunst kamufleret som et "åndssvagt pladehylster".

Og giv så Scatterbrain den plads i dit hjerte - og den danske kulturkanon - de fortjener!

torsdag den 20. september 2012

Dyr

På Facebook havde jeg ganske vist forsvoret, at jeg - måske fraset et par indlæg i serien om kriminelt oversete plader - ville skrive noget herinde i en rum tid. Grunden er, at mine primære emner er kultur og politik, og med yderst få undtagelser har jeg fornemmelsen af, at begge ting er ved at gå seriøst i frø i denne periode. I hvert fald når de ikke et niveau, jeg, som tænkende og nysgerrigt menneske, vil kendes ved.

Men dyr - dyr kan man vel spinde en fornuftig ende over. Ikke blot fordi jeg beundrer mange af dem grænseløst og betragter dem som ofre for et homocentrisk verdensbillede - hvem siger pr. definition, at katteslægtens fintunede jagtegenskaber gør dem til mindre perfekte væsener end os, som ærligt talt lider under vores egne hjerners rumfang - men også fordi, de er så befriede for pis og gedulgte bagtanker. Ikke desto mindre har de karakter, og karakter er noget, jeg altid vil bifalde.

Som nu f.eks. den falk, jeg forleden så flakse forbi min faste rygeplads på jobbet i Bagsværd - i dobbelt størrelse!  Dvs. sådan så det ud til jeg opdagede, at denne specifikke pipfugl havde en stor, fed due i kløerne, der matchede den selv størrelsesmæssigt! I dag så jeg den igen ifærd med at angribe en skovskade. Denne gang måtte den selv tage flugten, men det krævede dog opbakning fra endnu et eksemplar af den art, jeg uden tøven vil kalde "Danmarks smukkeste fugl". Men trods det var sympatien så absolut på den forvovne rovfugls side.

Dette er dog for intet at regne i forhold til dengang, jeg havde sagt ja til en udflugt til Christianshede Zoo oven på en hård bytur i Århus, som kun levnede mig én times søvn på toget mod Struer, og jeg - døsig og sårbar - pludselig stod ansigt til ansigt med det, jeg den dag i dag betragter som selve toppen af skaberværket: Et stk. kæmpestor
sneugle! Jo, jeg ved godt, at disse forfløjne væsener regnes for at være dummere end dørkarme, men for pokker - kræet var ca. halvt så højt som mig, dets næb var en kniv, som med største lethed kunne kappe min pulsåre over, og det stirrede direkte på mig! Men helt ærligt: Som det sølle skrog, jeg var den dag, kunne jeg nok have levet med at blive nedlagt af så statelig en skabning.

Respekt går også ud til salig Sally - en tamrotte, jeg for et par år tilbage havde æren af at dele liv med i et stykke tid. Ikke nok med, at hun var uendeligt blid og venlig; Hun var burets Einstein og fandt bl.a. ud af selv at lukke lågen op, så hun kunne kravle ud til fis og ballade. Indtil videre det eneste tamdyr, jeg årligt ærer ved at lægge blomster på dets afsides grav. Jo, rotter gnaver i alt, de kan komme til, og de er ikke specielt renlige. Men de har personlighed og charme og intelligens!

Den højeste grad af respekt må dog tilfalde Min Ven Marsvinet, som jeg mødte i efteråret 1999 på Tunø. Når jeg er på ferie i nærheden af havet, ynder jeg at tilbringe lange timer med at traske op og ned ad kysten med min notesbog i hånden, så jeg kan skrive, når idéerne kommer til mig, og dengang var ingen undtagelse. Men pludselig havde jeg fornemmelsen af at blive iagttaget, og ganske rigtigt: Ude i vandet lå der et væsen og dykkede rundt, jeg kun kunne tolke som et marsvin. Og hvad mere var: Da jeg kort tid efter satte mig ned for at føre pennen, lå hvalen derude og kiggede opmærksomt ind mod mig. "Nuvel, show skal der være", tænkte jeg, og den fik så - som en mere avanceret parallel til Højholts "Højtlæsning for en flue" - lidt moderne lyrik med på vejen, som den lod til at nyde på guderne må vide hvilken facon.

Min Ven Marsvinet og jeg tog et par timer senere afsked på øens sydspids. Det var i starten af oktober måned, og jeg frøs ad helvede til. Men indtil jeg sidste gang vendte ryggen til, lå dette fremmedartede, fantastiske dyr ude i vandet og holdt øje med min færden.

Jeg savner det.

Måske sande soul mates ikke er bundet af noget så småligt som biologi?

søndag den 2. september 2012

Kriminelt oversete albums # 2: Kraftwerk: Tour de France Soundtracks

Der er de Kraftwerk-albums, alle er enige om er klassikere - vel omfattende strækket fra Trans-Europa Express (1977) til og med Computerwelt (1981) - og ofte udvides gruppens essentielle periode med rette til at omfatte Autobahn (1974) og Radioaktivität (1975), hvor gruppen stadig kæmpede med at definere sin slidstærke, krystallinske technopop, men stadig foretog markante afstikkere ud i felter som tysk folkemusik og kras avantgarde.

Diskografien er imidlertid - som enhver dedikeret fan véd - mindst dobbelt så lang, og snakker man om kriminelt oversete albums, synes jeg personligt, man kan føre stærke sager for i hvert fald Kraftwerk 1 (repetitiv, improviserende krautrock af absolut bedste skuffe) og den slidstærke, men af en eller anden grund noget uglesete Electric Café, hvor gruppens klassiske line-up (Hütter, Schneider, Bartos og Flür) tog afgørende skridt bort fra technopoppen og over mod en mere moderne electronica, hvor klangmæssige kvaliteter og medrivende instrumentale forløb var lige så væsentlige som selve sangskrivningen. Så meget sagt er vaneforestillinger ikke noget, som forgår så let, og det nytter heller ikke ligefrem, at Kraftwerk selv om ikke direkte tager afstand fra, så i det mindste aldrig har gjort noget større nummer ud af de fire albums, de skabte før Autobahn. Kraftwerk 1 skal man således stadig ud på bootleg-markedet for at finde til rimelige penge.

MEN jeg bærer selv rundt på vaneforestillinger, og min har i mange år været, at gruppens gode periode sluttede med The Mix tilbage i 1991 - også selvom jeg er svært glad for comeback-singlen Expo 2000, som fulgte otte år senere. Da Tour de France Soundtracks omsider ramte gaden i 2003 - efter blot 17 års regulær albumpause(!) - havde jeg helt umanerligt svært ved at skjule min skuffelse. Ikke nok med, at pladen var bygget op omkring en på det tidspunkt 20 år gammel single og således syntes at røbe en vis konceptuel desperation hos Hütter og Schneider, der havde mistet centrale idémænd som Bartos og Emil Schult: Pokker, om udgangspunktet ikke var den f*****g cykelsport, der efter alt at dømme optog Hütter i så sygelig en grad, at gruppen reelt var gået i stykker på det: Jojo, den mangeårige makker, Florian Schneider, hang stadig (akkurat) på, men ingen kunne rigtigt tage de to nye medlemmer, Fritz Hilpert og Henning Schmitz, alvorligt som andet end statister, der var med på scenen for at udfylde bandets klassiske kvartet-opstilling. Læg så dertil det faktum, at albummet kun rummede tre - TRE - hæderlige popsange, hvoraf den ene var den gammelkendte "Tour de France", og det var grumme svært at se projektet som andet end et sølle, sølle comebackforsøg fra en usikker, udbrændt entitet.

I det meste af et årti stod Tour de France Soundtracks derfor og samlede støv på pladereolen. Faktisk indtil for nylig, hvor en ferie i Rhindalen fik mig til at lytte hele Kraftwerk-kataloget igennem - inklusive denne sene, forkætrede frugt af det nu (også!) opløste samarbejde mellem Hütter og Schneider. Og det var lidt af en øjenåbnende oplevelse, skal jeg hilse at sige!

JO, albummet var og er bygget op omkring et koncept, der virker lidt søgt, men det er konsekvent i dets cirklen omkring det verdensberømte cykelløb: Fra tv-transmissionerne ("Tour de France Étape 1-3") over metallerne, som indgår i cykelstellet ("Titanium"), til rytternes træningsprogrammer ("Vitamin", "La Forme", "Elektro Kardiogramm"). Som værk er albummet faktisk sjældent gennemført i Kraftwerk-sammenhæng: Kun Computerwelt kan siges at have haft samme konceptuelle konsistens.

Så er der selve musikken, der ikke er decideret visionær, som det var tilfældet i gruppens klassiske periode - i 2003 var det elektroniske landskab altså også mere overfyldt og udforsket end tilbage i 70'erne - men faktisk er ældet med en usædvanlig ynde. Fordi udtrykket er så minimalt og barskrabet, som det er - så fokuseret på kvaliteten af den enkelte klang - har det ingen problemer haft med at overleve det seneste lille årtis musikalske udvikling. Snarere har udviklinger indenfor bl.a. minimal house fået det til at fremstå med en fornyet aktualitet: Måske de gamle drenge fra Düsseldorf alligevel var et hestemulehår foran resten af feltet...

Men det, der først og fremmest slog mig ved den fornyede gennemlytning, var, at jeg havde lyttet til Tour de France Soundtracks med de helt forkerte ører tilbage i 2003. Jeg havde - som de fleste gamle fans, velsagtens - ledt efter en ny "Das Modell", en ny "Computer Liebe" eller en ny "Autobahn", men ikke efter noget, som i Kraftwerk-sammenhæng reelt var nyt My bad! For - og det er det interessante ved det hele - bag om ryggen på alle os vanetænkere var Ralf & Florian faktisk vendt tilbage til den improviserende form fra Kraftwerk 1, bare på et højere, digitaliseret plan.

Man burde sikkert allerede have lugtet lunten på Electric Café, hvor "Techno Pop" og "Musique Non Stop" dannede lignende paraleller til tidlige numre som "Ruckzuck" og "Megaherz", bare med sampleren i stedet for fløjten og guitaren under armen. Det giver ingen mening at høre det langstrakte, sammenhængende forløb, som rækker fra "Prologue" frem til og med "Tour de France Étape 3", som en popsang, for så kommer materialet helt naturligt til kort. Men hørt som et stykke improv - elektronisk jazz, om man vil - sidder alt faktisk, som det skal. Og set i det lys giver albummet som helhed en ny mening. Jo, man kan godt nyde den messende "Aero Dynamik", den monotont smældende "Elektro Kardiogramm" og naturligvis selve "Tour de France" som de popsange, de også er, men ligesom cykelløbet selv er albummets hovedformål at understrege forløb, proces og klanglige detaljer (tro mig: De er ind ad en kant sublime!) frem for at danne små, afsluttede helheder som dem, den klassiske popsang udgør. Den største forbrydelse, Kraftwerk egentlig begik med Tour de France Soundtracks, var således at skuffe deres ellers så progressivt mindede lytteres forventninger!

Og hvad med Schmitz og Hilpert - de nye drenge? De skillinger faktisk til materialet på en måde, specielt Flür aldrig gjorde, og som kreativ helhed giver Kraftwerk anno 2003 indtryk af at være mere af et kreativt demokrati end nogen sinde før. Hvilket indgiver én et vist håb nu om stunder, hvor Schneider definitivt er steget af cyklen, og Hütter er alene om at føre bandet videre mod det næste album med netop Hilpert og Schmitz som sine væsentligste sparringspartnere.

Det, jeg vil med dette her, er ikke at postulere, at Tour de France Soundtracks rammer samme høje gear som f.eks. Trans-Europa Express - bare det, at tiden allerede i 2003 var en helt anden, umuliggjorde dét projekt. Men det, jeg vil sige, er, at albummet, i lighed med Kraftwerk 1 og Electric Café, har en egen form for excellens og i dén grad fortjener at blive lyttet til. Igen og igen. Til man endelig fatter den.

Det tog mig otte år - lige så lang tid, som det føles at se sig vej igennem bare én etape af Tour de France - at gøre det. Men så nåede jeg til gengæld også frem til Champs Elysées. Med et stort smil på læben og den gule trøje på.

tirsdag den 28. august 2012

Fobier - en top 5











1) Radioaktivitet. Det er usynligt, det skidt. Ingen bryder sig om at indrømme, at vi ikke kan styre lortet, så man siger ikke noget om udslip og deslige, før de første forlængst er vansirede, syge og døde. Desuden giver det sjove børn. Indtager lige så meget førstepladsen pga. hemmelighedskræmmeriet som selve effekten.

2) Følelsesløshed. Been there, done that. Don't even go near it!

3) Mennesker. Burde have haft evner for telepati, for jeg er konstant opskræmt over ikke at vide, hvad der foregår i andre folks hoveder. Den dér uhåndgribelighed, de dér måske, måske ikke sigende stilheder... Stik mig en telefon og observer! Det startede vel med mobning i skoletiden, men i perioder har jeg måttet kæmpe mod en socialfobi, der nemt kunne have udviklet sig invaliderende. Til gengæld har netop dette område også vist sig at være det nemmeste af alle at arbejde med. Jeg mener; slemme er mennesker jo heller ikke. Undtagen dem, der er, selvfølgelig.

4) Biler. Har siden min barndom haft mareridt om at dø i et biluheld - blive krøllet sammen på et øjeblik som et stykke metal uden tid til at sige farvel til noget. Måske netop derfor har jeg været tæt på at møde den skæbne tre gange. Føler mig aldrig helt tryg, når det skidt er i nærheden, og stoler vist kun så nogenlunde på én bilist. På verdensplan.

5) Højder. Ingen panik, før jeg kommer op over de 10 meter, men så drejer alting også hurtigere rundt end en cd på dobbelt hastighed. Undgår dog for det meste at kaste op. Jeg er rengøringsmand af profession. Jeg véd, hvor besværligt og grænseoverskridende den slags kan være at fjerne.

tirsdag den 21. august 2012

Bigmouth strikes again










Man siger, at i krisetider bliver såvel kunsten som den almene mentalitet mere indadvendt og underholdningspræget.

Noget er der om det. F.eks. justerede DR for nylig deres sendeplan for 2013 efter lavkonjukturen: Ud med boligindretningsprogrammer og andre livsstilsudsendelser, ind med drama, flere quizzer, bløde reality-udsendelser á la Bonderøven og storstilede konkurrencer som Vild med Dans. Opium for folket uanset hvad, kan man mene, men det fremgik også, at der fremover ville blive mindre plads til eksperter og mere til - hurra, verdens salt! - "den almindelige mand på gaden". Der selvfølgelig, trods en vis småtskårenhed og en IQ, der ikke ville give Einstein sved på sin høje pande, ligger inde med den altgørende løsning på alle den moderne verdens onder...

Selv på gode, gamle Facebook er trenden udpræget. Hvor det før i tiden var hverdagskost at føre lange, ofte gode diskussioner om aktuelle begivenheder, får man ikke længere ret meget - og sjældent noget positivt - ud af at tilkendegive meninger overhovedet. Folk er langt mere optagede af deres sommerhuse, græsplæner, pandekager, fittness-rutiner og spædbørn end før, og man kan da godt - formoder jeg, for det er sært nok ikke sket endnu - fremsætte kritiske udsagn i sine statuslinjer uden at miste kontakter. Man skal bare ikke - slet ikke! - forvente, at nogen bider på.

Dette har jeg tygget en del på over de seneste måneder. Var folk bare på ferie? Var de ligeglade? Var de, som én i det mindste ligefrem og ærligt udtrykte det, "dødtrætte af politik". Eller gav de mig i det skjulte ret? Da jeg forleden vovede at sætte sidstnævnte mulighed op på min statuslinje, fik jeg respons. Kogende aggressiv respons, endda. Men mest i forhold til noget ordkløveri omkring brugen af ordet "givetvis".

Blev så deprimeret over hændelsen, at jeg ikke blot tog opdateringen ned, men helt opgav Facebook i et par dage. Selv nu - fire dage senere - nærmer jeg mig kun sitet med største mulige forsigtighed. For jeg føler ikke, jeg kender de farverige, sprællevende og engagerede folk, jeg engang kendte, længere.

Let's face it: Jeg er ikke den nye Lorca. Jeg ville elske at være det, men når det kommer til den kunstneriske del af mine skriverier, er det så vigtigt for mig, at dimensioner som form og metafysik er med, at det ofte viser sig svært at smugle noget så konkret som politik ind i ligningen. My bad - helt sikkert! Har tiden brug for noget, er det en effektiv fornyelse af den politiske poesi, men pokker om jeg vil blive taget i at gentage stendøde, alt for let tilbageviselige former fra 70'ernes kamplyrik. Så hellere drikke blåsyre! Nej, jeg er nødt til at vente, til jeg eller andre har fundet en ny, effektiv måde at spidde dén kartoffel på.

Men når det kommer til de store linjer i den verden, jeg lever i, er jeg på ingen måde tilfreds med at passe mit og bage pandekager til familien, så alle kan have det ih og åh så hyggeligt som om, det er 1956. Jeg er åbenbart udstyret med et ualmindeligt ineffektivt tunnelsyn: Ser jeg monstre i vejsiden - og for tiden er der mange! - kan jeg simpelthen ikke lade være med at råbe vagt i gevær. Nej, jeg synes ikke, at det er fedt, når olieindustrien - i takt med, at polerne smelter med hvad deraf følger af uoverskuelige konsekvenser for klodens balance, tryghed, økonomi og fredsudsigter - jubler over muligheden for nye fund under indlandsisen. Jeg bryder mig ikke om, at en moderne frihedskæmper som Julian Assange må sidde indespærret på en ambassade i London pga. en voldtægtssag i Sverige, der helt ufatteligt belejligt fulgte i kølvandet på en række offentliggørelser af hemmelige dokumenter gennem Wikileaks, som næppe morede drengene i Washington. Det huer mig ikke, at det, som engang var et ganske levende og farverigt politisk spektrum i Danmark, er blevet forvandlet til én stor højrefløj suppleret af blot ét ægte venstrefløjsparti, som til gengæld bliver ved med at vade rundt i selvdøde revolutionsfloskler fra 70'erne. Jeg er ikke glad for, at alle dem, vi engang var vant til at betegne som "ansvarlige politikere", tænker mere på kosmetiske lappeløsninger og personlig spin/intern mudderkastning end relevante udveje af krisen. Jeg jubler bestemt heller ikke over den hastigt accelerende opdeling af verden i et "os" og et "dem" med hvad deraf følger af "retfærdiggjorte" grunde til at nedgøre og tryne sine medmennesker.

Jeg er bange! Lige så bange for den verden, jeg lever i nu, som jeg var det i 80'erne, da jeg om aftenen gik i seng og drømte, at bomben udslettede en smuk, levende klode, jeg oprigtigt følte fortjente at overleve såvel mig som min art. Og - tilsyneladende modsat rigtig mange andre - ikke tilbøjelig til at gå undergang, magtmisbrug og almindelig stupiditet i møde med munden lukket.

Verden kan være smuk - det skal guderne vide. Men den kan også være nådesløst grim. Det er den så nu, og man løser ikke problemerne ved at bage pandekager eller købe kort til fitness-centret.

Det gør man måske heller ikke ved at kæfte op. Men så har man i det mindste udtrykt noget. Noget, der måske, måske ikke kan sætte en tanke igang, der kan ændre en stemme, som kan forårsage en forandring. Eller andet i den dur. Bare noget.

Noget, der ikke er ingenting.

torsdag den 26. juli 2012

Kriminelt oversete albums # 1: Eurythmics: In the Garden

Tilbage i 70'ernes sidste del eksisterede der et britisk band ved navn The Tourists, som opnåede en vis ikke overvældende opmærksomhed med tre albums: The Tourists (1979), Reality Effect (1979) og Luminous Basement (1980) samt en coverversion af Dusty Springfields "I Only Want to Be with You", der nåede helt op på den britiske hitlistes fjerdeplads i '79. Gruppen, som på sin egen bizarre vis dækkede kløften mellem folkrocken og punken, havde sangeren og guitaristen Peet Combes som hovedkomponist, og som en følge af splittede musikalske interesser blev dens output aldrig for alvor kunstnerisk interessant, selvom The Tourists på det sidste album - sikkert som en art hyldest til Ultravox, der på samme måde gik en skæv balancegang mellem hippie- og punkbevægelserne - knyttede kontakter med den tidligere Kraftwerk-producer Conny Plank.

I 1980 viste dette musikalske krydsfelt sig for broget til at kunne holde gruppen samlet, og to af medlemmerne - Dave A. Stewart og Annie Lennox - fandt ved årsskiftet 1980/81 sig selv i Planks studie i Köln, mens de jammede med folk som Robert Görl (D.A.F.), Jaki Liebezeit og Holger Czukay (Can). I 1983 fik den nye duo, der antog navnet Eurythmics, deres afgørende gennembrudshit med singlen "Sweet Dreams are Made of This", og selvom gruppen ikke i dag bliver hyldet i det omfang, den fortjener, for at forme og kommentere 80'erne på en såvel intelligent som iørefaldende vis, er resten på sin vis historie. Hvem husker trods alt ikke "There Must Be an Angel", "Thorn in My Side", "Shame" og "Sex Crime"?

I 1981, da duoen udsendte debutalbummet In the Garden, var situationen meget anderledes. Måske fordi det var en forvirrende tid at være musiker i, hvis man ikke - hvilket gjaldt Stewart og Lennox - var solidt funderet i punken og det, som kom efter. De to ex-medlemmer fra The Tourists ankom tydeligvis til det, man i mangel af bedre kan kalde new wave-festen, med en udtalt flair for fængende melodier og markante, om end ikke nødvendigvis poetiske tekster, men også med en sød tand for det, der skete, da punk, kraut/artrock, synths og avantgardesensibiliteter netop omkring 1980 stødte sammen i en stor, kaotisk smeltedigel, der affødte alt fra goth og EBM over new romantics og Two Tone til en ny, klart omdefineret mainstream-lyd. Og de 10 numre på In the Garden illustrerede klart skismaet. Plank producerede stadig, og både Czukay, Liebezeit, Görl og Marcus Stockhausen - søn af den nok så berømte Karlheinz - medvirkede i vidt omfang med metronisk rytmik og kantede indfald. Men det var helt klart en pop-plade, selvom man blev ført hele vejen fra den psykedeliske "English Summer" - neofolk før begrebet blev skabt - til numre som "Belinda" og "Your Time Will Come", der var rå, småpunkede udgaver af det, Eurythmics senere ville blive til.

Set herfra var højdepunktet den kølige, syntetiske "Listen to Your Heart" - et desperat forstudie til "Sweet Dreams" - hvor Liebezeits messende trommer og svale synthflader, som er Joy Division værdige, lægger fundamentet for linjer som "Time after time / I try to contact you / Time after time / I try to talk to you / But you don't take me to your heart". Hvem har ikke, hånden på hjertet, oplevet det?

Men i hælene på dét nummer kom det frankofile funknummer "Sing-sing", der havde en skarpt konkretistisk tekst, som hyldede tidens tomme, industrielle flow, samt den nursery rhyme-agtige "She's Invisible Now", der var lige dele Beatles og kølig, forblæst europop. Førnævnte "English Summer" kantede sig ind i et manende territorium, der skyldte Pink Floyd og The Cure lige meget, men mest af alt bragte mindelser om senere Death in June, og så var der de tekster, hvor Lennox retfærdiggjorde den tigermaske, hun bar på indercoveret: Den små-proggede "Your Time Will Come", det messende pop-vidunder "Never Gonna Cry Again" og afslutningsnummeret "Revenge", der rækker tilbage mod bluesede toner uden at lyde mindre 1981 af den grund. Bitre, afklarede tekster i kølvandet på et sammenbrudt forhold, der - med linjer som "She said revenge can be so sweet / I like to take it when I can / I need to play with the ones I hate / I like to see them suffer" - én gang for alle installerede noget katteagtigt i Lennox' sangskriver-persona.

Der findes - modsat flertallet af de senere albums - ikke ét svagt nummer på In the Garden. Pladens største svaghed - og dét er endda et definitionsspørgsmål - er vel den, at den stikker markant ud i forhold til det meste af det, duoen bedrev senere. Can-aksen vejede tungt til i lyden, og for at beskrive albummets lyd ud fra kedelige, traditionelle termer, var det vel "transitional". Men set for sig selv, var det - synes jeg, hvis ikke andre - et festfyrværkeri et sted i krydsfeltet mellem en ældre æras hitlistelyd og en enddog meget moderne, raffineret pop art.

Vil man høre 80'erne blive til, er det på In the Garden.

Og det er nok til, at det er blevet et helt centralt album.

For mig. Og for dig.

Måske.

lørdag den 14. juli 2012

Huskeseddel: Poetiske do's & don'ts











(til intern brug, men andre må godt læse med)

1) Undgå at skrive digte, som henter deres sammenhængskraft via gentagelser. Det er for let, det er for poppet, det bliver lynhurtigt en dødssyg formular.

2) Brug ikke tid på løse skitser - og slet ikke på at publicere dem! Livet er for kort til at gøre noget halvt, og du bliver ikke yngre, kammerat! JO, der kan være gode idéer i noget, som ikke bliver færdigt, men er de gode nok, finder de deres plads senere, uden du behøver at gemme dem i al offentlighed. Hvis de ikke er, glemmer du dem, og så er intet tabt. Tryk "afsend", hvis du kun forudser smårettelser på et senere tidspunkt - ellers: Drop lortet. Verden - og du - fortjener en rimelig tekst hver dag.

3) Udvid dit kendskab til klassiske, metriske skemaer og rimstrukturer. Der er altid brug for ekstra værktøjer i kassen, og specielt hvis du har tænkt dig at skrive videre ud fra disse elementer - og det har du jo, ikke? Du tager arven op fra Ewald, Oehlenschläger og Claussen, hvis det er - ikke fucking Poul Krebs! Husk dét!

4) Anvend fremover ikke samme poetik i mere end én samling. At skifte tema er ikke nok!

5) Udvid din tid! Der er andre perioder i dit liv end nuet og barndommen, og de kan bruges. Skriv flere ting fra gymnasietiden i Silkeborg og studieårene i Aalborg, men undgå at gå Ejersbo i bedene, som du har gjort før...

6) Transformér dit stof bedre! At folk kan genkende de virkelige historier bag det, du skriver, er et tegn på en fattig fantasi. Og du ved jo, hvordan de kan finde på at reagere...

7) Du bliver ikke en bedre digter af at kritisere andre. Du bliver en bedre digter af at kritisere dig selv. Always remember that!!!

8) Andre digtere, der tror, de bliver bedre digtere af at kritisere dig, må du blive bedre til at ignorere. Specielt nu, hvor dit mål nr. 1 i livet rent faktisk er at få bøger ud. Husk på, at konsulenter tit er frustrerede forfattere, der ville ønske, det var dem selv, som stod til at blive udgivet, og forhold dig til dem ud fra dén viden. Sortér skæg fra snot. De kan have fair kritikpunkter. De kan også bare kommentere ud fra tilfældige idiosynkrasier, som ikke er et hak bedre end dine, eller nære et gustent ønske om at sætte fingeraftryk på dit værk - koste, hvad det vil. Men det er din bog, der skal ud - ikke deres. Hold fast i dét, og om nødvendigt: Pak dine ting og gå!

9) Se så at komme igang med den dér femleddede roman, der alligevel ikke vil dø! Du kan fandeme godt!

10) Læs mere! Der er akut brug for nye titler i din kanon!

11) Kun en indskrænket og stupid person er bange for det nye. Kun en tåbe frygter ikke avantgarden.

12) Kom mere ud! Folk lader jo i det store og hele til at acceptere dig, som du er, selvom du af alle ved hvilke fejl, du har.

13) Samarbejd mere. Sæt simpelthen tid af til at spille bold med andre poeter. Du lærer noget af det!

14) Tænk noget mindre, min ven - bare skriv!

onsdag den 11. juli 2012

Drenge i kjoler - nu og før

I 2012 afføder det åbenbart voldsom harme, når børn ikke afbildes i de klæder, tilfældige kulturelle konventioner har dikteret, at de bør bære. Hvem kender f.eks. ikke i disse dage dette "stærkt provokerende" billede:




Konklusionen synes generelt at være, at hvis man ikke resolut indprenter sine børn de helt bestemte kønsrollemønstre, man på nuværende tidspunkt via tåget koncensus har besluttet sig for er "sunde" og "naturlige", "skader" det deres udvikling, så de med stor sikkerhed udvikler sig til "seksuelle afvigere". Med andre ord: Den farverige knægt ovenfor kan - fordi han i en ung alder synes, det er rart at gå i kjoler - næsten kun udvikle sig til noget så ækelt og forskruet som en, gys, bøsse!!!

Nuvel, der eksisterer også et billede af mig fra min barndom, hvor jeg er iklædt min mors konfirmationskjole. Jeg havde en dukke, jeg holdt meget af at lege med, jeg syede broderier i korssting, til jeg blev vind og skæv i hovedet, og en morgen, min mor vågnede op, havde jeg tømt hendes sminketaske ud på gulvet, hvorefter jeg havde tværet stort set hele indholdet ud i mit ansigt. Dengang rystede man bare på hovedet og tænkte "skøre knajt" - i dag ville jeg givetvis være blevet sendt til børnepsykolog pronto for derefter at vende hjem til et værelse, hvor dukken var blevet udskiftet med en svært bevæbnet actionman!

Jeg har flere pointer med at nævne dette. For det første udviklede jeg mig ikke til én af de der "ulækre" bøsser ved at lege med mine feminine sider i drengealderen. Jeg er nok sådan omtrent så hetero, som nogen bliver. For det andet: Havde jeg udviklet mig til en bøsse - hvad så??? Kærlighed er vel kærlighed! For det tredje: De kønsrollemønstre, vi pådutter vores børn i dag, er og bliver produkter af en bestemt kultur i en bestemt tidsalder. Betragt blot dette billede - Besøget hos Bedstefader (1853) - af maleren Julius Exner:



Billedet blev malet i Store Magleby på Amager, der siden 1521 havde været hjemsted for en klynge bønder af hollandsk afstamning, hvis traditioner på flere punkter adskilte sig fra de danske. F.eks. er den lille, søde pige i kjolen en dreng fra nabobyen Dragør! Ja, det er sandt! Blandt Amager-hollænderne, fra hvem i tusindvis af nulevende danskere (heriblandt undertegnede) stammer, skelnede man simpelthen ikke påklædningsmæssigt mellem piger og drenge, før de fyldte fem år: De røg alle sammen i kjole og kyse!

Blev de bøsser af den grund? Alene det faktum, at jeg sidder her i dag og skriver disse linjer, synes sådan set at indikere noget andet...

torsdag den 5. juli 2012

Navne, der KUNNE lokke mig til Roskilde...

...helst i kombination, da jeg efterhånden ikke har en specielt høj tolerancetærskel hvad angår teltpisning, bålfest lige op ad den bunke kunststof, jeg sover i, kanonslag, som kastes ind i det mobillokum, jeg skider på, osv. Som det ses, er kravene relativt ublu, men sådan går det, når man forkæler folk med cremen af verdensrocken gennem mange år: De bliver sgu forvænte.

Depeche Mode (still going strong)
Pink Floyd (det går nok ok uden Rick, selvom han - selv i live - ofte var savnet)
U2 vs. The Virgin Prunes (før i tiden ville det have været mere end nok med U2, men trænger de ærligt talt ikke til et spark i røven? Desuden kunne det være interessant at se de to "søskendebands" sammen efter så mange år)
Beach Boys (bare for at opleve dem, inden de er væk)
Faust
Can
King Crimson
Neofolk-showcase feat. Current 93, Death In June, Fire + Ice, Nurse With Wound, Sol Invictus, Boyd Rice, Of The Wand & The Moon.
Steve Reich
Cobra Killer
Recommended Records Showcase: Henry Cow, Art Bears, Fred Frith, Slapp Happy.
"Omkring Lorenzo Woodrose": Showcase m. Spids Nøgenhat, On Trial, Baby Woodrose, Pandemonica, Aron.
My Bloody Valentine (fik ikke set dem sidst)
Witch house-messe: oOoOO, Salem, Pictureplane, White Ring, Tearist, Chelsea Wolfe.
Sibylle Baier
Scatterbrain
Roxy Music
Merzbow
Elisabeth G. Nielsen-eftermiddag: Med og uden Voxpop.
Love Shop (vender de/han tilbage, skal det ses og fejres!)
Patti Smith (altid en åbenbaring!)
New Order (bare for at se, hvordan de er uden Peter Hook)
Rammstein (så er der da garanti for ét godt show!)
Mötörhead (garanti for ét godt show mere!)

I originale line-ups:

Slowdive
The Smiths
Spacemen 3
Sort Sol
Kraftwerk
Godflesh
Cabaret Voltaire
Ballet Mécanique
Kliché
Velvet Underground (ok, så bare Reed, Cale, Tucker og Yule!)
The Normal (hvis man kan genforene Daniel Miller med sig selv!)
New York Dolls feat. Johansen, Sylvain, Thunders, Kane og Murcia!

søndag den 24. juni 2012

For 5 år siden...

...sluttede det forhold, som havde stabiliseret mit liv gennem det meste af 00'erne.

...var jeg 33 år gammel, men opdagede, at jeg i grunden vidste meget lidt om, hvem jeg selv var.

...kastede jeg mig ud i slægtsforskningens ædle kunst og fandt i noget højere grad ud af det.

...sad jeg på datingsider, når jeg ikke var på arbejde, og mødte den ene efter den anden, som virkede på papiret, men ikke i virkeligheden.

...kunne jeg så småt mærke, at jeg havde givet Musiktidsskriftet Geiger det bedste, jeg havde i mig, og følte i stigende grad, at den digtning, jeg havde lagt på køl gennem det meste af årtiet, måtte være vejen frem.

...blev jeg besat af Jakob Ejersbos Nordkraft i både bog- og filmudgaven. I månedsvis fik den mig til at sondere det mentale terræn, jeg - og flere af forlæggene for bogens figurer - havde befundet mig i op gennem 90'erne på steder som Revolution og 1000Fryd, og det gik for alvor op for mig, at min Aalborg-historie føltes afsluttet. Ét resultat blev manuskriptet agnes - min første seriøse poetiske satsning i næsten 10 år - som jeg stadig er meget stolt af og gerne ser komme i bogform. Et andet blev, at jeg indså, jeg igen måtte kaste mig ud på syv favne vand.

...tog jeg i mit stille sind en beslutning om at flytte til København og, efter bedste evne, opfinde mig selv igen fra bunden.

Soundtrack:

Viva Vertigo: Jaguar Tornado
Spids Nøgenhat: Når Spindelvævene Blomstrer
New Order: Guilt is a Useless Emotion
Tritonus: Sparkle
Tara Angell: Uneven
Death to Frank Ziyanak: Fe-Fi-Mo-Fo
Jens Unmack: Happy Ending
Cocorosie: Beautiful Boyz
Kirsten Ketsjer: The Bridge
Nephew: Movie Klip
Lotus Krokus: Tiden og Spejlet

lørdag den 23. juni 2012

For 10 år siden...

...var det for alvor gået op for folk, at to fly fyldt med kamikaze-terrorister og sagesløse passagerer havde jævnet selveste kapitalismens vartegn, World Trade Center, med jorden. Resultat i Danmark: En borgerlig regering, der, med Dansk Folkeparti som det element, der slog takten an, befandt sig 10 lysår til højre for Djengis Khan og slyngede om sig med udtryk som "indvandrerproblemet", "samfundsnassere" og "borgerlig kulturkamp mod røde lejesvende". Indledningen til et årti, jeg aldrig vil komme til at tænke tilbage på med andet end den dybeste afsky. Årtiet, hvor egoisme erstattede solidaritet, ytringsfriheden blev gradbøjet og racisme blev lov. Årtiet, hvor det land, jeg var vokset op i, forvandlede sig til en grim, grim karikatur af sig selv, og jeg holdt op med at bruge Dannebrog ved festlige lejligheder.

...gik det ufatteligt godt for "danskerne". Et udtryk, som åbenbart kun dækkede den del af befolkningen, der havde fast arbejde og råd til fladskærme, store sommerhuse, dyr rødvin og to biler pr. husstand. Selv sad jeg i mit hummer i Aalborg Øst og sendte bunker af jobansøgninger ud til gymnasier, handelsskoler og VUC-centre, der ikke havde behov for den viden, jeg for nylig havde brugt 6 år på at tilegne mig på universitetet. Fra tid til anden blev jeg så sendt ud på aktiveringskurser, hvor jeg fik så mange forskellige bud på, hvordan en ansøgning skulle skrives, at jeg kun kunne konkludere, at min egen måde sandsynligvis alligevel var rigtigst. Og fik så i øvrigt at vide, at det søreme var et meget stimulerende og interessant alternativ at blive avisbud eller skraldemand på deltid. Al ydmygelse til trods fik jeg ikke råd til et sommerhus - og dermed en gyldig status som "dansker" - af således at være tvunget af lovens bogstav til at sælge ud på alle planer.

...var Musiktidskriftet Geiger, som jeg tre år forinden havde grundlagt sammen med Robert fra Voel på ruinerne af fanzinet Underground, så småt ved at blive en succes. Med udgangspunkt i Århus, hvor bladet blev finansieret gennem Dansk Rock Samråd, havde vi fået sammenstykket en slagkraftig redaktion, der ganske vist mest af alt var en drengeklub, som i timevis kunne diskutere hvilket Sonic Youth-album, der var bedst, men ikke desto mindre fik noget fra hånden. Penge - ud over altså dem til selve trykningen - så vi aldrig nogen af, og for mit vedkommende blev hele mit smalle økonomiske råderum investeret i at tage toget sydpå til redaktionsmøderne. Men vi havde en hellig mission: At sætte ord på de betragtelige dele af den danske musikundergrund, Gaffa nægtede omtale, og opbygge en musikhistorisk bevidsthed i miljøet, som rakte længere tilbage end Nirvana og Radiohead. Vores i begyndelsen ganske akademiske stil, som bundede i et bevidst ønske om at tage musikken alvorligt som kunst, delte vandene, men efterhånden lærte vi at gå på dem. Og i 2002 landede den Geiger-artikel fra min hånd, som jeg nok er allermest stolt af: Et langt portræt af Nick Drake, der pludselig gjorde denne førhen så obskure britiske undergangstroubadur til en standardreference hos selv de mest hårdkogte støjrockere.

...var ilden, der nærede Geiger, den eneste, som påviseligt brændte i mig. Fra sommeren 1999 til sommeren 2000 mistede jeg først Tina, så min mormor, der (også) havde været som en mor for mig. Mit speciale blev afsluttet, jeg vandrede ud i arbejdsløshed - og som kronen på værket var jeg til stede ved ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor 9 folk døde lige for snotten af mig. Alt, der hed følelser i mig, blev gradvist lukket ned, og at jeg havde en kæreste på det tidspunkt, har jeg siden måttet undskylde mange gange for. Stakkels pige. Kærligheden kom til senere, da de rette nerve- og hjertetråde var reetablerede, men da var det retfærdigvis for sent. I 2002 var jeg stadigvæk ganske tilfreds med at stirre på tikkende ure og gradvist mærke smerterne i maven fortage sig.

Soundtrack:

David Bowie: Slip Away
Nick Drake: Made to Love Magic
Bob Hund: Stenåldern kan Börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Olesen-Olesen: Ikke Langt Herfra
Scout Niblett: Miss My Lion
Giant Sand: Iron Man
Jim O'Rourke: Life Goes Off
Column: Mother
New Order: Crystal
The Loveless: Follow
Kristin Hersh: Listerine

fredag den 22. juni 2012

For 15 år siden...

...var alting i opløsning. Samtidig med, at vi blev bachelorer, gik den projektgruppe, som i forskellige konstellationer havde holdt sammen siden jeg startede på danskstudiet i Aalborg i '94, definitivt i sig selv - også som klike - i en røgsky af jalousi, skepsis og faglige frustrationer. Den resulterende opgave om Helle Helles Rester blev rost til skyerne af diverse autoriteter på universitetet, der gerne ville have publiceret den som artikel, men hvad hjalp det, når selv de tættest knyttede i gruppen kun med besvær kunne holde synet af hinanden ud en rum tid efter?

...sendte P4 i P1 - lyden af min ungdom - sit sidste program, der, traditionen tro, blev nydt på mit værelse i forstaden Frydendal med nedrullede gardiner, tændte stearinlys, røgelsespinde og et lille skvæt vin i glasset. Følte mig helt usigeligt tom bagefter. Havde altid forestillet mig, at mine evt. børn ville blive P4-lyttere, ligesom jeg selv havde overtaget stafetten fra mine forældre. Men nej: Navnet "P4" skulle pludselig bruges til en dansktop(!)-kanal, og kun Tværs og - med nød og næppe - Det Elektriske Barometer overlevede.

...lukkede Revolution på Maren Turis Gade: Mit stamsted i de år, hvor grunge, britpop, alternative rock, trip hop og almindeligt depraveret opførsel satte dagsordenerne. En endnu mere tom fornemmelse. Aldrig mere skulle der moshes, så man gokkede hovedet op i de rødmalede tagspær. Aldrig mere skulle der snaves i smug på gangen ned mod toiletterne, indtil Hans Dørmand kom og lossede til én med sine tunge støvler. Aldrig mere ville man hænge hen over en DJ-pult for at forhøre sig om hvem, det var, der havde lavet den dér helt afsindigt fede sang, som blev spillet lige før. Aldrig mere ville man dobbeltchecke sin øl for at sikre sig, at ingen havde puttet noget interessant i den. Aldrig mere skulle man se det første sollys sive ind ad de åbne vinduer og vide, at vel havde natten været god og pænt langt ude, men i næste weekend... Aldrig mere ville man næsten rutinemæssigt vågne i en seng i en forstad, man aldrig havde været i før, og tænke "yes!" eller "hmm", når man opdagede, hvem man lå der sammen med, og forvirret fange den første, den bedste bus i håbet om, at man på ét eller andet tidspunkt ville komme et sted hen, man kunne genkende... Som kronisk enspænder har jeg ikke følt mig hjemme ret mange steder. På Revolution gjorde jeg. Man kunne lige så godt have brændt det hus, jeg boede til leje i, ned til jorden.
...udsendte Pulp den trætte, desillusionerede This is Hardcore, der erklærede den del af 90'er-festen, jeg havde deltaget i, for slut. "Pop is back!", erklærede Scary Spice, og så blev jeg og mine ellers sendt på pension.

...tog jeg lille Tina fra Hou, som jeg havde mødt i Revolutions sidste dage, under armen og vandrede godt fortumlet ud i det uvisse. Det blev intenst, det blev interessant, det blev udviklende, det blev i allerhøjeste grad stormfuldt, men vi blev trods alt ved med at gå samme vej i et par år.

Soundtrack:

Pulp: This is Hardcore
Suede: High Rising
Bob Hund: Papperspåse
Depeche Mode: Sister of Night
Blur: Strange News from Another Star
Nick Cave and the Bad Seeds: Into My Arms
Nine Inch Nails: Hurt
Björk: Hyper Ballad
Cast: Walkaway
The Verve: Bitter Sweet Symphony + The Drugs don't Work.
Smashing Pumpkins: The Aeroplane Flies High
dEUS: Roses og Little Arithmetics
Psyched Up Janis: Strange Pier
U2: Wake Up Dead Man
Portishead: Roads

torsdag den 21. juni 2012

For 20 år siden...

...tog jeg kontakt til min far efter to års selvvalgt tavshed oven på en grim skilsmisse. En lang og rædsom tid, der lærte mig noget væsentligt: Der er kærlighed, selv ikke den værste smerte eller bitterhed kan ødelægge, og mennesker, éns liv simpelthen ikke er éns liv, hvis man mangler.

...levede jeg en kort overgang en dobbelttilværelse i punk/gothbandet Guru Robert and the Egocentric Calculations, som satte en vis ære i ikke at kunne spille, og trance-trioen Mateaux, der efter min ydmyge mening prøvede lidt for meget på at kunne. Set i lyset af tidsånden var dette en mindre bizar dobbelthed, end den i dag kan synes. Technoscenen som sådan var stadig i sin vorden. Derfor var den stadig meget åben: Der herskede ikke umiddelbart nogen modsætning mellem at gå til Sisters of Mercy-koncert den ene dag og rave på Vestergade 58 den næste. Først da stoffer, styling og selvbevidsthed for alvor satte ind et par år efter, måtte vandene deles. Og trods stor sympati for big beat, trip hop, jungle, IDM osv. valgte jeg på dét tidspunkt at træde ud af Mateaux, som ellers var på kanten af en pladekontrakt, så jeg igen kunne slå mine folder i rockundergrunden. Hvor jeg mere eller mindre er forblevet siden.

...gik jeg i 2.D på Silkeborg Amtsgymnasium og hadede det som pesten. Da jeg søgte derind to år før, havde jeg hørt, at det var der, alle flipperne hang ud, men i stedet var jeg landet midt i det rene KU-party. Faglig stolthed var dog faglig stolthed, så jeg blev, og så samledes alle os suspekte typer, der nægtede at gå rundt med skolebøger og madpakker i attachémapper, da heldigvis bare på tværs af klasser og årgange ved et bord i biblioteket, hvor vi underholdt hinanden med en blanding af dødsmetal, platte vitser og højfilosofiske diskussioner.

...var jeg på klassetur til Rom for at studere oldtidens vandforsyning. I realiteten blev det dog mere til at udforske nutidens vandhuller. Happy times eller sådan noget bortset fra, at jeg var dødeligt forelsket i en pige fra klassen, jeg - grundet manglende erfaring, formoder jeg - slet ikke kunne finde ud af at kante mig ind på. Turens pladeindkøb var Ultravox' himmelfaldne Vienna-album. Turens bedste ven var min helflaske Vodka Gorbatjov, jeg havde mødt i Otto Duborg.

...var jeg på Roskilde Festival, da Danmark vandt EM. Inden da havde tyskerne sejrssikre vandret rundt med deres faner og skrålet med på nationalsangen. Bagefter var de næsten usynlige. Og jeg siger jer: ALDRIG har jeg oplevet så massiv og kraftig en jubel. Kunne man bare have puttet dén aftens stemning på dåse...

...fik jeg optaget mine første digte i Hvedekorn. "Tak. Bringer otte i 3/92.", lød den knappe, men tilstrækkelige besked fra salig Poul Borum. Lokalt blev jeg så meget af en stjerne, som en poet dengang kunne blive i en by som Silkeborg, der i det store og hele betragtede poeter som enten bøsser, der skulle have bank, eller samfundsomvæltende typer, der også skulle have bank. På landsplan var jeg bare en lille lort. Den dag i dag er situationen kun marginalt anderledes.

...holdt kliken fra Voel den første af sine to sommertræf i Nørre Vorupør, hvor den enes forældre havde et sommerhus. En total drengeklub. Hver aften havde sin syge happening. Et spil Beverly Hills var obligatorisk: Den simple regel var, at man så et afsnit af tv-serien og fik tildelt to figurer hver. For hver gang vedkommendes navn blev nævnt, skulle man tage en slurk øl. For hver femte gang skulle man hælde en lille grå oven i. Alle var pænt glade bagefter, for at udtrykke det mildt. Den første aften blev jeg så fuldesyg, at jeg måtte ind for at lægge mig et par timer. Da jeg stod op igen, var gode, gamle Bo den eneste, der stadig var oppe, og så sad vi ellers og spillede Røvhul til kl. 7 om morgenen, mens vi - sådan ca. 20 gange - hørte MC Einars Arh Dér-album på repeat. Den anden aften var der nogle, der havde et par gram hash med, og det røg vi så. Dengang som nu var jeg dilletant på det felt. Efter et indledende grineflip tilbragte jeg de næste fire timer på verandaen, mens jeg tømte maven for flere års måltider og messede noget om, at jeg meget gerne ville dø. Et par af de andre fik den idé, at de ville gå ned på den lokale fiskerkro og snakke københavnsk. Det gjorde de så. Det sidste, jeg husker fra dén aften, var, at de kom hysterisk grinende tilbage over græsplænen med blodpletter på tøjet. På hjemvejen kastede vi rådne æg efter politibiler på Mors. Som sagt: Happy times.

Soundtrack:

The Cure: Last Dance og This Twilight Garden
Nick Cave and the Bad Seeds: Straight to You
U2: The Fly
Beastie Boys: Sabotage
Ride: Leave them All Behind
Slowdive: Catch the Breeze
MC Einar: Søndag Formiddags Blues
Johnny Thunders & Patti Palladin: Two Time Loser
Ultravox: Vienna
Metallica: Sad, but True
The Prodigy: Out of Space
Aphex Twin: Didgeridoo
Influid II: Push the Button
Primal Scream: Higher than the Sun
U.H.F. (Moby): U.H.F.

onsdag den 20. juni 2012

For 25 år siden...

...skrev jeg sangtekster på ringe engelsk til et band, jeg prøvede at danne med Michael Jerking - en gut fra min klasse, som tidligere havde været min store plageånd, men på det seneste havde søgt en smule sammen med mig pga. vores fælles kærlighed til Depeche Mode. Vi kaldte os De Flyvende Piratos og debuterede - helt ufatteligt lovende - under en featureuge på Voel Skole (billedet), hvor vi mimede i gården til et israelsk Grand Prix-nummer. Der blev klappet ivrigt, men først efter min konfirmation fik jeg købt mig én af de synths, vi holdt så meget af - en Casio SL82, der kostede 1300 kroner og kun lød tilnærmelsesvis godt, hvis man satte stikkene forkert i. I sagens natur blev det band ikke til ret meget.

...blev jeg konfirmeret. En lettere komisk begivenhed set fra min side, og dog ikke. Det blev en dag, jeg ikke følte havde alverden med mig selv at gøre. Der var gæster til min fest på Linå Kro, jeg absolut ikke ville have inviteret, og jeg følte, jeg selv forsvandt under formerne og alt det andet sociale samvær. Desuden havde jeg - selvom jeg allerede dengang var optaget af trosspørgsmål - egentlig ønsket mig en nonfirmation, men pression fra andre steder i familien gjorde, at jeg ikke reelt havde andet valg end at knæle ved alteret. Penge tænkte jeg nok overraskende lidt på. Det blev også kun til lidt over 2000 kroner.

...fejrede jeg blå mandag i Århus, der i min bevidsthed var større end Tokyo, i nyindkøbt tøj, jeg (bortset fra et hvidt slips, jeg i min punkperiode snittede i stykker med et barberblad) aldrig brugte igen. De store features var besøget hos min klasselærer, John, i Gjern, der bød på mit første bæger Gammel Dansk, indkøbet i Fona på Strøget af Erasures The Circus og Depeche Modes Black Celebration, som har fulgt mig trofast lige siden, og det at hænge ud med Bo og Robert fra klassen, der forblev mine nære venner i rigtigt mange år, og som nok betyder mere for mig den dag i dag, end de aner.

...flyttede jeg fra Voel til den noget større Fårvang Skole, hvor det, jeg vil betegne som "min ungdom", så småt begyndte. Dog mest for de andre. Pigerne løb i hvert fald allerede til fester. Jeg nøjedes med i stilhed at beundre Trine - klassens kloge hoved - der med sin blotte tilstedeværelse gjorde det ok for mit 13-årige, dynejakke-klædte jeg at synes, bøger var mindst lige så ok (og mere til) som hegnpisning, legen røvere og soldater og dårlige vitser om kønsorganer. Et par år senere endte forelskelsen med ingenting, hvilket set i bakspejlet er ok. Ikke desto mindre ændrede hun noget i mig for bestandigt.

...oplevede jeg min første brandert inde i Silkeborg, hvor mor, morbror og familier havde fundet sammen for en aften. Med mig i rollen som frister fik jeg - samt mine papfætre Stefan og Martin - hældt nogle slatter ned, der havde en vis virkning, som vi selvfølgelig overdrev kraftigt, fordi det var "sejt". Vi vaklede rundt, mand! Men de voksne røg på den, og havde min mors øjne været knive på hjemturen, havde jeg om ikke været død, så stærkt perforeret i dag...

Soundtrack:

Depeche Mode: Stripped
Erasure: Sometimes
Jan Hammer: Crockett's theme
Kim Wilde: Loving you
Lars Hug: Elsker dig for evigt
Pet Shop Boys: Opportunities
Desireless: Voyage, voyage

søndag den 10. juni 2012

Art og sprog

Har i de seneste dage rågooglet sites om evolution og etymologi. Specielt interessant har et site om den såkaldte Denisova-homonid, hvis DNA man for nylig har udvundet fra en enkelt fingerknogle, som var fundet i en sibirisk hule, været. Kulturelt bliver de associeret med et andet fund fra Kina - the red deer cave people (billedet) - der byder på næsten komplette skeletter fra en selvstændig art af jæger-samler-folk, som uddøde i slutningen af istiden. Dvs. i evolutionær henseende for forholdsvis nylig. Ud fra DNA-analysen bærer mange sydlige asiater en pæn arv videre fra denne interessante art, der dermed må kaldes en forudsætning for den moderne menneskehed, og kigger man på skeletterne alene, må de høje kindben hos eskimoer og indianere formodes at stamme derfra også. Arterne var ikke blot i stand til at få levedygtigt afkom sammen - de gjorde det beviseligt også.

Det kan man sikkert, om man vil, få en masse racistisk plæver ud af. Inden dén starter, vil jeg imidlertid henlede opmærksomheden på, at i hvert fald Sydamerika dannede civilisationer, der stod mål med de europæiske og asiatiske, og at såvel kinesere som japanere sikkert heller ikke var upåvirkede af de hominider, der færdedes i baghaven. Og så kan jeg dertil tilføje, at moderne såvel europæere som asiater bærer rundt på ca 5 % DNA fra Denisova-hominidens fætter: Neanderthaleren. En art, der førhen regnedes som dum og abeagtig, men senere har vist sig at have haft både religion, maritime erfaringer, en højt udviklet redskabsnatur, et gennemsnitligt hjernerumfang, der var større end vores, og sandsynligvis et lige så raffineret sprog, som vi har. Vi er altså ikke en døjt bedre, når det kommer til "raceblandinger", og det samme gælder afrikanerne, der, selvom de udviklede sig på det kontinent, Homo Sapiens opstod på, er blandet op med en helt tredje, ukendt art. Hvilken af de tre "fremmede arter", der var mest avanceret? Det er umuligt at sige: Neanderthaleren er ganske godt dokumenteret, men Denisova-mennesket kun ret sparsomt. Den tredje art (med mindre den simpelthen er den fælles stamform Homo Erectus) slet ikke. Mit gæt er, at alle fire arter - som evolutionen byder det - simpelthen blev stykket sammen i de forskellige verdensdele på de måder, der var mest hensigtsmæssige, og at et spændende aspekt ved globaliseringen er selve det faktum, at hele den menneskelige "gene pool" nu kan mødes på kryds og tværs.

Men der, hvor jeg vil hen, er, at man i det seneste århundrede har arbejdet intenst med at rekonstruere et oprindeligt menneskeligt sprog, proto-human, som alle nuværende sprogfamilier så skulle nedstamme fra. Man er også nået et stykke vej: Som bekendt snakker alle fra Iran til Irland en afart af det ursprog, man har valgt at kalde indo-europæisk, og længere tilbage har man bl.a. haft et vist held med at etablere forbindelser til bl.a. sibiriske og eskimoiske sprog. Men derfra og så til at få alle kendte sprog til at hænge sammen, så det lader sig gøre at rekonstruere en menneskelig urtunge, har ikke vist sig så nemt igen. Og kan det evt. hænge sammen med, at vi i dag ikke kun taler "menneskeligt" - dvs. Homo Sapiens' tunge, der beviseligt kun er ca. 150.000 år gammel - men har rester af langt ældre sprogstammer blandet ind i vores formuleringer?

På en måde et trist perspektiv, for så "finder vi aldrig rigtigt hjem". Men også, synes jeg, et interessant. For hvem ved? Måske vi en dag kan drive de etymologiske undersøgelser så vidt, at vi i det mindste kan definere de kerner i vores nuværende mylder af sprog, som ikke er fælles for arten Homo Sapiens, og på den måde kaste et helt andet skær over de på én gang så nære, men dog også anderledes slægtninge, vi indtil nu kun har kendt i en ren biologisk henseende? Måske disse små rester ur-ordforråd endda kan afsløre ét eller andet om det, der foregik i deres bevidsthed?

Tænker bare højt. Men hvem ved, om ikke alting startede der?

fredag den 8. juni 2012

Hurtig litterær kanon














Aragonés, S.
Ashbery, J.
Ballard, J.G.
Bargeld, B.
Barthes, R.
Baudelaire, C.
Bowie, D.
Bradbury, R.
Brandes, G.
Brøgger, S.
Burroughs, W.S.
Byron, G.G.
Cave, N.
Clarke, A.C.
Claussen, S.
Cohen, L.
Coupland, D.
Crowley, A.
Curtis, I.
Devoto, H.
Drake, N.
Eisner, W.
Ewald, J.
Franquin, A.
Ginsberg, A.
Grammaticus, S.
Hall, M.
Heinesen, W.
Huidobro, V.
Højholt, P.
Jacobsen, I.P.
Jensen, J.V.
Jørgensen, J.
Kaplinski, J.
Kaspel, E.
Kidde, R.T.
King, S.
Kristensen, E.T.
Kristensen, T.
Lack, S.
la Cour, P.
Larsen, Th.
Loe, E.
Malinowski, I.
Nielsen, H.J.
O'Connor, F.
Olesen, P.H.
Pearce, D.
Poe, E.A.
Pontoppidan, H.
Prévert, J.
Rabelais, F.
Reed, L.
Riel, J.
Rimbaud, A.
Romer, K.
Rosa, D.
Sarvig, O.
Schade, J.A.
Schult, E.
Shelton, G.
Smith, P.
Stein, G.
Strid, J.M.
Sturlason, S.
Tafdrup, Ph.
Thomsen, S.U.
Tolkien, J.R.R.
Turéll, D.
Tzu, C.
Tzu, L.
Verlaine, P.
Vian, B.
Villon, F.
von Staffeldt, S.
Waits, T.
Whitman, W.
Zeuthen, N.
Aarestrup, E.

***

Bibelen: GT, NT, De apokryfiske tekster, gnostiske evangelier og fragmenter.
Bhagavad-gita
Popol Vuh
I Ching

onsdag den 6. juni 2012

Om autenticitet

Blandt folk, som ikke beskæftiger sig med kunst på andet end brugerplan, støder man ofte ind i den idé, at autenticitet er et altafgørende træk, når man man taler om et værks kvalitet. Kort sagt: Hjertet ud og op på bordet - det er sådan, vi kan lide dig!

Omvendt er jeg ikke stødt på ret mange, som beskæftiger sig med kunst på daglig basis, der vægter det autentiske særligt højt. Mange foretrækker at eksperimentere løs på et formniveau, hvor det private og/eller personlige højst optræder mellem linjerne. Andre skriver så fiktivt, at disse træk trænger igennem lige så indirekte. Kun et fåtal skriver ufiltreret fra hjertekulen, og må jeg tillade mig at spå dem en krank skæbne? Det var ikke uden grund, at salig Per Højholt advarede nye skribenter mod at bruge løs af hovedstolen. Alle kan givetvis skrive én god bog, som er baseret på egne, autentiske erfaringer, men det vil være en kamp fra ende til anden, og der skal fantasi til, hvis man vil mere end det. Og spørgsmålet er endvidere, om det, som er ægte, pr. definition er det, som er bedst.

Lad mig tage et eksempel fra min egen produktion: Siden 2004 har jeg arbejdet på et manuskript omkring min hjemby - Voel, som ligger 10 km. øst for Silkeborg - og i de senere faser af skrivearbejdet har processen været åben for familie, klassekammerater og andre gamle kontakter via Facebook. Alle disse begejstredes naturligvis over de elementer i stoffet, de kunne genkende, og udviklede sig på baggrund af dét til en slags "autenticitetspoliti", der som høge slog ned på enhver historisk ukorrekthed. Det siger sig selv, at min fantasi ikke kunne foretage de vilde himmelflugter under en sådan kontrol - der var så absolut grænser for hvor frit, jeg kunne fabulere om et emne, der pludselig angik så mange og forskellige mennesker. Visse af dem - ikke mindst mine forældre, der måtte tage et par hårde fur i teksterne - var mere large, end man strengt taget havde kunnet forvente, men én ting stod klart: Jeg kunne ikke bruge den glæde, de erfaringer og den smerte, jeg samlede i mine formative år, til hvad som helst. Jo nærmere jeg kom virkeligheden - eller i hvert fald de virkeligheder, folk huskede - jo mere ondt gjorde det at være forfatter. Og ikke kun fordi man ind imellem blev konfronteret med hændelser, der stadig var smertelige, men også fordi man ikke kunne bruge frit løs af sine essenser. Man fik lige pludselig overdraget ansvaret for andre folks hukommelser, hvilket vejede godt til oven i vægten af ens egen!

Set i bakspejlet var det måske en fejl at lave noget, der lå så tæt op af virkeligheden. Forstå mig ret: Det føles på det personlige plan enormt tilfredsstillende at sætte en minderune over så væsentligt et sted / så væsentlig en periode i éns opvækst, og folks korrigerende bemærkninger var da også ofte med til at give materialet ekstra kolorit. Men spørgsmålet er, om teksterne alligevel ikke havde haft mere punch, hvis de hele vejen igennem havde været opfattet som fiktion, og jeg således havde kunnet smugle min nerve, mine følelser og mine visioner ind ad bagdøren. Det var nok den lektie, jeg skulle læse op på (igen) efter dét projekt: Brug masker, byg kulisser, bland sminke!

Omvendt: Selv i den mest fiktive tekst er folk, som er tætte på én, tilbøjelige til at læse (fiktiv) virkelighed ind. Jeg har selv været i et forhold, hvor hver part med usund nysgerrighed læste hinandens frembringelser i håb om at afsløre gedulgte tankemønstre og andet natmandsværk. I den forbindelse var frustration kun et fattigt ord, og når det kom til stykket bearbejdede vi nok vores virkelighedsfragmenter lige godt - eller lige dårligt. Godt nok til, at meget lidt af det, vi skrev, var eksakt virkelighed. Dårligt nok til, at vi i det mindste var genkendelige for hinanden. Og netop genkendeligheden var det, der løbende udløste balladen.

Skal jeg nødtøftigt og tøvende sammenfatte disse to vidt forskellige erfaringer - og utallige andre - i en art konklusion, må den nærmest blive, at en tekst ikke kan befinde sig langt nok fra én selv, hvis den ellers bevarer en slags kontakt til det indre, alle forfattere (hvad enten de vil indrømme det eller ej!) skal og må have en sund kontakt til. At undgå at blive stillet til ansvar for ting, man har skrevet, kan man aldrig, men der er så absolut ingen grund til at tilstræbe det.

Bevares: Brænder man vitterligt inde med en historie eller to, der indgår i hovedstolen, må man tage konsekvensen af det og gå forsigtigt, diplomatisk frem. Gode ting kan opstå alligevel. Men vil man sin fantasi - og dermed kunsten - det godt på sigt, er man nødt til at søge en autenticitet, der så at sige kan bevæge sig bag om det autentiske: Opfinde en løgn, der afslører sandheden, bruge en maske, der fremhæver éns sande ansigt. Kun på den måde kan man pøse sit hjerteblod frit ud i alle verdenshjørner uden potentielt at skubbe folk fra sig.

Og tro mig: Som forfatter er der næppe noget, man nemmere gør.

mandag den 4. juni 2012

Happy end of the world!

Der var dømt eskatologi af høj karat, da forfatteren og performance-artisten René Kruse - flankeret af medspilleren Louise Pøhler samt musikerne Marc Kellaway, Tanja Jessen, Marie Aarup Jensen og Søren Meisner, der agerede en slags græsk kor mellem akterne - inviterede publikum til intet mindre end jordens undergang på TeaterHuset d. 31/5. Eller var der egentlig?

Vel var rammen omkring forestillingen The Way the World Ends det nukleare ragnarok, som det beskrives i Douglas Couplands både smukke og foruroligende roman Livet efter Gud, men som alle gode dommedagsscenarier manede stykket, der befandt sig et helt særegent sted mellem teater, performance og Gesamtkunstwerk med sine sort-humoristiske videoindslag og musikalske tableauer, først og fremmest til tanker omkring den menneskelige tilstand generelt. Og det gjorde den godt.

Som sådan var stykket først og fremmest en collage af litterære og musikalske brudstykker, der var sat sammen på en måde, som lod dem tale ubesværet med hinanden og danne en selvstændig helhed. Nogle af dem meget obskure - som frasen "The chicken stops here", der var kradset ned i udløbsrillen på Joy Division-albummet Still (1981). Nogle af dem populære - som den tomat-vits fra Pulp Fiction, der skulle vise sig at blive et billede på hele menneskelivet. Størstedelen dog fra avantgardetraditionen med lån fra folk som T.S. Eliot, Gertrude Stein, Tristan Tzara, Brian Eno, Michael Gira og Dorothy Parker. Det lyder broget, men det var det i grunden ikke. Højst broget som livet selv. Alle disse kilder fik Kruse og/eller Jessen og Kellaway, der stod for det musikalske collagearbejde, gennem små, diskrete moduleringer til at tale sammen, så de dannede en overraskende sammenhængende og meningsfuld sujet. Ikke at der var en handling som sådan: Snarere en række tableauer med specifikke temaer. Men man kom hele spektret rundt - fra tvivl og selvhad til ekstase og inderlig kærlighed, fra den ømmeste skrøbelighed til den allermest ætsende ondskab. Altså indtil forestillingen sluttedes af ved, at publikum inviteredes ind i et vægtløst nirvana ved siden af, hvor alt var tåge, lys og stemmer. Alene manuskriptarbejdet var ikke blot hyperambitiøst og eksperimenterende, men tilsvarende mesterligt!

Dertil kom, at Kruse og Pøhler havde et meget specielt samspil - ikke blot sammen, men også med publikum i salen. Et samspil af den slags, hvor passion og aggression gik hånd i hånd, humor og gru var to sider af samme mønt og man aldrig vidste, om den næste replik ville rumme ømhed eller kyniske, til tider direkte sadistiske udfald. Visse folk ville nok udråbe det tableau, hvor Kruse smed hver en trevl på kroppen for at holde en mindre monolog, til at være stykkets højdepunkt - Deres blufærdige udsendte måtte i dette tilfælde kigge væk. Men set herfra var den virkelige bølgetop en scene, hvor spillerne ligefrem truede med at blive selvdestruktive, hvis ikke publikum personligt greb ind! Det lå naturligvis ikke i kortene uanset hvad, men det udfordrede ikke blot de (for?) etablerede grænser mellem publikum og performere, men understregede også stykkets inderste pointe: At livet såvel som døden er noget, der sker for os alle uanset forudsætninger og status, og at vi har ikke blot ret, men - fandemig! - pligt til at eksistere og handle for fuld udblæsning, før alt munder ud i den uundgåelige dis og forskelsløshed. Og ikke mindst: Give andre ret til det samme.

Selv var jeg langt hen ad vejen kommet for musikken: Jeg kendte det meste af dét hold fra dengang, jeg skrev fast for Musiktidsskriftet Geiger, og den dag i dag har jeg en fornemmelse af, at min historie med de folk langt fra er et overstået kapitel. Jeg nød da også de indlagte numre, som fremførtes akustisk og lød som helt nye sange, selvom de reelt var sammenflettede coverversioner, til fulde. Men først og fremmest var forestillingen Kruses hjertebarn - sært, bizart og avantgardistisk, men også så menneskeligt og umiddelbart, at enhver kunne være med.

Den er spillet for sidste gang nu, så den mulighed får du, kære læser, ikke med mindre, der udkommer én eller anden form for dokumentation på dvd. Hvilket jeg i øvrigt vil anbefale holdet bag forestillingen: Der var flere henvisninger og små, indlagte giftigheder i materialet, end man kunne fange og fordøje i ét hug.

Men bid mærke i navnene: Hver og én var de medvirkende egentlig ret udanske talenter af format, og du kommer - sammen eller hver for sig - til at høre om dem før eller siden.

For min skyld meget gerne før.

Kruse, René et al.
The Way the World Ends
Teaterhuset, København, 24/5 - 2/6 2012

lørdag den 19. maj 2012

Whatever happened to...

Hvis du er omtrent jævnaldrende med mig, kender du sikkert alle disse navne, men har næppe tænkt på nogen af dem i mange år. Ikke desto mindre er det deres sange, der sender dig direkte tilbage til de første sodavandsdiskoteker, hvor man drak pisbestænket øl fra poser i afsides buske og håbede, at klassekammeraterne ikke opdagede hvem, man kyssede med... Og når et af deres gamle hits en sjælden gang dukker op på radioen, kan du - lig mig - nok heller ikke lade være med at tænke: "Hvad skete der egentlig med..." Well, jeg har surfet lidt, og det har i det store og hele ikke været munter læsning. Der er endda en ganske god body count blandt sen-80'ernes superstjerner. Og i det regnskab har jeg endda hverken gidet at inkludere Michael Jackson eller Whitney Houston, hvis skæbner bør være enhver bekendt.

Limahl...

...(billedet) floppede big time med to albums, hvoraf det seneste, Love is Blind, udkom i 1992. Kort efter bragte tabloiderne billeder af ham på vej ud af et unemployment office. Indledte sidst i 90'erne en karriere som retroartist komplet med autentisk 80'er-frisure. Dette ledte i 2008 frem til en genforening med Kajagoogoo, der turnerede i Danmark og Skotland, samt dannelsen af et big band, som spillede swing-fortolkninger af gamle hits. Udsendte i januar singlen "1983" i Norge - hans første solosingle i 6 år.

Falco...

...havde langt op i 90'erne fortsat succes i tysksprogede territorier med albums som Data de Groove og Nachtflug, men kæmpede med en giftig blanding af storhedsvanvid, mindreværdskomplekser og stofmisbrug. 1995-hittet "Mutter, der Mann mit dem Koks ist da" (udsendt som T>>MA feat. Falco) omhandlede temmelig åbent det sidste. Efterhånden opgav både label og manager arbejdet med ham, og da han i 1998 døde under et trafikuheld i Den Dominikanske Republik, kan det i hvert fald ikke udelukkes, at der var tale om et selvmord. I 2008 blev han rørende, men heller ikke ukritisk portrætteret i filmen Falco - Verdammt, wir leben noch! Nyder i dag en vis kultstatus.

Rick Astley...

...brød med producerteamet Stock, Aitken & Waterman for at forsøge sig med en mere voksen, soulet lyd på Free (1991) og Body and Soul (1993). Den sidste floppede, og Astley forlod helt musikken for at hellige sig sin familie. Fra 2002 og fremefter har han igen udsendt en soloplade i ny og næ i "den modne stil" - dog uden tilnærmelsesvis at nå fordums højder.

Climie Fisher...

der i så overdreven grad var det hotteste hotte i 1988, at de i folkemunde blev kendt som "Klamme Fisker", fik kun moderat succes med '89-albummet Coming in for the Kill og opløstes kort efter udgivelsen. Rob Fisher arbejdede derefter videre med Rick Astley, men døde i 1999 af kræft. Simon Climie, der forsøgte sig med en ikke videre vellykket solokarriere på Soul Inspiration (1992), blev sidst set i 2009, hvor han producerede et album for American Idol-vinderen Taylor Hicks.

Samantha Fox...

...fortsatte med et vist held sin karriere et kort stykke ind i 90'erne. I 1992 udsendtes et greatest hits-album, og dermed randt "de gyldne år" ud. I '95 forsøgte hun - som en del af gruppen Sox - at komme med til det Internationale Melodi Grand Prix med sangen "Go for the Heart", men blev kun nr. 4 i England. En række soloalbums - typisk meget dance-prægede - er fulgt efter med moderat succes i skiftende territorier. Hun klarer sig, men kun lige akkurat.

Holly Johnson...

...blev erklæret HIV-positiv i 1991, hvilket fik ham til at omprioritere sit liv gevaldigt. For meget lavt blus fortsatte han med at indspille plader - bl.a. 1994-singlen med det herlige navn "Legendary Children (All of Them Queer)" - og udgav samme år den meget roste selvbiografi A Bone in My Flute. Men ellers har han mest gjort sig som billedkunstner, og han har bl.a. haft billeder hængende på Tate Gallery.

Bros...

...floppede allerede så småt i 1989 med albummet The Time, og efter Changing Faces (1991) faldt den sidste rest af gruppen, brødrene Luke og Matt Goss, fra hinanden. Matt fik kortvarig solosucces med singlen "If You Were Here Tonight", Luke blev skuespiller i B-film som Blade II og Hellboy II, mens Craig Logan med held fortsatte i musikbranchen som manager og sangskriver.

Mel & Kim...

...gik som bekendt i opløsning i 1990, da Mel Appleby døde af bivirkninger fra sin kemoterapi. Kim Appleby fortsatte som solist - bl.a. støttet af ex-kæresten Craig Logan fra Bros - og havde småhits frem til 1994, hvor hun mistede sin kontrakt. I 2007 udgav hun - efter over 10 års tavshed - download-singlen "High", som dog forsvandt sporløst i en anden tids æter.

Milli Vanilli...

...blev i november 1990 officielt afsløret som dansere og pin ups for Boney M-produceren Frank Farian og en række studiemusikere, der efterfølgende forsøgte at overtage duoens succes under navnet The Real Milli Vanilli. Dog uden succes. En lang række retssager fulgte i kølvandet på afsløringen, men selve gruppen - Fab Morvan og Rob Pilatus - prøvede samtidig at fortsætte på egen hånd. De fejlede i stor stil, for de havde hverken stemmerne eller materialet. Specielt Pilatus kunne ikke håndtere begivenhedernes gang og begyndte at opføre sig særdeles selvdestruktivt - tage stoffer og begå røverier, som til sidst sendte ham tre måneder i fængsel. Dette plagede den ellers så kyniske bagmand, Farian, så meget, at han betalte for Pilatus' afvænning og fløj ham til Tyskland, hvor gruppen - bl.a. backet af medlemmer fra The Real Milli Vanilli, som også efterhånden havde fået en dårlig smag i munden - indspillede et nyt album, som dog aldrig udkom. Pilatus døde nemlig af en - muligvis bevidst - overdosis d. 2/4 1998. Morvan udsendte i 2003 et soloalbum, Love Revolution, uden videre held.

Sinitta...

...haltede, efter at have opløst samarbejdet med Stock, Aitken & Waterman, gennem den første halvdel af 90'erne som solist, men mistede sin kontrakt efter flop-albummet Naughty Naughty (1995). Omkring 2003 dukkede hun op som Simon Cowells assistent i den britiske udgave af X-Factor. Siden da har hun forsøgt at stable sin karriere på benene igen, men indtil videre er det kun blevet til en række løse optagelser og et par greatest hits-albums.

Dead or Alive...

...gik overraskende nok først i opløsning sidste år! En længere række usuccesfulde albums op gennem 90'erne og 00'erne viste i det store og hele en gruppe, som forsøgte at finde tilbage til de rockrødder, den mistede kontakten med i årene under Stock, Aitken & Waterman, men både rock- og poppublikummet vendte den ryggen. Pete Burns' største stjernestund i de senere år har således været at fornærme skuespilleren Traci Bingham i 2006-udgaven af Celebrity Big Brother! I øvrigt hader han åbent "You Spin Me Round (Like a Record)" og har bl.a. udtalt: "It's like wearing a school uniform at the age of 46!"

Tiffany...

...startede måske sin karriere i en lidt for ung alder, og det var en tvist omkring indtægter mellem på den ene side hendes manager, på den anden side forældrene, som i det store og hele kvalte hendes status som superstjerne. Hendes andet album fra 1988, Hold an Old Friend's Hand, klarede sig middelmådigt, og ved overgangen til 90'erne fandt hun - som så mange andre - sig selv i et kommercielt dødvande, mens publikums smag drejedes over mod hip hop og hard rock. Hendes svar på det var pladen New Inside, der forsøgte sig med mere rå, urbane klange, men stilskiftet virkede ikke troværdigt, og hun forsvandt snart helt ud af offentlighedens søgelys. I 2000 forsøgte hun sig igen med den mere ligefremme, anmelderroste The Color of Silence, men floppede. Hendes næste træk var at posere nøgen i Playboy og medvirke i allehånde realityshows - heriblandt Celebrity Fit Club og Hulk Hogan's Celebrity Championship Wrestling! Forsøgte sig sidste år som countrydronning på albummet Rose Tattoo!

Jason Donovan...

...sagsøgte i 1992 The Face pga. en historie, der havde udlagt ham som bøsse. Han vandt, men blev efterfølgende fremstillet som homofob, og albummet All Around the World (1993) - hans første uden opbakning fra SAW-teamet - blev ikke et hit. Derfor blev han droppet af Polydor Records, hvorefter han var færdig som popsanger. Han vendte derfor blikket mod det skuespil, han var kommet fra, men den sidste halvdel af 90'erne var præget af et solidt kokain-misbrug, der bl.a. resulterede i en overdosis til Kate Moss' 21-års fødselsdag i '95. Da han i 2000 blev far første gang, lagde han dog stofferne på hylden, og siden da har han bl.a. medvirket i opsætninger af The Sound of Music, Priscilla, Queen of the Desert, Sweeney Todd og Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat, ligesom det er blevet til et par mere modne albums hist og her, som dog på intet tidspunkt har truet hitlisterne.

Sabrina (Salerno)...

...koncentrerede sig efter 1990 om en mere lokal karriere i Italien, hvor hun bl.a. optrådte som tv-vært. Hvor hun i den første del af sin karriere bare havde lagt stemme og ansigt til andres sange, koncentrerede hun sig i disse år dels om at få kreativ medbestemmelse, dels at lægge distance til det "boy toy"-image, hun var kommet frem på. En af konsekvenserne var, at hun begyndte at synge på sit modersmål - en anden at hun mistede sin pladekontrakt! I stedet byggede hun sit eget studie, der bl.a. blev anvendt af folk som Sade og Simply Red, og udsendte frem til 1999, hvor A Broken Flower udkom, et par ikke særligt succesfulde soloalbums. Siden da har hun udgivet enkelte singler og optrådt til bl.a. 80'er-retroshows, men hendes egentlige karriere har ligget inden for management, tv og skuespil. Bl.a. stod hun bag programmet Matricole & Meteore, hvor hun opsøgte udbrændte stjerner som Jimmy Somerville, Shannen Doherty osv. for at undersøge hvordan, deres tilværelser formede sig nu, og høstede store anmelderroser for både musicalen Emozioni og filmen Colori. Indbegrebet af "den dumme poptøs"? Af dem, jeg har undersøgt her, er Sabrina helt sikkert den, der har tacklet faldet fra berømmelsens tinder bedst og klogest!

Stock, Aitken & Waterman...

...blev så at sige kørt over af tidsånden. Producer-trioens sidst nr. 1-hit var Kylie Minogues "Tears on My Pillow" i februar 1990, og derefter gik det hurtigt ned ad bakke for det sidst i 80'erne så almægtige team. I 1991 gik Matt Aitken pga. stress, og snart fulgte topstjernerne efter: Samme år Jason Donovan, året efter Minogue. I '93 gik også Mike Stock, der dannede det mindre succesfulde selskab Love This Records sammen med Aitken, mens den tidligere graver og passionerede tog(!)-samler Pete Waterman drev PWL-mærket videre alene. På kryds og tværs har de tre arbejdet sammen om mindre forretningseventyr og produktioner senere, men intet, der har kunnet matche selv en dårlig uge i de gode år.