søndag den 29. januar 2012

boblen i boblen

Det er ikke hver dag, et nyt tidsskrift for lyrik ser lyset i dagens Danmark, men når det endelig sker, er det smukt i sig selv. Det er det også i tilfældet boblen i boblen, der redigeres og udgives af dada-poeten Ole Perregaard via Det Poetiske Bureaus Forlag. Indtil videre er det kun lykkedes mig at få fingre i december-nummeret, som i vidt omfang kun inkluderer tekster og illustrationer af redaktøren selv, selvom Katrine May Hansen også pipper ind med denne tekst:

Det er groft og direkte
Det er overmodent og sødmefuldt
Som varm mango
Det er upassende og stødende.

Jeg kunne ruste mig
Med ungdommens åleglatte arrogance
Men ser aldrig angrebet komme.

Det er de leende øjne
Det skarptslebne vid
Det er den adrætte mimik.
Den tvedelte tunge og
De uopdragne hænder.

Et - så vidt jeg forstår - overraskende traditionelt digt i denne sammenhæng, da tidsskriftets formål primært er at repræsentere dada og lignende eksperimenterende retninger. Et projekt, Ole som sagt i dette nummer er alene om at hejse fanen for med sine karakteristiske, meget gennemarbejdede tekster, der kan læses på kryds og tværs, men også er så afhængige af at stå helt korrekt på siden, at de er svære at give en smagsprøve på her. Men når man har at gøre med den uden sammenligning bedste - og mest meningsfulde - dada, som produceres i landet pt., er det dada også ren luksus for den flade tier, et eksemplar af boblen i boblen koster. Må flere fremover opdage - og ikke mindst bidrage til - dette afslappede og uprætentiøse, men pænt trykte og på alle planer kvalitetsprægede blad.

Titel: boblen i boblen # 2
Udgivelsesår: 2011
Redaktør: Ole Perregaard
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
Format: 16 s., A4.
Pris: 10 kroner.

Fortolkningens ædle kunst

Tillad mig at henlede opmærksomheden på denne fine, nystartede blog - Omslagsudgaver - hvis eneste formål - men det er nu også ret omfattende - er at behandle coverversioner gennem tiderne med gejst og indsigt. Skriver der selvfølgelig selv, men derudover det det fine folk som Søren Gehlert Schmidt, Peter Krogh, Jens Keis Kristensen, Søren Nielsen og Martin Petersen (pladeselskabet Tryghed & Tristesse) - for mange af jer nok allerede penne, som er kendt her fra blogspace - der står bag. Indtil videre har der været fine indlæg om bl.a. Paul Simon, Thåström, The Sisters of Mercy og Lars H.U.G., men pt. dukker der nye tekster op flere gange dagligt, så man ved aldrig på forhånd, hvad der står øverst, når man klikker ind...

onsdag den 25. januar 2012

Coverversioner - spontan top 10
















1) The Residents: (I Can't Get No) Satisfaction
2) Sort Sol: Ode to Billie Joe
3) David Bowie: Wild is the Wind
4) Roxy Music: Jealous Guy
5) How Do I: Knowing Me, Knowing You
6) Patti Smith: My Generation
7) Lars H.U.G.: Kvinde Min
8) Nick Cave and the Bad Seeds: Death is Not the End
9) New Order: Turn the Heater On
10)Greene: White Shirt

mandag den 23. januar 2012

Årtier - en banalitet

Ens første årti er grundlektionerne. Det er her, man lærer navnene på alt, man ser, og næsten alle, som kommer til at spille hovedroller i éns liv. Det er her, man opdager duften af violer, farvespillet i en solnedgang, følelsen af mudder mellem tæerne. Man lærer, at der er visse konsekvenser af éns handlinger, men stadig på en relativt skånsom måde. Selv den værste røffel, lussing eller omgang buksevand svier mindre end flertallet af de seriøse lektioner, man får senere. Man lærer også om retfærdighed og uretfærdighed: Om hvor hurtigt og tilfældigt, de to begreber kan byttes om eller helt forsvinde. Er man kvik nok, opdager man også hen mod slutningen, at den verden, man så hurtigt har lært at elske, er forbandet lille og skrøbelig - og man selv meget mindre og så meget skrøbeligere end den. De fleste er dog tilfredse med at lave mudderkager og spille WII.

Det andet årti er en blandet landhandel. I dets første år får man stadig skipperbryst og pandesmæk i skolegården, mens man kigger i underlige blade med voksne mennesker, som gør ting med deres tissemænd og tissekoner, man ikke fatter et hak af. En dag opdager man, at en af pigerne i klassen har fået buler under blusen, og at en eller anden grund bliver hun pludselig meget interessant. Det samme gør bumserne i ansigtet, som man studerer i timevis foran spejlet, før man opdager, at der faktisk er et ansigt under dem et sted, som tilhører en, man ikke rigtigt véd hvem er. For at finde ud af det, iklæder man sig hanekam, hængerøvsbukser og andre uniformer, som nogen har bildt én ind, at man skiller sig afgørende ud fra mængden ved at bære. Man siger grimme ting til sine forældre: Ind imellem fordi de fortjener det, for det meste blot for at markere, at de sgu ikke skal komme slæbende med Barbie-dukker eller lasersværd til næste jul. Nogle begynder at spille musik. Ikke fordi de kan spille, men fordi det er sejt. Andre køber dyrt tøj for deres sparepenge. Ikke fordi de har råd eller påfaldende grunde, men fordi det er sejt. Man drikker flaskebajere fra poser i buske, nogen har pisset på, og vakler over til den næste rhododendron for at ørle dem op igen. Eller ryger sorte, suspekte klumper, som ingen på forhånd kan afgøre hvorvidt er hamp eller gedelort, og dekorerer så igen rhododendron-busken i biodynamisk Technicolor. Vistnok også fordi dét er sejt. En dag ender det så med, at hende med bulerne under blusen smider bukserne, hvilket rent faktisk er sejt, indtil man to tag senere vælter bagover og spørger, om det var godt. Hvilket hun ikke kan sige en døjt om, eftersom hun er alt for optaget af blødningen i trusserne. Årtiet slutter med, at man placerer stemmer på partier, man ikke ved ret meget om, melder sig ind på studier, man ikke aner, om man vil fuldføre, eller rejser ud i verden for at blive rullet af en flok gustne stimænd på Sicilien.

Det tredje årti starter med druk, sex, druk, druk, sex og mere druk, mens man forsøger at bilde såvel forældre som myndigheder ind, at man ikke blot er ved at dygtiggøre med henblik på en meget vigtig fremtid, men også virkelig er på udkig efter en sød pige at slå sig ned og stifte familie med. Ved siden af tager man mere eller mindre ligegyldige jobs, man ved ikke fører nogen steder hen, for at skaffe penge til druk, sex, druk, druk, sex og mere druk. Omkring de 25 lader de fleste hanekamme, hængerøvsbukser og benvarmere falde for at flytte ud i forstæderne med deres livs kærlighed, få et par børn og blive voksne. Omkring de 29 er deres livs kærlighed blevet til deres livs fejltagelse, huset er solgt, børnene er fordelt og ingen er blevet en døjt mere voksne af dét. De har bare fået rynker. Og årtiet slutter, som det startede: Med druk, sex, druk, druk, sex og mere druk. Bare uden streetwear.

Det fjerde årti er en krigszone. Det starter med, at man en dag - med dunkende tømmermænd - vakler ud til spejlet og opdager, at man stadigvæk ikke helt ved, hvem det småramponerede ansigt derinde tilhører, endsige hvad den dersens personnage, som bærer éns navn, overhovedet har opnået i livet. Ud over altså voldsomme tømmermænd, et gabende hul i bankbogen og et par skilsmissebørn, der kommer på besøg hveranden weekend. Så er det, man "begynder at sparke røv". Man går på selvudviklingskurser, dyrker yoga, danser zumba og fatter stadigvæk det dér fjæs i spejlet lige lidt. Man spænder rundsave på albuerne for at nå til tops og skrabe penge ind, så man kan købe fladskærme, sommerhuse og mærketøj, men...ansigtet... Man lukker måske et par personer af det andet køn ind under det panser, bitterheden efter adskillige forudgående "soul mates" har afsat, men spytter dem i reglen ud igen, før de når ind i hjertet. Og en dag hen mod slutningen går man småforpustet rundt i regnen på den gade, man bor på, og stirrer frysende ned i en vandpyt. Der ser man det ansigt, som plejede at være éns eget, og det er pludselig fars eller mors. Og de skal dø en dag, som alle skal. Og hvis de skal det, skal man også selv. Og man vil savne sig selv så tænderskærende, som man vil savne dem.

Og forude venter endnu et halvt liv med dén vished.