tirsdag den 6. marts 2012

Hvorfor publicere?

Af og til har det - skal jeg ikke lægge skjul på - pisset mig ganske gevaldigt af, at jeg ikke har en bog ude, mens folk, som til tider har væsentligt mindre talent, poster det ene værk ud efter det andet. En stor del af skylden for dette bærer jeg naturligvis selv, for vi skal helt tilbage til 90'ere, før jeg sidst havde forlagene under skarp beskydning: Efter et imødekommende, men undskyldende afslag fra Lindhardt & Ringhof i '99, der afsluttede en - indrømmet - rimelig ørkenvandring gennem årtiet, skulle vi helt frem til 2009, før en tidlig version af Favne, som stadig er på spil i min bevidsthed, rundede næste forlag, men strandede på et økonomisk spørgsmål. Igen: Andre folk, som tydeligvis havde mindre at have sig selv i, ræsede forbi mig på den litterære landevej, fordi de tilfældigvis havde den kapital at skyde i deres udgivelser, jeg ikke var i stand til at skrabe sammen. Og i disse tider, hvor fleste de etablerede forlag ifølge bl.a. min gamle mentor Peter Stein Larsen har erklæret poesien død, er det at udsende lyrik i høj grad blevet et spørgsmål om en solid privatøkonomi.

Men hvorfor i det hele taget publicere, kan man, som min gode kollega Michael Zittergong, for hvem lyrikken først lever på scenen, spørge? Hvorfor har jeg efterhånden brugt de første tre måneder af 2012 på at stykke de sidste 5-6 års produktion sammen til manuskripter, som jeg har tænkt mig at plage de stakkels forlag sønder og sammen med i den kommende tid? Er processen ikke nok? Er de erkendelser, man finder frem til med pennen i hånd, ikke mål nok i sig selv? Hvorfor bruge krudt på at skumle indebrændt over amatører, som rejser land og rige rundt for at inkassere bifald fra den slags folk, som stadig kan blive benovede over, at man har smidt hele arven fra bedstefar efter noget så urentabelt og efterhånden devalueret som en bog? Har jeg virkelig så meget på hjerte, at hele verden bør kende mine ord? Er det ikke bare et spørgsmål om god, gammeldags forfængelighed?

Jamen jeg er da guilty as charged. Ikke at jeg tror, jeg er berettiget til en Nobelpris eller noget. Jeg har endda måttet sande, at jeg næppe har den bog i mig, som kan bringe den litterære verden ud ad det postmoderne morads, den fortsat vansmægter i. Men jo, jeg tror, at jeg har noget at tilbyde folk. Om ikke andet så det, der er ethvert selvstændigt tænkende menneskes kendetegn: Min egen skæve, forhåbentligvis interessante vinkel på den underlige verden, vi er blevet kastet ind i. Jeg har også et håndværk og/eller en filosofi - når lyrik er bedst, kan de to ting ikke adskilles fra hinanden - som er blevet fintunet og raffineret gennem snart 30 års skrift. Og som enhver anden håndværker gerne vil lave sit svendestykke og have sin retfærdigt tjente løn, således også jeg. For lyrikerens vedkommende er svendestykket, skulle jeg mene, ikke blot en bog, men en god bog, og lønnen må - når nu biksen permanent kører med økonomisk underskud for selv de allermest ret- eller ufærdigt kanoniserede - tilsvarende udbetales i anerkendelse. Ikke berømmelse, for hvem pokker vil have rendestenspressens blitzlys til at blinke ind gennem soveværelsesvinduerne, men netop anerkendelse for en i det mindste relevant indsats. Og for at vinde denne anerkendelse - eller for den sags skyld få hul igennem til legater eller lønnede oplæsningsseancer - kræver det igen (selv i det ellers så digitale år 2012), at man har mindst én bog på gaden. Det litterære kredsløb er stift som ind i helvede.

Så jo, jeg er forfængelig. Tut tut! Elsk mig, thi jeg ved, jeg fortjener det!

Dertil er jeg nu en gang så gammeldags indrettet, at jeg elsker objekter. Ikke at jeg er specielt materialistisk indstillet, men selvom skriften aldrig stopper - heller ikke for mig - har jeg stadig en vis forkærlighed for de flager og skorper, som dratter af den, mens den til stadighed reinkarnerer sig påny. Dvs. igen bøgerne. Ligesom downloads aldrig vil kunne erstatte gennemtænkte musikværker på duftende, fabriksny vinyl i store, smukke covers, således elsker jeg at åbne en bog, føle papiret, dufte tryksværten. Samtidig kan bøger i mere end én forstand lukkes. Vi kender jo nok alle fornemmelsen af, at vores liv har kapitler, der frivilligt eller ufrivilligt lukker sig efter en tid, så vi kan komme videre. Sådan er det også med skriften, hvis den har optimale vækstvilkår: Den vokser vildt, og der, hvor den ikke kan komme videre, kaster den skaller af sig, man kalder værker. Hvis disse ikke realiseres, tror jeg på, at den videre vækst både hæmmes og perverteres: Man slæber en tung bagage med sig, der vokser og vokser, til man bliver pukkelrygget af vægten. Man bliver en litterær Ahasverus. Og hvornår har sådan et spøgelse, sin evige gang på jord til trods, åndet sidst?

Nej, når noget i éns forfatterskab slutter, skal det ske med en bog. Selvom den ret beset er en ligkiste, skal den være smuk og hædre det, der er i den. Og så skal den ellers op på reolen, så man kan komme videre ud i bakkerne eller byen.

 Derfor vil jeg publiceres i bogform. Det er ikke kun en fjer i hatten og et udslag af en sammenbidt retfærdighedssans, for det er det da, men også et eksistentielt anliggende. Jeg har brug for closure, for at ryste isen af mig, så jeg kan flyde videre.

Hvorhen kan man - skal man - aldrig vide. Deri kan Zittergong have ret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar