søndag den 11. marts 2012

Pictures in My Mind - seks noter om Joy Division

1

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg efterhånden er ved at være derhenne, hvor jeg har fulgt Joy Division eller New Order i 2/3 af mit liv, og følgelig har jeg læst mig igennem det meste af den information om bandets historie, som eksisterer. At føje nye nuancer til billedet - endsige skrive noget om gruppen overhovedet - kan virke som en halsløs gerning. Ikke mindst fordi kredsen omkring orkestret altid har været god til kun lige akkurat at frigive dem information, der passer den. Selv efter 32 års dybdegående artikler har man stadig ikke fornemmelsen af fuldt ud at vide, hvorfor Ian Curtis begik selvmord i maj 1980, ligesom både gruppens og ex-produceren Martin Hannetts måde at tænke musik på synes at være så lukket en dør som altid. Fair nok: Der er noget, som hedder privatlivets fred, ligesom det også er en dårlig kok, som forærer sine bedste opskrifter væk. Alligevel sidder man som fan - lad os i dette tilfælde bare bruge dét ord - tilbage med en aldrig tilfredsstillet nysgerrighed, og selv efter at have fordøjet al tilgængelig information, skal man lede længe efter lakuner i historien, man måske - måske - kan udfylde. Men selv da kan det kun gøres ud fra egne standpunkter og / eller egen lytning. Dette er mit ydmyge forsøg.

2

Det er bare et bud, men jeg tror, at pladerne fra Unknown Pleasures frem til Movement var lavet på en blanding af speed, coke og LSD. Fra "Temptation"-maxien frem til og med Republic synes de kemiske ingredienser at have været E med lidt fadbamser inde over hist og her. Siden da har musikken sandsynligvis været komponeret på kildevand og lager. Interessant nok har kvaliteten været relativt konsistent hele vejen igennem, selvom stemningerne har vekslet i takt med medicinskabets indhold. Musikken selv er det ultimative drug!

3

Da dobbeltalbummet Still blev udsendt i 1981, var den officielle melding fra Factory Records, at der ikke befandt sig mere uudgivet materiale med Joy Division i arkiverne. Det var selvfølgelig en stor, fed løgn, for allerede dengang havde der længe cirkuleret bootlegs med tonsvis af alternative takes, uudgivne sange og sågar et helt album - Warsaw (1978) - som aldrig var nået ud på pladebutikkernes frit tilgængelige hylder. Med boksen Heart & Soul (1997) blev der ryddet betragteligt op i det resterende, og siden er der endda udkommet en del fornemme - eller bevidst det modsatte - koncertoptagelser med bandet. Alligevel er bægeret ikke tømt, så at sige, og i hvert fald følgende sange fra Warsaw-æraen (1976-77) mangler stadig enten at blive præsenteret officielt eller opsamlet:

1) Gutz. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Efter sigende skrevet af Bernard Sumner og Peter Hook før Ian Curtis kom med i bandet. Hurtig, energisk punksang, der ikke er uden melodiske kvaliteter, men befinder sig langt fra senere standarder.

2) Inside the Line. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Enkelt skrevet og spillet, og inspirationen fra The Clash fornægter sig ikke, men faktisk er sangen ikke så ringe, at den kaster skam over gruppens senere katalog. En skøn, om end primitiv punkperle.

3) The Kill. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. En senere sang fra Still bar samme titel, men var i alt væsentligt anderledes. Og på den gode måde. Omkvædet er godt, og vokalen er besat, men resten er ærligt talt noget rod.

4) At a Later Date. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977 - senere foreviget i en bedre live-version på opsamlingsalbummet Short Circuit - live at the Electric Circus (1978). Sublim punk. Igen: Ikke Joy Division, som man kender dem, men catchy og fyldt med gode riffs.

5) You're No Good for Me. Demo fra Pennine Sound Studios, Manchester, 18/7 1977. Faktisk en god, om end enkel og lidt dum sang, der tydeligt viderefører arven fra Sex Pistols. Åbenbart betragtet som så pinlig af bandet, at den ikke engang figurerer på "sessionographies", men en rodet musikalitet til trods et lyt værd.

6) Reaction. Tidlig sang dokumenteret på live-optagelser fra 1977. Klassisk punk med meget klare melodilinjer og en ganske kæk, selvsikker tekst. På bootlegs ofte meget smadret at høre på, men så absolut værd at dele med verden.

7) Tension. Se ovenstående. Rodet, inkonsekvent sang. Virkelig ikke en skjult skat, men noget, gruppen med rette skilte sig af med.

8) Lost. Igen en sang, som kun er dokumenteret live fra koncerter i 1977. Skægt nok ganske rockabilly-influeret. Ikke skidt, men igen: Mere kuriøs end egentlig god.

9) Pictures in My Mind. Postet i en øvelokale-version på YouTube af JD-bassisten Peter Hook kort før, han i 2011 indspillede en "færdig" version af nummeret med The Light (se næste note). Fedt bas-riff og gode sangelementer, men tydeligvis noget, gruppen afviste i ufærdig tilstand. En skam: Ulig mange Warsaw-numre pegede dette fremad.

Skal man så tømme bægeret? Hvorfor ikke? Joy Divisions senere kunstneriske triumfer taler for sig selv, og gruppens learning curve bliver ikke mindre imponerende set i lyset af disse tidlige optagelser, hvoraf mange dog har en eksistensberettigelse i sig selv. Skade gør de - som Peter Hook, der åbenbart gennem mange år har været den i gruppen, som gav materiale videre til bootleggers, med rette synes at have gjort op med sig selv - i hvert fald ikke.

4

Gennem de seneste par år har Peter Hook - sammen med gruppen The Light og Happy Mondays-sangerinden Rowetta - gjort sit bedste for at holde JD-myten i live gennem dels live-opførelser af alle gruppens albums, dels ep'en 1102 / 2011, som netop præsenterede en habil "færdigskrevet" version af "Pictures in My Mind". Mine følelser omkring dette projekt er mildest talt dobbelttydige, selvom jeg ikke er så hurtig til at råbe "helligbrøde!" i vilden sky, som nogle er. Som vokalist er Rowetta lige så fuld af sjæl, som Curtis var, og jeg hylder uforbeholdent hendes indsats i projektet. Når The Light er bedst, vover de også nye, radikale arrangementer af det gamle materiale. Men er det værdigt for en kapacitet som Hook at gå i retro-gear på den måde? Har han virkelig ikke noget nyt at formidle? Er det virkelig tilfredsstillende at slutte sin karriere med at være sit eget jam-band?

5

Skægt nok er den sang i hele JD-kataloget, som har holdt bedst til årtiers gentagede afspilninger, petitessen "Wilderness" fra Unknown Pleasures. Jo, som alle andre startede jeg med at opdage "Love Will Tear Us Apart", måbede i begejstring, da jeg hørte "Digital", "Atmosphere", "Twenty-Four Hours" og "Dead Souls", og lærte efterhånden at se den ufattelige skønhed eller gru i mindre påfaldende sange som "Heart & Soul", "Atrocity Exhibition", "No Love Lost", "I Remember Nothing" og "These Days". Men midt i det hele står altså denne lille, upåfaldende indspilning, jeg ikke kan bruge op. Den består næsten af ingenting: En basgang så enkel, at jeg kunne spille den, men til gengæld forbandet iørefaldende. Et trommebeat, der er stift, matematisk og tilsat gotisk rumklang, men lige så funky som noget, New Order senere bedrev, mens de optog influensen fra 80'ernes disco og house i deres lyd. En guitar, der ikke fylder mere, end den absolut skal, og en vokallinje, som er lige dele russisk folkesang og Jim Morrison. Dertil en tekst, der nærmest er Iggy Pops hujende "The Passenger" vendt om på vrangen. Et manifest:

"I traveled far and wide through many
different times
What did you see there?
I saw all knowledge destroyed
I traveled far and wide to prisons
of the cross
What did you see there?
The power and glory of sin
What did you see there?
The blood of Christ on their skins
I traveled far and wide through many
different times
I traveled far and wide where
unknown martyrs died
I saw the one-sided trials
What did you see there?
I saw the tears as they cried
They had tears in their eyes!
Tears in their eyes!"

6

New Order findes igen. Nu uden Hook, men til gengæld med Gillian Gilbert, som var udeladt i gruppens sidste inkarnation. Hun er bestemt ikke irrelevant - trods en ubetinget triumf som Get Ready (2001) har de seneste plader manglet hendes touch. Men fraset Morris' markante trommestil har Hooks melodiske basgange været gruppens væsentligste musikalske markør siden starten i 1976 - et vandmærke af samme ubestikkelige gyldighed som det, man finder i pengesedler. Bernard Sumners Bad Lieutenant kunne - trods Morris' sporadiske medvirken - ikke lyve sig til at være en naturlig fortsættelse af det projekt, som blev startet med Stiff Kittens i 1976, og spørgsmålet er, om et New Order uden Hook er bedre stillet.

Af og til er fælles historier større end folk selv, og for mig at se er Joy Division/New Order et eksempel på dette. Hvad rager det kollapsede ungdomsvenskab mellem Sumner og Hook mig? Fair nok, at gruppen overlevede fraværet af en markant figur som Curtis ved at lære nye tricks, men hvis de to ikke kan klinke skårene, må et nyt New Order - hvis det skal have en berettiget eksistens - på tilsvarende vis ud i at genopfinde helheden, hvis ikke der skal efterlades huller, som ikke kan fyldes. Og efter 35 år sammen er der er mulig grund til at tvivle på, om gruppen magter dét.

New dawn fades?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar