mandag den 9. april 2012

Cézanne på Strandgade. Fire noter om Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916)

Foranlediget af den aktuelle særudstilling, Hammershøi og Europa, på Statens Museum for Kunst.

1

Som gammel læser af Højholts Cézannes metode, hvori den franske kunstners malerier ses som specifikationer af universets (for ham) grå grundfarve - det ubestemte felt, alt eksisterende opstår af og henfalder til - slår det mig, at det må have været noget lignende, Hammershøi forsøgte med sit evige fokus på skyggevirkninger. I reglen var der kun to farver på hans palet - sort og hvid - og alle øvrige tog sig, såfremt de overhovedet blev anvendt, netop ud som specificeret gråt. At Hammershøis kunst - selvom det sjældent nævnes i gennemgange af hans produktion - først og fremmest var eksistentiel, for ikke ligefrem at sige ontologisk, fremgår også af motiverne: Disse bortvendte, udtryksløse og til tider slørede skikkelser i mørke rum, disse døre, der åbnes mod nye døre, disse vinduer, som spejler eller skjuler nye vinduer. Disse evige selvportrætter, som ikke er selvportrætter, men enten fremstiller kunstneren som én, der ikke er der (Interiør med kunstnerens staffeli, 1910), en ren og skær skyggevirkning (Selvportræt, 1891) eller noget, der er komplet ligestillet med omgivelserne (Selvportræt, spurveskjul, 1911). Det er afgjort korrekt at sige, at det i bedste impressionstiske stil var linjer, kurver, farvevirkninger og perspektiver, der interesserede ham, men projektet stak utvivlsomt dybere end som sådan. Dybere, end dagen havde tænkt, for nu at citere Nietzsche. Og trods den aktuelle udstillings dragen paralleller til bl.a. Whistler er jeg overbevist om, at Hammershøi i virkeligheden snarere var en original dansk åndsbror til Cézanne.

2

Hammershøi kunne godt lide ting. Das Ding an Sich. Landskabet som ting. Dagstuen og dens interiør som ting. Sig selv og hustruen Ida som ting. Maleriet som ting. Under den aktuelle udstilling blev jeg gjort opmærksom på et lille felt på det ellers formfuldendte maleri Stående nøgenmodel (1909), hvor han havde skrabet maling af, men ikke lagt ny ovenpå. Nogle ville kalde det sjuskeri, men snarere var det en påpegelse af netop billedets tingslighed. Men som hos Kant var der ikke tale om en flad tingslighed, men til syvende og sidst en symbolsk port ud til en altomfattende kosmisk væren.

3

Og så alligevel denne skælmske menneskelighed, der tittede igennem Hammershøis værk. Som i landskabsmaleriet Lejre (1905), der kan ses som en venlig, men bestemt finger til det foregående århundredes nationalromantik. Hvor den tids kunstnere ville have afbildet sagnkongernes hjemstavn komplet med Odins ryttere og danske flag overalt, viste Hammershøis maleri blot et venligt, men ellers ganske almindeligt dansk bakkelandskab. Eller tag de mange billeder, hvor Idas nakke står i centrum: Ikke blot som en markør af afstand, men også en begærets genstand, man ikke skal være meget mand for at anerkende. Eller det store gruppemaleri Fem portrætter (1905), som ikke blot afslører en vis sort humor fra kunstnerens side ved at afbilde hans nærmeste venner og kolleger med en strenghed, der er en henrettelsespeloton værdig, men også skælmsk afbilder broderen Svend, som var meget optaget af fotografiet som ny kunstform, med en, ja, direkte fotografisk korrekthed. Hammershøi var ikke blot øde rum og ensomme skikkelser. Han var en underfundig humorist, når det slog ham. Endnu en revne i billedet af den kølige alvorsmand.

4

Til gengæld var Hammershøi en forfærdelig symbolist. Hans tydeligste forsøg udi feltet, Artemis (1893-94), var ganske vist modig for sin tid i kraft af, at det afbildede fire gudinder med mildest androgyne træk - den ene sågar en penis - men ellers var tilnærmelsen til strømningens genfødte åndelighed og forkærlighed for det mytologiske dødfødt. Motivet henviste ikke til noget konkret, og rummede det måske nok hans tro på universets forskelsløshed i kraft af de tågede skikkelser og opløste køn, kunne man ingenlunde kalde det stor symbolisme. Det var en stiløvelse, som delvist mislykkedes, og efter sigende blev titlen kastet mere eller mindre tilfældigt efter værket bagefter. En stor kunstner, som Hammershøi var: Dét felt var ikke hans at erobre.

Men så erobrede han så meget mere. Se selv Hammershøi og Europa. Udstillingen løber frem til d. 20. maj.

1 kommentar:

  1. hej endelig een der hr forstået hvor kompliceret vilhelm hammershøj var - men også hvordan han havde kompliceret sit liv -moderen og ægteskabet. som du med rette taler om er artemisbilledet ambivalent - som jeg oplever det - ham selv og de tre kvinder i hans liv - søster - hustru og moderen - at han selv er feminin er jo tydeligt også i hans selvportrætter - jeg tror at han malede sig det indre lys til - som en slags terapi - ikke at det fornægter hans talent - blot at det blev sporet i en bestemt retning - han var sikkert ret så fortvivlet - hans symbiose med broderen svend -hvor de begge var tilknyttet HELLENERHYTTEN på røsnæs - kun mænd (nøgne) taler sit eget sprog - som på den tid var uhørt - ja jeg kan jo tage fejl - men tåge og slør - vidner om melanconi eller???? mange hilsner fra en på røsnæs - efter 26 år i italien - pietrasanta - carrara

    SvarSlet