lørdag den 19. maj 2012

Whatever happened to...

Hvis du er omtrent jævnaldrende med mig, kender du sikkert alle disse navne, men har næppe tænkt på nogen af dem i mange år. Ikke desto mindre er det deres sange, der sender dig direkte tilbage til de første sodavandsdiskoteker, hvor man drak pisbestænket øl fra poser i afsides buske og håbede, at klassekammeraterne ikke opdagede hvem, man kyssede med... Og når et af deres gamle hits en sjælden gang dukker op på radioen, kan du - lig mig - nok heller ikke lade være med at tænke: "Hvad skete der egentlig med..." Well, jeg har surfet lidt, og det har i det store og hele ikke været munter læsning. Der er endda en ganske god body count blandt sen-80'ernes superstjerner. Og i det regnskab har jeg endda hverken gidet at inkludere Michael Jackson eller Whitney Houston, hvis skæbner bør være enhver bekendt.

Limahl...

...(billedet) floppede big time med to albums, hvoraf det seneste, Love is Blind, udkom i 1992. Kort efter bragte tabloiderne billeder af ham på vej ud af et unemployment office. Indledte sidst i 90'erne en karriere som retroartist komplet med autentisk 80'er-frisure. Dette ledte i 2008 frem til en genforening med Kajagoogoo, der turnerede i Danmark og Skotland, samt dannelsen af et big band, som spillede swing-fortolkninger af gamle hits. Udsendte i januar singlen "1983" i Norge - hans første solosingle i 6 år.

Falco...

...havde langt op i 90'erne fortsat succes i tysksprogede territorier med albums som Data de Groove og Nachtflug, men kæmpede med en giftig blanding af storhedsvanvid, mindreværdskomplekser og stofmisbrug. 1995-hittet "Mutter, der Mann mit dem Koks ist da" (udsendt som T>>MA feat. Falco) omhandlede temmelig åbent det sidste. Efterhånden opgav både label og manager arbejdet med ham, og da han i 1998 døde under et trafikuheld i Den Dominikanske Republik, kan det i hvert fald ikke udelukkes, at der var tale om et selvmord. I 2008 blev han rørende, men heller ikke ukritisk portrætteret i filmen Falco - Verdammt, wir leben noch! Nyder i dag en vis kultstatus.

Rick Astley...

...brød med producerteamet Stock, Aitken & Waterman for at forsøge sig med en mere voksen, soulet lyd på Free (1991) og Body and Soul (1993). Den sidste floppede, og Astley forlod helt musikken for at hellige sig sin familie. Fra 2002 og fremefter har han igen udsendt en soloplade i ny og næ i "den modne stil" - dog uden tilnærmelsesvis at nå fordums højder.

Climie Fisher...

der i så overdreven grad var det hotteste hotte i 1988, at de i folkemunde blev kendt som "Klamme Fisker", fik kun moderat succes med '89-albummet Coming in for the Kill og opløstes kort efter udgivelsen. Rob Fisher arbejdede derefter videre med Rick Astley, men døde i 1999 af kræft. Simon Climie, der forsøgte sig med en ikke videre vellykket solokarriere på Soul Inspiration (1992), blev sidst set i 2009, hvor han producerede et album for American Idol-vinderen Taylor Hicks.

Samantha Fox...

...fortsatte med et vist held sin karriere et kort stykke ind i 90'erne. I 1992 udsendtes et greatest hits-album, og dermed randt "de gyldne år" ud. I '95 forsøgte hun - som en del af gruppen Sox - at komme med til det Internationale Melodi Grand Prix med sangen "Go for the Heart", men blev kun nr. 4 i England. En række soloalbums - typisk meget dance-prægede - er fulgt efter med moderat succes i skiftende territorier. Hun klarer sig, men kun lige akkurat.

Holly Johnson...

...blev erklæret HIV-positiv i 1991, hvilket fik ham til at omprioritere sit liv gevaldigt. For meget lavt blus fortsatte han med at indspille plader - bl.a. 1994-singlen med det herlige navn "Legendary Children (All of Them Queer)" - og udgav samme år den meget roste selvbiografi A Bone in My Flute. Men ellers har han mest gjort sig som billedkunstner, og han har bl.a. haft billeder hængende på Tate Gallery.

Bros...

...floppede allerede så småt i 1989 med albummet The Time, og efter Changing Faces (1991) faldt den sidste rest af gruppen, brødrene Luke og Matt Goss, fra hinanden. Matt fik kortvarig solosucces med singlen "If You Were Here Tonight", Luke blev skuespiller i B-film som Blade II og Hellboy II, mens Craig Logan med held fortsatte i musikbranchen som manager og sangskriver.

Mel & Kim...

...gik som bekendt i opløsning i 1990, da Mel Appleby døde af bivirkninger fra sin kemoterapi. Kim Appleby fortsatte som solist - bl.a. støttet af ex-kæresten Craig Logan fra Bros - og havde småhits frem til 1994, hvor hun mistede sin kontrakt. I 2007 udgav hun - efter over 10 års tavshed - download-singlen "High", som dog forsvandt sporløst i en anden tids æter.

Milli Vanilli...

...blev i november 1990 officielt afsløret som dansere og pin ups for Boney M-produceren Frank Farian og en række studiemusikere, der efterfølgende forsøgte at overtage duoens succes under navnet The Real Milli Vanilli. Dog uden succes. En lang række retssager fulgte i kølvandet på afsløringen, men selve gruppen - Fab Morvan og Rob Pilatus - prøvede samtidig at fortsætte på egen hånd. De fejlede i stor stil, for de havde hverken stemmerne eller materialet. Specielt Pilatus kunne ikke håndtere begivenhedernes gang og begyndte at opføre sig særdeles selvdestruktivt - tage stoffer og begå røverier, som til sidst sendte ham tre måneder i fængsel. Dette plagede den ellers så kyniske bagmand, Farian, så meget, at han betalte for Pilatus' afvænning og fløj ham til Tyskland, hvor gruppen - bl.a. backet af medlemmer fra The Real Milli Vanilli, som også efterhånden havde fået en dårlig smag i munden - indspillede et nyt album, som dog aldrig udkom. Pilatus døde nemlig af en - muligvis bevidst - overdosis d. 2/4 1998. Morvan udsendte i 2003 et soloalbum, Love Revolution, uden videre held.

Sinitta...

...haltede, efter at have opløst samarbejdet med Stock, Aitken & Waterman, gennem den første halvdel af 90'erne som solist, men mistede sin kontrakt efter flop-albummet Naughty Naughty (1995). Omkring 2003 dukkede hun op som Simon Cowells assistent i den britiske udgave af X-Factor. Siden da har hun forsøgt at stable sin karriere på benene igen, men indtil videre er det kun blevet til en række løse optagelser og et par greatest hits-albums.

Dead or Alive...

...gik overraskende nok først i opløsning sidste år! En længere række usuccesfulde albums op gennem 90'erne og 00'erne viste i det store og hele en gruppe, som forsøgte at finde tilbage til de rockrødder, den mistede kontakten med i årene under Stock, Aitken & Waterman, men både rock- og poppublikummet vendte den ryggen. Pete Burns' største stjernestund i de senere år har således været at fornærme skuespilleren Traci Bingham i 2006-udgaven af Celebrity Big Brother! I øvrigt hader han åbent "You Spin Me Round (Like a Record)" og har bl.a. udtalt: "It's like wearing a school uniform at the age of 46!"

Tiffany...

...startede måske sin karriere i en lidt for ung alder, og det var en tvist omkring indtægter mellem på den ene side hendes manager, på den anden side forældrene, som i det store og hele kvalte hendes status som superstjerne. Hendes andet album fra 1988, Hold an Old Friend's Hand, klarede sig middelmådigt, og ved overgangen til 90'erne fandt hun - som så mange andre - sig selv i et kommercielt dødvande, mens publikums smag drejedes over mod hip hop og hard rock. Hendes svar på det var pladen New Inside, der forsøgte sig med mere rå, urbane klange, men stilskiftet virkede ikke troværdigt, og hun forsvandt snart helt ud af offentlighedens søgelys. I 2000 forsøgte hun sig igen med den mere ligefremme, anmelderroste The Color of Silence, men floppede. Hendes næste træk var at posere nøgen i Playboy og medvirke i allehånde realityshows - heriblandt Celebrity Fit Club og Hulk Hogan's Celebrity Championship Wrestling! Forsøgte sig sidste år som countrydronning på albummet Rose Tattoo!

Jason Donovan...

...sagsøgte i 1992 The Face pga. en historie, der havde udlagt ham som bøsse. Han vandt, men blev efterfølgende fremstillet som homofob, og albummet All Around the World (1993) - hans første uden opbakning fra SAW-teamet - blev ikke et hit. Derfor blev han droppet af Polydor Records, hvorefter han var færdig som popsanger. Han vendte derfor blikket mod det skuespil, han var kommet fra, men den sidste halvdel af 90'erne var præget af et solidt kokain-misbrug, der bl.a. resulterede i en overdosis til Kate Moss' 21-års fødselsdag i '95. Da han i 2000 blev far første gang, lagde han dog stofferne på hylden, og siden da har han bl.a. medvirket i opsætninger af The Sound of Music, Priscilla, Queen of the Desert, Sweeney Todd og Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat, ligesom det er blevet til et par mere modne albums hist og her, som dog på intet tidspunkt har truet hitlisterne.

Sabrina (Salerno)...

...koncentrerede sig efter 1990 om en mere lokal karriere i Italien, hvor hun bl.a. optrådte som tv-vært. Hvor hun i den første del af sin karriere bare havde lagt stemme og ansigt til andres sange, koncentrerede hun sig i disse år dels om at få kreativ medbestemmelse, dels at lægge distance til det "boy toy"-image, hun var kommet frem på. En af konsekvenserne var, at hun begyndte at synge på sit modersmål - en anden at hun mistede sin pladekontrakt! I stedet byggede hun sit eget studie, der bl.a. blev anvendt af folk som Sade og Simply Red, og udsendte frem til 1999, hvor A Broken Flower udkom, et par ikke særligt succesfulde soloalbums. Siden da har hun udgivet enkelte singler og optrådt til bl.a. 80'er-retroshows, men hendes egentlige karriere har ligget inden for management, tv og skuespil. Bl.a. stod hun bag programmet Matricole & Meteore, hvor hun opsøgte udbrændte stjerner som Jimmy Somerville, Shannen Doherty osv. for at undersøge hvordan, deres tilværelser formede sig nu, og høstede store anmelderroser for både musicalen Emozioni og filmen Colori. Indbegrebet af "den dumme poptøs"? Af dem, jeg har undersøgt her, er Sabrina helt sikkert den, der har tacklet faldet fra berømmelsens tinder bedst og klogest!

Stock, Aitken & Waterman...

...blev så at sige kørt over af tidsånden. Producer-trioens sidst nr. 1-hit var Kylie Minogues "Tears on My Pillow" i februar 1990, og derefter gik det hurtigt ned ad bakke for det sidst i 80'erne så almægtige team. I 1991 gik Matt Aitken pga. stress, og snart fulgte topstjernerne efter: Samme år Jason Donovan, året efter Minogue. I '93 gik også Mike Stock, der dannede det mindre succesfulde selskab Love This Records sammen med Aitken, mens den tidligere graver og passionerede tog(!)-samler Pete Waterman drev PWL-mærket videre alene. På kryds og tværs har de tre arbejdet sammen om mindre forretningseventyr og produktioner senere, men intet, der har kunnet matche selv en dårlig uge i de gode år.

fredag den 11. maj 2012

10 dybt fordomsfulde og selvmodsigende teser omkring digtere...

...af en digter.

1) Digtere holder uendeligt meget af sig selv. Ellers ville der slet ikke udkomme digtsamlinger.

2) Digter er digter værst. Virkelig tilgivelse for at hævde sit talent må - om overhovedet - findes i autoværkstedet.

3) Digtere er kompromisløse rebeller, men det er rart med penge til et buskort.

4) Digtere vil gøre hvad som helst for et publikum. Også skide serpentiner og acceptere forlag.

5) Digtere smager på ordene, til de kvæles i dem. Kunsten er de rester, man skraber op fra gulvet bagefter.

6) "Every artist is a cannibal, / every poet is a thief. / Each kill the inspiration / and sing about the grief" - Bono

7) Digtere hader i det skjulte det faktum, at de er nødt til at udtrykke sig, så andre kan forstå dem.

8) Digtere er forfærdelige mennesker indtil man opdager, man selv er en. Så er det, man lærer at skrive.

9) Digtning er selvmedicinering.

10) Digtere er så bange for at dø, at de risikerer at overleve.

Guilty as charged i det meste af det ovenstående...

onsdag den 9. maj 2012

Min favoritplade: Vælg selv!

En af mine fastere læsere blev enormt skuffet, da jeg forleden kategorisk nægtede at kåre et favoritalbum. Det kan vi ikke have, men jeg kan altså ikke nøjes med at pege på ét. Så her følger en uendeligt overflødig - men i heldigste fald også lettere inspirerende - top 70 over de plader, jeg nok altid vil pege på som nogle af de bedste uanset humørsvingninger. Vælg selv, om du lyster...

Nick Drake: Pink Moon
Depeche Mode: Black Celebration
Kraftwerk: Trans-Europa Express
Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness
Portishead: Third
King Crimson: In the Court of the Crimson King
The Residents: Meet the Residents
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Sods: Minutes to Go
Gastr del Sol: Camoufleur
Death in June: Peaceful Snow
Siouxsie & the Banshees: A Kiss in the Dreamhouse
Amon Düül: 1969 Psychedelic Underground
Lou Reed: Magic and Loss
Steve Reich: Early Works
Dido: Life for Rent
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sonic Youth: A Thousand Leaves
Johnny Cash: Live at San Quentin
Calla: Scavengers
Under For: Apparently All the Same
Pulp: Countdown
Brian Wilson: Smile
Cabaret Voltaire: The Voice of America
T.S. Høeg: Dome Music
Slowdive: Pygmalion
Joy Division: Closer
Duran Duran: Rio
The Normal: Warm Leatherette (7")
Love Shop: Det Løse Liv
Clock DVA: Advantage
Hole: Pretty on the Inside
The Cure: Bloodflowers
Jonathan Richman & the Modern Lovers: Rock'n'roll with...
Cobra Killer: Cobra Killer
Roxette: Look Sharp
Lydia Lunch/Rowland S. Howard: Shotgun Wedding
Psyched Up Janis: Beats Me
The Sisters of Mercy: First & Last & Always
Mogwai: Come On Die Young
Spids Nøgenhat: En Mærkelig Kop Te
Guns'n'Roses: Lies
PJ Harvey: White Chalk & 4-Track Demos
Skousen & Ingemann: Herfra Hvor Vi Står
Pink Floyd: The Wall
Manu Chao: Esperanza
New Order: Get Ready
The Legendary Pink Dots: The Crushed Velvet Apocalypse
ABBA: Gold
Nitzer Ebb: That Total Age
The Fall: Perverted by Language
Primal Scream: Screamadelica
Patti Smith: Easter
U2: Pop
David Bowie: Station to Station
Roxy Music: Avalon
Manic Street Preachers: This is My Truth Tell Me Yours
Current 93: Earth Covers Earth
Olesen-Olesen: Anonyme Melankolikere
Coil: Horse Rotorvator
Pet Shop Boys: Actually
Faust: So Far
Material: Seven Souls
Scatterbrain: Mountains Go Rhythmic
Chemical Brothers: Dig Your Own Hole
Sigur Rós: Agætis Byrjun
Deftones: White Pony
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Einstürzende Neubauten: Haus der Lüge

De opmærksomme vil nok lægge mærke til, at 80'erne og 90'erne er en kende overrepræsenterede. Sådan er det. Jeg postulerer ikke længere at være musikskribent, så jeg kan med sindsro tillade mig at være en gammel idiot at høre på. Og i øvrigt ignorere begrebet "god smag". Jeg behøver heller ikke længere at imponere eller overbevise nogen.

Ked er jeg kun af, at elektronisk musik ikke er så repræsenteret her, som den er det i virkelighedens lytteplan. Men dette er - så vidt muligt - en albumliste, og trods mange gode forsøg er og bliver electronica bare ikke en albumorienteret genre. Det samme med metal og garagerock: Holder meget af en god gang tråd, men helst i små doser.

lørdag den 5. maj 2012

Finale - Steffen Baunbæk

Når nu Gaffa ikke synes, at 26 solgte eksemplarer af min debut-cd kvalificerer mig til at medvirke i deres serie... Well, SÅ meget skal være dem tilgivet, men hvis alle mulige kendisser, som ikke har antydningen af et forhold til musik, kan medvirke, kan jeg vel også...

***

Kommer du fra et hjem med klaver?

Nej, men der var blokfløjte, jøde- og mundharpe og brugte vaskepulver-tønder, jeg kunne spille trommer på. Byggede mig også engang en guitar af en cigarkasse, et bræt, nogle søm og lidt fiskesnører, jeg havde hugget fra min far, og den prøvede jeg efter bedste evne at stemme. Det lød ad helvede til, når jeg spillede på den, men det gjorde det også, når jeg spillede på alt muligt andet. Men det føltes fedt, og folk lagde i dén grad mærke til det, og man kan jo udvikle en art æstetik ud fra den slags...

Spiller du selv et instrument?

Well, kan man spille bare en lille smule på ét instrument, der lyder rigtigt, kan man spille lidt på de fleste. Regner dog mig selv for at være uortodoks, om end ganske hæderlig på trommer. Jeg kan holde en rytme. Det, som har sat mig i stand til rent faktisk at lave lidt ok småting hen ad vejen, er dog musikredigerings-software. Jeg kan sagtens strukturere og komponere musik. Som sådan spiller jeg dog som en brækket arm.

Har du nogen sinde drømt om at blive musiker?

Ja, sguda! Drømmer stadig! Men det kræver nok, at jeg finder sammen med andre, der heller ikke betragter sig selv som...ad...musikere.

Synger du i badet?

Ikke længere. Der var engang, jeg havde ambitioner om at blive sanger, men så kom jeg til at lytte ordentligt til nogle bånd, jeg havde optaget med "bedrifterne"... Jeg kan recitere rytmisk, så det lyder ordentligt, men decideret sang udsætter jeg ikke gerne sagesløse for.

Hvad betyder musik for dig?

Fra de 10 til 35 betød den alt! I starten på den der benovede måde, hvor man havde idoler, man ville være som. Senere blev den en måde at udforske verden på i bredere forstand - en nøgle til andre kulturelle felter. I de senere år dyrkede jeg musikken, fordi jeg betragtede den som den ædleste af alle kunstarter - som en måde at nærme sig noget højere på, der gik uden om intellektet. Modsat den litteratur, som ellers har været min anden løbende kærlighedsaffære. Jeg er dybt skeptisk over for at erkende verden gennem intellektet. I hvert fald alene. Sådan har jeg det i og for sig stadig, og jeg hører stadig musik med et andet eftertryk end menigmand, tror jeg, men det er sproget, jeg kan foretage mig noget med på en hurtig, effektiv og økonomisk overskuelig måde, som står godt til min situation og mit rastløse temperament.

Hvor meget fylder din pladesamling?

Sidst, jeg talte efter, over 3000 titler på lp, cd, 7" og kassette. Det er 5 år siden. Er aldrig blevet den store fan af downloads og streaming - har altid betragtet indpakningen som en uundværlig del af et fuldgyldigt værk. Hvorfor skal alting være så fucking hurtigt og discountagtigt? Bruger dog YouTube en del, når jeg vil orientere mig.

Hvad er din yndlingsplade?

Det er umuligt for mig at afgøre, for det skifter hele tiden. Det er som at stå i en slikforretning: Vil man helst have lakrids, vingummi, bolsjer, nødder eller chips i dag? Kunne nemt lave en liste over 40-50 titler, som har betydet enormt meget for mig, men hive én ud? Glem det!

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?

Har en del, jeg aldrig sætter på, men som jeg alligevel gemmer, fordi folk har givet mig dem i hadegave. Efter min mening tæller de dog ikke. De hører bare til. Måske kan den Ace of Base-opsamling, jeg engang købte, fordi jeg var totalt skudt i en pige på gymnasiet, der lyttede meget til dem, kvalificere sig? Men så igen: "All that she wants" er sgu klasse-pop!

Hvilken sang ville du vælge på karaokebaren?

Sikkert noget Bee Gees eller Scissor Sisters. Jeg er ualmindeligt ringe til falsetsang, og det skal helst være et uforglemmelig show, ikke?

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

Der må vel være tale om to. Min første barndomsforelskelse: Foreigner: "I want to know what love is". Min første "voksne": The Cure: "Pictures of you".

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

Kommer an på hvilken type erotik, der er tale om. Alt fra Merzbow til klassisk går an. Foretrækker dog generelt stilhed og reallyde. Hvorfor al den iscenesættelse? Det handler jo om mennesker og spændingen mellem dem, for pokker - ikke musik.

Hvad hører du helst søndag morgen?

Kirkeklokker. Fuglesang. Støv, der falder til gulvet. Den slags.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

Må hellere nævne nogle stykker: Mars: "Helen Fordsdale", Underworld: "Born slippy", D.A.F.: "Der Mussolini", ABBA: "The winner takes it all", U2: "Sunday bloody sunday". Vil man have mig til at gå helt grassat, kan man jo spille "Mr. Self Destruct" med Nine Inch Nails, men så skal man forberede sig på, at der bliver smadret ting. Om ikke andet på mig.

Hvad er den første sang, du kan huske?

Fra et tidligere liv: The Moody Blues: "Nights in white satin". Fra det nuværende vist Bamses "Vimmersvej". Eller "Solen er så rød, mor". That one scared the living shit out of me!

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

Der er nogle stykker. Men spil Martin Halls "Magnum opus" for mig en dag, hvor jeg virkelig er langt nede, og du skal løjer!

Hvilken musik skal spilles til din begravelse?

I kirken: Spids Nøgenhats "Når spindelvævene blomstrer". "Dejlig er Jorden" skal synges fra salmebogen.

Har overvejet at lave en blandet cd eller noget til gravøllet. Veksler stadig noget mht. indholdet, men følgende ting bør være på:

Pink Floyd: "High hopes"
Sigur Rós: "Vidrar vel til lóftarasa"
Beta Band: "Dry the rain"
Sid Vicious: "My way"
Laibach: "Across the universe"
Kraftwerk: "Autobahn" i albumversionen
Lou Reed: "Magic and loss"
Death in June: "Peaceful snow"
Current 93: "Earth covers earth"
Depeche Mode: "New life"

Har du været i operaen?

Nej. Spar mig. Kan ikke udstå staffagen og faconerne.

Har du været på festival?

Ja, 14 år på Roskilde, 7 på SPOT - og så har der været en masse mindre festivaler, jeg har frekventeret on and off. Har det pt. fint med at plukke koncerter ud på Copenhagen Jazz Festival, selvom Gutter Island også lokker lidt med hvad dertil hører af spritcoma og meget, meget styg rock'n'roll. Tager jeg derhen, bliver det sikkert kun én gang, for jeg har ikke rigtigt fysikken til det lort længere. Men det vil blive en storslået finale - dét lover jeg!

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

Sikkert Grey Daturas og Blob Back Fahrenheit på Rumstativ, Århus Havn, september 2007. Den aften ændrede af alle mulige forskellige årsager mit liv. Bl.a. endte jeg pludselig med at hoppe over et stort bål foran små 100 måbende, hovedrystende mennesker... Lang forklaring, men hvor mange koncerter ender med, at man kommer forandret tilbage og ved, at der er sket noget med én, som ikke lader sig rulle tilbage?

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

Patti Smith eller Marianne Faithfull. Ikke for at score, men fordi de begge to er fantastiske mennesker med enormt spændende levnedsforløb bag sig. Ville suge erfaringer og anekdoter til mig som en svamp! Og så måske afslutte daten med et kram og et artigt kys på kinden.

tirsdag den 1. maj 2012

Forårslytninger

I løbet af dette forår har jeg - grundet metaltræthed og arbejdspres på andre fronter - besluttet mig for helt at skille mig af med min rolle som musikanmelder. Nu ikke at den har fyldt meget i mit liv længe: Som mange nok ved, forlod jeg fysisk og psykisk udmattet min rolle som redaktionsmedlem på Musiktidsskriftet Geiger allerede i 2008, og én af de væsentligere grunde til dét var netop kravet om at skabe sig kvalificerede meninger - helst pr. stopur - om de 20-30 cd'er, man konstant havde liggende på hylden. Set i bakspejlet trængte jeg simpelthen til at komme tilbage til der, hvor det hele startede: De private, intense lyttesessions derhjemme foran grammofonen i teenageårene, hvor der var tid til at nyde nogle få plader helt til bunds i månedsvis. En politik, jeg siden "bruddet" virkelig også har forsøgt at følge. Med det resultat, at min smag måske nok er blevet mindre progressiv, end den var engang, men har vundet i dybden. Frigjort fra det implicitte krav om, at nyt skal være nyt, har jeg fornøjet mig med at genopleve gamle idoler med friske ører og foretage krydstogter i rockhistorien med nysgerrigheden som eneste guideline.

Således er det ikke så voldsomt meget musik, der har sneget sig ind ad mine øregange i dette forår, og noget af det er/vil blive anmeldt for Geiger som det sidste, man kommer til at se fra min hånd i dén rolle. Fire albums har jeg dog fået slæbt til huse, og hver og ét er de blevet nydt som god årgangsvin.

Tag bare E2 - E4 (1984) med krautrock-legenden Manuel Göttsching, der tilbage i 70'erne ikke blot stod i front for et af Vesttysklands mest udkullede psych-orkestre, Ash Ra Tempel, men sågar arbejdede sammen med syreguruen Timothy Leary. I starten af 80'erne havde han dog lagt LSD'en - og til en vis grad den guitar, han ellers skabte sin karriere på betjeningen af - på hylden til fordel for nyindkøbte elektroniske aggregater, og rygterne fortæller, at han fik idéen til det lange, improviserende flow på E2 - E4 under en ualmindeligt kedelig flyrejse i 1981. Kedelig rejse eller ej: Ikke for at forklejne syrede mesterværker fra 70'erne som Schwingungen, Seven Up eller New Age of Earth, men aldrig havde han tænkt så visionært! Selvom værket var indspillet inden udgangen af '81, pegede albummet ikke kun frem mod den house-genre, der flere år senere blev kendt som balearic beat - det var balearic beat med sit hoppende, hypnotiske, latin-påvirkede sequencer-flow, som på metamorfisk vis lod skiftende temaer og variationer krydse ind og ud af sig. Ja, alt, der var godt ved balearic-genrens store gennembrudshit, Sueno Latinos Sueno Latino (1989), var direkte samplet fra Göttschings album! Den oprindelige helhed var og er dog så uendeligt meget stærkere: Eksotisk, ekstatisk, dyb og detaljeret dansemusik, som stadig føles frisk og visionær den dag i dag! Mens Kraftwerk stadig stod i Kling Klang og arbejdede med rockede sangstrukturer, sprang deres gamle kraut-kollega alle musikalske lænker og frembragte noget, man stadig halter bagefter i 2012! Lyt selv! Det er intet mindre end en ordre!




En anden på sin vis lige så visionær figur var syrerock-legenden Arthur Brown, der allerede i starten af 70'erne - ubekendt for flertallet, der stadig ser 60'er-hittet "Fire" som højdepunktet af hans karriere - tog springet fra beat til electronica med bandet Kingdom Come. Det skete nærmere bestemt på albummet Journey (1973), hvor han - uvist af hvilken grund - havde anskaffet sig et eksemplar af trommemaskinen Bentley Rhythm Ace og fået den (selv for ham) vanvittige idé at bygge en lp op omkring dén. Well, det var før Kraftwerk og glamrocken gjorde korte, stramme sangstrukturer hippe igen, så der var så absolut lige så meget prog i gruppens blodårer, som der var det, der endnu manglede at blive tildelt betegnelsen "electropop". Men på de bedste Journey-numre er det netop det, der gør albummet så interessant i dag. Tag blot åbningsnummeret "Time Captives", der lyder som et spacet sammenstød mellem tidlig, skramlende Cabaret Voltaire, Emerson, Lake & Palmer i fuldt, blæret gear og sfærisk Beach Boys! Tag nedturstrippet "Triangles", der veksler mellem tribale electrorytmer og forskruede, psykedeliske lydhvirvler. Tag den storladne, i passager nærmest gotiske "Gypsy", der lyder som et absurd jam mellem Ultravox! og Deep Purple. Sådan har man mildest talt ikke fået den hverken før eller siden! Og lad det så hvile, at ikke alt på albummet er lige gennemført - hverken kompositorisk eller i sammentænkningen af synths og rockinstrumenter. Journey er et must, hvis man er reelt musikhistorisk interesseret, og har man bare den mindste smag for det bizarre, vil man også elske dette enestående tidsdokument.




Egensindig, men mindre skurrende er den stilblanding, Philadelphia-bandet The War on Drugs opnår på deres andet album, Slave Ambient, fra sidste år. Forsangeren og sangskriveren Adam Granduciel er tydeligvis rødmende forelsket i Bruce Springsteen-albums som Born to Run og Darkness at the Edge of Town - han lyder endda som idolet! - men også i Neu!s pumpende motorik, Spacemen 3's vævre psych og klassisk, britisk indie á la The Smiths. Ud af dén mikstur vokser der så en meget gennemført kosmisk americana, der kan være catchy og feststemt som på "Baby Missiles" eller grandiøs og stadion-venlig som på "Best Night". Men som album betragtet er Slave Ambient særdeles gennemført, og selv en gennem de senere år 100 % overbevist indiehader som undertegnede har ikke andet valg end at overgive sig. I øvrigt også en cd, der står sig godt til lange, lyse nætter og forkullede hakkebøffer!




Dét kan ikke siges om Sibylle Baiers Colour Green, der står sig bedre med lukkede døre og rolige omgivelser. Jeg stødte første gang på hendes navn i Record Collector, hvor hun blev nævnt i en artikel om freak folk fra 70'erne, men associationen er i grunden misvisende. Baier er på ingen måde en freak, men en seriøs model og skuespillerinde, som bl.a. har arbejdet sammen med Wim Wenders. Først i 70'erne gennemgik hun dog en indadvendt periode, som fik hende til at samle sin akustiske guitar op og - under meget private forhold - indspille de lavmælte sange, som først i 2006 (med sønnen og J. Mascis som fødselshjælpere) blev opsamlet på Colour Green. Måske netop det, at hun indspillede på spolebånd i sin dagligstue, gav materialet en meget intim, skrøbelig karakter, der flugter godt med Baiers lyse stemme og tekster, som spænder over temaer som svigt, kærlighed og uskyldstab. Er det stort? Egentlig ikke. Baier var og er ikke typen, der føjer nye, revolutionære kapitler til rockens historie. Men til stille refleksion og stearinbelyste nætter er der meget få albums, der er så dejlige som Colour Green, og har man en sød tand for sangskrivere som Kristin Hersh og Agnes Obel, vil man helt sikkert også være solgt, når man hører Sibylle Baiers rolige, meget velklingende sange fra en anden og dog så ens tid.




Endelig skal jeg ikke benægte, at jeg meget ofte bruger YouTube, når gammel og ny musik skal opdages. Der er efterhånden ikke meget fra rockens bagkatalog, som ikke kan opspores derude, og hvor man tilbage i 80'erne og 90'erne måtte søge med lys og lygte i fjerne, obskure pladebutikker for i det hele taget at få lov til at høre andet end top 40, er det meste i dag kun et lille klik væk. Skønt!

Tre numre derfra vil jeg fremhæve, som på hver sin måde har farvet de seneste måneder. Først den cubanske legende Silvio Rodriguez' "Sueno con Serpientes" fra albummet Dias y Flores (1974). Jeg skal ikke gøre mig for klog på musik fra den ende af verden - den har sine helt egne traditioner, jeg ikke har studeret i detaljer. Men trods en tekst, der absolut ikke er sværmerisk, men kontant anti-kapitalistisk, tænker jeg på sangen som et lille syrefolk-mirakel komplet med sart bævrende synth, overjordiske vokallag og strenge, der smælder ud i evigheden på de helt rigtige steder. Første gang, jeg hørte "Sueno con Serpientes" var jeg lige ved at græde over den blotte skønhed i nummeret. Det har jeg gjort ikke så få gange i enerum siden!




Molly Drake, som døde i 1993, var mor til en af mine store, gamle favoritter, nemlig den kultiske, men fremragende singer-songwriter Nick Drake. Selv passede hun hus, have, mand og psykisk udfordret søn i det meste af sin levetid, men under arbejdet med Nicks bagkatalog opdagede produceren Joe Boyd, at hun ikke blot havde skrevet og sunget tekster og sange selv - de fungerede oven i købet som en art nøgle til sønnens umiddelbart så unikke frembringelser. Tilbage i 1950'erne havde hun - med manden Rodneys assistance - indspillet nogle af disse på magnetiske spolebånd hjemme i dagligstuen, og de første uddrag blev (efter meget reparationsarbejde i studiet, hvor båndene bl.a. blev bagt i en ovn for at undgå at smuldre, når de blev overspillet!) udsendt på albummet Family Tree i 2007. Tidligere i år landede der så omsider et helt album, Molly Drake, med hendes på charmerende vis grynede, kornede og underligt sort/hvide optagelser. Men tag ikke fejl: Stilen var ganske vist afdæmpet jazz af den slags, man kunne høre på 40'ernes restaurationer, men stemmens rolige, melankolske klang var uhyggeligt lig sønnens, og det samme var Mollys digte, der, som Nicks, i vidt omfang tolkede personlige sindstilstande gennem naturen. Hør f.eks. "How Wild the Wind Blows" og bliv, som jeg, diskret forelsket i denne stilfærdige, men indadtil så rige og levende britiske husmor fra før verden gik af lave!




Det sidste fra YouTube, jeg vil nævne, er det tyske postpunkband Kosmonautentraums nummer "Juri Gagarin" fra albummet af samme navn (1982). Kosmonautentraum skabte sig - med den maniske, tonedøve forsanger Ziggy XY i front - først i 80'erne et vist navn inden for den såkaldte Neue Deutsche Welle, der også inkluderede bands som Der Plan, Trio, D.A.F., Die Tödliche Doris og Einstürzende Neubauten. Det gjorde de med en musik, som var på én gang monoton og kosmisk, larmende og meditativ, vrængende og humoristisk. Således omtalte Ziggy gerne sine tekster som ren nonsens, hvad de også ofte var. Således er det næsten umuligt at høre, hvad galningen rabler af sig på hyldesten til den berømte sovjettiske rumfarer, men det er også nærmest lige meget. Det vigtige er selve sangen, der begynder med et tyst klaver, før det forvandler sig til en medrivende snebold, som river både snublende trommer, smeltende synths, besatte vokaler, uhæmmet hujen og et jordskred af syrede effekter med sig. Hørt i dag lader produktionen noget tilbage at ønske, og jeg ville nok ikke have mikset sporene sådan, som de er blevet, men ikke desto: "Juri Gagarin" er, for mig, festsangen over alle her i foråret 2012! Det glade musikalske vanvid, ja - men gudskelov for det!!!




God lytning! Også på egen hånd! Husk: Musikkens verden er så stor, som man selv gør den til, så grav, for Satan, grav!